Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4681Visninger
AA

4. Kapitel 3 ~ Lighting up eight candles

Lyset væltede ind ad vinduet og gjorde nat til dag. Mørke til lys. Død til liv.

En ny dag betød starten på nye ting, nye oplevelser og nye indtryk. Det var en ny dag efter dagen igår -  Dagen, hvor du bladrer i kalenderen og opdager, at igår er fortid, idag er nutid og imorgen er fremtid og ukendt område.

Men selv om kalenderen bare fortalte, at idag var en ny dag, så lå der meget mere bag præcis denne dato. Det var den dag om året, hvor flest tårer undslap mine øjenkroge, og den dag, hvor jeg lod tårerne gøre, som de ville, og jeg havde lært at acceptere det - Det var blevet min fødselsdag.

Fødselsdage er typisk den dag, du ser frem til med glæde. Du venter spændt på gaver i massevis, lækre fødselsdagskager med lys i, gæster, der har glædet sig til at komme, glad sang kun for dig, hilsner fra dine venner og din familie, der vil ønske dig stort tillykke. Fest, fordi dagen er for god til at surmule på. Kan du kende dig selv? Fødselsdag er normalt noget, man fejrer år efter år. Tingene virker ens hvert år, men det bliver ved med at være sjovt og ved med at være noget helt særligt, man ser frem til. Underligt, ikke?

Men i den isolerede verden jeg lever i, er tingene skruet helt anderledes sammen. Lige fra jeg slår øjnene op, kan jeg mærke, at alt har forandret sig. Jeg kan mærke, hvordan minderne strømmer tilbage på replay. Jeg kan mærke tårerne, der tager overhånd og efterlader mig med våde kinder, som jeg ikke har i sinde at tørre, fordi tårerne bliver ved med at vende tilbage og efterlader kinderne ligeså våde som før.

Hvilket bringer os til hvorfor? - Fordi hver gang det igen bliver min fødselsdag, bliver det også et år mere siden, min mor forsvandt mellem fingrene på mig. Hun døde på min 10 års fødselsdag, så selv om det er min fødselsdag, har jeg insisteret på, at jeg hellere vil have det til at være hendes mindedag end at fejre noget, der alligevel er ret overfladisk, når man tænker nærmere over det.

Hvilket bragte os tilbage til den virkelige verden...

Jeg sad i vindueskarmen og stirrede stift ud ad vinduet. London var så småt ved at vågne op til endnu en gråvejrsdag, hvor sneen dalede smukt og fredfuldt ned fra himlen. Et par mennesker gik allerede rundt i gaderne, selv om klokken ikke var mere end syv om morgenen. Jeg havde aldrig været typen, der havde sovet til langt ud på dagen. Selv om morgendagen ikke ville være så meget anderledes fra dagen igår, så foretrak jeg at vågne op på samme tidspunkt, som lyset vendte tilbage. Hvilket vil sige meget tidligt. Jeg nød det med at side og stirre ud ad vinduet ligemeget, hvor kedeligt synet var. Det facinerede mig. Lad være med at spørge, hvorfor? For jeg kender ikke svaret.

Jeg løsrev mit ellers så faste blik på ruden, og mit blik gled over på min elskede billedvæg, som jeg havde stablet på benene dagen før. Et smil gled over mine tørre læber, som jeg efterfølgende fugtede.

Utroligt at en væg kunne sige så meget. Ordsproget passer - Billeder siger mere end tusind ord.

Jeg hoppede ned fra vindueskarmen, da jeg kom i tanke om noget, jeg nær havde glemt. Hurtigt åbnede jeg skuffen i min gamle kommode, der egentlig var parat til at blive kasseret, men den var så god som ny, så hvor smide den ud? Desuden havde vi ikke penge nok til at gå og skifte alle møblerne ud hver gang, vi flyttede. Jeg rodede skuffen igennem og fandt en pakke tændstikker frem. I skuffen lige under kassen med tændstikker, fandt jeg otte tykke hvide lys i. Jeg tog lysene og tændstikkerne i hænderne og placerede dem på en række i vindueskarmen. Præcis lige som sidste år og sidste år igen. Den eneste forskel var det ekstra lys, jeg tilføjede hver gang, vi havde passeret endnu et år.

Otte lys - Otte år - Et savn.

Jeg strøg en tændstik og tændte de otte lys en efter en. "I hjertet gemt, aldrig glemt," hviskede jeg for mig selv, som jeg sad der på knæ foran vindueskarmen. Det prikkede i øjnene. Tårerne pressede på. De hobede sig op i øjenkrogene, indtil en undslap og trillede ned ad kinden og ramte gulvet. Derefter fulgte de andre med og efterlignede den første. Jeg snøftede, men mit blik blev ved med at hvile på de otte lys, der brændte og gav en svag følelse af varme indeni. Tårerne var blevet en del af min fødselsdag, så efterhånden lærte man at ignorere dem.

Døren til mit værelse blev åbnet forsigtigt bag mig, og jeg kunne høre et par bare fødder tage skridt imod mig. Personen stoppede op, og jeg snøftede endnu en gang og prøvede at holde følelserne inde bare for et sekund.

"Tillykke med fødselsdagen," sagde den velkendte stemme fra min lillebror, Noah, endelig. Jeg drejede mig imod ham, men blev siddende på gulvet. Jeg smilte svagt til ham, da jeg så flaget, som han havde et fast greb om i den ene hånd.

"Kom her," sagde jeg svagt og rømmede mig. Min hånd viftede ham tættere på, og jeg åbnede mine arme for at lukke ham ind i et kram. Han havde et hårdt tag om mig og virkede ikke til at være villig til at give slip. "Tak Noah," mumlede jeg ind imod hans bløde kind. "Tak..."

 

○○○

 

Jeg sad lænet tilbage i stolen, imens de andre sad og spiste i stilhed. Ikke et ord blev sagt. Min appetit rakte ikke til noget idag, så jeg sad bare og studerede det hvide stykke brød, der lå ensomt på min tallerken. Jeg løftede mit blik, og mine øjne ramte min fars, som så bekymret på mig. "Skal du ikke have noget at spise?" spurgte han og rynkede panden. Jeg rystede på hovedet og skubbede tallerkenen længere væk fra mig. "Nej..." svarede jeg og sukkede. "Jeg er ikke sulten". Mit blik faldt ned på mine fingre, som jeg sad og fumlede med for at få opmærksomheden rettet mod noget andet, men min far gav ikke op så let.

"Hvorfor søde? Du plejer da altid at spise en masse?" spurgte han undrende. Jeg magtede ikke at tale om det, men han ville ikke give slip på samtalen. "Det er jeg bare ikke, okay?!" udbrød jeg, men fik tonelejet til at gå lidt ned, da jeg opdagede, hvor højt jeg egentlig talte til ham. "Kathleen, jeg ved det umuligt kan være derfor?!" svarede han igen, og jeg kunne mærke, at jeg så småt blev vred. Mine næver var knyttede under bordet, og jeg prøvede at få mig selv til at slappe af, men han havde virkelig trykket på nogle knapper, der var for sårbare til at snakke om denne dag.

"Fint. Så du vil gerne vide det? Men ved du hvad? Den værste del af det her er, at du fucking allerede ved det! Skulle der måske være nogen anden forklaring på det? Du ved det. Du kan vel ligge to og to sammen?!" råbte jeg, stilte mig op og skubbede min stol hårdt ind i væggen.

Enhver i denne familie vidste, at der kun var én speciel person i mine tanker denne dato.

Mor.

Min far var 'manden i mit liv' - hvis man kunne sige det på den måde - men han var også den, der kunne få det absolut værste frem i mig. Jeg kunne blive noget så gal og sur på ham, og den værste del var, at alt dette ikke var hans skyld, han var bare offeret for, at jeg havde alt for svært ved at komme videre. Ligemeget hvor meget jeg prøvede ikke at lade mine følelser gå ud over ham - ligemeget hjalp det. Jeg sårede ham. Dybt. Og det sårede mig selv.

"KATHLEEN LUCIA MILLER, NU FALDER DU NED!" råbte min far ad mig, og begge mine lillebrødre lukkede ørerne. Hele min familie led under min sorg. Min sorg dræbte os. Indefra og ud.

Jeg løb væk fra køkkenet og direkte ind på mit værelse, hvor jeg smækkede døren hårdt i efter mig. Jeg lod mig falde ned i sengen. Mine øjne stirrede blindt op i loftet. Tårerne vendte tilbage. Stærkere end nogensinde. Alle de års umuligheder kørte igennem mit hoved.

Det skulle slutte.

Det måtte slutte.

Jeg kunne ikke tåle at se mig selv i spejlet med tårer ned ad kinderne længere.

Det kapitel skulle få et slut og lade det næste kapitel få en start.

To bank lød på døren, og håndtaget knirkede, da der var en, der åbnede døren udefra, og det knirkede igen, da den samme person lukkede døren i efter sig. "Lad mig være alene," fik jeg fremstammet og lagde mig med hovedet ned imod puden, så personen ikke kunne se mit forpinte ansigt. "Kathleen..." sagde min fars blød stemme og sukkede. Han tog nogle flere skridt, og jeg kunne mærke, madrassen sank nogle centimeter dybere, da han satte sig på sengekanten. "Du bliver nød til at kigge på mig". Han kørte sine hænder igennem mit lange brune hår og endte nede på ryggen, hvor han nussede mig blidt og beroligende.

Godt nok var han den, der kunne få mig længst oppe i det røde felt, men han var altid den, der var der til at få mig til at falde ned igen.

Underligt, ikke?

Han kørte kærligt hånden mod min kind, som var halvmast, fordi jeg stadig havde hovedet mod madrassen. "Kig på mig, Kathleen," gentog han og tog sin hånd til sig for også at give mig den plads, jeg havde brug for.

Tøvende vendte jeg kroppen rundt og skabte øjenkontakt med ham. Jeg droppede at bekymre mig om, hvordan mit ansigt så ud og ikke så ud, fordi han havde set mig sådan her utallige gange før, og jeg vidste, at det hev i ham af ren smerte hver gang, men det sårede ham endnu mere, når jeg lukkede mig inde i mig selv på denne måde.

Han ansigt viste en bunke af medlidenhed, da han så mine triste træk, og han tørrede straks nogle tårer væk med tommeltotten. "Det er okay," fik han sagt og nikkede svagt for at vise mig, at det ikke gjorde ham noget, men jeg vidste, det ramte noget inde i ham. Han løj, men hvad skulle han ellers fortælle mig? - Stop med at græde dit pattebarn, og være en forfærdelig far?

Han gjorde det rigtige, og jeg var pavestolt af ham for altid at være der.

Jeg satte mig op og lagde mig tæt ind til ham, mens han lagde armen omkring min skulder. "Det må du undskylde," fik jeg endelig frem og kiggede ham dybt ind i øjnene. Jeg var så ked af alt den smerte, jeg påførte ham. Nogen gange følte jeg, at jeg var mere til besvær end en faktisk del af familien. "Hvad snakker du om? Du skal ikke undskylde for noget som helst, Kathleen! Du har ikke gjort noget galt, det må du ikke bilde dig selv ind, okay?" svarede han straks og fandt et smil frem. Jeg kiggede ned og rystede på hovedet.

Hvis jeg ikke gjorde noget forkert, hvad gjorde jeg så rigtigt?

"Jo far! Jeg vil undskylde - Undskylde for mig opførsel. Det er ikke dig, jeg er sur på. Det er forkert af mig at lade min vrede gå ud over dig. Jeg er bare..." "-Jeg ved det godt," afbrød min far og satte en tot hår om bag mit øre. "Men det er ikke din skyld. Det er mig, der bliver fyret hele tiden eller ikke tjener penge nok til familien. Jeg burde anstrenge mig noget mere. Vi burde ikke flytte så ofte, jeg kan jo se, hvor meget det tærrer på jer alle sammen..." Denne gang var det mig, der afbrød min far: "Nu lader du være! Du er en fantastisk far! Du kan ikke gøre en skid for, at du er enlig far til os tre. Vi er sammen om det her, og jeg burde hjælpe mere til. Desuden elsker drengene London, det kan da tydeligt ses. Jeg skal bare lige have lidt tid. Bare vent far. Lige pludselig, om nogle få uger. vil jeg starte i skole, møde nye mennesker og få nye venner," lød det bestemt fra mig, og jeg håbede mit budskab skinnede igennem.

Af en eller anden grund gled mit blik på et splitsekund over på billedevæggen til det billede af mig og min barndomsven. Han havde trods alt været min eneste rigtige ven i en evighed.

Hvorfor havde vi aldrig holdt kontakten?

Hvorfor havde vi ikke mødtes en weekend?

Spørgsmålene var mange, men jeg følte, at det var forsent. Vores forhold var fortid, og det var ikke noget, der kunne rettes op på. Båndet var klippet over, og venskabet var løbet over i kategorien: Minder. Livet havde skilt os ad, og måske var det skæbnen? Måske var det bare sådan, det skulle være? Det lyder lidt kliche agtigt, men jeg tror på, at alt i livet har en mening.

Min far fulgte mit blik, rejste sig op uden at sige mig imod og gik hen mod billedet. Jeg vidste ikke, hvad han var ude på, men jeg fulgte tavst efter.

"Så du har altså ikke glemt ham fyren?" spurgte min far og fnes for sig selv. Hvad var så sjovt? "Jeg glemmer aldrig, hvordan I tumlede rundt i sneen om vinteren. Der var altid fuld fart på, når den første sne faldt og lige meget, hvor lidt sne der lå, så skulle I ud og lege sneboldkamp. Harry var en god fyr. Har du nogensinde hørt fra ham? Altså siden vi flyttede fra Holmes Chapel?" spurgte min far interesseret og lagde armene over kors. Jeg sukkede bare og rystede efterfølgende på hovedet. "Og hvis han så mig idag, ville han med sikkerhed ikke kunne kende mig".

 

○○○

 

Jeg lå i sofaen, mens vi så et eller andet underligt Tv-program, der ikke var noget værd at se. Ligegyldigt - ligesom alt andet de sendte i fjernsynet for tiden. Jeg havde for længt opgivet at følge med. Lyden fra fjernsynet var bare som en svag summen for mine øre. Min far koncentrerede sig heller ikke spor om programmet.

Han havde derimod opført sig underligt hele dagen, ligesiden jeg viste ham det billede af Harry og jeg. Noget havde slået fuldstændig klik for ham. Hans tanker havde været et sted langt væk, og det havde været svært overhovedet at komme i kontakt med ham. Han blev bare ved med at bladre rundt i telefonbogen. Frem og tilbage. Lyste op, når han fandt noget, der kunne bruges til det, jeg ikke vidste, hvad var. Det lignede ham ikke at være på fraværende.

"Far?" spurgte jeg, men han gav ingen respons fra sig. Han sagde ingenting. Bevægede sig ikke det mindste. Registrerede intet. "FAR!" halvråbte jeg, og han vågnede med et spjæt fra sine dagdrømme med telefonbogen hvilende på hans skød. Jeg åndede lettet ud, mens min far kiggede forvirret rundt. "Undskyld, hvad? Jeg sad vidst i mine egne tanker," beklagede han og gjorde tegn til, at han sad klar til at lytte til mig, og jeg bare skulle fyre løs. "Hvad har du gang i?" spurgte jeg interesseret og rynkede panden, mens jeg satte mig bedre til rette i sofaen. Han tænkte sig et kort sekund om, inden han svarede: "Øhm... ikke noget du skal bekymre dig om søde". Jeg spærrede øjnene op, som reaktion på hans svar. Han plejede ikke at holde noget hemmeligt for mig ligemeget, hvor lille en ting, der var tale om.

Hvad skjulte han for mig?

Hvad foregik der, som jeg ikke måtte vide noget om?

 

---------------------------------------------------------------------------------------------

Hvad skjuler faren for Kathleen? Hvorfor virker han så fraværende?

Hvad synes I i det hele taget om historien? Det ville betyde meget, hvis I lige smed en kommentar nedenunder.

I må meget gerne like og sætte på favoritlisten, hvis I kan lide historien♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...