The Story of Us - One Direction

Julie og Emma Payne rejser til London i håbet om at bruge deres sommerferie sammen med deres savnede bror, Liam Payne. Efter en hård skilsmisse mellem deres forældre og Liams nystartede karriere har der ikke været meget tid for dem at ses. Ferien bliver dog ikke som forventet, og drama, venskab og ikke mindst kærlighed opstår hurtigt. Søstrene står nu overfor en masse udfordringer, som de er nødt til at stå sammen for at kunne klare. (Jasmin M. er med til at give idéer og inspiration)

11Likes
6Kommentarer
2658Visninger
AA

33. Ikke kun tømmermænd

Glad og begejstret gik Emma ud ad værelset, lidt efter Zayn havde sneget sig ud derfra. Julie sad stadig inde i stuen, nu sammen med Harry og Niall. Det er vel ikke overraskende, at Niall sad med en stor pose chips i skødet, men denne gang delte han den med Harry. Julie sad for sig selv i sin egen sofa og deltog ikke i de to drenges samtale. Det lignede hende ikke. Normalt kunne hun ikke lade vær med at kommentere og sige sin mening – selv når hun ikke rigtigt var med i samtalen. Emma valgte til sidst at trække hende til side for at høre hende, om hun var okay.

”Hvad sker der? Er du okay?” Spurgte hun med en bekymret mine og med et par urolige øjne. Julie kiggede bare straks ned – hun havde brug for tid til at kunne komme op med det bedste svar, der ville overbevise Emma om, at hun ikke skulle bekymre sig. Hun var jo okay. Det var nok bare tømmermænd, der havde sat sine spor på hende. Desuden kunne hun heller ikke få Niall ud af sit hoved – og slet ikke ham sammen med en anden pige. Ikke at hun var forelsket i Niall eller noget, alkoholen havde bare styret hendes følelser i går – ikke andet.

Stemningen mellem hende og Niall var stadig akavet, og selvom hun prøvede at lade som ingenting, var det så godt som umuligt. Det hjalp heller ikke ligefrem på det, at drengene prikkede til ham omkring hende pigen og ville høre alle detaljerne. Det lød lidt som nogle teenagepiger, men sandheden var bare, at de elskede at drille hinanden – især når Nialls reaktion var, at hans stemme blev usikker og hans ansigt tomatrød. Julie havde prøvet at ignorere deres samtale og fokusere på tv’et, men det var svært, når de nærmest råbte op hele tiden. Heldigvis mindede Louis de andre drenge om, at Harry havde flirtet godt og grundigt med Amber, og så var deres opmærksomhed pludselig på ham i stedet for til både Nialls og Julies lettelse.

”Ja, hvorfor skulle jeg ikke være okay? Jeg er bare lidt træt. Kunne virkelig godt bruge en lur lige nu,” brokkede Julie sig og kiggede træt ned på sine negle. Hun havde til vane at fokusere på sine negle, når hun kedede sig eller var nervøs. Emma startede med at kigge en ekstra gange på hende, men gav så op. Hun vidste, at hun ikke ville få noget ud af hende foreløbig.

”Okay, ellers så kommer du bare til mig. Jeg vil altid være dig for dig. Husk det,” mindede Emma hende om og trak Julie ind til et kort kram. Hun vidste, at Julie skjulte et eller andet, men det nyttede ikke noget at presse hende til at fortælle hende det. Forhåbentlig ville hun snart få dårlig samvittighed og ende med at sige det. Det var i hvert fald, hvad hun håbede på.

”Det ved jeg godt, Emma,” svarede Julie med et lille smil, inden hun vendte sig om for at gå hen til sofaen igen. Hun havde taget fejl – indtil hun fik mere styr på sine følelser, var hun nødt til at lade som ingenting foran Emma. Hun måtte spille et bedre skuespil overfor hendes søster, ellers ville hun hurtigt gætte det. Julie vidste allerede, hvad Emma ville sige - at hun var forelsket i Niall, og det var jo ikke sandt, det var Julie sikker på.

”Og i lige måde,” tilføjede hun, mens hun smilede stort. Emma gik ud mod køkkenet for at hente noget mad, modsat Julie som fortsatte ind i stuen til de andre. Emma var nødt til at få fat på noget mad, den smoothie havde ikke mættet hendes sult nok. Sukkende gik hun i køkkenet, hvor Danielle lige nu stod og snakkede med Liam. Det virkede, som om de snakkede privat, så Emma var lige ved at gå igen, da Liam blidt kyssede Danielle på kinden og smuttede igen. Emma fiskede et æble op fra frugtskålen og kiggede smilende hen på Danielle, som lignede en, der skulle lige til at sige noget. Hun prøvede at signalere, at hun bare skulle sige det, hvis det var, og Danielle kiggede kort ned.

”Har du fået talt med Julie? Hun virkede lidt anderledes i går aftes. Liam nævnte det også for mig før – han er lidt bekymret,” fortalte Danielle til sidst og kiggede også selv bekymret op på Emma. Hun var selv lige så bange som Liam og Emma for, at der var noget galt. Julie betød også noget for hende, og hun ville ikke se hende ked af det.

”Hun vil ikke sige noget. Jeg ved, der er noget galt. Hun plejer at sige alt til mig, men det her.. det holder hun for sig selv,” sagde Emma og vendte sit blik ned mod jorden. Hun ville ikke have, at Danielle skulle se de tårer, der var begyndt at samle sig i øjenkrogen. Normalt delte de to tøser alt, men Julie skjulte helt klart noget for hende. Det sårede hende, at der pludselig var noget, hun ikke følte, hun kunne fortælle hende. De var jo trods alt søskende. Hvad havde ændret sig, siden det nu var anderledes for hende?

”Hey, hun skal nok fortælle det en dag, bare vent,” kom det fra Danielle, som kunne se, hvor ondt det faktisk gjorde på Emma. Det var tydeligt, at deres forhold havde taget en drejning, Emma bestemt ikke havde regnet med. Danielle vidste, at hun godt kunne bruge et kram, så hun gik hen for at holde om hende og trøste hende. Emma kunne kun lige holde tårerne tilbage og ved udmærket godt klar over, at hvis hun blev stående her i Danielles favn, så ville hun begynde at græde. Danielle sagde flere beroligende ord, som at det nok skulle gå, men det gjorde det kun værre. Til sidst trak Emma sig ud fra krammet og tog en dyb indånding.

”Jeg tror, jeg går ind og snakker med Katrine. Vi har ikke fået ringet til hende her på det sidste, så.. Måske ved hun noget,” besluttede hun og smilede til Danielle, der nikkede for at vise hende, at hun syntes, det var en god idé. Med æblet i hånden gik Emma ud ad køkkenet igen. På vejen ind på værelset kom hun forbi stuen. Zayn så med det samme hendes triste ansigtsudtryk og skulle lige til at rejse sig op for at spørge ind til det, da Emma nåede at ryste på hovedet i sidste øjeblik. Hun prøvede at smile så overbevisende så muligt, men Zayn købte den selvfølgelig ikke. Hvis ikke Harry havde trådt ind i stuen og var begyndt at snakke til ham, havde han nok ikke ladet hende gå videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...