Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4768Visninger
AA

5. Kapitel 4 ~ Somehow I understand now

Dagene gik. En efter en passerede de forbi. Vi havde nu boet i London en uges tid. Jeg var ved at vende mig til følelsen af at vågne op, kigge ud ad vinduet og opdage, vi ikke længere boede i den lille by, jeg var så vant til at vågne op til. Det begyndte at synke ind, at London var mit hjem. Om det så havde den hjemlige følelse eller ej, så var det mit hjem, og jeg kunne ikke benægte det - For mig føltes det bare mere som en bopæl end et hjem.

Sørgeligt men sandt.

Dog var der noget specielt over London. Jeg havde stadig ikke gennemskuet, hvad det var. Det var noget, jeg ikke kunne sætte fingrene på, men følelsen af at byen var anderledes end de andre byer, vi havde 'besøgt', eksisterede, og den forsvandt ikke.

Der var noget anderledes i luften - I gaderne.

Der var noget anderledes i mit liv - I mit hjerte.

Kun tiden ville vise, hvad der var så specielt ved London, og kun tiden ville vise om 'det speciele' var en god ting. Jeg kunne ikke gøre andet end at vente og lade tiden vise mig svarende på mine utallige spørgsmål.

Hvilket bragte mig til det eneste jeg kendte til - nutiden.

Min far var begyndt at opføre mig endnu mere underligt den sidste uges tid, og idag gik det over stregen. Det var ligesom om, jeg ikke forstod en klap. Men faktisk forstod jeg ikke en klap af, hvad han havde gang i. Det lignede ham ikke at gøre rent, men pludselig ud af den blå luft var det som om, støvsugeren og støvkluden var blevet hans bedste venner.

Han plejede ikke at lave meget mad, dels fordi han ikke gad og dels fordi det smagte hæsligt, og vi endte altid med at bestille en pizza - Men pludselig rodede han rundt i de gamle kogebøger og kiggede på opskrifter, der ikke så lige nemme ud alle sammen.

Han plejede aldrig at bekymre sig om sit udseende, og andre folks meninger om ham, men pludselig rodede han hele klædeskabet igennem for at finde noget nogenlunde pænt og moderne tøj. Derudover begyndte han også at stryge det bagefter med vores ellers så dårlige strygejern, der ikke var til meget hjælp, men igen: Vi havde ikke pengene til at gå og skifte alting ud hele tiden. Nogen gange måtte man bare lære at gøre brug af det, man havde og lade være med at tænke på sine mangler - Måske er jeg bare den forkerte person til at nævne de ord? - Jeg savnede min mor uendeligt meget, men jeg havde svært ved at indse, hvor meget jeg havde tilbage, og hvor meget kærlighed jeg var omgivet af. Hvor mærkeligt det end lød, så kunne jeg gøre godt af at lytte til mig selv en gang imellem.

Tilbage til virkeligheden...

Min far trådte ind i stuen i et overraskende pænt jakkesæt. Han gik hen imod mig og drejede rundt en enkelt gang. "Nå, Kathleen... Hvad synes du?" spurgte han og rettede lidt på kraven på hans skjorte. Jeg lagde hovedet lidt på skrå og studerede en helt fremmed person foran mig. Hvad skulle det her til for? Hvad var meningen? "Siden hvornår er du begyndt at bekymre dig om det?" spurgte jeg rundt på gulvet og kløede mig bag øret. For at være helt ærlig, så så han temmelig godt ud. Selv ikke i min vildeste fantasi havde jeg troet, der stadig hang sådan noget tøj i hans tøjskab. Min far er en af de personer, der langt fra går op i det med udseende, han synes, det er alt for overvurderet, men hvis han ikke gik op i det, hvorfor spurgte han mig så til råds?

Min far blev en smule stille og overvejede sit svar nøge. Hvorfor kunne vi ikke bare føre en normal samtale i dag? Hvorfor skulle alt være så hemmeligt? - Det havde trods alt allerede været min fødselsdag, det er den eneste dag, han må have hemmeligheder for mig, selv om jeg helst vil være foruden. Jeg ser helst, at han ikke køber nogle gaver og bruger en stor formue på ting, der for mig er ligegyldige.

"Øhm..." startede han ud med. "Jeg synes bare, vi bør have en familiemiddag iaften. Bare os fire. Hvis du altså ikke har noget imod det? Jeg har lagt en kjole og en ring frem på din seng, som jeg synes, du skal overveje at tage på..." "Far, hvad foregår der?!" afbrød jeg med en skarp tone. Det kunne umuligt bare være en familiemiddag.

Umuligt.

"Familiemiddag?" mumlede jeg for mig selv. Ordet lå helt forkert i munden. Hvad gik der af ham? "Kathleen... jeg vil bare gerne gøre noget for familien. Det trænger vi til. Du må vel bare stole på mig," sagde han uden at fange mine øjne. Noget var åbenbart så hemmeligt, at han ikke engang kunne se mig i øjnene. Min far var den værste løgner af dem alle. Det var så åbenlyst, når han gemte på noget, men det var en evig kamp at gennemskue, hvad han gemte på.

 

○○○

 

Jeg åbnede døren ind til mit værelse og ganske rigtig, havde min far rodet mit skab igennem og fundet noget frem, som han havde lagt på min seng. Jeg rulede en enkelt gang med øjnene, sukkede, men fortsatte fremad for at give hans hemmelighed en chance - Det virkede til, at han var meget engageret i, hvad end han nu havde gang i, og jeg ville ikke være frøken lyseslukker og ødelægge hans familiemiddag, som han kaldte det.

Kjolen fangede med det samme min opmærksomhed, og det var ikke ment på den gode måde. Jeg fnes for mig selv og rystede på hovedet af min fars manglende viden om stil. "Hvad tænkte du dog på?" hviskede jeg, selvom døren til værelset for længst var blevet lukket. Jeg var overrasket over, hvor meget han virkelig gik op det her. I sidste ende endte han med at prøve for meget. På sengen lå en kjole, der var mindst to størrelser for lille, fordi jeg havde købt den som 14 årig. Dengang havde jeg haft en periode, hvor jeg udelukkende købte sprælske ting, der helst glitrede. Jeg havde haft en ekstrem trang til at få folk til at lægge mærke til mig, og jeg havde købt denne forfærdelige, korte, pink kjole med palietter, som nu lå på min seng. Jeg havde ingen idé om, hvordan havde fundet den, for den var gemt så langt væk i skabet som muligt. Egentlig burde jeg have smidt den ud for længst...

Jeg hængte kjolen på en bøjle igen og fik den ind skabet, hvor den hørte til.

Tilbage på sengen lå nu kun en lille sort æske. Æsken så overraskende fin ud, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over indholdet. Min far var vel ikke bare gået ud i en butik og investeret i smykker bare på grund af en familiemiddag? Den købte jeg ikke! For at få svar på mine spekulationer, valgte jeg dog at åbne den, jeg var ikke meget for det, men jeg så ingen anden udvej.

Tøvende åbnede jeg æsken og mit hjerte sprang et slag over, da jeg så indholdet. Jeg havde nær tabt æsken af forbavsning. Jeg holdt hånden for munden af ren og skær overraskelse. Noget så værdifuldt for min far, kunne han da ikke bare give videre til mig? Det var et stort ansvar, som jeg ikke vidste, om jeg kunne bære, og jeg vidste heller ikke, om jeg var klar til ansvaret. Jeg lukkede æsken i, da jeg fik mistanken om, at det bare var længslen efter min mor, der trang på - Det kunne let have været tilfældet, men nej. Da jeg to sekunder efter åbnede æsken på ny, var indholdet præcis det samme.

Hvad havde jeg også regnet med? - At der ville være noget andet deri anden gang, jeg åbnede?

Indholdet forblev det samme - Noget helt specielt, noget ganske særligt, noget der aldrig ville kunne blive erstattet. I æsken lå intet mindre end min mors forlovelsesring. Jeg vidste, den betød alt for min far. Alt. Det var det eneste minde, han havde tilbage af hende. Ringen og os. Alt andet var blevet til aske i brænden, men ringen havde hele tiden været på min mors finger også, da hun døde. Han havde beholdt den, fordi den ganske enkelt var for værdifuld til at smide ud i skraldespanden og give til storskrald.

Hvilken god mand kunne se sig selv i øjnene efter at have gjort det?

Ringen plejede at ligge på hans sengebord, så han kunne falde i søvn med hende ved sin side hver evig eneste aften, selvom hun ikke var tilstede. Så hvorfor ville han give noget så betydningsfuldt videre?

Jeg rystede på hovedet. Jeg overvejede at finde ham og give den tilbage med det samme, men efter nærmere eftertanke, så havde han nok givet den til mig af en grund. Han ville ikke give den videre til enhver, der passered hans vej, det var da klart, men hvorfor jeg havde fortjent den, kunne jeg ikke regne ud.

Mine hænder rystede en smule, da jeg tog ringen ud af æsken. Det var overvældende. For overvældende. Jeg tog en dyb indånding for at falde ned og mærke, at jeg havde fødderne plantet på jorden. Med langsomme bevægelser betragtede jeg ringen, som jeg placerede den på min ringefinger. Den passede. Den passede perfekt. For to skeunder siden havde det føltes så forkert, men nu føltes det så rigtigt, som det kunne blive. Et smil tittede frem på mine læber, og jeg studerede min nye ring på nærmere hold. Aldrig i livet, havde jeg holdt den på denne måde. Aldrig havde jeg taget mig tid til at se nærmere på den.

Egentlig var det bare en ganske simpel sølvring, med en rød sten i og meget småt skrift både på inder - og ydersiden, men for mig ville det være den ting, jeg aldrig ville lade ude af syne, jeg ville passe ligeså godt på den, som min far havde gjort i alle disse år.

 

○○○

 

Som dagen skred frem, fandt jeg mig en anden kjole at tage på (Link i kommentaren), eftersom mit fars valg ikke var en mulighed- Jeg havde endda taget mig tid til at lægge en pæn makeup. Jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde iført mig så pænt tøj uden at vide hvorfor - For jeg nægtede at tro på familiemiddag-løgnen. Det var åbenlyst, at han havde noget andet i tankerne, men mere havde jeg ikke regnet ud og for at være ærlig, så syntes jeg, det var spild af kræfter at lægge energi i.

Hvis det ikke var vigtigt nok til, at han ville fortælle mig det, så var det vel heller ikke vigtigt nok til at opsluge al min energi? - Dog kunne jeg ikke få tankerne om min fars opførsel ud af baghovedet.

Makeupen var lagt, kjolen var taget på, ringen sad stadig på fingeren og håret var sat i en høj knold. Jeg kiggede mig endnu en gang i spejlet og konstaterede, at det var godt nok til en familiemiddag.

Jeg trykkede på stikkontakten for at slukke lyset og vendte hovedet mod stuen. For hvert skridt jeg tog mod stuen og køkkenet, jo mere duftede det. Det var længe siden, min far selv havde lavet mad fra bunden og endnu længere siden, at det rent faktisk også havde duftet forbløffende godt. Mit humør vendte sig med ét. Den negative energi omkring hele det her familiemiddag storhejs havde vendt sig til en positiv energi. Dybt inde var jeg glad for, at vi endelig kom tættere sammen som en familie, og hvis min far ikke ville have mig til at gøre et stort nummer ud af hans manglende tilstedeværelse, så ville jeg gøre, som han sagde og stole på, at han havde alt under kontrol.

"Hvad var der galt med den kjole, jeg havde fundet?" spurgte min far, straks jeg stod i køkkenet. Hvad var der da galt med den, jeg havde på? "Far? Den var TO størrelser for lille. Jeg var 14, sidst du så mig i den!" svarede jeg en anelse irriteret over hans pludselige bemærkning. "Ligemeget... Du ser dejlig ud min pige," sagde han derefter, kom hen til mig og omfavnede mig i et varmt kram.

Never mind.

Som jeg omfavnede ham, fik jeg pludselig øje på Noah og Nate. De fangede min opmærksomhed på et splitsekund. Aldrig havde jeg set dem på pæne i tøjet. Hvordan havde min far formået at få dem i det tøj? "Har du hjernevasket mine brødre?" spurgte jeg forbavset og trak mig ud af krammet. Jeg kløede mig forvirret i håret og prøvede at sluge alle de overraskelser, denne dag havde givet mig med på vejen indtil videre. Herfra ville det ikke gøre mig noget, hvis alt bare blev en smule normalt - Hvis alt bare var, som det plejede.

"Hvorfor tror du dog det?.." spurgte han, men jeg kunne se, han gemte på noget. "Hvor meget slik lovede du dem?" indskød jeg straks. "Kun en smule..." indrømmede han, og jeg kom til at grine en smule. Det kom ikke bag på mig, at hans vej frem var gennem slik. Det var ikke første gang, det skete.

Jeg snurrede rundt for at slå mig ned ved bordet, men jeg stoppede allerede, da jeg var en meter fra det. Noget var galt - Galt er måske et forkert ord - noget var anderledes. Nogen havde ikke fortalt mig alt om denne middag. Sidst jeg havde talt vores familiemedlemmer, så endte jeg på tallet fire - ikke otte, så hvorfor var der så dækket op til otte personer?

Noget sagde mig, at min fars version af en familiemiddag inkluderede andre mennesker end bare os, der rent faktisk var en del af familien. Men hvis det ikke kun var os, der skulle sidde rundt om bordet, hvem skulle så ellers spise med?

"Far, hvorfor..." jeg skulle lige til at spørge ind til de ekstra stole, som os fire ikke ville kunne udfylde, men dørklokken afbrød mig, inden jeg kom ordentligt igang. Mit blik gled over på døren og derefter tilbage på min far. "Kathleen..." startede han. "Jeg synes, det er dig, der skal åbne døren". Hans stemme var så forventningsfuld, at jeg helt lod være med at protestere. Hvis han virkelig var så bestemt på, at det skulle være mig, så ville jeg ikke sige ham imod. Det var trods alt længe siden, jeg havde set ham være så glad som idag, og jeg ville ikke spolere hans mystiske planer.

Jeg nærmede mig døren, som om det var det mest naturlige i verden, hvilket det også var. Håndtaget var utrolig koldt, så jeg sørgede for ikke at trække tiden ud, istedet trak jeg bare ned i håndtaget med det samme. Døren gled op, og jeg stod og stirrede forvirret på de fire personer, der mødte mig.

Det var den krøllede fyr, der fangede mit blik på et splitsekund. Jeg genkendte ham straks - hvordan kunne jeg have glemt ham? - Hazza, drengen der havde kastet en snebold i nakken på mig.

Hvad lavede han her?

Og så med tre andre ved hans side?

Jeg var overbevist om, at mit blik var helt uden følelser. Jeg vidste ganske enkelt ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Mit blik gled videre på de næste to personer, men der var stadig ingen klokke, der gav sig til at ringe. Først da mit blik gled over på den sidste person, forstod jeg. Det gav et sæt i mig, som jeg så hende stå og smile til mig. Hun lignede sig selv på en prik. Efter alle disse år havde hun ikke forandret sig det mindste.

Anne Cox - Mor til Harry.

Noget slog med ét klik inde i mig. Mit blik gled tilbage hen over de fire personer, indtil mine øjne igen hvilede på Hazza. Han smilede forsigtigt til mig, men jeg vidste ikke, om jeg skulle gengælde det eller ej. "Hi Kate..." sagde han, trak lidt mere på smilebåndet og brød den pinlige stilhed. Som han stod der og smilede i min retning, faldt alle brikkerne pludselig på plads.

Kun to i denne store verden, bestående af syv milliarder mennesker, havde rettigheden til at kalde mig Kate - Min mor og Harry.

Hazza var ikke Hazza... Hazza var Harry - Harry, min barndomsven fra Holmes Chapel. længe havde jeg gået rundt i troen om, at han havde været langt væk, men nu var han ikke længere væk end, at jeg kunne række hånden ud efter ham og røre ham, hvis jeg ville.

Men var jeg klar til dette øjeblik?  - For nu jeg stod her, kom jeg pludselig i tvivl...

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hvordan vil Kathleen takle det pludselige møde? Vil alt være præcis som for otte år siden, eller er Harry og Kathleen vokset fra hinanden? - I er meget velkomne til at komme med jeres egne ideer :)

I må meget gerne like og sætte på favoritlisten♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...