Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4614Visninger
AA

8. Kapitel 7 ~ Let me feel your heartbeat

Harry's synsvinkel

 

Jeg gned mig søvnigt i øjnene og gabte en enkelt gang, inden jeg satte mig langsomt op i sengen og kiggede rundt i mit gamle værelse, jeg havde sovet på natten over. Krøllerne hang ind over mine øjne og skærmede for udsynet, så jeg svingede dem hurtigt ud til siden, inden jeg stilte mig op for at iføre mig et par bukser. Jeg følte ikke for at tage en trøje på, men i stedet var jeg mere interesseret i at vide, om der var nogen, der havde set noget til Kate.

Kate var skredet midt i aftensmaden igår og for at være ærlig, så havde jeg aldrig troet på hendes bare-på-toilettet historie. Ingen af os havde set noget til hende lige siden. Jeg ville ikke bekymre mig om en pige, der ikke så mig som andet end et medlem af One Direction, alligevel kunne jeg ikke lade være med at bekymre mig bare en lille smule - eller en del. Hendes far og brødre var kørt hjem til London igen, da klokken nærmede sig tre om natten, og hun stadig ikke havde vist sig. Taylor havde ikke været meget for at vende hjem uden hans datter ved hans side, men der var intet, vi kunne gøre. Mørket udenfor gjorde det umuligt for os at lede, så vi havde aftalt med ham, at vi ville gøre, hvad vi kunne for at finde hende idag. Tanken om, om det her var min skyld, havde tit strejfet mig, men det var for hårdt at spekulere på, så jeg havde været hurtig til at skubbe tanken så godt fra mig, som jeg kunne.

Mine bare fødder halvløb ned ad trapperne, og min mor sad med et tomt blik nede i spisestuen med avisen foran sig, men jeg tvivlede på, at hun rent faktisk koncentrerede sig om at læse dagens nyheder, hvis jeg havde ret, var der en helt speciel pige, der fyldte hendes tanker denne morgen.

"Har I hørt noget fra hende?" spurgte jeg, så snart jeg havde passeret det sidste trappetrin. Hun rystede opgivende på hovedet med blanke øjne. "Intet," svarede hun og dækkede sit ansigt i hendes hænder, som om hun skulle til at græde. "Taylor har kimmet mig ned med beskeder hele morgenen. Han er virkelig bekymret. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget... finde hende... Hun må fryse sig ihjel derude!" tilføjede hun, sukkede dybt og fjernede hænderne fra hendes øjne.

"Jeg finder hende," tog jeg mig selv i at sige med en bestemt tone. Min mor rynkede panden en smule, men nikkede efterfølgende. "Lov mig at vende hjem igen, Har- "-Bare rolig mor".

 

○○○

 

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle lede først og sidst. Måske havde min tone været lige lovlig bestemt tidligere, og jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg gjorde det her. Kathleen havde skuffet mig for groft. Lige fra starten havde hun lukket mig ude, og når hun prøvede at lukke mig ind, skubbede hun mig alligevel væk og begrundede det med, at jeg var i One Direction nu og ikke havde tid til andet og andre end min karriere og bandet. Hun havde gjort det meget klart, at når man er kendt, er man ikke en 'person', og jeg var stadig Harry, sidst jeg så mig selv i spejlet. Hun dømte mig, inden jeg havde nået at bevise hende, at jeg var præcis den Harry, hun ikke havde set i otte år. Jeg havde virkelig ikke ændret mig så meget, som hun påstod. Men måske havde jeg også dømt hende en smule for hurtigt? - Alligevel gav jeg hende skylden, selv om det lød barnligt. Hun startede det her.

Sneens store driver gjorde det væsentligt svære for mig, end det burde være, men jeg fandt mig i det og traskede videre.

Hvor ville en deprimeret pige gå hen, når hun var... deprimeret?

Hvorfor skulle jeg også blande mig ind i hendes liv igen? Hvorfor skulle vi absolut genforenes bare, fordi Kate havde lukket sig ind i sig selv, (Det var det, min mor havde fortalt mig, da hun havde afslørret, at det endelig var på tide at møde hinanden igen, men jeg havde ikke tænkt mig at fortælle Kate, at jeg vidste, hun manglede både venner og selvtillid) fordi hendes mor var et andet sted nu?

Det slog ned i mig som et lyn. Hvor ville en pige, der havde mistet sin mor i Holmes Chapel søge hen i Holmes Chapel? - Hendes mors gravsten. Det virkede dumt at bruge hele natten på at stirre på en sten med skrift på, men alligevel gav det god mening, at det var stedet, hun ville søge hen.

Beslutsomt jokkede jeg videre i sneen med retning mod kirken. En skarp vind tog fat i mig, så jeg holdte et godt greb om min orange hue, imens jeg kæmpede mig igennem den kraftfulde modvind. Små snefnug dalede fredfuldt ned fra en overskyet himmel. Omstændighederne var absolut ikke de bedste, men jeg havde forsikret min mor om, at jeg ville vende tilbage, og jeg havde ikke i sinde at fejle.

Kort tid efter ankom jeg til kirken, og mine øjne spejdede efter et tegn på liv hos de døde. Hvor skulle jeg starte? Der var ingen bevægelse på det døde sted, udover det kolde gys fra vinden, der fik kirkegårdens planter til at sveje let frem og tilbage. For nogle få år siden havde jeg faktisk besøgt Charlotte's grav, - hun havde trods alt også haft en stor betydning for mig - men jeg kunne ikke huske, hvor den lå, om det var til højre eller venstre fra, hvor jeg stod. Et opgivende suk forlod mine læber, alligevel var jeg fast besluttet på at fortsætte min søgen. Hvorfor give op så let?

Mine ben tvang mig i forskellige retninger, imens mine øjne gled fra gravsten til gravsten, indtil jeg pludselig fik øje på det velkendte navn: CHARLOTTE KATHLEEN MILLER. Et smil bredte sig, og jeg satte farten op mod min destination. Mit smil forsvandt, jo tættere jeg nærmede mig og en skikkelse dukkede op i sneen - Kate. Mit hjertede sprang panisk et slag over ved synet af hendes blå læber og ansigtet, der havde mistet sin ellers så varme glød. Forskrækket tog jeg mig til munden og lagde mig på hug foran hende, som hun lå der op ad gravstenen sovende, bevidstløs eller noget helt tredje, jeg ikke engang turde tænke på. Med rystende hænder lynede jeg hendes jakke ned og lagde mit hoved blidt mod hendes bryst. Den rolige lyd fra hendes hjerteslag fik mig til at ånde lettet ud, men jeg var stadig bekymret for hendes tilstand. Jeg lynede i en hurtig bevægelse hendes jakke op igen og iførte hende min elskede orange hue. Hun havde trods alt mere brug for den end jeg. Forsigtigt trak jeg den ned over hendes bløde, brune lokker i håb om, at det kunne give en smule varme.  

I en tøvende bevægelse fik jeg hænderne ind under hendes forfrosne krop og løftede hende op. I dette tilfælde var jeg glad for, at hun vejede så lidt, som hun gjorde, det gjorde situationen en del lettere, end den ellers ville have været. "Hvorfor gjorde du det her?" mumlede jeg for mig selv, som jeg traskede ud af kirkegården med hende trygt liggende i min favn.

 

○○○

 

Jeg trak overtøjet af Kate's krop og lagde hende under min varme dyne i min gamle seng. Forsigtigt aede jeg hendes kind og satte mig på hug ved siden af sengen. Jeg kunne ikke gøre mere for hende nu. Blidt førte jeg min hånd igennem hendes hår, men ligemeget, hvad jeg gjorde, lod hun ikke til at registrere det. Nogen gange blev jeg igen urolig for, om jeg havde mistet hende, men hendes hjerteslag var ikke til at tage fejl af - Hun var okay... eller... i det mindste i live.

Jeg var stadig vred, men jeg havde nok bare forventet noget andet af hende. Hun lod også til fortsat at være vred på mig, men hun havde nok heller ikke forventet at møde en berømthed til Harry Styles, fra One Direction, ugebladene, men dybest set var jeg bare drengen fra Holmes Chapel, og det måtte jeg overbevise Kate om - På den ene eller anden måde. Jeg bed mig lidt i underlæben og begyndte at synge stille for hende velvidende om, at hun ikke lyttede til et eneste ord.

"There was a time, I met a girl of a different kind. We ruled the world, thought I'll never lose her out of sight. We were so young, I think of her now and then. Still hear the songs, reminding me of a friend..."

 

Kathleen's synsvinkel

 

En rolig stemme sang i mit hoved, men den tilhørte ikke min mor. Faktisk havde jeg aldrig hørt denne sangstemme før, men jeg kunne nemt regne ud, hvilken fyr den tilhørte - Harry Styles. Underligt jeg aldrig havde hørt ham synge seriøst før nu. I de tidligere år havde vi selvfølgelig skrålet med til radioen, når vi nu engang kørte i bil sammen til skole, - Anne havde tit kommet for at tage mig med, så jeg ikke skulle gå helt alene - men jeg havde aldrig hørt ham synge, hvor det ikke bare var for sjov. Hans stemme havde en beroligende effekt på mig, men jeg var alligevel ikke tryg ved at åbne mine øjne ved synet af ham ved min side. Jeg huskede klart, hvordan jeg havde siddet på hug foran min mors gravsten, men resten stod stadig slørret i min hukommelse.

"...I met a girl of a different kind. We ruled the world, thought I'll never lose her out of sight. We were so young, I think of her now and then. Still hear the songs, reminding me of a friend..." sang han, og et smil bredte sig på mine læber. Sang han om mig? Nej? Nej vel? Umuligt! - Eller hvad?

Pludselig stoppede han sangen. "Hvad smiler du sådan af din knold?" spurgte Harry's stemme ganske korrekt, og jeg kunne se hans smil for mig. Stille åbnede jeg øjnene og fløj en meter op af sengen, da jeg så Harry lave det klassiske fjolle ansigt i en afstand af små 10 centimeter fra mig. Mit hjerte galoppede afsted, og jeg fik sat mig op i sengen i en vældig fart af bare forskrækkelse, men endte med at grine af det. "Prøver du at skræmme livet ud af mig?" spurgte jeg, hev efter vejret og tog mig til hovedet. "Gudskelov er du i live!" åndede han lettet ud og kiggede mig ind i øjnene med et seriøst blik. Lidt for seriøst. Min latter stoppede. "Hvorfor skulle jeg ikke være i live?" spurgte jeg og rynkede på panden, da brikkerne pludselig faldt på plads. Jeg huskede den pludselige træthed, trangen til at lukke mine øjne i og falde hen i det hensides, og det var præcis, hvad jeg jeg havde gjort. Men hvordan var jeg endt her? Havde Harry? Nej? Nej vel? Umulígt! Eller... Okay, skal nok stoppe nu.

Harry rystede bare opgivende på hovedet. "Never mind". Jeg var taknemmelig for, at han lukkede samtalen dér, for jeg havde ikke lysten til at dele ud af mine sorger lige i øjeblikket. Nogle gange sendte jeg måske tvetydige signaler: Jeg ville ikke have ham til at ignorere mig, men jeg ville heller ikke beside al hans opmærksomhed. Mine behov var svære at tilfredsstille. Jeg var svær at tilfredsstille.

"Øhm... Jeg tror lige, jeg vil lade min mor vide, at du er okay. Jeg er ikke den eneste, der har været bekymret for dig! - Men du er vel ligeglad med, hvad en berømthed siger..." mumlede Harry med blikket mod døren, hans stemme blev svagere og svagere, som om det var svært at få fremstammet den sidste del. Den var i hvert fald svær at lytte til, og kommentaren var endnu svære at give slip på.

Jeg var fucking ikke ligeglad! Det var da ham, der var ligeglad med alt, der forlod min mund og alt, jeg gjorde på grund af én dum udtalelse. Vreden steg indeni mig. Det føltes ikke rigtigt at bruge så meget energi på at være sur på ham, alligevel kunne jeg ikke lade ham tro, at jeg var komplet ligeglad med ham bare, fordi han var kendt... meget kendt nu. Det var noget, jeg blev nødt til at overbevise ham om - på den ene eller anden måde.

Rystende på hovedet betragtede jeg ham, som han forlod rummet og forlod mig tilbage i stilhed. Idiot.

 

○○○

 

Jeg sad og stirrede blindt ud af forruden på forsædet. Ved min side sad Harry i stilhed, mens han styrrede bilen. Det ville blive en lang tur hjem. En lang tur i hans selskab. Ingen af os havde endnu sagt et eneste ord. Haden stod os ud af øjnene og gjorde situation ligegyldig. Jeg tænkte tit på at åbne munden og sige noget. Bare noget. Prøve at starte noget, der bare kunne minde en smule om en samtale, men hver gang jeg fik åbnet munden, kom der intet ud.

Hvorfor havde jeg ikke bare fundet en bus?

Hvorfor havde Anne ikke kørt mig? - Jeg måtte vel bare acceptere omstændighederne, som de var og få det bedste ud af det.

Sneen lå i høje dynger på den stille vej. Harry havde valgt de små landeveje uden trafik frem for de proppede motorveje med tonsvis af mennesker. Måske for ikke at tiltrække for meget opmærksomhed nu, hvor jeg sad på forsædet sammen med ham? Jeg blev ved med at glemme, hvor drastik hans liv havde ændret sig, siden sidst jeg så ham. Hans liv var ikke engang ændret... det var nærmere forvandlet. Inderst inde var jeg bange for, at berømtheden ikke kun ville forvandle ham til en anden, men også vores venskab, dog frygtede jeg, at det allerede var sket. Stilheden talte for sig selv - De otte år havde ændret os begge. Harry havde med tiden lært at give slip på tingene og spinge ud med åbne arme, mens jeg havde lært at holde fast i det, jeg havde og passe på med at åbne mig for meget i frygt for at skulle rejse fra de mennesker, jeg åbnede mig op for.

Bilen kørte langsommere og langsommere, og pludselig holdt den helt stille. For første gang lod jeg mit blik glide over på Harry. Han sad frustreret med foden trykket helt ned på speederen. Lyden af de roterende dæk, der ikke kom nogle vegne fyldte stilheden ud. Harry lod sin fod glide væk fra speederen og lænede sig opgivende tilbage i sædet med et ordentlig suk. "Måske skulle du ikke have valgt de veje, der ikke var ryttede?" sagde jeg og fnes for mig selv, men Harry lod ikke til at være interesseret i ét eneste ord, jeg sagde. Var han nu begyndt at ignorere mig igen? Jeg rullede med øjnene og lod det ligge. Hvis han ikke ville bruge hans kræfter på mig, ville jeg ikke sidde og gøre det modsatte.

Harry greb hårdt fat i bildøren og steg ud i en hurtig bevægelse, som om det her bare var noget, der skulle overstås så hurtigt som muligt. Jeg tog mig sammen til også at stige ud af bilen for at hjælpe med at få bilen fri.

"Typisk..." mumlede Harry for sig selv, mens han betragtede dækkende, der havde gravet sin egen lille grav i sneen, efter han havde hundset rundt med dem i håbet om at komme videre. "Finder du lige spaden i bagagerummet?" Det kom bag på mig, at han endelig involverede mig, så jeg ville ikke spilde chancen og stå og kukke-lurre. "Klart," svarede jeg og fik hurtigt åbnet bagagerummet og ganske rigtig, havde han medbragt en spade i nødstilfælder som dette. Uden at sige et ord rakte jeg ham spaden, frustreret rev han den nærmest ud af min hånd og begyndte at grave bilen fri. Hvad havde jeg gjort, der havde fået ham højt op i det røde felt?

Jeg rystede tanken af mig og steg ind i bilen igen, mens Harry fik frigjort den sidste del af bilen, inden han satte sig i sædet igen og trykkede speederen i bund, og vi kunne køre videre. Jeg foldede mine hænder blidt på mit skød og bed mig let i underlæben. "Jeg er altså ikke ligeglad," fik jeg fremstammet, og mit blik gled over mod Harry, der til min overraskelse også kiggede på mig, men hans blik flakkede hurtigt tilbage på vejen. "Nå..." svarede han med en ligeglad tone, der pissede mig af. Hvad fanden gik der af ham?

"Harry, jeg mener det faktisk, men hvis du ikke vil høre på mig... så fint!" sagde jeg bestemt og knyttede mine hænder for ikke at få vreden til at tage overhånd. "Kate-" "-Nej, Harry! Jeg har efterhånden forstået, at du ikke vil have noget med mig at gøre. Du behøver ikke at tvære i det," afbrød jeg og himlede endnu en gang med øjnene. Jeg ville ikke høre mere på hans ævl, hvis det skulle være på denne mode med denne skrappe tone. Ordene blev ved med at gentage sig i mit hoved: Du er vel ligeglad med, hvad en berømthed siger... Jeg var ikke ligeglad! - Men jeg ville snart blive det, hvis det skulle fortsætte på denne måde. Jeg havde pandet ham en, hvis ikke det var for medierne, der ville spørge ind til det blå mærke.

"Lad mig dog tale ud!"

Here we go... Let me present Mr. Styles who wants to tell us about how much he just doesn't care...

 

________________________________________________________________________________

 

Hvad synes I om Harry's måde at behandle Kate på? - Det ene minut synger han for hende, og det næste forlader han rummet. Og hvordan tror I denne diskusion ender? Please comment your thoughts♥

Mere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...