Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4821Visninger
AA

7. Kapitel 6 ~ Stop ignoring me please!

Da, jeg vågnede op den følgende dag, var det ikke ligefrem glædelse, der fik mig til at stå ud af sengen og gøre mig pæn. I lang tid lå jeg som lænket til den bløde madras og stirrede blindt op mod det hvide, kedelige loft. Meningen med denne dag var prakisk talt meningsløs; Jeg havde mødt Harry, snakket med ham, kludret i det og sagt farvel, hvad mere krævede min far af mig? - At jeg skulle gentage min fiasko?

Jeg fnøs ved elendigheden. Et kort sekund overvejede jeg at lade som om, jeg var syg, og derfor nødt til at blive hjemme i London, men noget inde i mig skubbede tanken til side, før planen udviklede sig til virkelighed. Noget inde i mig savnede den trygge følelse, jeg huskede fra Holmes Chapel. Byen havde sat sine tydelige spor i mig, og jeg nægtede at lade Harry ligge en dæmper på glædelsen over at vende tilbage bare for en kort stund.

Min far havde sagt, at vi skulle angribe problemet dér, hvor det startede og teknisk set var det ikke i London men i Holmes Chapel. Derfor var jeg også fast besluttet på at besøge kirkegården, hvor min mor lå. Da, jeg var 10, var følelsen af tabet for stor til at kunne rummes i min lille, spinkle krop, så jeg havde aldrig besøgt gravstedet og lagt et par friske, farverige blomster, som andre ellers gør, når de har mistet nogen, der stod dem nær. Jeg havde aldrig fortalt min far om min drøm om at blive 'genforenet' med hende, men før nu havde jeg heller ikke følt mig følelsmæssigt klar til det store skridt, det var, at tage set med mine øjne.

Den forrige dag havde ændret mit syn på, om jeg var klar eller ej, for jeg havde ikke følt mig klar til at møde Harry, men jeg ville aldrig have turde tage skridtet, hvis ikke min far havde handlet, som han gjorde. Jeg havde fået smag for bare at tage springet, gribe chancen og se, hvor det tog mig hen, desuden virkede det dumt at frygte en sten med skrift på? - Men for mig var det ikke bare en sten med skrift på. Det var noget langt større. Noget langt mere værdifuldt. Det var kærlighed. Sten går ingen vegne, og min kærlighed til hende forsvinder aldrig. Metalbogstaver er bare et alfabet, men bogstaver danner tilsammen en mening, og hun var min grund til at komme videre. Hun var den, der fjernede det meningsløse ved at stå op denne morgen. Hun var alt, der gav mening for mig, men det var mening nok.

Jeg vendte mig rundt i sengen uden den mindste tøven, rejste mig op og satte retning mod klædeskabet. Gulvet føltes koldt mod mine bare fødder, men jeg ignorerede følelsen og rakte ud efter håndtaget til skabet. Lågen gled op, og jeg sukkede, som jeg stod der og betragtede de store bunker af tøj, jeg ikke havde haft overskudet til at folde pænt sammen og ligge tilbage på hylderne. Bunkerne mindede mig om mit liv: Et stort rod, som ingen, ikke engang mig selv, orkede at ryde op i.

Jeg sukkede, lagde hovedet på skrå og rakte opgivende ind i en bunke og trak min sorte blazer ud. Mit humør talte ikke for, at jeg skulle have en kjole på, så måske var blazeren ikke helt tosset? Jeg nikkede for mig selv og trak også en hvid top og et par simple cowboybukser ud, da min far bankede på døren.

"Jaer?" halvråbte jeg og smed tøjet på sengen. "Vi kører om en time," påmindede min far mig om, og jeg indså så småt, at jeg ikke burde være blevet i sengen så længe. Denne gang skulle vi ikke kun tilbringe tiden sammen over aftensmaden, men faktisk havde min far og Anne aftalt, at vi allerede skulle komme til frokost.

 

○○○

 

Byskiltet løj ikke. Vi var i Holmes Chapel. Et lille smil tittede frem på mit ellers så mutte ansigt, men da vi et par minutter senere kørte ind ad en velkendt indkørsel forduftede det. Det var deres indkørsel. Før vi vidste af det stod Anne allerede i døren, klar til at invitere os indenfor.

"Så er vi her unger!" sagde far, slukkede for bilmotoren og sendte mig et smil gennem sidespejlet. Jeg gengældte det, men han kunne læse mig som en åben bog; det var ikke ægte. "Kan du ikke lade være med at kalde os unger?" mumlede jeg og himlede irriteret med øjnene. "Hvorfor nu så knotten?" spurgte han og rynkede panden. Igen havde jeg formået at blive 'sur' på ham, når det i virkeligheden ikke var ham, jeg havde et problem med. Inderst inde havde jeg nok et problem med mig selv, men løsningen var ikke at gøre alle andres liv problematisk.

Jeg kastede et hurtigt blik ud af ruden og så, at Noah og Nate allerede var nået hen til Anne, og hun omfavnede dem, som var de hendes egne. Jeg sank den klump, jeg havde i halsen og åbnede modvilligt bildøren. Den kolde luft lagde sig over os som et iskoldt tæppe og side om side, gik min far og jeg op mod huset. Det var ikke kun i London sneen dækkede det grønne græs, men også I Holmes Chapel var alt klædt i hvidt.

"Kom dog ind i varmen!" bad Anne med et smil på læberne, imens hun prøvede at holde på varmen, som hun stod der uden frakke i døråbningen. Hun lukkede døren efter os, så snart vi var nået indenfor, og en bølge af varme kom os i møde. Langsomt tog jeg min jakke af, mens jeg betragtede det velkendte hjem, jeg nærmest havde boet i som lille. Selv om meget føltes som det samme, var der alligevel et væld af nye følelser, der dukkede frem. Huset var vokset i takt med, at husets beboere var blevet ældre, men jeg ønskede blot at se det som det hjem, jeg havde rendt rundt i fra ende til anden tusind gange i løbet af barndomsårerne.

"Hej," sagde Robin, der kom til syne i gangen med Gemma og Harry bag sig. "Hej, dejligt hjem I har jer," svarede min far høfligt, mens jeg nøjedes med et enkelt nik og bed mig nervøst i læben, da jeg lagde mærke til, hvordan han kiggede på mig. I Harrys øjne lod jeg ikke til at være specielt velkommen. Han gav mig elevator-blikket, og det gik så småt op for mig, at vi næsten var klædt ens. Sort blazer, hvid top og cowboybukser. Det kom bag på mig, hvor ens vi stadig var på nogen punkter. Han gav et dybt, irriteret suk fra sig og slap blikket fra mig, og lod det glidet over på hans mor, der sendte ham et stop-med-at-være-så-flabet blik. Jeg himlede med øjnene. Mors dreng, hvordan kunne jeg glemme det?

Jeg gav Robin og Gemma hånden og sendte dem et par forsigtige smil, men da jeg nåede til Harry, blev jeg med ét tavs og frøs fast til is. Langt om længe tog jeg skridtet og rækkede hånden ud, men han bemærkede den ikke. Han bemærkede ikke engang min tilstedeværelse. Hvis jeg ikke tog meget fejl. ville han ikke bemærke mig. Han ignorerede mig. Jeg tog hånden til mig og knyttede den bag min ryg, men holdt vreden inde, mens han trykkede min fars hånd og undlod min. Det føltes som om, der var en, der stak mig en kniv i ryggen og lod mig lide en pinefuld død.

Skuffet var præcis, hvad jeg var.

Dum var præcis sådan, jeg følte mig.

Var der ikke nogen, der ville køre mig hjem? Nu?

 

○○○

 

Noah og Nate var smuttet udenfor for at få noget frisk luft, men også bare for at være børn og lege i sneen, bygge en snemand, you name it!

Jeg var taget med dem for at slå den i sneboldkamp, det var i hvert fald den historie, de andre havde fået, mens jeg i virkeligheden bare havde brug for at komme væk fra det hus. Eller rettere sagt væk fra ham. Jeg gad ham ikke. Han gad ikke mig. Hvorfor prøve at løse vores lille konflikt, når det var sådan, landet lå? Jeg gad i hvert fald ikke bruge kræfter på en, der hadede mig for en lille fejl-kommentering. Det var præcis derfor, jeg sjælendt sagde noget, for det endte altid med at gå galt, og jeg fik aldrig sagt det, jeg havde forberedt mig på. Kender du det med at have svaret oppe i hovedet, og det lyder så rigtigt, men når du formulerer det, kommer det helt forkert ud? - Great!

"Denne gang har jeg dig!" advarede Noah begejstret og stod allerede klar med en formet snebold i både venstre og højre hånd. "Lad væ..." mere nåede jeg ikke at sige, før en snebold ramte mig lige i ansigtet. Lige præcis derfor, deltog jeg ikke i sneboldkamp, medmindre nogen havde bundet mig til en lygtepæl og tvunget mig... Men det var jo aldrig sket, og det ville det heller aldrig... Håber jeg da.

"Jeg er altså ikke med!" snerrede jeg irriteret og fjernede snebolden, der havde fået anelsen af en sort farve efter min ikke-vandfaste mascara. "Du sagde da, at du var med lige før. Var det ikke derfor, du ville med os ud?" spurgte Nate og rynkede forvirret panden. Jeg burde ikke sende så mange utydelige signaler til så børn, der alligevel ikke forstod dem, men jeg var nok bare lidt hemmelighedsfuld og mystisk, når det kom til stykket. De ord der undslipper mine læber er ikke de ord de ord, der kører rundt i mit hoved.

"Jo, det var det, jeg sagde, men det mente jeg ikke, Nate! Bare... lad mig være i to minutter, hvis det er muligt?" bad jeg med en flabet attitude, og jeg fortrød mine hårde ord med det samme, de slap ud. "Undskyld, det mente jeg ikke... Jeg har bare lige brug for at være mig selv. Det har intet med jer at gøre," sagde jeg og prøvede at rette op på min hårde tone.

"Er det idioten, der en idiot?" spurgte Noah og blandede sig. Hans øjne var spørgende og så blanke, at jeg ville kunne spejle mig i dem. Han havde mors øjne. Mit blik gled til jorden, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. På den ene side ville jeg ikke stikke ham en løgn og være et dårligt forbillede, men på den anden side skulle han heller ikke blandes ind i Harry og mit komplicerede forhold. Jeg åbnede munden, men efter nærmere eftertanke lukkede jeg den igen. "Vil du bare gerne have ro?" spurgte Noah og overraskede mig på den måde, han taklede min opførsel på. Han virkede pludselig meget mere moden, end de fleste på hans alder. Han burde ikke forstå de signaler, jeg udsendte, men han var trods alt min bror, og han gennemgik de præcis samme ting som jeg, men han var ikke bare ikke gammel nok til at tage stilling til dem endnu i modsætning til mig. Jeg sendte ham et forsigtigt nik og sendte ham et beklagende smil og overlod sneboldkampen til dem.

Langsomt bevægede jeg mig mod vest for at komme lidt væk og falde ned på jorden igen. Alt virkede bekendt, selv den gamle legeplads stod stadig oprejst, men så dog lidt forældet ud. Jeg nærmede mig de gamle gynger, der knirkede let, når vinden tog blidt fat i dem, så de svagede frem og tilbage. Gyngerne havde haft sin tid og så rimmelig faldefærdige ud, men når jeg tænkte nærmere over det, havde de også tjent særligt Harry og jeg godt. Hvis jeg ikke huskede helt forkert, var vi begyndt at betragte gyngerne som vores private ejendel og skrevet Harold under den ene og Kate under den anden. Jeg fnøs for mig selv ved de skøre barndomsminder og atte mig ned på det røde sæde, der var beklædt mig sne. En kold bølge røg igennem min krop, men jeg valgte at ignorere både den og tanken om, hvor våd min numse ikke måtte blive efter det her.

Med lette bevægelser sad jeg og tegnede cirkler med mine i forvejen hvide converse i sneen. "Kathleen?" spurgte den klingende stemme, der ikke kunne tilhøre nogen anden end Gemma. Modvilligt løftede jeg mit blik fra mine fødder og lod Gemma få min opmærksomhed. "Gemma?" sagde jeg med den samme blide tone, hun havde brugt over for mig. "Gør det noget, hvis jeg slår mig ned ved siden af dig?" spurgte hun og kiggede på gyngen ved siden af min. Jeg nikkede, og så ingen grund til, at det skulle være forkert. Hun sendte mig et forsigtigt smil og satte sig uden at sige noget, men jeg vidste det ikke kunne vare en evighed før, hun ville komme frem til sin pointe - den pointe, der havde fået hende til at søge efter mig.

Jeg valgte at stirre ligeud, men jeg kunne mærke hendes blik, der lå overvejende på mig. "Sig noget," bad hun mig langt om længe, men jeg havde troet, hun ville bede mig om noget helt andet, hun havde vel sine taktikker til at gå langsomt frem.

"Hvad skal jeg sige?" spurgte jeg og trak usikkert på skuldrene. "Fortæl mig om dig og Harry! Han vil ikke betro mig noget, når vi taler om dig. Vil du ikke nok være sød at forklare mig, hvad der sker?" hendes stemme lød betydeligt mere bestemt end tideligere, hun var mere ligepå, og jeg vidste for at være helt ærlig ikke, hvad jeg skulle svare. "Det er ikke noget særligt..." mumlede jeg, men kunne ikke holde øjenkontakten med hende i mere end to sekunder. Det var et besværligt emne at få mig til at tale om, især med en du ikke har set i otte år.

"Den tror jeg ikke på. Harry har været fraværende i blikket hele dagen, han vil ikke tale med dig, ja, jeg prøvede endda at lokke ham med ud, men han vil intet, og jeg kan ikke tåle at se ham sådan. Sådan er Harry ikke..." åbnede Gemma sig, og jeg kunne mærke, at hun pressede til den facade, jeg havde sat op. "Det har stået på lige siden igår, og jeg ved, du kender svaret, Kathleen". Jeg ville ikke gøre noget stort ud af det, men jeg kunne heller ikke lade samtalen uddø bare fordi, min mund var lukket med syv sejl for ikke at sige noget forkert. "Jeg kom til at sige, at Harry's liv var hans band nu og ikke mig, og nu tror han, jeg har ændret følelser for ham kun fordi, han er med i One Direction... Det... det ikke noget, du skal tage dig af," fortalte jeg og trillede oprevet tommelfingre for at holde mine hænder beskæftiget.

Gemma nikkede forstående og bed sig i læben, som om hun koncentrerede sig koncentreret (haha!) om et passende svar. "Du må ikke tro, han er sådan, det er da klart, han er vokset og har ændret sig på nogen punkter, men han er stadig Harry, eller som du plejede at kalde ham - Harold," sagde hun, rakte ud efter mig og puffede kærligt til min skulder. "Det kan også være ligemeget nu... Jeg kan bare ikke forstå, hvordan han kunne dømme mig så hurti-" "-Måske var det fordi, du gjorde det samme mod ham?" afbrød hun og stilte sig op. "Tænk over det".

Kort efter var hun forsvundet, men hendes ord sad klistret fast. Havde Gemma fat i noget?

 

○○○

 

Mørket var faldet på, og aftensmaden stod pænt anrettet på bordet. Det så alt sammen vildt lækkert ud, lige til at sætte tænderne i, men jeg havde en tom følelse i maven og følte mig ikke det mindste sulten, selvom maden burde vække appetiten. Den tomme følelse kom af, at jeg stadig manglede den ene ting, jeg var kommet her for: At besøge mors grav, imens chancen bød sig, og chancen stadig var der. Forsigtigt trak jeg stolen ud og stilte mig op, men min far var hurtig til at gribe fat om mit håndled. "Hvor skal du hen?" spurgte han interesseret, eftersom han for længst havde gennemskuet, hvor nedtrykt jeg var, og hvor ligeglad jeg prøvede at spille. "Du ved... Bare på toilettet," svarede jeg og prøvede at få det til at lyde så troværdigt som overhovedet muligt. Det var en klassiker at bruge, men ideerne slog ikke til idag, så jeg måtte bare krydse fingre for, at han faldt for den.

"Det er lige nede af gang-" "-Tak Anne, jeg kan godt huske det," forsikrede jeg hende om og sendte hende et taknemmeligt smil og forlod bordet.

Hurtigt forlod jeg spisestuen, der nu var fyldt med en trykket stemning. Uberørt gik jeg ud i entreen og fandt min jakke frem, tog den på og på ingen tid, havde jeg lagt huset bag mig og satte kurs mod Holmes Chapel's kirkegård. Selv om jeg aldrig havde været der, kendte jeg vejen ganske udemærket, men mørket gjorde det en smule mere vanskeligt end først forventet, kulden slog mig endnu hårdere, og jeg fortrød, at jeg i det mindste ikke havde taget hue og vanter med, men jeg måtte nøjes med min tykke vinterjakke og mit karry-gule strikkede halstørklæde.

Langsomt traskede jeg afsted, og det føles som om, der var gået en evighed, før jeg fandt frem til en hvid oplyst bygning - kirken. Lettet åndede jeg ud, og en sky fløj ud af min mund, hver gang jeg trak vejret, men det var jeg efterhånden blevet vant til, eftersom jeg boede i London, der ikke ligefrem var verdens varmeste land. Stædigt kæmpede jeg mig igennem de store mægnder sne og op til porten, der førte ind til kirkegården, som jeg uden tøven åbnede. Den knirkede en smule, så hårene på armene rejste sig, men jeg rystede nervøsiteten af mig og kom hurtigt om på den anden side af porten.

Det burde skræmme mig, at jeg stod på en kirkegård helt alene, imens mørket lå over mig, men det skræmte mig ikke det mindste - Jeg havde prøvet ting, der havde været langt værre end dette.

Mit blik kørte fra højre til venstre, og jeg vidste ikke, hvilken retning jeg burde sætte kurs mod. En kold brise trak mig en smule frem af, og jeg valgte at følge vinden, for jeg havde endnu ikke udtænkt en plan for, hvordan jeg skulle finde gravstenen, når kirkegården oven i købet var dækket af et tykt lag sne. Vinden tog så småt hårdere fat, så jeg gik en smule hurtigere fremad, indtil den pludselig lagde sig og forsvandt ud af det blå. Forvirret snurrede jeg rundt og kløede mig forsigtigt i nakken.

Måske burde jeg opgive?

Måske var det ikke meningen, jeg skulle finde hende?

Jeg sukkede og skulle lige til at vende om, indtil jeg så navnet på gravstenen foran mig: CHARLOTTE KATHLEEN MILLER. Det gav et sæt i mig, og mit hjerte sprang overrasket et slag over. Jeg bakkede et skridt tilbage og tøvede med at gå fremad igen. Forsigtigt lagde jeg mit hoved en smule på skrå, men den var god nok - det var hende. Et stort smil bredte sig på mit ansigt og med korte skridt, nærmede jeg mig stenens hårde flade. Jeg satte mig på hug foran den og betragtede den i nogle minutter, inden jeg lagde min bare hånd blidt mod den kolde overflade og metal-bogstaverne, der dannede min mors navn. Min vejrtrækning var igen normal, men den tomme følelse i maven var væk.

Efter lidt overvejelse valgte jeg at ligge mig ned i sneen, så mit hoved hvilede på gravstenen. Et lille gab undslap mine læber, og trætheden meldte sin ankomst. Jeg havde været hele følelsesregisteret igennem denne dag, fra vrede til glæde, og efter alt denne tumult måtte jeg erkende, at jeg trængte forfærdeligt meget til at sove. Mine øjne gled i, selv om de burde holde sig åbne for, hvis jeg lagde mig til at sove her i sneen, ville jeg fryse til is i kulden, men jeg lod tanken forblive en tanke og tog mig ikke af de følgende konsekvenser, men lyttede i stedet afslappet til min mors syngende stemme. (Igen, kan I sætte Voice Within på for at give det en anden effekt, der er også traileren)

Young girl, don't hide

You'll never change if you just run away.

Young girl, just hold tight

And soon you're gonna se your brighter day.

 

_________________________________________________________________________________

Hvad synes I om kapitlet? Og tror I, det er smart at falde i søvn på en kirkegård i sneen? Og hvad tænker I om, at Harry ignorerer Kathleen fuldkommen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...