Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4818Visninger
AA

9. Kapitel 8 ~ I'm not crying... are you?

"Fint... Så tal," mumlede jeg uden nogen forhåbninger i min stemme. For første gang virkede jeg ligeglad, for i virkeligheden var jeg ligeglad efterhånden - Ligeglad med ham, ligeglad med denne genforening og ligeglad med, hvad han ville sige. De sidste dage betød intet.

"Du virker ikke, som om du vil høre det... Du er virkelig ligeglad med mig efter det med One Direction, er du ikke?" spurgte han, og jeg gav et dybt suk fra mig, da mit blik gled tilbage på ham. Jeg skulle lige til at åbne munden, men med den tøvende bevægelse, kom han mig hurtigt i forkøbet. "Nej, ved du hvad? Det spørgsmål skal du slet ikke svare på, for jeg gider ikke en gang at høre svaret. Selvom du er ligeglad, betyder det ikke, at jeg også vil være det. Hvis jeg var ligeglad, havde jeg nok ikke været den, der trodsede vejret bare for at få dig hjem i varmen. Jeg ville ikke være blevet bekymret for dig, hvis jeg var ligegla-" "- Vent! Var det dig... der bar mig hjem?" spurgte jeg, og han rystede opgivende på hovedet og fnøs. "Og hvorfor kommer det meget bag på dig?" hans stemme var fuld af foragt. Mine ord sårede ham. Mine ord betød rent faktisk en del for ham. De røg ikke blot ind ad det ene øre og ud af det andet som med andre drenge.

Jeg rynkede panden en smule, men fjernede aldrig blikket fra ham. Det overraskede mig ganske enkelt bare, hvorfor han lige pludselig var ligeglad med alt, jeg tidligere havde sagt til ham... sådan næsten da. Det var tydeligt, at mine ord havde sat sine spor, (Det rimmede!) hvordan jeg slet ikke havde været imponeret over alt, han havde opnået, men han var stærk nok til at tilgive. Han besad nok livets mest værdifulde gave - evnen til at tilgive.

Det begyndte så småt at prikke og stikke på indersiden af mine øjne. Tårerne pressede lige så stille på. Jeg ville ikke græde. Ikke foran ham og særligt ikke nu. Mit blik gled tilbage på forruden. Han skulle ikke se mig sådan her. "Er... er der noget galt?" fik han fremstammet med en pludselig blid stemme. Opdaget. Jeg rystede ihærdigt på hovedet - måske lidt for ihærdigt - og prøvede desperat at holde tårerne tilbage. "Sikker?" spurgte han forsigtigt, løsrev en hånd fra rattet og placerede den blidt på mit lår. En varm følelse strøg igennem mig, og jeg bed mig hårdt i læben for at holde følelserne tilbage. De skulle ikke få min tilladelse til at få frit løb og gøre, som det passede dem. Tårerne skulle ikke overvinde mig, men af ren erfaring vidste jeg, at det altid endte sådan i sidste ende. Jeg nikkede. Jeg var sikker... på min egen usikre måde.

"Du ser ærlig talt ikke sådan ud," pressede han på med blikket skiftevis hvilende på mig og på den glatte vej, imens han gav mit lår et kærligt klem for at bløde mig op og få min mund på gled. Sikke et humørskift. "Det er bare..." min stemme knækkede over halvvejs inde i sætningen, og den første tåre banede sig vej ned ad kinden og dryppede ned på mit varme halstørklæde. "Græder du?" spurgte han forundret og fjernede en lille tot hår, der skærmede for mit sørgmodige ansigt. "Nej!" udbrød jeg bestemt, men det virkede ikke så troværdigt eller indtrængende, da det kun gjorde banerne af tårer endnu tydeligere. "Hvorfor græder du?" Denne gang begyndte Harrys stemme også at knække over. "Begynder du nu også?" spurgte jeg grædefærdig og ignorerede hans spørgsmål, der ikke havde en videre betydning nu, da han også smed paraderne og bukkede under for følelsernes magt.

En svag latter undslap mine læber, da jeg måtte tøre en tåre væk fra også hans kind, fordi begge hans hænder var fuldt beskæftiget - Den ene var beskæftiget med at køre forsigtigt på vejen, og den anden med at berolige mig med en forsigtig tilgang for ikke at gøre mig hverken utilpas eller utilfreds, som jeg havde en tildens til at blive. "Jeg græder heller ikke," svarede han, og et smil udspillede sig på hans ansigt, og smilehullerne viste sig. Jeg snøftede en smule for at samle mig, men intet hjalp - ikke, når han også sad ved min side med blanke øjne.

En stilhed lagde sig over os, og kun små snøft hørtes i nogle minutter. Der var sket et eller andet. Gråden fik os til at kommunikere på en anden måde end tidligere, der var en indirekte talemåde, der fortalte: Jeg er ikke ligeglad, hvis jeg var ligeglad, ville jeg sidde som en forfrosen ispind uden følelser - Iskold.

"Nej, helt seriøst! Hvorfor græder du, Kate?" spurgte Harry interesseret med en forpint stemme, kvalte stilheden og satte farten lidt ned, da der ikke var andre billister på den sneglatte vej.

Hvorfor græd jeg i grunden?

Var det hele bare med ét blevet for meget for mig?

Eller havde det hele generelt bare været for meget for mig de sidste par dage?

"Jeg havde nok bare håbet, vi ikke var endt sådan her. Jeg havde aldrig troet, vi skulle sidde med våde kinder, før vi lærte at kommunikere og lytte til hinanden... Det er faktisk lidt sørgeligt..." sagde jeg og rystede på hovedet af, hvordan tingene havde udfoldet sig. "Hva' med dig? Hvorfor sidder du og hyler?" tilføjede jeg og prikkede drillende til hans kind, inden jeg tog hånden til mig igen. "Du virker bare så... ulykkelig. Jeg ville bare ønske, at noget for en gang skyld vil lykkes for dig..." svarede han hudløst ærlig og lignede en, der var bange for at være gået for langt, da emnet blev meget seriøst. Harry vidste trods alt, hvilke knapper han skulle være forsigtig med at trykke på, og det var ikke den her.

"Noget er da lykkedes," svarede jeg og smilede tilfreds og lænede mig tilbage i bilsædet. Jeg prøvede at vende en negativ samtale til en positiv for ikke at fremtvinge flere unødvendige tårer, men mest af alt for ikke at komme ind på emnet. "Hvad?" "At se sig igen," svarede jeg, og denne gang var det mig, der var bange for at være gået for langt, men hans undrende ansigtsudtryk blev pludselig helt... afslappet? Vi var vidst endelig kommet på bølgelængde. Ingen hakkede ned på hinanden, men ingen havde tørre kinder, og vejen var stadig lang, før dette venskab kunne blive som før... Jeg tvivlede på, om det nogensinde ville blive som før, men fortiden var det kendte, og fremtiden det ukendte. Fremtiden var ukendt sted, og jeg gad slet ikke vide, hvad der kom til at ske, for jeg vidste godt at før eller siden, ville han forlade mig igen for at tage på tour, og så ville han ikke have tid til venner, når den store verden kaldede - Jeg håbede bare, han ville have plads nok til mig.

 

○○○

 

Et sæt hænder tog blidt fat i mine overarme og begyndte at ruske i mig. "Kate?" spurgte den velkendte stemme, der kun kunne tilhøre Harry. Søvnigt glippede jeg med øjnene og gabte en enkelt gang for at vågne. Lyset fra en lygtepæl blændede mit udsyn, men jeg kom hurtigt til mig selv.

"Harry?" fik jeg fremstammet lettere utydeligt, hvilket fik ham til at fnise. Han prøvede at holde fniset inde, men han måtte hurtigt opgive og indse, at forsøget var mislykket, og jeg gav ham et sløset klask på kinden. Min energi var så småt sevet ud af mig, jo tættere vi kom på London. Turen var lang og anstrengende, og jeg måte ærligt indrømme, at mine ben var faldet i søvn et par gange undervejs, fordi jeg ikke fik bevæget mig nær så meget, som jeg burde, dog havde jeg insisteret på, at vi ikke skulle gøre nogen stop. Jeg måtte var faldet i søvn, for jeg huskede ikke, at solen var gået ned, og mørket var faldet på.

"Du ser sød ud, når du sover," drillede Harry og sendte mig efterfølgende også et drilsk smil. "Årh, lad dog være!" bad jeg små-irriteret og skulle lige til at daske ham en igen, men Harry greb hurtigt fat om mit håndled og stoppede min sløsede bevægelse. Det var efterhånden blevet en vane at ende med at sove foran Harry - Først på kirkegården og nu i bilen.

"Du snorker!" blev han ved, og jeg lagde mistroisk mine arme over kors. Nu løg han mig lige op i ansigtet. "Harry... For det første så snorker jeg ikke! Og for det andet, hvorfor holder vi stille?" spurgte jeg, da det gik op for mig, at den lysende lygtepæl ikke flyttede sig det mindste, men tvært imod blev ved med at blænde for mit udsyn. Harry smilede og lænede sig afslappet tilbage i sædet. Hvorfor kørte han ikke? "Tænk dig om," svarede han, som om han kunne læse mig som en åben bog. Til tider kunne jeg være meget ulæselig, men andre gange sad følelserne helt ude på tøjet, det kom an på, hvor højt paraderne var oppe, og lige nu var de overraskende langt nede. Jeg havde lært, at vejen frem til et nyt venskab hos Harry ikke var at lukke ham ude, dog panglede jeg stadig med at lukke ham ind, når jeg vidste, hvor galt det kunne gå. Vores skænderier var ikke så ligetil at skubbe fra sig, det ville tage sin tid.

Frustreret over, at vi holdt stille, flakkede mit blik rundt på gaden, og mit blik blev straks mere forstående. Vi var hjemme, eller det vil sige, at vi holdt ude foran stien, der førte op til lejlighedskomplekset, hvor jeg nu boede. "Hvor længe har jeg sovet?" spurgte jeg forvirret, og mit blik gled undrende tilbage på Harry, der endnu sad og smilede charmerende til mig. "Rimmelig længe, sovetryne," svarede han og nikkede for sig selv, inden han trykkede fingeren let op mod min næse, hvorefter han hurtigt fjernede den igen med et håndende grin smurt ud over hele ansigtet.

Jeg efterlignede hans drillende bevægelse og prikkede også ham på næsen. "Dumme!" udbrød jeg og fnes, inden jeg tog godt fat i håndtaget i bildøren og bevægede mig ud i kulden. Der var bidende koldt, men tanken om den omfarvnende varme fra vores lejlighed gjorde det lettere at takle.

"Gør det noget, hvis jeg følger dig op?" spurgte Harry med en seriøs undertone, der til min overraskede også var steget ud, men efter nærmere eftertanke, havde jeg aldrig sagt farvel, ønsket ham en god tur hjem og sådan noget. "Nej..?" svarede jeg tøvende og kunne ikke se, at det skulle volde nogen problemer. Han nikkede tøvende for sig selv og fulgte efter mig ind i lejlighedskomplekset.

Der blev ikke udvekslet et eneste ord på vej op i elevatoren, men vores humør var også stærkt præget af, hvor trætte vi i grunden var. Harry åbnede munden i et søvnigt gab og lignede en, der kunne falde trygt i søv til hver en tid. Før jeg vidste af det, gjorde jeg præcis det samme og konstaterede, at der ikke skulle gå oceaner af tid, før mit hoved blidt ville ramme puden, og min krop ville være svøbt ind i en varm dyne, men der var lige en forhindring, der fik mig til at kvæle gabet... Min far.

Harry havde fortalt mig, at de var blevet hos Anne indtil sendt ud på natten, før han måtte køre hjem med mine to sovende brødre på bagsædet, mens han selv måtte sidde ved siden af et tomt sæde, der manglede et familiemedlem til at fylde det ud - til at fylde tomheden ud. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvor hjerteskærende det ikke måtte føles, derfor havde jeg for længst skubbet tanken væk fra mig, men nu, hvor vi nærmede os vores etage, kunne jeg ikke lade være med at skænke ham en tanke.

Der gik ikke længe, før vi stod uden for hoveddøren men skiltet 'The Family Miller' på. Jeg bed mig blidt i læben, inden mit blik tøvende gled over på Harry, der sendte mig et forsigtigt trøstende smil. Det var tid til et farvel, ønske ham god tur hjem, men jeg brændte endnu inde med at sige tak for al den modgang, han havde trodset idag. Eller havde vi efterhånden passeret midnat? - Det kunne også være fløgtendes ligegyldigt. Det, han havde gjort,.. havde været en sand ven værdig.

Jeg skulle lige til at åbne munden, men for anden gang denne dag var jeg for langsom, inden noget andet afbrød mig, denne gang var det en vibrerende lyd fra Harrys højre bukselomme, der fik opmærksomheden istedet for mig. Beklagende fiskede Harry den ringende mobil op ad lommen, og et suk forlod hans læber, da han så, hvem der ringede. "Det må du altså undskylde. Jeg må nok hellere tage den her, det er Louis," konstaterede Harry med et undskyldende blik. Jeg kunne ikke lade være med at rynke panden en smule uforstående. Louis? "Fra One Direction..." tilføjede Harry, som svar på mit forvirrede ansigtsudtryk. "Jeg skal lige vende mig til, at du ikke rigtig kender One Direction, det... det er jeg ikke helt vant til". Jeg trak lidt på skuldrende, mens blikket lå på den stadig kimende iPhone 5 - en mobil, jeg aldrig ville få råd til.

"Så ses vi vel bare," mumlede jeg meget usikkert. "Selvfølgeligt! Endnu en gang undskyld, men det er Louis og... jeg må nok hellere holde min mund og besvare hans opkald," stoppede Harry sig selv og vinkede venligt i min retning, som han snakkende steg ind i elevatoren forsvandt. Jeg lagde mærke til, at mine arme var udfoldede til et kram, men personen, krammet var hentydet til, var allerede ude af syne. Et dybt suk undslap mine læber, og jeg blev stående musse-stille, indtil et klik fra opgangens hoveddør hørtes, som indikerede, at Harry havde forladt bygningen. Forladt mig. Jeg fik aldrig talt færdig. Jeg fik knap nok indført et eneste ord. Det eneste, der var kommet ud af min mund, var: Så ses vi vel bare. Opgivende rystede jeg på hvoedet af mig selv. Han havde lige kørt med mig ved sin side i... i jeg ved ikke, hvor mange timer?! Alligevel var jeg blevet så stum og mundlam, at jeg ikke engang havde formået at fremstamme ordet tak, før vores veje skiltes. Jeg bebrejdede ikke ham det mindste for at modtage et tilsyneladende vigtigt opkald, jeg bebrejdede fuldt ud mig selv i denne sag. Det var mig selv, der kunne kontrolere, hvad der røg ud af min mund - ikke ham.

Langsomt drejede jeg mig, så mine øjne hvilede tøvende på døren, inden jeg tog mig sammen og greb fat om det iskolde håndtags hårde overflade og trådte indenfor. Der var stille i vores lille lejlighed, så jeg prøvede ikke at larme mere end højst nødvendigt for ikke at vække nogen, klokken var trods alt blevet mange. Det havde været en hård dag for mig, men den måtte have være endnu hårdere, mentalt, for dem. Det havde lykkedes mig endnu engang at påføre familien smerte og bekymring.

Jeg skubbede den sørgelige tanke fra mig, fik mine hvide Converse-sko af og hængte den varme frakke samt halstørklædet på bøjle. På spidse tæer bevægede jeg mig længere ind i lejligheden, da jeg pludselig kunne ane et svagt skær fra et lys gennem sprækken til døren, der førte ind i stuen og køkkenet. Undrende lagde jeg hovedet en smule på skrå, da jeg forsigtigt lagde en hånd på dørens glatte hvide overflade og skubbede den lydløst op.

Mit blik flakkede rundt i stuens mørke, indtil jeg lagde mærke til den lysende lampe over spisebordet, hvor min far sad med hovedet begravet frustreret i hans hænder. Min mund åbnede sig en smule, men efter nærmere eftertanke, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle lukke ud.

Uvilligt gik jeg et skridt nærmere, og en overraskende knirken lød under mine fødder i gulvet, hvilket gav et sæt i min far, og jeg fik med ét hans fulde opmærksomhed. "Kathleen?!" spurgte han træt, forvirret og vredt på samme tid. Følelserne hos ham ramlede sammen, og det endte i et bad af tårer. "Hvor fanden har du været henne?!" spurgte han lettere vredt, men han formåede ikke at få vreden til at skinne igennem så meget, som han oprindeligt havde planlagt. Jeg prøvede at tænke mig frem til et svar, men jeg var for træt til at komme op med en god idé, så historien ikke ville lyde så voldsom i hans ører.

Der blev stille.

"Anne sagde, at du var gået hele vejen ud til kirkegården og var blevet der hele natten," indskød min far i et roligt toneleje, dog lød han stadig utrolig skuffet. Anne måtte have ringet for at få ham til at falde en smule ned, men hvordan skulle han kunne falde ned efter det seneste døgn? Hvordan kom man sig over sådan et chok, der fik en til at tro, man har mistet sin datter? Jeg gøs ved tanken. "Ja..." var det eneste ord, jeg kunne få fremstammet, hvilket fik min far til at skyde det ene øjenbryn i vejret. "Jeg var nød til at se hende, far! Hvordan kunne du tro andet efter alle disse år?!" halvråbte jeg, og det kom bag på mig, hvor meget situationen rørte mig. Jeg sank den pludselige klump i halsen og løsrev mit blik fra ham. Øjenkontakt var udelukkende for hårdt for mig. Hans sorgmodige ansigt skar lige igennem mig.

Min far havde altid haft svært ved denne slags snakke. Han ville aldrig være i stand til det på den samme måde, som min mor havde. "Jeg har ikke noget valg..." begyndte min far og havde fuldkommen ignoreret mit spørgsmål, "...du har stuarrest". Egentligt kom det ikke videre bag på mig, alligevel stod jeg med et åbent måbende ansigt.

Dagen før min første skoledag ville han give mig stuarrest?

Så uden for skoletiden ville jeg ikke kunne være i stand til at skabe mig nye venskaber, som jeg ellers i første omgang havde tænkt ville være en god plan som en ny start?

Opgivende slog jeg ud med armene og drejede rundt i retning af mit værelse, hvor jeg hurtigt fik lukket døren i og fik iført mig en simpel t-shirt, inden jeg lagde mig under mine længe ventede varme dyne og lod tankerne få frit spil. Jeg så bestemt ikke frem til morgendagens lys, der nu ikke var så mange timer væk, da jeg med et øjekast på min gamle telefon kunne se, at klokken allerede nærmede sig to.

Life is a journey

it can take you anywhere you choose to go

as long as you're learning

you'll find out all you've ever need to know.

Med min mors stemme i baghovedet lukkede jeg øjnene i med tilbageblik på en kaotisk dag. Højdepunktet havde været at se Harry fra et andet lys. Den side, jeg havde set idag, havde klædt ham langt bedre, men jeg vidste, der var mere end bare det på overfladen. Engang kendte jeg til alle hans mørke hemmeligheder, alt han interesserede sig for, fordi jeg tog del i de ting, men i dag vidste jeg nærmest ingenting... men jeg ville med sikkerhed ikke lære ham bedre at kende, hvis jeg var fast bundet til denne lejlighed resten af ugen...

 

____________________________________________________________________________

Hvad synes I om Harry og Kate's lange biltur? Og det pludselige farvel, der ikke førte til mere end et venligt vink? Og hvad tror I, der sker nu, hvor Kate har stuarrest, og imorgen vil være første skoledag på hendes nye skole i London?

Tell me♥

Mere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...