En del af mig

17-årige Victoria Shownfield bor i Phoenix. Hendes mor ejer et trendy hotel, og hendes far er filmproducer. Victoria er vant til, at hendes forældre aldrig er hjemme. At gå alene rundt i hjemmet, er faktisk en helt normal hverdag for hende.
Så møder hun Ivy Jepsen. Først virker Ivy som hendes absolutte modsætning, med den marmorhvide hud, og det sorte outfit. Men da pigerne får mulighed for, at se om bag facaderne af lyserøde kjoler, og sort mascara finder de ud af at de faktisk har en hel del tilfælles...

1Likes
0Kommentarer
134Visninger
AA

1. Et ønske, et håb og en laaang forklaring

Jeg slår øjnene op. En lille solstråle skinner gennem sprækken i gardinerne, og lyser mig i ansigtet. Jeg ser på mit digital ur. Klokken er 10.08 om morgenen. Træt sætter jeg mig op i sengen. En lille lok lyst hår har klistret sig fast til min svedige pande. Jeg forsøger at puste den væk. Det vil den ikke. Irriteret slår jeg dynen til side og svinger benene ud over sengekanten. Som altid er mor og far taget på arbejde. De står altid op klokken lort om morgenen for at 'tjene til føden', selvom de ikke behøver det. Min far, Jackson Clark, er filmproducer, og min mor, Monica Shownfield, ejer en af Phoenix's mest trendy hoteller. Vi bor i et stort hus nær storcenteret. Tit ligger der cirka 75 dollars på køkkenbordet. "Så," plejer mor at sige, "kan du bare tage til storcenteret og købe noget pænt." Ja, tak skal du have. De andre børn i Phoenix får, hm, 10? Så kan de tage hen til den lokale købmand, købe en lakridsrod til alle, og bagefter dele resten op i fair bunker. Eller, de skal give de sidste dollars til forældrene. Hvis vi nu siger, at der ligger 75 dollars på vores køkkenbord, og jeg bruger de 50, hvor mange er der så tilbage? 25, helt nøjagtigt. Mine forældre lader mig beholde det sidste, hvis bare jeg siger at jeg havde det sjovt med at bruge dem. De er kun ude på, at jeg er lykkelig. Og dér har vi problemet. Jeg er kort sagt, helt igennem ulykkelig. Men hvis jeg siger det til dem, bliver de ulykkelige, fordi jeg er ulykkelig. Og hvis de har det skidt, vil hotellet måske gå bankerot, fordi en vis hotelejer ikke kan tage sig sammen, og skrive kontrakter, og filmene blive elendige, fordi en vis producer ikke kan koncentrere sig. Hvis det sker, kommer både mors og fars popularitet til at gå ned, ned, ned. Og det hele bliver rettet mod, hm, hvem mon? Helt korrekt mig. Derfor skal jeg bare sørge for, at virke glad. Hvilket sommetider er svært. Det er måske svært at forstå, for sådan en som dig- tag det ikke personligt. Du ville jo nok ønske at du var mig. Du ved, penge, stort hus, drenge der sværmer fordi du er sååå smuk. I starten er det fantastisk. Så bliver det pinligt. Senere, bliver det helt igennem kedsommeligt. Simpelthen. Så du kan jo nok se, at mit liv ikke ligefrem er lutter lagkage. Ikke en dans på rosenblade. Faktisk ønsker jeg nogengange, at være som dig. Er du forvirret? Okay, du kommer til at forstå det. Tror jeg. Håber jeg. 
Jeg går hen til min dør og lægger hånden på dørhåndtaget. Døren svinger lydløst op. Foran mig, er en gigantisk marmortrappe, så hvid, at man ville kunne se, hvis der blot kom en mikro klat støv, der var mindre end min lillefingernegl. Et gelænder af ahorntræ, bugter sig blidt i takt med trappens svingninger. En stribe guldfarvet maling, snor gennem gelænderet. For enden af trappen er et køkken på størrelse med mit værelse. Jeg vil skyde på at vores hus, cirka er på 1 tønde land, og at vores grund er rimelig meget over det. 9, plus-minus. Altså, køkkenet; det ternede flisegulv, ejer ikke én ridse. Køkkenbordene har en glat, flad overflade, med et komfur, der blidt er flydt sammen, med den glatte bordplade. På køleskabet hænger en seddel;

G'morgen Honey.
Der står lidt english breakfast i køleskabet. Hvis du vender sedlen, er der en indkøbsliste. Kan du ikke tage i centeret og finde det? Tak, søde. Pengene ligger på køkkenbordet overfor komfuret. Du køber bare lidt pænt for de sidste, ikke? Super, søde.
Knus mor og far.

Bemærk venligst hvad de skriver; 'Du køber bare lidt pænt for de sidste, ikke?' Det' lige dét jeg mener. Jeg skal bare købe lidt pænt, det er det hele. Så er de tilfredse. Så længe jeg ikke siger; Mor, jeg er ikke glad for, at jeg bruger så mange af jeres penge'
Jeg drejer mig og ganske rigtigt, der ligger søreme 60 dollars, og 50 cent. Lige det en pakke smør, 2 kartoner mælk og lidt sovsekulør koster. Nå, jeg har pligter, så jeg må vel komme i tøjet. Jeg smutter op af trappen og river døren til mit værelse op. Nede i enden af værelset står mit klædeskab. Da jeg åbner det, springer lilla, lyserød, dybblå og mange andre farver mig lige op i ansigtet på mig. Jeg beslutter mig for den korte grå top, mine uundværlige jeans, og et par lilla stilletter. Mit lyse hår bliver redt tilbage i en stram hestehale. Så lægger jeg lige en gang hurtig makeup, og vupti; ligner jeg en million. Håndtasken skal jeg også have med. Lynhurtigt er jeg nede i køkkenet igen, selvom jeg har stilletterne på. Pengene stopper jeg i tasken. På vej ud i garagen kaster jeg et sidste blik på mig i vægspejlet. Altså bare for en sikkerheds skyld. Min pung ligger i tasken, og i pungen mit kørekort. Jeg hader at se på det. Altså hvis man ikke må smile, hvorfor skal der så være et billede? Den grå Mercedes, som far forærede mig til min fødselsdag, er blevet blank poleret. Da jeg sætter mig på de bløde læder-sæder, løber en tanke igennem mig; Ah, tænker jeg, og føler mig pludselig som en voksen. Jeg kan mærke folks blikke, da jeg parkere Mercedes'en foran Phoenix Storcenter. De undre sig over mig, en ung pige i sådan en bil. Jeg sørger for, at P-skiven er sat, så jeg ikke får en bøde. Så går jeg roligt ind i centeret, mens jeg prøver at ignorerer, de nysgerrige ansigter. Det var ikke ligefrem svært, at finde det jeg skulle finde. Sovsekuløren står ikke langt fra indgangen, smørret ved kølediskene og mælkene tæt ved smørret. Jeg går hen for at betale, da en pige på min alder ramler ind i mig. "Undskyld," mumler hun og ser ned i gulvet. "Helt i orden," siger jeg bare og koncentrere mig igen om køen. Da varene ligger på båndet, og kassedamen bipper det ud, siger pigen; "Mit navn er Ivy," Jeg ser ikke på hende. "Victoria," svare jeg bare. "Victoria hvad?" spørger hun. "Er det ikke ligegyldigt?" spørger jeg skarpt. "Øh, jo, mit navn er Ivy Jepsen," hun rækker frejdigt hånden frem. Jeg ser stadig ikke på hende. "Nu har jeg sagt mit efternavn, nu' det din tur." Hun giver ikke så let op. Wau, tænker jeg. Den pige, er virkelig irriterende. Jeg sender hende et irriteret blik. Hun bliver ved. "Kom nu, kom nu, vil du ikke nok sige det?" hun hopper rundt om mig, som irriterende småbørn. "Nej," siger jeg bare. "Hvorfor er det også så vigtigt for dig? At vide mit navn? Jeg troede at vi var enige om, at det var ligegyldigt?" Jeg sender hende et skarpt blik. Hun tøver. "Øh, d-det er det bare." Jeg pakker varende sammen, og begynder at gå ud af forretningen. Hun følger modvilligt efter. "Hvis det virkelig er så vigtigt," råber jeg da vi er ude af centeret. "så er mit navn, Victoria Shownfield!" hun ser forskrækket på mig. "'Kay" siger hun så og trækker på skuldrene. "Godt at vide." Jeg går stilfærdigt over mod bilen. Pigen begynder at måbe. "Er det din bil?" spørger hun så. "Ja," svare jeg bare. "Sejt!" råber pigen efter mig. Jeg lukker døren og sætter bilen igang. Wau, hun var mærkelig, tænker jeg og koncentrere mig så om vejen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...