Bravery [LS]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 27 aug. 2014
  • Status: Igang
Louis Tomlinson er det nye medlem af det verdensberømte band, One Direction, da det senere medlem, Dylan Sykes, døde i en bilulykke for et halvt år siden. Han ved ikke helt hvordan han skal tackle det og han har svært ved at falde til, men i det mindste får han hjælp til at komme igang. Eller sådan da. Bandmedlemmet, Harry Styles, får Louis til at ønske at han aldrig var blevet født. Harry behandler Louis som lort, men Louis bliver ved med at hænge på til det sidste, for han har bestemt ikke lyst til at blive smidt af pinden på grund af denne her såkaldte Harry Styles. Men hvad sker der, når de lige pludselig ikke udveksler had med hinanden, uden at vide hvornår det stoppede? Kan man godt hade hinanden, men stadig gå i seng sammen? Eller er det helt forkert?

[Anstødende sprog og seksuelle handlinger]

15Likes
16Kommentarer
1447Visninger
AA

3. 3* Feel his anger

"Og vi er igen i køkkenet" Sagde Niall. Han sendte mit et af hans charmerende smil, og lænede sig op af dørkamen til opgangen. Jeg kiggede lidt rundt i køkkenet. Jeg ved ikke helt hvad jeg prøvede på, men det føltes som om jeg prøvede på at finde ud af om jeg virkelig ville være her. Om jeg havde lyst til at være indespærret her sammen med en anden mand. I starten følte jeg ikke rigtig for det, men det var vel en udfordring jeg var villig til at tage? Jeg havde allerede modtaget en hel masse hate-beskeder fra personer jeg overhovedet ikke kendte. Normalt ville jeg ignore sådan noget, men jeg kunne ikke lade vær med at læse dem, og det gjorde ondt. Det ramte mig lige i hjertet. Niall havde åbenbart set mig stå der med et usikkert blik i øjnene, for pludselig stod han ved siden af mig med sin hånd på min skulder.

"Det er jo fuldstændig op til dig nu. Der er ingen der tvinger dig til at være her. Hvis du ikke vil det her, kan du bare gå direkte ud af den dør" Han pegede han på fordøren. "Det hele er måske en smule overvældende i starten, men du vil få de bedste år i hele dit liv. Jeg er sikker på at vores fans vil respektere dig lige så meget som Dylan. Men du skal selvfølgelig også være helt sikker på hvad du vil" Sagde Niall og sendte mig et smil. Jeg nikkede kort. 

Efter min optræden på baren, havde manden med jakkesættet taget fat i min overarm og trukket mig lidt ind til siden. Han stak mig en hvid løgn, da han vidste at jeg havde alkohol i blodet og andre stoffer, som måske ville gøre jeg ikke kunne huske noget. Han kørte mig hen på et lille hotel, hvor jeg mødte Niall. Jeg kunne godt genkende ham da jeg så ham. Det var ham fra det populære band, One Direction. Oprindeligt var de fem, men for lidt over et halvt år siden, blev Dylan slået ihjel i en bilulykke. De har været sat på pausen lige siden, og deres karriere har hængt i en meget tynd snor. Dagen efter fortalte Niall det de havde tænkt sig at gøre med mig. De ville have mig til at tage hans plads, og blive det femte medlem af One Direction. Jeg var selv helt chokeret i starten. Jeg kunne virkelig ikke tro mine egne ører, men efter nogle timer kunne jeg fornemme at det var dybt seriøst. 

Jeg klørede mig i nakken og bed mig nervøst i læben. Det gjorde jeg altid når jeg var nervøs, og lige nu var ikke en undtagelse. Jeg havde altid syntes at kendte var nogle fjolser. De gjorde hvad det passede dem, og var ligeglade med hvad alle andre syntes om dem. De tænkte ikke på andet en penge, og om at skille sig ud ved at gøre alt muligt crazy stuff. Men på den anden side havde jeg også altid være misundelig på de penge de ville få. De ville ikke behøve at arbejde røven ud af bukserne hver dag, og det var der jo også noget om. Urgh, der var bare så meget at tænke over, og jeg havde knap nok haft en dag til at tænke over hvad det egentlig er jeg ville. Det lyder virkelig som noget af det fedeste, og jeg vil ikke bare lade sådan en mulighed slippe forbi. Hvilken fyr ville ikke dø for at være i det band? 

Jeg sendte Niall et smil. Da han så det, begyndte han selv at smile helt vildt. Den dreng var sgu utrolig, men samtidig virkelig venlig. Han tog det egentlig meget pænt det med Dylan, og han skælder mig ikke ud over at de vil have mig til at overtage hans plads. Men jeg har jo heller ikke mødt de andre endnu. Jeg får sikkert den største sviner af dem alle sammen, for at kunne finde på at tage Dylans plads. 

"Jeg er med" Sagde jeg. Niall smilte helt vildt, og jeg kunne ikke andet end at grine af den drengs reaktion. Han tog sin hånd op i luften, og hentydede til at jeg skulle give ham en high-five. Det gik bare først op for mig efter nogle sekunder. 

"Det er vi sgu glade for, Louis" Sagde Niall. Hans blik ændrede sig pludselig til et mere seriøst et. "Hør her. Lige om lidt smutter jeg, for at ordne noget og du skal selvfølgelig bare føle dig hjemme her. Hvis der opstår problemer, så ring til mig" Sagde Niall roligt, og sendte mig et lille smil før han fortsatte. "Måske er det ikke lige den mest venligste mand vi har sat dig til at bo med. Han har stadig rigtig svært ved at acceptere at Dylan er død, men tro mig med tiden vil han blive en helt anden. Ser du, Harry og Dylan havde dette uforståeligt forhold, ingen rigtige kunne forstå. Ikke engang os kunne forstå hvad det egentlig var der foregik, men de elskede hinanden. Harry har haft det skrækkeligt lige siden Dylan døde, og lad vær med at blive skræmt hvis han kommer med en spydig kommentar eller overhovedet ikke svarer dig. Han skal bare lige vende sig ved tanken om at du er her, okay?" Sagde Niall. Han kiggede mig dybt i øjnene og lagde hans hånd på min skulder. Han prøvede vist på at berolige mig med hans øjne, hvilket også hjalp. Jeg vidste også godt at Harry var det svage led for tiden, det havde stået over alt i magasiner og på internettet. Men hvem bebrejder ham? Jeg ville ærligt indrømme, at jeg ville gå fuldstændig ned hvis det var mig. Alligevel håbede jeg på at han ikke var alt for ond imod mig. 

"Hej" 

Niall og jeg drejede begge rundt, og forenden af trappen stod Harry. Han havde rander under øjnene, og hans hår sad som om han lige var stået op, selvom det var midt på eftermiddagen. Hans trøje sad skævt, og hans bukser var næsten ved at falde ned på gulvet. En stank af røg og sprut fyldte rummet, så det rev og sled i næsen. Jeg gryntede og så over på Niall. Hans blik var fastgjort til Harry, med et blik der ikke kunne beskrives anderledes end ulykkeligt. 

"Hej" Svarede jeg så det næsten var uhørtligt. Han smilede skævt, og begav sig hen forbi mig og Niall og åbnede køleskabet. Han trak en øl ud fra køleskabet, og åbnede den med en lighter han hev op fra sine bukser. 

"Har du ikke fået rigeligt?" Spurgte Niall, og hev ud efter hans øl. Harry var hurtigere end ham, og trak den ind imod sig, så Niall ikke kunne nå den fra den afstand han stod fra Harry.

"Hvem har sagt du bestemmer over mig?" Spurgte Harry spydigt. Hans toneleje overraskede mig en smule, men jeg var blevet advaret, så det var ikke så slemt. Niall rystede bare på hovedet, og gik hen imod bryggerset. Jeg fulgte efter ham, for jeg vidste ikke rigtig hvad jeg ellers skulle gøre. Det var ubehageligt at stå der med Harry alene, og jeg ville bare have at Niall forblev her. 

"Hvor skal du hen?" Spurgte jeg, da Niall bøjede så forover for at binde sine sko. Først efter han havde bundet begge og rejste sig op, svarede han. 

"Jeg har nogle ting jeg lige skal ordne" Sagde han, mens han smed sin jakke over skulderne og lynede den derefter. "Men hvis Harry bliver for meget, ringer du bare, okay? Husk at han nok skal åbne sig op, bare giv ham tid" Sagde Niall, og med det var han ude af døren. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde ikke lyst til at gå ind i køkkenet igen på grund af Harry, men jeg ville heller ikke være ubehøvlet og stå her ude for evigt.

Jeg stod lidt og gik og tænkte over hvad jeg skulle gøre, da jeg blev sur på og frustreret på mig selv for at stå og være bange for et andet menneske, og besluttede mig derfor at gå tilbage til køkkenet. Harry var væk. Jeg udåndede, og rystede på hovedet. Jeg opdagede ikke engang, at jeg faktisk holdte vejret på vej ud i køkkenet. Hold kæft hvor må jeg egentlig være barnlig og høre på.

Der kom nogle lyde inde fra stuen af ved siden af køkkenet, og jeg gik med rolig skridt hen til døren, og trak håndtaget ned. Ovre på sofaen sad Harry og fumlede med en fjernbetjening, der ikke så ud til at virke på den afstand jeg stod fra. Hans ansigtstræk viste en form for had, så det næsten stod ud af ørene på ham. Var det mon et bevis på hvor lidt der egentlig skulle til for at tænde ham fuldstændig af? Hvem bebrejder ham? Look at him, han er jo fuldstændig ødelagt, og det kan jeg endda også se på denne her afstand. 

Jeg tror vidst han opdagede, at jeg iagttog ham, for i det næste øjeblik drejede han hovedet med ét, og et tomt blik mødte mit. Jeg rømmede mig, og kløede mig i nakken. Det her ville nok blive nogle ret så akavet første dage. Jeg så mig til begge sider, og prøvede på at finde på noget, så det ikke lignede jeg var en totalt freak. 

"Øhm--"

"Du behøver ikke sige noget" Sagde han hæst, og kiggede tilbage på det tv der endnu ikke var tændt. Han lagde sin hånd med fjernbetjeningen i skødet, og fastholdte blikket på tv'et. Jeg tror ikke selv han vidste det, men ordene kom alligevel, som en lussing.

Sorry Harry, men jeg foreslog ikke selv at bo her til at begynde med. Jeg havde lyst til at sige det, men jeg gad heller ikke ind i en diskussion på første dag.

"Øhm, undskyld" Sagde jeg bare, og vendte mig om for at gå ind på mit værelse. Hvis jeg altså kunne huske hvor det var henne i det her hus. 

"Tilgivet!" Råbte han inde fra stuen af, da jeg var på vej op af trappen. Sikke da en flabet lille unge han er. Jeg burde bare holde min kæft nu, for jeg har sikkert overhovedet ingen idé om hvad han går igennem. 

Jeg åbnede døren til mit værelse, og mine lunger blev fyldt med en duft af nymalet vægge. De havde egentlig gjort ret meget ved at jeg skulle komme om bo her sammen med Harry. Så føler jeg mig da ikke helt så uvelkommen længere. 

I værelset var der et stort vindue, og under det store vindue, befandt der sig en dobbeltseng. Dyne- og hovedpudebetrækket var hvidt med grå striber. Meget nydeligt. På begge sider af sengen, befandt der sig to hvide natborde, med hver sin lampe. På det ene af borde stod der nogle blomster i en vase, samt et lille brev. 

Jeg gik hen til brevet og åbnede med det samme op.  

Så glad for at have dig her med os! x

Liam, Niall, Zayn & Harry 

Det ville ikke undre mig, hvis de bare havde skrevet Harry på seddelen uden han overhovedet vidste det. Alligevel var jeg vel glad for, at de andre så det fra den lyse side. Det kan godt være at jeg 'overtager' Dylans plads, men jeg redder jo også deres røve? De ville være stået med lort til halsen, uden et femte medlem. Og hvor mange vil vædde med, at Harry ville være den første til at gå ud og tjene penge, hvis bandet gik i opløsning? I det humør? Zero! Han ville ende på gaderne, og tigge folk om penge, og det vil helt sikkert ikke være et kønt syn. Han har bare med at værdsætte min tilstedeværelse! 

______

Endelig igen! 

- Tak for tålmodigheden, jeg havde bare lige brug for at afslutte 'Forbidden love' før jeg gjorde noget andet (: Tjek den ud, hvis du ikke allerede har gjort det! Jeg regner også med at kapitlerne på denne historie, vil blive en del længere end dette. (y)

Jeg prøver på at opdatere så hurtigt som muligt! Højst en halvanden måned imellem hver kapitel, og det komme selvfølgelig an på hvor travlt jeg har det. 

Lova ya x

- A

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...