Forladt.... eller?

Lucy på 18 år har altid følt sig forladt af alt og alle og har efter mange år med forskellige plejefamilier fundet den perfekte, hun er glad, smilende og grinene hvilket hun aldrig har prøvet før. Alt går som det skal lige indtil den dag hendes nye søster vælger at tage hende med i byen og shoppe. Hvad sker der? og hvordan vil det gå Lucy fremover? og møder hun ikke kun en, men fem drenge der ændre hendes liv fuldstændigt?

1Likes
0Kommentarer
457Visninger
AA

2. Birthday...not what i expected!

 

Jeg gik min daglige rute ned til stranden, min ynglings sang kørte i mine høretelefoner og jeg gik og nynnede med. Sangen var Small Bump af Ed Sheeran. Jeg gik langs vandkanten mens jeg tænkte, og lige pludselig så jeg noget ligge på en sten længere henne. Jeg blev enig med mig selv om at jeg nok måtte gå hen og se hvad det var, og jo tættere på jeg kom, kunne jeg se at det var en dukke det lå der, den lignede fuldstændig den dukke jeg mistede da jeg var 6 år gammel. Jeg husker tydeligt at jeg græd i min mors arme mens hun bare sad og var ligeglad, den dukke var min eneste ven og hun var ligeglad med at den var blevet væk. Sådan har min mor altid været, iskold og aldrig tænkt på andres følelser. Hun var ligeglad med mig lige fra den dag jeg blev født og til den dag i dag, jeg har tit fået fortalt historier om hvordan min mor bare gav mig til sygeplejerskerne få minutter efter hun fik mig. Og det er også derfor jeg er kommet i en plejefamilie i dag. Hvad med min far? Tænker i nok, ja han blev myrdet da jeg var 10 år gammel så har levet med min mor i nogle år og derefter blev jeg fjernet fra hende. Det var ikke nemt fra jeg var 12 til 18 har jeg været hos 11 forskellige plejefamilier fordi jeg er åbenbart er et problembarn og fordi jeg ikke passer ind, men nu har de fundet en sød familie til mig i London og jeg elsker at bo hos dem! Deres datter hedder Danielle og mit navn er Lucy. Ana er et år ældre end mig så hun er 19 år gammel, så vi har det rigtig godt sammen fordi vi er næsten samme alder. Vi går i byen, snakker drenge og deler tøj og makeup og har tonsvis af grineflip over latterlige og ligegyldige ting. En lyd trak mig ud af mine tanker og jeg kiggede ned på min hånd hvor min mobil lå, skærmen lyste op og der var en ny besked fra Danielle. Hun skrev at vi skulle spise om 10 minutter og jeg skulle komme hjem nu, jeg gik helt over til stenen og tog dukken op igen og gik hjem ad.

 

”jeg er hjemme!” råbte jeg op af trapperne, men da ingen svarede gik jeg op, lyset var slukket og stuen var tom. Eller det troede jeg lige indtil jeg trykkede på lys kontakten og der sprang en masse folk frem og råbte ”SURPRISE!” jeg havde helt glemt min egen fødselsdag, jeg kiggede rundt og så at der var mennesker fra skolen, min ’familie’ både bedsteforældre og kusiner og fætre, der var omkring 25 i alt. Jeg blev så overrasket at tårerne begyndte at trille ned af mine kinder. Danielle kom hen til mig og gav mig et kram ”er du okay søde? Hvorfor græder du?” ”nej nej, jeg har det fint! Er bare så overrasket” sagde jeg og fniste og tørrede tårende af min kind med håndryggen. Jeg gik over til mine nye forældre, Camilla og John ”tusind tusind tak for det her! I aner ikke hvor meget det betyder for mig.” ” det er ikke os du skal takke, det er alt sammen Danielles fortjeneste!” sagde Camilla med et smil, jeg kiggede over mod Danielle og så hendes stå med et stort smil på hendes ansigt, jeg gik over og gave hende et kram og sagde tak mange gange og hendes svar var ”alt for dig søster”. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, hvilket jeg gjorde hele aften.

Aftenen var perfekt, vi snakkede, grinte, grillede og festede. Alle havde givet mig fantastiske gaver, jeg fik en masse tøj, penge, parfumer og koncertbilletter til One Direction, mit ynglings band. Men jeg var rigtig træt nu så jeg sagde farvel til gæsterne der var på vej hjem, sagde godnat til min familie og gik op på badeværelset og fjernede make up og børstede tænder, og gik ind på mit værelse. Jeg satte mig på min seng og tænkte over hele dagen, jeg kiggede ned på mine hænder og smilte. Jeg rejste mig op og lynede min kjole af og smed den over i hjørnet, jeg må rydde op i morgen, tænkte jeg. Jeg lagde mig ned og lod søvnen overtage mig.

Jeg vågnede ved at hele min seng hoppede op og ned, og lige pludselig lå jeg på jorden og jamrede. ”Danielle, hvad laver du?!” spurgte jeg om og prøvede at lyde vred, men jeg fejlede da hun sad på sine knæ i sengen og kiggede på mig med hundeøjne og stak underlæben ud. Jeg begyndte at grine og kort efter lagde hun sig ved siden af mig på jorden og grinte hysterisk med mig. Mens vi lå der og grinte tænkte jeg at det var sådan her jeg altid havde ønsket mit liv skulle være. Jeg rullede rundt så jeg lå på maven og støttede mit hoved på mine hænder, jeg kiggede seriøst på hende og sagde ”jeg håber virkelig at du har en god grund til at vække mig klokken-” jeg kiggede på uret ”halv 9, for hvis du ikke har det bliver det værst for dig selv!” et smil bredte sig på hendes ansigt og hun nærmest råbte ”vi skal shoppe!” og ruller så hun lå over mig og lagde al vægten på mig, jeg hostede og lod som om hun vejede mega meget, men i virkeligheden vejede hun intet, ”Danielle! Du vejer et ton! Smut med dig!” ”kun hvis du vil ud og shoppe med mig” sagde hun drillende, ”okay, okay! Alt for at du hopper ned.” ”sådan!” råbte hun og dansede rundt.

Vi havde gjort os klar på en halv time og nu gik vi nede i byen, foran The London Eye og spiste is og grinte over et eller andet som Danielle lige havde sagt. Vi havde været her i en time og på den tid havde vi nået at være i 6 forskellige butikker, spist morgenmad, spist id og nu var vi så på vej op i The London Eye. Mind mig om at jeg aldrig skal i byen med Danielle igen! Mine fødder gør ondt og jeg er sikker på at vi skulle være i lang tid endnu. Vi fik bevæget os igennem den meter lange kø der var og var på vej ind i en af vognene, jeg var mega nervøs fordi jeg var bange for højder. ”er du glad?” spurgte Danielle pludselig om, ”øh, ja det er jeg faktisk” svarede jeg med et smil på læben, et ægte et, og det resulterede i at Danielle også sendte mig et stort smil og gav mig et kram mens hun mumlede et ”tak” ind i min skulder.

Turen var faktisk ikke så slem som jeg troede. Vi var på vej hen til Abercrombie & Fitch og allerede 4 meter fra indgangen kunne jeg dufte parfume, et smil bredte sig på mine læber, jeg elskede den duft, men inden jeg nåede at træde inden for i butikken mærkede jeg en smerte i baghovedet, jeg hørte lige Danielle skrige inden alt blev sort.

                                      ----------------------------------------------------

 

Håber synes om den! :) det ville betyde meget hvis i gad give den et like på vejen og måske favorite hvis i kan lide den :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...