Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4686Visninger
AA

24. Kapitel 23 ~ This isn't the end

Kufferterne fyldte bagagerummet til renden. Stilheden havde lagt sig som et tykt tæppe over bilen, der havde kurs mod Heathrow lufthavn denne fredag morgen. Himlen var malet i røde, blå og lilla nuancer, og fuglekvidder kunne svagt høres på trods af støjen fra bilens motor.

Det var min far, der havde tilbudt os et lift, siden det ikke ville være forsvarligt at lade Harrys bil stå på en offentlig parkeringsplads i flere måneder.

Med flettede fingre havde Harry og jeg indtaget bagsædet og sad nu og kiggede ud ad hver vores bilrude. Først da Harry gav min hånd et kærligt klem, slap jeg de passerende huse ud af syne. Harry sendte mig et forsigtigt smil, som jeg på bedste vis prøvede at gengælde, uden det virkede åbenlyst falsk. At sige farvel var altid, det sværeste, så jeg ville lyve, hvis jeg påstod, dette var en dag, jeg havde set frem til.

Ugen var gået med at betragte kærligheden summe i luften i kantinen, på gangene, over alt. Nogen gange kunne det hænde, man tog sig selv opgivende til panden og prøvede at ryste tingene ud ad hovedet blot for at vende tilbage til den præcis samme omgangskreds, der alligevel ikke fik en til at glemme.

Aiden var den, der hele ugen havde bedt mig om at falde ned, hvilket jeg virkelig satte pris på. Han var en af de få personer, jeg rent faktisk lyttede til og en af de få personer, jeg turde stole på, men selv ikke han kunne ændre på den svære tid, der lå forude. Tro det eller ej, men selv han rendte rundt og svævede på en lyserød sky. Du gætter aldrig med hvem, og selv om jeg fortæller dig hvem, vil du ikke tro dine egne øjne eller ører.

Brad.

Jeg havde nær sprøjtet vandet i min mund ud over Aidens nye trøje, da han fortalte mig nyheden. Et eller andet havde slået klik hos Brad, og jeg havde flere gange frygtet, Harry måske havde slået ham en anelse for hårdt. Aiden og ham havde i hvert fald fundet ud af at lægge fortiden bag sig og starte på en frisk - de havde trods alt været uadskillelige, indtil Brad havde ændret adfærd og totalt skiftet hans venner til fordel for en mere populær omgangskreds. Og for at klaske flødebollen på toppen af isbjerget havde han også givet mig en undskyldning. Mandag morgen lå et håndskrevet brev med en lang, detaljeret undskyldning, hvor han virkelig beklagede over, hvilken idiot han havde været fra dag et af.

Men siden var vendt, og jeg måtte mod al forventning indrømme, han virkelig havde vidst en bedre side af sig selv, jeg havde endt med at kunne lide. Faktisk var det endt med, at vi - Brad, Aiden, Harry og jeg - havde haft en slags dobbeltdate, kunne du vel godt kalde det, i zoologisk have.

Kan du fornemme dén omvendte uge virkelig havde taget røven på mig?

Min tankestrøm blev afbrudt, da bilen pludselig stoppede op. Først troede jeg, vi holdte for rødt, men snart indså jeg, vi allerede var her - Heathrow lufthavn.

Security var hurtige til at genkende bilen, da min far havde oplyst bilens nummerplade til dem, så de havde en chance for at hjælpe os med først og fremmest deres job og dernæst alle kufferterne, vi ikke selv havde nok hænder til at slæbe rundt på. Straks kom de rullende med en af de her vogne, du kunne læsse tusind - måske lidt overdrevet - kufferter op på, hvilket gjorde livet lidt nemmere for folk, som Harry, Liam, Louis, Niall og Zayn - bedre kendt som One Direction.

"Sommerfugle?" spurgte jeg Harry, da jeg vidste, hvor meget han glædede sig til at komme videre med touren. De skulle ud og opleve resten af Europa, og han ville lyve, hvis han påstod, han ikke glædede sig bare det mindste, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg bebrejdede ham. "Mange," indrømmede han og sendte mig et tilfreds smil, som jeg straks gengældte og holdte det ægte denne gang.

Vi steg ud ad bilen, og høfligt begyndte vi at hjælpe security med at fylde bagage på vognen, selv om de fortrykkeligt forsikrede os om, de havde hundrede procent styr på det. Dog oplyste Harry hurtigt, han også havde to hænder, der fungerede helt udmærket.

Før vi vidste af det, var bagagen på plads, og security kørte væk med den. Min far ønskede Harry en fantastisk tur, inden han satte sig ind på forsædet igen og lod mig klare resten.

Kamerafolkene prøvede på bedste vis at skjule deres kameraer, som Harry og jeg gik med flettede hænder mod indgangen. Til deres information var jeg ikke blind, ligesom de ikke var blinde for at skrive en saftig historie, dog var det ikke længere noget, der påvirkede mig videre, så længe Harrys hånd lå trygt i min.

Dørene slog automatisk til siden og afslørede en proppet lufthavn med folk i Hawaiiskjorter og klipklapper, der var klare til at flygte ned mod sydens sol og sommer og flygte fra det kolde forår, der hærgede over London.

Snart var blitzene over alt, da  vi nærmede os de andre drenge, der helt afslappede stod i joggingbukser og en eller anden enkel T-shirt og ventede tålmodigt på os.

"I er sent på den," bemærkede Liam, som en varm velkomst.

Også hej til dig, Liam.

"Morgentrafik," beklagede Harry, hvilket fik Liam til at nikke forstående, før han trak Harry ind i et kram.

"Godmorgen, Kathleen," hilste Niall derefter og lukkede mig ind i kram og ind i samtalen, som om han kunne se nerverne sad helt ude på tøjet. Sådan gik det lidt på skift, inden vi gik lidt længere ind i lufthavnen for ikke at vække for meget opmærksomhed ved indgangen, selv om det tydeligvis ville være uundgåeligt lige meget, hvor i lufthavnen vi befandt os.

"Hvornår skal vi flyve?" spurgte Zayn en smule forvirret og lød som en, der bestemt ikke havde fået nok søvn, og det blev jeg kun bekræftet i, da et gab undslap hans læber, og han måtte tvære sig selv søvnigt i det ene øje. "Om en time," oplyste Louis helt roligt, som det var ham, der havde styr på papirerne.

"Fuck, så er vi jo sent på den, hvis vi også skal ud til gaten i tide!" udbrød Liam og gav mig et chok. Som om Louis' kommentar ikke var nok. En time.

"Lad være med at bande," bad Niall, hvilket Harry blot fnøs af, og det samme gjorde de andre drenge. "Du skulle nødig snakke, Niall," fastslog Harry og på trods af omstændighederne, kunne jeg ikke holdet grinet tilbage. Harrys øjne fandt mine og smilende lagde han hånden i min, inden vi satte tempoet op for at nå hen til gaten.

 

○○○

 

Til min store overraskelse var jeg blevet lukket med ind i gaten, hvilket der normalt ikke var tilladelse til, når man ikke havde nogen flybillet. Dog kunne man heller ikke kalde det her normale omstændigheder, men det var stadig kommet bag på mig. At kamerafolkene også var fulgt med overraskede mig mere - de havde vel deres egne metoder.

Dette var min første gang nogensinde i en lufthavn, så der var intet at sige til, jeg blot fulgte med og lod være med at stille for mange spørgsmål. Det her var ikke min dag, men deres. Jeg var bare den stolte veninde, der fulgte med i deres rejse verden rundt, så dem vokse sig store og tage over verdenen - præcis som Harry og jeg altid havde villet. Jeg var stolt af at se ham udleve det, der en gang var en fjollet drøm, han aldrig havde lagt tryk på som noget, der ville gå i opfyldelse.

Før vi vidste af det, var vi nået til gaten, og det var tydeligt, drengene havde prøvet der her før, men desuden havde de også Paul - deres elskede bodyguard number one - til at føre an for ikke at tale om alle de andre sikkerhedsfolk, der omgav dem og dermed også mig.

Harry svingede let vores flettede hænder frem og tilbage.

"De sidste passagerer bedes gå til E5. Gaten åbnes om fem minutter," lød det ud over højtalerne, og mit hjerte sprang et slag over. Fem minutter. Jeg var så afgjort ikke klar til det her. Hårdere tog jeg fat i Harrys hånd nok mest for ikke igen at være hende tude prinsessen. Mit blik gled til gulvet.

"Hey, er du okay?" spurgte Harry bekymret og ruskede let i min hånd for at få forbindelse. "Ja, jeg har det fint," forsikrede jeg ham om, men det virkede ikke meget troværdigt, da stemmen svigtede mig, allerede efter jeg havde mumlet 'ja'. Det begyndte at prikke for øjnene, og vandet samlede sig i øjenkrogene.

"Babe, stop med at græde. Jeg vil snart være hjemme igen," prøvede Harry uden held og lagde armen om mit liv og trak mig helt ind til sig. "Jeg græder ikke," rystede jeg på hovedet og tørrede hurtigt en løsløben tåre væk fra kinden. "Sveder bare ud ad øjnene?" gættede Harry og trak let på smilebåndet. "Præcis," fnes jeg, og denne gang var det Harry, der let og elegant kørte tommelfingeren blidt over min kind for at fjerne endnu en tåre.

Jeg lagde hovedet mod Harrys skulder og prøvede at være stærk. Som sagt ville han snart være hjemme igen. I første om gang ville det kun være en måned i Europa, så tolv dages fri, som han havde forsikret mig om, ville blive sammen med mig, og så var det videre til USA. Det var bare svært ikke at komme til at savne ham det mindste, når han rejste rundt uden pigen, han som lille havde slået i sneboldkamp, gynget med i Holmes Chapel, skrålet med til hans yndlingssange, krammet så tæt og betragtede som hans søster til pludselig at måtte give slip på, fordi der var så meget mere at se, men det var uden denne lille pige.

Denne pige, der for ham gik bag navnet, Kate.

Pludselig kunne jeg fornemme folk omkring os bevæge sig, hvorefter jeg løftede mit hoved væk fra Harrys betrykkende skulder.

Gaten var åben.

Det var blevet tid.

Tid til en tid, jeg ikke mentalt var klar til.

"Harry, kom så," skyndede Liam på ham, men Harry vendte sig blot mod mig, som havde han intet hørt. "Kate, jeg har det her til dig," startede han og hev en lille konvolut op ad baglommen. "Du må ikke åbne den, før jeg siger til, okay?" fortsatte han, hvilket blot fik mig til at rynke uforstående på panden. "Bare stol på mig, ikke?" bad han, og jeg nikkede tøvende, som jeg tog imod den hvide konvolut og vendte den en smule i mine hænder og betragtede den måde, mit navn var skrevet derpå med en skrift, der ikke kunne tilhøre andre end Harry.

Hvorfor gjorde han det her?

Mine øjne lå fastlåst på ham, indtil en fotograf ringede os op.

"Er Karry rigtig?" halvråbte han for at få hans udråb til at skinne klart igennem menneskemængden. Harrys grønne, funklende øjne stirrede stadig ind i mine. Jeg vidste ærligt ikke, hvad jeg selv skulle svare. Som venner: ja, men en hver kunne regne ud, en fotograf aldrig ville spørge ind til, om man var venner, men rettere om man var mere. Jeg vidste ærligt talt ikke, hvor vi stod længere.

"Ja," svarede Harry kort og godt og fik mit hjerte til at springe et slag over. Et smil gled over mine læber, som han gav min hånd et varmt klem. "Ja," gentog jeg svagt for mig selv. Jeg havde ikke vidst, hvor vi stod de sidste uger, men det var et godt standpunkt. Han havde ændret mig - nu kunne jeg ændre hans status på Facebook.

Sådan stod vi lidt, som blitzene blændede os mere og mere.

"Harry, din tumpe få din fede røv herover," skyndede Louis på Harry. Et grin undslap mine læber, som Harry blot himlede med øjnene af ham.

"Men husk - først når jeg siger til," mindede Harry mig om, og langsomt slap hans hånd min. Han sendte mig et kort, forsigtigt smil, inden han vendte ryggen til mig, og det samme gjorde jeg. Det stak og prikkede i både hjerte og øjne - som tusind pile ramte mig, da jeg langsomt gik væk fra gaten.

"Vent," bad en velkendt stemme bag mig og greb fat om mit håndled. Uforstående vendte jeg mig rundt, og snart lå et par bløde læber mod mine.

Harry.

Automatisk lagde jeg hænderne om hans nakke og legede let med hans brune krøller, mens han havde hænderne mod mine hofter - præcis som hvis vi havde været alene i hele verdenen. Et kort øjeblik glemte jeg fuldstændig alt om flyafgange, journalister, fotografer og blitzene, der blinkede klart som små lyn. I sidste ende var alle vel tilfredsstillede - fotograferne havde fået, hvad de var kommet efter: Et lidenskabeligt kys. Om jeg var tilfredsstillet var det store spørgsmål - jeg var tilfredsstillet for nu, så længe han stadig var hos mig.

"Harry Styles bedes gå ud til flyet. Omgående," lød det over højtalerne, og vi smilte begge stort i kysset. En smule uvilligt trak vi os tilbage. "Vi ses," smilte Harry stort og vinkede, som han bakkede hen mod skranken og viste sit pas til kontroldamen.

"Ses," mumlede jeg for mig selv og vinkede tilbage, indtil jeg indså, han var væk. Ude af syne. Jeg bed mig selv hårdt i læben. Et opgivende suk undslap mine læber. "Vi ses," gentog jeg stille, inden jeg snurrede rundt på hælen og blev mødt af hundredevis af blitz. I håb om det ville hjælpe, satte jeg min hånd op for ansigtet og førte mig på den måde ud med min lille fanklub i ryggen - journalisterne.

 

○○○

 

Det var nu flere timer, siden jeg havde stået med våde kinder i lufthavnen og havde sagt farvel - eller mere præcist: vi ses - til ham, jeg nu kunne kalde for min. Jeg kunne ikke have ønsket en ret meget mere perfekt måde at overrække Harry til resten af verden på, og jeg håbede så inderligt, den ville passe godt på ham. 

Selv havde jeg siddet som limet op ad min mobil med brevet ved min side. Tålmodighed havde aldrig været min dyd, og det vidste han godt. Min far havde bedt mig om at køle en smule ned, da jeg var begyndt at skræmme mine brødre, hvilket jeg egentlig godt kunne forstå. Jeg ville også blive skræmt, hvis jeg så mine brødre sidde med mascara løbende ned ad kinderne.

Der gik timer og timer, uden der skete noget.

"Læg dig til at sove," bad min far, som helt ubemærket var kommet ind på mit 'værelse'. "Jeg sover allerede," modsagde jeg ham, hvilket blot fik ham til at himle med øjnene, og snart havde han slukket lyset, så rummet blev bælgmørkt.

Jeg lagde mobilen ved min side og skubbede dernæst dynen langt op over mig.

Øjenlågene syntes tungere og tungere, og sådan kæmpede jeg mod søvnen, som i sidste ende vandt over mig.

 

○○○

 

Pludselig lyste et skarpt lys rummet op. Først troede jeg, nogen havde tændt lyset, men snart blev jeg klar over, det var mobilen, der praktisk talt lå helt oppe i mit ansigt, der lyste op.

Jeg havde fået en sms.

Jeg havde fucking fået en sms.

Harry: Okay, you can open it now babe xx.

Jeg fumlede mig hurtigt frem til sengelampen, og lyset skar mig skarpt i øjnene. Hurtigt fandt jeg konvolutten, der var endt i fodenden af sengen. Hvorfor, må du ikke spørge mig om.

På bedste vis prøvede jeg at åben den, men det endte med at være den ene flap efter den anden som altid.

Med lidt held og en hel del viljestyrke var konvolutten pludselig åben, og jeg kunne trække et stykke hvidt papir ud. Det var foldet et par gange sammen, men jeg fik hurtigt slået det ud i fyld størrelse, og de håndskrevne bogstaver, det tilsammen udgav en sangtekst kom til syne. (Det vil give en rigtig god effekt, hvis du sætter Always be together - Little Mix på på Youtube, mens du læser det næste. Link: http://www.youtube.com/watch?v=oiwf8BvApKA)

We are friends for life, hold that deep inside.

Let this be your drive to survive.

And just stand high and tall.

Make sure you give your all.

And if you ever fall know that I'm right here.

 

 

We'll always be together, don't you worry.

I'll always be by your side, don't you worry.

The circle will never end, just know that we'll meet again.

And we'll always be together - forever always.

 

If you need me I'm in the wing look for me friend, I'm in the stars.

When you need me the heaven will send a message within straight to your heart.

Tårerne, der de seneste mange timer havde strømmet sorgmodig ned ad mine kinder, var nu ikke længere triste tårer, det var tvært imod blevet til glædestårer, der ikke ville stoppe. Smilet var igen gledet over mine læber, som jeg førte fingrene over tastaturet på den gamle Nokia-telefon.

Me: I won't worry anymore xx.

Det, der overraskede mig mest af alt, var, jeg talte sandt. Min mor, vidste jeg, var et bedre sted nu. Jeg vidste Harry rejste rundt og gjorde det, der gjorde ham lykkelig. Og jeg vidste det hele var meningen. Alt, der var sket, var sket af en grund og set i bakspejlet, ville jeg ikke have det på nogen anden måde og set fremad, vidste jeg, der var meget mere i vente for mig.

This was not the end for the young girl my mother used to sing about - this was just the beginning for her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...