Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4625Visninger
AA

6. Kapitel 5 ~ Awkwardness in the air

Harry, Gemma (Harry's søster), Robin (Harry's stedfar) og Anne på en række.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, eller om jeg helt skulle lade være med at sige noget. Mine følelser var splittede. Alt var for overvældende til at tage stilling til med det samme.

Skulle jeg bare stå og smile og håbe, det var godt nok?

"Øhm... hej," svarede jeg langt om længe og sendte Harry et falsk smil, som han gengældte med et ægte. Smilehullerne var der stadig. Han lignede sig selv på så mange punkter, men krøllerne havde aldrig været så tydelige som nu. Krølle! Det var klart noget, jeg kunne drille ham med med tiden.

"Hvor er du dog vokset og blevet en køn pige!" udbrød Anne og stjal min opmærksomhed fra Harry. "Øhh tak, tror jeg nok". Den sidste del hviskede jeg for mig selv. Det var klart jeg ikke bare kunne lyne munden til som en lynlås, men hvilke ord skulle jeg åbne den med?

Anne nærmede sig og trak mig ind i et varmt kram. Hun var som den mor, jeg manglede. En bonus-mor. Altid venlig og imødekommende, som jeg kendte hende bedst. Da, det blev for meget for mig følelsesmæssigt, trak jeg mig langsomt tilbage, og hun slap sit faste tag om mig. "I må vel gerne komme ind," erklærede jeg tøvende, trådte ud til siden og gjorde plads, så de kunne komme indenfor.

Nu begynder alt det sjove...

Jeg nøjedes med at trykke de andre i hånden, indtil jeg kom til Harry. "Du... du ser godt ud," sagde han langt om længe og refererede til min kjole. Jeg kunne mærke varmen, der hurtigt steg mig til kinderne. "Tak, du... du ser heller ikke værst ud selv". Han fnes en smule. Af mig? Eller af, at tingene skulle være så anspændte og akavede imellem os? Jeg kom meget i tvivl, men dybt inde var jeg heller ikke interesseret i at vide svaret. "Godt nok... Jeg er i hvert fald glad for at se dig, Kate..." sagde han efter et kort sekunds stilhed og bed sig i læben. "Jeg har savnet dig".

Som om?

Virkelig?!

"I lige måde," svarede jeg, da andet ville virke malplaceret. Desuden havde jeg faktisk savnet ham en del, men jeg nægtede at fortælle ham om de tusind gange, hvor jeg havde drømt om denne genforening, men nu hvor drømmen blev til virkelighed, var det en helt forkert fornemmelse, der landende i maven, så hvorfor overhovedet komme ind på emnet?

"Det er ham idioten!" udbrød min mindste bror, Noah, da han ikke stod mere end en meter fra os. Jeg huskede klart og tydeligt, at jeg havde kaldt Harry en idiot... Eller teknisk set var det Hazza, jeg havde kladt en idiot. Mit blik røg tilbage på Harry, og min hjertebanken lød højere inde i mig, da jeg så hans overraskede ansigt. Jeg fortrød virkelig den bemærkning fra senere på ugen. 

"Så jeg er idioten?" spurgte han med rynket pande Noah, der havde et bredt smil over hele ansigtet. "Ja, det sagde hun!" udbrød Noah begejstret og pejede direkte hen på mig. Jeg ville have klasket mig selv en high-five i hovedet, hvis ikke det var fordi, han stod lige ved siden af, derimod gjorde jeg alt, jeg kunne for at undgå direkte øjenkontakt med ham.

"Sagde du det?" spurgte han forbavset, og jeg kunne se et smil brede sig ud af øjenkrogen. Morede det ham? For det morede ikke mig! "Nej, men..." startede jeg og rystede opgivende på hovedet. Hvordan skulle man sige det på en pæn måde? - Jo, jeg kaldte dig en idiot, for du var da også lidt af en idiot til at sigte. Prøv at ram en anden i nakken næste gang!

"Nej, men hvad?" spurgte han og rev mig ud af mine overvejelser om mit svar på spørgsmålet. Bare flot. "Men jeg var sur, okay? Du var måske lidt af en idiot, da du ramte mig?" forklarede jeg endelig og håbede på, at det ikke kom for hårdt ud. Mit blik gled over på ham ved en fejl, men jeg blev nødt til at se hans reaktion. Til min store overraskelse så han ikke sur ud. "Idiot! Lad dog være med at kalde mig en idiot," drillede han, daskede blidt til min skulder og grinte en smule. Jeg ville ønske, jeg også kunne grine af det, men jeg var for anspændt til at finde hele denne her familiemiddag sjov.

Derfor gled jeg lydløst væk fra ham og dragede hen mod køkkenet med forhastede skridt. Min far stod allerede og snakkede med Anne og Robin, mens Gemma stod og så passivt til. Selv om der var tilskuere, havde jeg desperat brug for en grundig snak med min far. Han kunne ikke tro, han kunne lyve meget for mig uden at høre for det. Om nogen så vidste min far, hvor meget jeg hadede overraskelser, så hvad var grunden til den her sammenkomst af en art?

Jeg skulle lige til at prikke ham over skulderen, men han kom mig i forekøbet og havde allerede vendt sig om, inden jeg nåede at bestille noget som helst. "Kathleen min pige, hva-" "-Far, jeg bliver nødt til at tale med dig!" afbrød jeg bestemt, og hans ansigtsudtryk ændrede sig fra smilet til den forvirrede mine på et øjeblik. Jeg tog hårdt fat i hans overarm og til min store overraskelse, gjorde han ikke spor modstand. "Jeg er tilbage om to," sagde han i retning af Anne og Robin, imens jeg trak ham ubesværet ud af rummet.

På nul komma fem var vi nået ind på min fars soveværelse, der rodede som altid, men det var det første rum, vi nåede til. "Hvad skal det her forestille?!" spurgte jeg ligepå og hårdt. Min far sukkede opgivende og kløede sig i håret. "Skat, prøv at smil bare en lille smule, det klæ'r dig meget bedre," bad han, tog fat i mine kinder og trak dem opad, så jeg lavede en grimasse, der skulle forestille at være et smil. Jeg daskede lynhurtigt hans hånd væk fra mit ansigt. "Du svarede ikke på mit spørgsmål?" nærmest sang jeg og gjorde alt for at gøre ham opmærksom på, hvor utålmodig jeg var, selv om jeg mest af alt ikke havde lyst til at forlade rummet. Nogensinde.

"Kathleen, du var aldrig selv gået med til det her, hvis jeg havde fortalt dig om min plan, lad os se det i øjnene! Det er på tide at komme videre, og jeg tror, vi skal angribe problemet dér, hvor det startede... Da du forlod de mennesker, du virkelig kunne tale tingene ud med. Det her er en fantastisk chance. Hop på toget og smil så!" forklarede min far. Det føltes som om, det tog en evighed, før han havde fortalt færdig.

Måske skulle jeg slet ikke have spurgt ham? - Jeg kunne med lethed have tænkt mig til den langtrukne tale selv, men inderst inde havde jeg nok bare brug for, at han satte sine egne ord på løgnen.

Mit blik gled nervøst til gulvet. Jeg havde fået alt at vide, men jeg havde ikke lyst til at forlade lokalet og genforenes med nogle persone, der helt sikkert så mig som underlig efter den her episode. "Lad være med at hænge sådan med næbet," bad min far blidt og placerede to fingre under min hage for at få mig til at kigge ham ind i øjnene igen. "Hav det... sjovt". Han gav et dybt suk fra sig og lukkede samtalen dér.

Kort efter stod jeg alene tilbage i rummet. Jeg følte mig ikke mentalt klar til at gå ud og se nogen dybt i øjnene, men spørgsmålet var: Ville jeg nogensinde blive klar? Jeg tog en forhastet beslutning og åbnede døren i én hurtig bevægelse. Alt snak i stuen forsvandt. Fjorten øjne gav mig den fulde opmærksomhed. Et kort sekund ønskede jeg, at jeg aldrig havde bevæget ind i stuen igen, men på den anden side ville jeg ikke gemme mig for evigt og forspilde dét, min far kaldte en 'fantasktisk chance'.

 

○○○

 

Jeg sad koncentreret og spiste min mad, imens min far, Anne og Robin holdt samtalen kørende. Noah og Nate havde for længst forladt spisebordet, da de ikke længere kunne side stille, derimod sad både Harry og jeg bumstille ved bordet. Jeg var som sagt dybt koncentreret i min mad, og Harry var dybt koncentreret i mig. Ud af øjenkrogen havde jeg for længst opdaget, at han iagttog hver en bevæglelse fra min side af bordet. Det var ikke det, der gik mig på, men det faktum, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige og spørge ham om.

Hvordan går det?

Hvad har du så fået de sidste... otte år til at gå med?

"Hvad har du så gang i med din karriere for øjeblikket, Harry? Går du på universitetet, college eller noget helt tredje?" kom min far mig i forekøbet. Jeg lagde kniven og gaflen på tværs af tallerkenen og stoppede op for at høre hans svar. Det var trods alt et spørgsmål, jeg tit havde spurgt mig selv om: Hvad lavede han nu? - Uden mig?

"Sådan ikke noget specielt... Jeg er kommet i et band, så det prøver jeg at tjene nogle penge på," svarede han, men jeg kunne se, at historien ikke endte der. Hans øjne udstrålede en hemmelighed, han ikke havde lyst til at dele med mig og min far endnu. Det gik mig på, når folk holdt hemmeligheder for mig. Efter min mening var der ikke noget værre.

"Lad nu være med at spille så beskeden, Harr-" "-Mor, lad være med at sige det," afbrød Harry og blev helt stiv i kroppen. Jeg rynkede panden og rakte ud efter min cola, der stod foran mig på bordet. "Harry er lige nu hjemme, inden han igen skal på tour med resten af bandmedlemmerne fra One Direction, hvis I kender dem?" Anne nåede knap nok at færdiggøre hendes sætning, før colaen fløj ud af min mund og ramte Harry lige i ansigtet på den modsatte side af bordet.

AHVA'?

Han kunne umuligt være medlem af One Direction?

Nul.

Nix.

Punktum.

Selvfølgelig vidste jeg, hvem One Direction var, men jeg havde aldrig taget mig tiden til at lære deres navne, høre deres musik eller noget som helst andet i den retning. Kunne jeg ikke være ret så ligeglad, når det gjaldt folk, der svømmende rundt i penge? - Men nu havde jeg så lige spyttet cola ud over en af de verdensberømte medlemmer fra bandet One Direction. Flot, Kathleen... Bare flot!

På ingen tid fik jeg skubbet stolen ud fra bordet og rejst mig i en gevaldig fart med retning mod mit værelse. Jeg troede, jeg havde opført mig pinligt nok, men efter denne episode ville jeg for alvor ikke kunne se nogen fra denne familie i øjnene. Min fars befalinger om at undskylde over for Harry var som summen for mine ører. Først da døren til mit værelse skilte os ad, kunne jeg ånde ud igen og tænke klart.

Jeg satte mig med et bump på sengekanten og begravede skamfuldt mit ansigt i mine hænder. Chancen for at opbygge et nyt venskab med Harry var helt uden for rækkevide efter mit lille nummer. Men hvad skulle han også med ulykkelige venner som mig? Han havde vel nok venner i forvejen? Desuden skulle han snart på tour med det v-e-r-d-e-n-s-b-e-r-ø-m-t-e band, han var med i. Tanken var ikke til at ryste ud af hovedet.

Harry var ikke den samme, og det ville han aldrig blive. Tænk, jeg havde troet det.

Døren gled op og blev lukket igen efter sig, men jeg nægtede at løfte blikket for enhver pris. Så hellere sidde her i skam. "Hey..." fremstammede den velkendte stemme, der tilhørte Harry. Jeg havde lyst til at bede ham om at gå, men besluttede mig for at lade være velviden om, at mit humør var røget endnu længere ned i kulkælderen, end det allerede var i forvejen.

Jeg tvang mig selv til at løfte blikket og sende ham et forsigtigt smil. Han gengældte det, mens han tørrede sit ansigt af i et stykke køkkenrulle. Pinligt, pinligt, pinligt. "Du gik?" sagde han for at begynde en samtale, som jeg ikke var interesseret i, men jeg var nødt til at samle mig for ikke at gøre situationen værre end højst nødvendigt. "Hvorfor?" tilføjede han, da jeg ikke svarede. Jeg nikkede svagt, men undgik at sige noget. Jeg bed mig i læben, da jeg indså, hvor han stod: Lige ved siden af det billede af mig og ham som små. Et lille smil udspillede sig straks på mine læber, da jeg indså, hvor ironisk verdenen egentlig var. Det ene øjeblik virker man til at være fuldkommen uadskillige, det næste har man svært ved at være i samme rum, uden tingene bliver akkavede.

"Hvorfor smiler du så lumsk?" spurgte han og kunne heller ikke gemme hans skæve smil væk. "Har jeg gjort noget forkert?" Jeg rystede på hovedet som svar. "Kan du så ikke fortælle mig, hvad der er galt?" spurgte han opgivende og grinte, mens han stod forvirret og prøvede at tyde mit ansigtsudtryk.

Langt om længe rejste jeg mig fra den trygge plet på sengekanten og gik med lette skridt op på siden af ham med hovedet rettet mod billedvæggen. Harry kiggede længe rundt, indtil hans øjne fandt frem til det, han søgte. "Du har virkelig savnet mig, var?" konstaterede han og holdt pejefingeren presset ind mod rammen, mens han smilede tilfreds til mig. "Ja..." var det eneste ord, jeg kunne få frem, selv om jeg gerne ville have fortalt ham mere. Sandheden var, at jeg holdt ham ude. Jeg holdt en tyk mur imellem om, selv om vi aldrig havde stået tættere i de sidste otte år. Inderst inde var jeg ikke klar til at lukke ham ind. Det var som at møde en fremmed: Du har ikke lyst til at diske op med hele din tragiske livshistorie til en du ikke føler, du kan stole på. Jeg vidste ikke, om jeg kunne stole på Harry. Mit hjerte havde lyst til at stole fuldt ud på ham, han var trods alt den samme, men min hjerne bad mig vente, på otte år kan man nå at ændre sig til en helt ny person. Så hvad skulle jeg betro? Mit hjerte? Eller min hjerne?

"Hvad blev der af os?" spurgte Harry uden at forvente et svar, så jeg nøjedes med at trække let på skuldrene. "Det har jeg tit tænkt over..." mumlede han, og hans blik gled til gulvet, inden han kiggede mig dybt i øjnene. Den ene ting, der altid ville forblive den samme for mig, var hans klare grønne øjne. Jeg følte mig hjemme, når jeg kiggede ind i dem som nu. Sådan havde jeg altid følt. Alt andet havde dog ændret sig. Ikke for at prale, men jeg plejede at være højere end ham, men nu følte jeg mig lavere både fysisk og psygisk.

"Vi er blevet ældre... Vi er vokset fra hinanden med tiden... Vi er ikke de samme," sagde jeg med blikket rettet tomt mod ham. Følelsesløst. "Sikke noget sludder at sige! Ja, vi er blevet ældre, men jeg er stadig din Harold, og du er stadig min Kate," svarede han fast og kneb øjnene sammen uforstående. Jeg rystede på hovedet. Han fattede det bare ikke, vel?

"Du fatter det bare ikke Harry! Dengang var det bare os to mod resten af verden, husker du? Nu rejser du hele verden rundt uden mig og-" "-Det her handler kun om One Direction, gør det ikke?!" spurgte han og kørte hænderne ned langs kinderne.

"Harry, det er jo dit liv nu. Dit band, dine fans, hoteller og fly... Det er alt sammen en del af dit liv nu".

"Du er ikke en skid anderledes end alle andre. Det var præcis det her, jeg frygtede, der ville ske! Det var præcis derfor, jeg ikke ville have dig til at vide om mig og One Direction! Jeg troede virkelig ikke, du havde ændret dig meget. Jeg troede stadig, du var hende pigen på billedet dér," sagde Harry og klaskede hånden ind på billedet, så rammen nær var faldet ned. "Men jeg tog virkelig fejl af dig Kathleen! Jeg fatter ikke, jeg gik med til det her!" Jeg vidste først for alvor, Harry var sur på mig, da han benyttede mit rigtige navn. Jeg åbnede munden for at sige ham imod, men jeg fik aldrig noget ud.

Pludselig gled min dør op til værelset og ind kom Nate. "Harry, Harry, Harry! Vil du være med til at spille Fifa13?" spurgte han forventningsfuldt med et smil over hele ansigtet. "Alt andet end at være herinde!" svarede Harry så snart spørgsmået var stillet. Han kastede et hurtigt blik over skulderen, inden han forlod rummet. Kommentaren var tydeligvis rettet mod mig, og det gjorde ondt. Mere ondt end han forstod.

 

○○○

 

Hoveddøren var endelig lukket og låst for gæster. Jeg kunne endelig ånde lettet op.

"Var det ikke hyggeligt?" spurgte min far og lagde armen om min skulder og trak mig tættere på. "Anne har endda inviteret os på middag i Holmes Chapel imorgen! Glæder du dig ikke til at komme tilbage, Kathleen?"

WHAT THE FUCK?!

 

__________________________________________________________________________

 

Jeg undskylder utrolig meget, at det tog så lang tid at skrive kapitlet! Men jeg havde en travl uge i sidste uge, så jeg fik slet i skrevet. Håber dog I er tilfredse med kapitlet :)

Hvad tror I, der sker nu, når Kathleen og Harry mødes igen?

Tak til dem der læser, kommenterer osv. det betyder meget♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...