Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4820Visninger
AA

10. Kapitel 9 ~ Bad boy to be around

Skoletasken vejede næsten intet, da jeg gik ned mod mit klasselokale. Derimod vejede bøgerne i mine arme en del, og flere gange truede de med at falde til gulvet, så jeg ville blive nødt til at stå på gangen og gøre mig pinligt berørt ved allerede at have tabt mine bøger ud over det hele. Istedet for at vække alt for meget opmærksomhed ville jeg langt hellere holde lav profil og prøve at blande mig lidt med mængden istedet for at stå ud.

Stirrende øjne fulgte mig hele vejen, men jeg var ikke meget for at sende blikke tilbage, så jeg sørgede bare for at stirre stift ligeud. Jeg tog endnu en gang et kig på sedlen - jeg havde fået udleveret på kontoret - og konstaterede, at jeg var på rette vej.

Lokale 305.

4.

3.

2.

Lokale 301!

Jeg nikkede tilfreds for mig selv ved synet af de sorte tal over døren, der ville føre mig ind i mit nye klasselokale. Et lille smil tittede frem på mine læber, inden jeg forsigtigt gjorde en hånd fri til at tage fat i håndtaget. Døren gled med lethed, og før jeg vidste af det kom en dreng i højt tempo imod mig, og pludselig lå mine bøger spredt ud over hele betongulvet - Præcis den scene jeg havde frygtet. Et opgivende suk forlod mine læber, som mit blik gled fra gulvet og op på drengen, der stod og kiggede skævende på mig med en rynket pande med tre drenge lige i hælene, der stod og så koldt på mig.

Drengen, der for kort tid siden, havde stødt ind i mig, stod nu og piftede af mig og gav mig et langsomt elevatorblik og lagde ikke skjul på, at han tjekkede mig nøje ud fra top til tå, hvilket fik mig til at himle opgivende med øjnene. Bedømt fra hans påklædning lod han ikke til at være noget for mig. Hans slidte jeans og rå læderjakke sendte et klart signal, der sagde: Hold dig væk. Håret, der var badet ind i voks, var bare prikken over i'et.

Han blinkede frækt med det ene øje, inden han hjalp mig med at samle bøgerne op fra gulvet. Jeg satte stor pris på hjælpen, men inderst inde vidste jeg godt, at den dreng var forkert selskab, men for ikke at få ham på nakken, lod jeg ham alligevel hjælpe til.

Da jeg igen stod med alle bøgerne i favnen, sendte jeg ham et forsigtigt taknemmeligt smil og skulle lige til at gå forbi ham, da han gik et skridt til siden og blokerede min vej. Jeg skød det ene øjenbryn i vejret, da jeg ikke længere var i humør til drillerier. "Dit navn?" spurgte han kækt, og det var tydeligt at høre, han ar typen, der altid fik, hvad han ville have, og det, der ikke kom af sig selv, skulle han nok selv tage sig af. "Kathleen," svarede jeg opgivende og gik et skridt til siden, men han gentog sit lille nummer, mens hans 'efterfølgere' havde dannet sig en lille cirkel omkring mig.

"Ikke så hurtigt, kan vi nu ikke tage den med ro?" hviskede han ind i mit øre, så det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg burde ikke stå her lige nu, men jeg så ingen smuthuller til at flygte. "Skal du noget i eftermiddag min pige?" tilføjede han og kørte hånden igennem hans fedtede voks-hår. "Stuarrest, så du kan godt glemme det!" røg det ud af mig, og han gjorde store øjne. Kom det virkelig bag på ham, at jeg havde stuarrest? Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde jeg lige sagt noget, der behagede ham, hvilket bestemt ikke var planen.

Han gjorde tegn til, at de andre drenge skulle fordufte og lade os være alene. "Badass alligevel," sagde han, mens han lænede sig selsikkert tilbage mod et bord. "Der er en ledig plads lige her - ved siden af mig," tilføjede han og skubbede nogen bøger væk, der lå på den anden halvside af bordet og gjorde tegn til, at jeg endelig skulle slå mig ned. Jeg løsrev hurtigt mit blik fra ham for ikke at give ham al magten, som var præcis det, han så inderligt ønskede - magt. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, en fra hans slæng slå opgivende ud med armene med blikket mod de bøger, der lå ud over hele gulvet. Pladsen havde tydeligvis ikke været ledig, og jeg havde uanset hvad ikke tænkt mig at være den, der udfyldte sædet. Ledigt eller ej.

Mit blik flakkede rundt i klassen, hvor der endnu ikke opholdt sig mange elever kun... hvad en han nu hed hans slæng og... en ensom dreng, der sad bagerst i klassen med et ledigt sæde ved sin side, og det lod ikke til, at der ville komme nogen og udfylde det... eller..?

"Nej, ellers tak du! Jeg vil hellere sidde nede ved siden af ham. Hvorfor være så nørdet at sidde så tæt på katederet?" hørte jeg mig selv sige meget selvsikkert for at lukke munden på ham. Før jeg vidste af det, havde jeg fem måbende blikke i ryggen, som jeg bevægede mig ned bagerst i klassen til en høj, tynd, brillet, lyshåret dreng, der hurtigt kiggede op, da han regnede ud, at han var en del af vores samtale.

"Er pladsen ved siden af dig optaget?" spurgte jeg, da jeg havde lagt de andre drenge bag mig og var nået ned til bordet allerbagerst i klasselokalet med de røde murstensvægge og forholdvist nye stole og borde i en kedelig grå farve. Det var stemningen, der satte liv i festen her, kunne jeg fornemme, og man skulle nødig tage del i denne fest, når... ham fyren var indblandet. "Nej... nej... det øh... er den ikke," svarede den brillede dreng noget usikkert og kløede sig i panden, som om han ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. Jeg bebrejdede ham ikke. Jeg havde opført mig sådan, som han gjorde nu, i flere år, men min familie og ikke mindst Harry havde overbevist mig om, at det var tid til at lade fortid være fortid. Jeg havde ikke bearbejdet sorgen, men jeg var på rette vej, og det så denne dreng ikke ud til at være. Den måde, han lignede mig så meget på, gjorde mig trist til mode, men bare at jeg sad der, håbede jeg var nok til at pumpe en smule selvtillid ind i ham, for han lignede en, der både var fortabt og forladt.

Jeg sendte ham et lille smil, som han forsigtigt prøvede at gengælde.

 

○○○

 

Koncenreret sad jeg med computeren fremme på bordet og prøvede desperat at løse det umulige regnestykke, der lå og grinede af mig på opgavearket. Min far havde udelukkende investeret i en computer til mig på baggrund af skolens undervisningssystem, der ofte foregik via. computer, internet og alt det der.

Computeren havde jeg styr på, det var matematiken, der drillede. Frusteret dækkede jeg hovedet i mine hænder og rystede opgivende på hovedet for mig selv.

"Noget... er der noget galt?" spurgte drengen ved siden af mig, som jeg stadig ikke havde fået navnet på. Mit blik gled tøvende over på ham, som jeg trak en smule splittet på skuldrene. "Ikke som sådan," svarerede jeg og tog endnu et blik ned i papirerne, "det er bare matematiken". Han nikkede forstående og lod hans øjne falde ned på mit udregningspapir, der havde tal stående i alle hjørner, men hvor ingen af dem gav mening i mit hoved, eller for den sag skyld hang sammen på nogen systematisk måde. Et lille smil, der måske nærmere  var begyndelsen på et fnis, udspillede sig på hans ansigt, hvilket fik mig til at rynke lidt på panden og kigge over i hans ark, hvor alt stod i orden, og tallene stod på en pæn række på det ternede stykke hvide papir. Derefter tog jeg et kig på hans computerskærm og konstaterede, at jeg var bagud. Voldsomt bagud.

Jeg kløede mig en smule bag øret og kiggede ud over resten af klasset, da mit blik pludselig fangende hans hungrende mørkebrune - næsten sorte - øjne. Endnu en gang smilede han bare kækt til mig og blinkede med det ene øje i troen om, at i det mindste noget af det, han gjorde, ville imponere mig. Jeg vidste, hvor han ville hen, men min lille hemmelighed var, at jeg ikke ville lade ham gå så langt. Drenge som han var set før. forudsigelige, og alligevel skulle man regne med det uventede, når det gjalt hans type.

Mit ene øjenbryn røj automatisk i vejret, og noget i hans blik sagde mig, at han var forundret over, hvorfor der pludselig var en, der ikke gjorde præcis, som han ville. Jeg vidste, det kunne ende galt at være denne ene, der stod ud fra mængden. Det var præcis derfor, jeg - da jeg kom - havde været fast besluttet på at holde så lav profil som muligt som 'den nye pige'.

"Brad! Vend dig om og koncentrer dig," sagde læreren hårdt og ligepå og fik til min store overraskelse Brad til at makke ret.

Jeg bed mig forsigtigt i læben i håb om, læreren ikke ville blande mig ind i det her. Den eneste grund til, at jeg befandt mig i dette lokale, var at score gode karakterer og forlade stedet igen. Dagen, hvor jeg kunne forlade skolens areal og vide, jeg aldrig ville vende tilbage til et sted af denne slags, var længe ventet. Heldigvis skænkede læreren mig ikke så meget som et blik. Måske bar han kun over med mig, fordi det var første skoledag?

"Okay..?" mumlede jeg for mig selv og gjorde store øjne, inden jeg vendte tilbage til de umulige regnestykker med en smule hjælp fra... min sidemakker? Han havde endnu ikke sagt så meget, men han var den eneste, jeg havde haft lyst til at være i selskab med, som situationen så ud nu. Måske fordi vi rent faktisk havde noget tilfælles? For nogle dage siden havde jeg planlagt at være så åben som muligt over for de nye mennesker, jeg ville møde på min vej, men det lod til, at planerne havde ændret sig, siden jeg gik ned ad gangen for nogle få timer siden.

Klokkens lyse tone ringede og indikerede, at spisefrikvarteret var startet, og det var tid til et pusterum fra alt, der havde noget med opgaver at gøre. Lettet åndede jeg ud og faldt en smule sammen i skuldrene for at slappe lidt af fra min ellers så anspændte position. De fleste forlod klasselokalet i en vældig fat og var pludselig over alle bjerge - lige undtagen mig og min sidemakker.

"Skal du ikke me-" "Nej... jeg... jeg har mad med hjemmefra, så... så jeg slipper for menneskerne i kantinen," svarede han hurtigt allerede inden, jeg havde færdiggjort mit spørgsmål, men resten var på den anden side også meget indlysende. Jeg var lige ved at rejse mig op, men han fik mig ned i sædet igen. "Jeg har egentlig også selv mad med så... Ville du havde noget imod, hvis jeg blver herinde og spiser med dig?" spurgt jeg men regnede ikke med at få afslag, så tasken blev hurtigt rodet igennem efter den madpakke, jeg havde smurt om morgenen. Egentlig var den ikke så meget ved, men kantinen tiltrak mig ikke lige i øjeblikket, og desuden havde jeg ikke videre lyst til at sidde helt stille for mig selv ovre i et hjørne, og herinde ville jeg i det mindste havde en enkelt, jeg følte, jeg kunne tale med, og derude ville jeg føle, at jeg var ladt til mig selv endnu en gang.

Roligt pakkede jeg min madpakke ud og tog en bid af den banan, jeg havde medbragt. "Jeg er forresten Aiden," sagde Aiden pludselig, og mit blik gled svagt smilende over på ham, som han tog en bid af hans blodrøde æble. "Kathleen," svarede jeg. "Det ved jeg godt," fnes Aiden, hvilket fik mig til at rynke på panden, men nikkede forstående, da jeg trods alt var den nye pige, så mit navn måtte de fleste vel allerede kende til, eftersom læreren måtte have nævnt det en gang eller to.

Min mobil - der lå fremme på bordet foran mig - gav pludselig en uventet viberende lyd fra sig, og et velkendt navn viste sig på skærmen. Harry. Hvorfor skrev han til mig nu?

Jeg bed mig svagt i underlæben, men besluttede alligevel at tage et kig på hans besked.

Harry: Wanna skype?

Selv om min computer ikke var den ting, jeg brugte mest i dagligdagen, havde jeg alligevel taget mig tiden til at oprette en bruger på skype. En dag ville Harry trods alt forlade landet, så en dag ville et dumt ikon på min computer rent faktisk gøre nytte, men jeg så ikke nogen grund til, at han skulle kontakte mig idag - og hvorfor nu?

Me: Why?

Harry: Because...

Me: Okay? Good explanation Harry. Well done!

Jeg kunne ikke lade være med at trække bare en smule på smilebåndet, da jeg sendte sms'en afsted og skyndte mig at gå ind på skype på computeren, jeg til mit held ikke havde slukket endnu. "Har du noget imod, hvis jeg lige tager et smut på skype for at snakke med en ven?" spurgte jeg afslappet Aiden, da han trods alt ikke bare skulle overvære min og en vens samtale, men min og Harry Styles samtale. Jeg hadede at betragte Harry som Harry Styles, da det virkede alt for overvurderet, alligevel var jeg klar over, at det var sådan tingene havde udfoldet sig. "Nej? Hvorfor skulle jeg have det?" spurgte han forundret, mens jeg trak usikkert på skuldrene, selvom jeg godt vidste præcis hvorfor, jeg spurgte.

Hurtigt var jeg inde på skype, hvor Harry på mystisk vis havde fundet frem til min bruger? - Han havde vel hans egne metoder.

Før jeg vidste af det, var Harry's smilende ansigt dukket op på min skærm. "Heeej," udbrød Harry, som om han ikke havde sovet særlig længe den nat. "Harry, er du træt?" spurgte jeg smilende for at gengælde hans smilende ansigt, der lyste skærmen op. Den anspændte spænding, der i nat havde præget vores kejtede farvel, var forduftet, og jeg følte jeg helt tryg ved at snakke ham i offentligheden, så længe det bare var os og Aiden. "Er det så tydeligt? - Vi øver til Take Me Home touren, og det slidder rimlig meget på kræfterne," svarede en træt Harry, mens han tøvende tog hånden op mod sit højre øje for at gnide sig søvnigt i det. Jeg nikkede forstående, da jeg lagde mærke til, at Aiden interesseret fulgte med i samtalen.

"Ha... Harry?" fremstammede Aiden usikkert, som han kiggede med sammenknebne øjne gennem brillerne på computerskærmen. "Som i Harry Styles?" Harry's ansigt virkede meget overrasket ved Aiden's indbrydende stemme. Han virkede næsten rædselsslagen, som han kiggede i retning af Aiden's side af skærmen. "Det er okay, Harry... Aiden... Aiden er bare en ven fra klassen. Han sladrer ikke," svarede jeg med en usikker undertone, mens mit blik gled over på Aiden, der smilede tilfreds, måske fordi jeg lige havde kaldet ham en ven?

Harry nikkede, men det var langt fra et overbevisende nik. Han kendte branchen, mens den stadig var sprit-ny for mit vedkommende, og det kunne ses, at det bekymrede ham. "Heeeeeey!" udbrød en ny stemme, og en mørkhåret - praktisk talt sorthåret - dreng dukkede op på skærmens lille areal. Hans ansigt så meget vekendt ud, men siden jeg aldrig havde fulgt med i deres karriere, kom det bag på mig, at ansigtet alligevel ikke virkede nyt for mig. "Hey Harry, er det ikke pigen, du ligesom... du ved... smed en snebold i nakken af?" spurgte han og kunne næsten ikke holde grinet tilbage, men Harry himlede bare med øjnene, som om det i hans øjne var et overstået kapitel. Fyren satte sin finger mod skærmen pejende mod mig. Det ville virke uhøfligt at sige, at det var uhøfligt at pege, men det ville være en dum start på at lære Harry's bandmedlemmer at kende, for det ville, jeg vel ikke kunne slippe udenom i det lange løb.

"Hvad?!" hørte jeg endnu en stemme udbryde, og denne gang var det en lyshåret fyr med klare blå øjne, der dukkede spørgende op på skærmen, og han var mindst lige så hurtigt til at genkende mit ansigt. Hurtigt brød han ud i latter, hvilket fik minderne frem. Han var den, der nær havde grinet så meget, han ikke havde mere luft tilbage i lungerne, da snebolden havde ramt mig, hvilket også opklarede, hvem den sorthårede fyr var - endnu en, der havde moret sig over Harry's lille uheld og set det med egne øjne - set mig med egne øjne.

Endnu to drenge viste sig i baggrunden. To mørkhårede. "Hvem snakker vi med?" spurgte den ene, som de nærmede sig. "Ikke vi - jeg," rettede Harry frustreret, som om han gerne ville havde snakket med mig under fire øjne og ikke fjorten. "Kathleen," hilste jeg med et forsigtigt vink og prøvede at virke glad, men jeg var nærmere en smule anspændt, da Harry havde været vanskelig at imponere lige fra start, og hans bedste venner måtte da ligne ham bare en smule på nogle punkter.

Hurtigt blev jeg præsenteret for Harry's bandmedlemmer - Liam, Louis, Niall og Zayn. De virkede alle meget afslappede, men de bar tydeligt præg af hårdt arbejde, der havde gjort dem en smule søvnige, alligevel holdt de humøret højt og havde energi nok til at irritere Harry ved at lege med hans brune krøller. Et lille fnes undslap af og til mine læber, og jeg følte mig knap så anspændt som i starten af samtalen.

"Vil I ikke godt være søde at smutte," spurgte Harry og prøvede at lyde så venlig som muligt. "Uhhhhhh!" drillede fyren, der vidst nok hed Louis, og puffede blidt til Harry's skulder, hvilket bare fik ham til at ryste opgivende på hovedet.

Der blev stille i den anden ende, da de fire drenge var ude af syne.

"Noget specielt du ville sige?" spurgte jeg langt om længe og lagde hovedet en smule på skrå. Han ville vel ikke skype med mig i skoletiden bare for at sige hej? Ville han?

"Øhm ja... Faktisk," rømmede Harry sig usikkert og tænkte sig om en ekstra gang. "Jeg tænkte på... skal du noget i weekenden?"

Mit ansigtsudtryk gik pludselig fra forvirret til overrasket. "Stuarrest," indbrød Aiden, hvilket fik mig til at kigge en smule irriteret på ham, og han var derefter hurtigt til at rette sit blik undskyldende mod bordet og rette på hans briller, der havde bevæget sig for langt ned på næsen. "Nej, jeg øhh... skal ikke noget," svarede jeg og trak lidt på skuldrene. Stuarrest skulle ikke holde mig fra at se Harry. Jeg nægtede at lade min far styre mit liv på denne måde. Nægtede. Al den tid havde jeg været så indelukket, og nu, hvor jeg fik mod på i det mindste at tale lidt med andre end mig selv, så skulle jeg lukkes inde igen? "Jeg skal ikke noget," gentog jeg med en mere bestemt tone for at understrege, at stuarrest ikke ville være noget problem.

"Okaaay? Jeg tænkte bare på, at nu har jeg været hjemme hos dig, og du har været hjemme hos min familie, så hvis du ville, så vil jeg gerne vise dig, hvor jeg bor," foreslog Harry, og jeg nikkede forstående og smilede efterfølgende. Harry havde lige inviteret mig hjem til ham? Det var vel et slags tegn på tillid? Et slags tegn på at han ikke var ligeglad med vores venskab? Men måske dybere set et tegn på, at jeg måske havde overbevist ham om, at jeg ikke var ligeglad. "Altså jeg har en meget blød sofa, sååå..." tilføjede Harry, da mit smil forduftede, efter jeg begyndte at spekulere over min fars reaktion på, at jeg ville forlade huset, når jeg i bund og grund burde blive indedøre.

"Det er fint, det... det vil jeg gerne," overbeviste jeg Harry om, hvilket fik ham til at smile tilfredstilende, og jeg gengældte smilet uden tøven. Jeg kunne høre nogle piftelyde i baggrunden, og jeg var nær begyndt at grine, men jeg holdt det i mig, da jeg så Harry's ansigtsudtryk. "Hold så jeres..." han stoppede sig selv i sidste øjeblik, inden han gjorde noget, han ville fortryde foran mig, men jeg vidste, han ikke mente det, han havde stoppet sig selv i at sige. "Undskyld," tilføjede Harry kort tid efter i den retning, piftelydene var kommet fra. De drenge virkede knap nok som bandmedlemmer... mere som... mere som brødre. Jeg ville nødig være søsteren, der splittede hele familien ad...

 

○○○

 

Skolegården vrimlede med travle elever, der dybest set bare gerne ville hjem efter en hård skoledag. Jeg havde selv valgt at sætte tempoet lidt ned, for så snart jeg kom hjem, ville jeg ikke forlade huset før i morgen tidlig.

Aiden holdt mig ved selskab, indtil vores veje ville skilles. Han virkede som en flink fyr, der bare var en smule undervurderet, fordi han til tider kunne være lidt stille og reserveret.

"Jeg tror, det er bedst at holde det hemmeligt," sagde Aiden og brød stilheden. Jeg skød uforstående det højre øjenbryn i vejret. Hvad snakkede han om? "Du ved... det mellem dig og Harry Styles". Jeg fnøs ved hans bemærkning. "Du må altså gerne kalde ham Harry, og desuden er vi bare venner, mere ligger der ikke i det," forsikrede jeg Aiden om, men det ændrede ikke hans skarpe ansigtsudtryk, og han blev stille for et øjeblik.

"Nej, men det ved Brad ikke," fremstammede han og kiggede ned i jorden. "Hvorfor skal alle være så bange for Brad?" fik jeg hurtigt spurgt om. Jeg havde afklaret med mig selv, at han ikke skulle koste rundt med mig, som han tydeligvis gjorde med hans slæng, men hvorfor kostede han så rundt med andre? Og hvorfor lod de ham gøre det?

"Han virkede bare så interesseret i dig. Den måde han så på dig... det er alt sammen set før. Selvfølgelig vil en fyr som ham have me-" "-Hvordan kan du vide det?" afbrød jeg bestemt og måske en anelse for hårdt, da min puls steg. "Tro mig. Brad og jeg var en gang bedste venner. Uadskillige. Se på os nu. Han har alt, og jeg har intet. Bare... lov mig at holde det hemmeligt alligevel, selv om det ikke er mere, end du påstår... Okay?" Aiden virkede meget seriøs, da hans mund kom på gled. Ærlig. Det var det, jeg godt kunne lide ved ham. Han sagde ikke altid lige meget, men det, han sagde, vidste jeg af en eller anden mærkelig grund, var rigtigt.

Men helt præcist hvad indebar ordet: Mere?

 

___________________________________________________________________________

Hvad tænker I om Brad? Og hvordan tror I en weekend hos Harry vil gå? - Og vil det være noget, hun kan overbevise sin far om er en god idé?

Skriv endelig, hvad I synes om historien indtil videre. Er der noget jeg kan gøre bedre? Eller er der noget, jeg gør godt? Jeg bliver aldrig bedre uden jeres mening.

Tusind tak til dem der læser♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...