Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4648Visninger
AA

23. Kapitel 22 ~ The word 'yet' is driving me insane

Tankerne flød ind over mig i store strømme. Ugen var nu forkortet ned til den sølle sum af seks dage. Jeg burde ikke sidde der sammenkrøllet på Harrys toilet, men det gjorde jeg altså. Jeg var krøbet i skjul i takt med, følelserne blev svære og svære at skjule for omverdenen - og ikke mindst for ham. Ham, hvis navn var det sværest at strejfe, men endnu sværere ikke at strejfe overhovedet. Dog virkede det nyttesløst at sidde herinde fuldstændig isoleret for alt, der var på den anden side af døren, når jeg i virkeligheden befandt mig i et tomt hus.

Ene og alene.

Drengene havde en koncert i aften i Manchester, og derfor var jeg blevet ladt alene tilbage i det store hus, du let kunne føle dig ensom i, hvis der ikke var andre til stede som nu. Manchester virkede pludselig tæt på, når jeg tænkte på resten af den store, hvide verden. Egentlig havde jeg lovet Harry at tage hjem, men hans hjem var efterhånden mere hjemligt for mig end den lejede lejlighed, vi var blevet flyttet ind i.

Jeg følte mig dum. Det virkede hårdt at stemple mig selv som værende dum, men det jeg havde gang i var dumt, dog kunne jeg ikke stoppe mig selv fra at gøre det - isolere mig selv. Jeg var humpet tilbage til dag et, hvor jeg mødte ham efter otte år af savn, og han var ikke en gang taget af sted endnu. Endnu.

'Endnu' var vel et meget specielt ord. Det indikerede det uvisse, du egentlig helst vil være foruden, men alligevel sad man altid og tænkte og spekulerede over det, der var forude, men ikke var kommet endnu. Hvis et simpelt ord som 'endnu' blev slettet i ordbogen, ville verden måske ikke længere være det samme bekymringsrige sted? - Men sådan var det ikke endnu.

Mine tanker kunne formuleres på to måder:

    Drengene er ikke taget af sted.

    Drengene er ikke taget af sted endnu.

At, et enkelt ord på fem, fattige bogtaver og to stavelser kunne vende alt op og ned, var lige nu det, der udløste tusind følelser og satte dem fri inden under alle mine parader, men udenpå kunne man kun ane en lille, uskyldig tåre forlade øjenkrogen og lige så langsomt dale ned ad min kind.

Min far havde kimet mig ned hele dagen, efter jeg meget kort i en sms fortalte ham nyheden. Egentlig burde jeg aldrig have trykket på den lille, irriterede knap, bedre kendt som: send. Min pegefinger havde tænkt, før jeg selv havde gjort det, og jeg fortrød det så inderligt. Mine korte sms'er havde altid været for min far et klart signal om, jeg behøvede et svar mere end noget andet, og det var nu, hvad jeg fik, men ikke tog imod.

Drengen, der i netop dette øjeblik ville være den største hjælp, var ikke til stede, hvilket jeg også burde vende mig til. For en gang skyld havde jeg virkelig troet, jeg havde dækket min sorte hul til med jord, men jeg havde lige fundet mig selv falde i endnu en gang. Endnu. I virkeligheden var det måske mere mig, jorden dækkede til.

 

○○○

 

En time efter fandt jeg mig selv side i præcis samme position, som timen før. Tårerne var spidset til, og ødelagt min makeup den ene dag, jeg havde taget mig sammen til at ligge den. Hvorfor? - For at distrahere mine tanker en smule de fem minutter, det nu tog for mig. Jeg var typen, der levede af dækstift, mascara, eyeliner og lipgloss, hvilket ikke var var nok til at distrahere mig særlig længe.

Et sorgmodigt hulk forlod mine læber, og jeg kunne mærke, hvordan jeg for alvor måtte kæmpe mod følelserne, da jeg kunne høre fodtrin ude fra gangen, der gav en let knirken i trægulvet. Jeg måtte bide mig selv hårdt i underlæben for ikke at måtte hulke endnu en gang. Huset burde trods alt stå tomt. Jeg var ikke andet end en ubuden gæst, selv om jeg udmærket vidste, Harry ville tale mig fra det, hvis han vidste, det var sådan, jeg så mig selv lige nu.

"Drenge, when you gotta go, you gotta go," beklagede den velkendte stemme, der tilhørte en, jeg kun havde set et par gange, men alligevel havde den sat sig fast. Liam. Liam Payne. Der var to ting, han muligt kunne referere til: Han måtte smutte eller...

Jeg nåede ikke en gang at tænke den anden mulighed, før den kom til virkelighed. Dørhåndtaget til badeværelset fragav sig en hurtigt, provokerende lyd, som det blev hevet ned, og døren gik op.

Som om det var muligt, formåede jeg alligevel at krumme mig mere sammen, som jeg sad der på toiletbrættet med en sjusket knold og iført grå joggingbukser og en simpel, hvid top. Mascaraen løb mig sikkert langt ned ad kinderne, hvilket også fik mig til at gemme mit ansigt langt væk i mine knæ.

"Hey babe," beroligede Liam hurtigt, og jeg kunne se på skyggerne i gulvet, han bevægede sig over mod mig, og min intuition blev kun bekræftet, da han blidt lagde hans varme hånd mod min kolde ryg og begyndte at nusse den langsomt for at få mig til at falde til ro. Da kunne jeg ikke længere holde hulket inde, og tårerne fulgte med.

"Harry!" halvråbte Liam for at tilkalde ham, jeg af alle havde mindst brug for at se i øjnene. "Nej," hviskede jeg en smule halvkvalt for mig selv. Hvis jeg havde låst den pokkers dør i, ville halvdelen af mine problemer slet ikke være problemer og så alligevel. "Harry!" gentog Liam sig selv i tilfælde af, hans råb ikke nåede ud i de yderste hjørner af huset.

"Jeg kommer! Lad nu være med at... oh," Harry stoppede brat med at brokke sig ved døråbningen og med mindre, der også var kommet en edderkop på besøg, var det vidst ikke kompliceret at regne ud hvorfor. "Kate?" fremstammede Harry en smule forundret, hvilket vidst ikke kom bag på nogen. Jeg kunne mærke, Liam langsomt trak sin hånd til sig, og den blev erstattet af Harrys, der beroligende gnubbede sig op og ned ad min foroverbøjede ryg.

"Jeg vil lade jer være alene. Vi er lige ude i køkkenet, hvis I har brug for os," forsikrede Liam måske mest hentydet til Harry, og inden længe rummede badeværelset kun os to - Karry, som nogen kaldte os, hvilket i bund og grund egentlig lød åndsvagt, men det var enten det, eller Hate.

Harry formåede - på trods af den ringe plads - at få møvet en balde ind på toiletbrættet, uden jeg blev skubbet ned på flisegulvet. Langsomt tiltede han hovedet ned mod mit skulderblad og lod det trygt hvile der. Således sad vi i et par minutter uden at veksle ét ord, og uden at rykke os ud af flækken. Stilheden var som tusind råb, der ikke var andet et små, sølle hulk og en tårestrøm ned ad mine i forvejen våde kinder.

"Kathleen," begyndte Harry stille og roligt. Jeg rynkede panden straks, jeg hørte ham formulere mit fulde navn. Kun sjælendt skete det, han tog sig tiden til at kalde mig andet end Kate, hvilket jeg et eller andet sted måske også værtsatte mest, men det gav en anden effekt, når han sagde Kathleen - jeg lyttede. Ikke jeg normalt ikke lyttede, men man kunne lettere komme til at misse noget ved en ligegyldig kommentar, men så snart nogen bragte mit rigtige navn på banen og ikke bare mit kaldenavn, blev jeg pludselig langt mere opmærksom på, hvad personen holdt inde med. "Jeg er virkelig ked af at skuffe dig på den her måde," sukkede han tungt og rystede let på hovedet af sig selv.

Jeg bed mærke i, hvordan jeg med ét var stoppet med at hulke og startet på at flappe ørerne ud i stedet.

Uden at blive bedt om det, rakte Harry ud efter toiletpapiret og brækkede et stykke af, inden han rakte stykket mod mig. En smule uvilligt men taknemmeligt rakte jeg hånden ud efter det og blottede mine øjne for at tørre tårerne væk med papiret.

"Har du brug for hjælp?" tilbød Harry og uden nogen indvendinger, placerede jeg det allerede helt sort papir i hans hænder. "Hmm..." mumlede han blot, som han på bedste vis tørrede mine sorte render under øjnene bort, selv om det ikke var så ligetil, som det lod. Mine øjne forsøgte tvungent ikke at ramle ind i hans, men det var svære, end det lød til. Jeg tvang mig selv til det umulige, og inden længe var jeg fængslet af hans blik.

Hans øjne virkede betydeligt mere blanke end normalt. Hårdt endte han med at bide sig i kinden, hvilket blot bekræftede mig i, han ikke var kold på følelser. Jeg endte usikkert med at efterligne ham, hvorefter jeg betragtede, hvordan han knugede det sorte papir tæt ind til hans hånd og lod blikket glide til gulvet. En tåre banede sig uventet ned ad hans kind og dryppede fredfuldt ned på den sorte og rødternede skjorte, han var iført.

For at distrahere mine øjne for bare et kort øjeblik, valgte jeg at være en smule behjælpelig og række ham et stykke papir til tårerne, der en efter en forlod øjenkrogen.

"Det gør du ikke," svarede jeg endeligt, selv om svaret ikke længere gav nogen mening, men han fortjente alligevel at kende til mine tanker. Harry rynkede uforstående på panden præcis som forventet. "Hvad?" formåede han alligevel at spørge med en snert af forvirring i stemmen.

"Skuffer mig," uddybede jeg kort og godt, hvilket blot fik ham til at trække let på smilebåndet, så smilehullet borede sig ind i hans kind, og smilet smittede snart af på også mine læber, inden jeg igen blev alvorlig og endnu en gang fjernede en tåre med min tommeltot. "Jeg ville blive skuffet, hvis du ikke tog af sted," vendte jeg samtalen og lagde min pande mod hans. Han fnes let og nikkede efterfølgende forstående.

Følelsen af hans ånde mod min hud beroligede mig, og jeg kunne mærke hjertet, der sad helt oppe i halsen, satte farten ned til en mere normal rytme. 'Normal' var måske meget sagt. I Harrys nærvær bankede hjertet altid en smule hurtigere mod mit bryst, men det var ikke længere noget, jeg spekulerede videre over. Med ham var der ingen fast rytme, hvilket måske også var det, jeg nød? - Ingen faste rammer.

Jeg var en fri fugl, der blev blæst derhen, vinden tog mig. Et bump eller to skulle ikke tage vingerne fra mig, uanet hvor meget vingerne syntes at svigte, som de svigtede i netop dette øjeblik. Alle vinger kan blive trætte, men de skal ikke slås ud. De skal i sidste ende spredes ud, fordi hver gang en gren havde revet fat i vingen, var vingen blevet det stærkere, fuglen var blevet det stærkere, jeg var blevet det stærkere.

Harry havde fået mig til at indse, hvor stærk jeg under overfladen egentlig var.

At græde var ikke at være svag. At græde betød, man havde været stærk for længe.

"Tak," mumlede jeg ovenud taknemmeligt mod Harrys bløde læber, som de længselsfuldt mødte mine.

 

○○○

 

Med Harrys hånd flettet ind i min, slentrede vi sammen ned ad gangen og ned mod køkkenet, hvor en let summen af menneskestemmer syntes at komme fra. En fantastisk duft strømmede ind over os, som jeg ikke kunne andet end at nyde.

"Hvad er det, der dufter af?" spurgte jeg og kunne mærke min sultne mave knurre beklagende. "Mener du mig?" indskød han, som et drillende smil gled over hans læber. "Ked af at skuffe dig makker," puffede jeg til hans skulder og gav ham på den måde igen. Harry fnøs skuffet over mig.

"Makker?" indvendte han. "Makker," fastlog jeg, og hans drillende smil sad nu på mine læber, som han blot rystede tungt på hovedet af mig. Harry gav min hånd et hårdt klem som hævn, hvilket virkelig fik mig til at skære noget af en grimasse af ren og skær smerte.

Tak makker!

"Mine damer og herrer," udbrød Louis straks, Harry puffede døren op til køkkenet, og de fire drenge omkring den hvide køkken-ø kom til syne. "Piger og drenge," fortsatte Louis, og jeg måtte kæmpe for at holde fniset inde. "Lad mig præsentere - trommehvirvel tak," bad han og sendte de andre drenge bedende blikke, som de sad og så passivt til. Hverken Liam, Niall eller Zayn var med på hans ellers så festlige idé, og det endte med Louis sendte alle tre et ondt, skuffet blik, hvor han herefter selv stod for at fyre op for festlighederne.

Lidt af en spasmager.

"...Karry-kagen," udbrød han efter hans egen, dramatiske trommehvirvel og afslørede en rød bradepande bag hans ryg med glasurskrift, der en smule grumset skulle forestille vores sammensatte navn.

Harry og jeg himlede begge med øjnene af den lalleglade Louis, der virkelig så ud til at have hygget sig med pynten på chokoladekagen i hans favn.

Havde vi virkelig snakket  længe?

"Jeg sagde jo, du ikke skulle gå sådan amok med glasuren, Louis," rystede Zayn på hovedet, hvilket fik de andre drenge til at trække stort på smilebåndet, og jeg lagde mærke til, hvordan Niall virkelig gjorde sit überste for ikke at bryde ud i grin. "Shhhhh!" tyssede Louis, og den tikkende bombe, Niall, brød nu ud i latter og faldt snart ned af barstolen og landede hårdt på marmorgulvet, men grinede blot videre, som om intet var hændt.

Det kom bag på de fleste, hvor jordnære de i grunden var - inklusive mig.

Et kort øjeblik glemte jeg pludselig alt om de resterende seks dage og fokuserede i stedet på, hvad vi havde her og nu - kage.

 

_________________________________________________________________________________

Hello readers!

Tror I Kate vil være i stand til at give slip i sidste ende? - For i sidste ende vil kage ikke være løsningen på problemer og savn. Hvad tror I, der vil ske nu? - Og hvad ønsker I, der kunne ske?

Mere?

For resten så må I alle have en skøn, skøn sommerferie!

Lots of Love♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...