Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4624Visninger
AA

22. Kapitel 21 ~ We have come this far

Kathleens synsvinkel:

Et suk undslap mine tørre læber, som jeg betragtede mit spejlbillede. En opgivende hånd kørte igennem mit våde hår, som stadig dryppede ned ad mig.

Det var første gang, jeg var 'hjemme' efter alt, der var sket, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke havde savnet mine brødre og ikke mindst min far. Grænseløst. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, den sidste uge havde været lut og lagkage. Det var bare nemmere at have en illusion om, at alt netop var lut og lagkage. Sådan var det generelt, når det kom til mig, men igen var Harry den, der havde lagt hånden på min skulder med hans øjne stirrende så oprigtigt ind i mine, som han bad mig tage det næste skridt og lade være med at gemme sig bag hans mure, fordi jeg var bange for at se virkeligheden i øjnene.

Virkeligheden var den, at det var blevet fredag. Fredag, fredag, fredag. Harry havde sat mig af 'hjemme' hos mig selv med et løfte om at hente mig igen klokken syv, hvilket jeg ikke helt kunne finde hale og ben i. Desuden havde han bedt mig om at tage en pæn kjole på, som han tilsyneladende havde købt i ugens løb uden, jeg havde vidst noget. Dog vidste jeg, han var ude på noget... hvad end 'noget' så var, kunne jeg ikke andet end at være en smule spændt med en sommerfugl eller to til at baske rundt i maven.

Så jeg havde altså ind til klokken syv til at tilbringe lidt tid med familien, hvilket jeg egentlig også havde brug for.

Tiden fløj af sted, efter jeg til mine brødres store overraskelse pludselig stod i baggården til lejlighedskomplekset, med min far i hånden, hvor de havde indtaget gyngerne. Det faste tag, de havde haft i mig, da jeg gik dem i møde med armene åbne, var ikke til at glemme. Den måde, Noahs øjne så pludseligt lyste op, og Nate, der væltede ned ad gyngen, fordi han helt glemte at holde fast. Noget, jeg aldrig ville glemme var at holde fast i dem. Og ikke mindst min fars latter i baggrunden, der betragtede hans tre børn, der så småt voksede sig store.

Jeg betragtede det lykkelige smil, der udspillede sig på mine læber i spejlet. Tingene var svære, men det sværeste var ikke at se det mindste godt i tingene, der i sidste ende ville gøre alle en tand stærkere.

Nikkende tilfreds trak jeg den mint-blå kjole over mit hoved, hvor jeg uden meget besvær fik den over mit hoved og lod den falde ned ad min en stadig smule våde krop. Kjolens top sad tæt ind til min krop og fremhævede de helt rigtige steder, hvor den forneden bare faldt helt tilfældigt på en afslappet måde, hvilket blødede mig en smule op, når jeg tænkte på grunden til, hvorfor jeg mon bar den. Jeg ville stoppe med at gætte, hvis ikke det var fordi, jeg var så pokkers nysgerrig.

 

○○○

 

Nysgerrigheden blev kun værre, som jeg sad med trippende fødder på kanten af sofaen. Harry kunne nu dukke op, hvornår det skulle være. Min far lagde blidt hans hånd mod mit lår og sendte mig et kærligt smil. "Siden hvornår er du blevet så nervøs for at se Harry?" spurgte han og lagde ikke skjul på hans forundring. Jeg trak overvejende på skuldrene, og han kunne ikke dy sig fra at fnise af mig.

Tak, Taylor Miller.

"Sig mig, hvad er der sket mellem jer, som jeg ikke er blevet informeret om?" fortsatte han, da han ikke længere fniste håndende af mig. Endnu en gang trak jeg bare kort på skuldrene. "Du siger ikke, du ikke ved det?"

Egentlig ville det være hudløst ærligt af mig at svare, jeg ikke vidste, hvad der var sket imellem os den seneste uge. Jeg betragtede os ikke længere som bare 'venner', hvis nogen skulle komme og spørge ind til vores forhold som nu, men hvis man så tog den videre og spurgte, om vi var sammen, ville jeg heller ikke have et klart svar. Hvad vi havde gang i, vidste jeg ikke, men en ting var jeg ikke det mindste i tvivl om - jeg ville ikke have det til at stoppe.

"Vi..." startede jeg usikkert, men fik aldrig afsluttet min sætning, før dørklokken kimede en irriterende lyd, der med ét stoppede mig. Harry. "Vi tager den en anden gang. Jeg tror, Harry venter," færdiggjorde min far min sætning for mig, og jeg nikkede taknemmeligt.

Langsomt rejste jeg mig fra sofaen og bevægede mig hen mod døren. Jeg stoppede hurtigt op foran spejlet i gangen og konstaterede, der ikke var mere at gøre. Hvad end han havde planlagt, kunne jeg ikke blive mere klar end nu - sommerfugle i maven eller ej.

Jeg trak hurtigt ned i håndtaget, hvor en bekendt krøllet dreng med de grønneste øjne kom til syne. "Hello beautiful," sagde han charmerende og gav mig elevatorblikket uden at skjule, han tjekkede mig ud. Han var selv iført en sort blazer, hvid skjorte, mint-blå butterfly og afslappede sorte cowboy-bukser. "Hello charming," hilste jeg og trådte et skridt tilbage, så han kunne træde indenfor. Først da han rakte dem imod mig, lagde jeg mærke til, han havde mint-blå roser i hans hænder, som havde præcis samme farve som den kjole, jeg var iført. Han havde virkelig flottet sig.

Hvis jeg skulle tage et skud i tågen, ville jeg gætte på, vi ikke skulle holde filmaften.

"De er virkelig smukke," takkede jeg og sendte ham et stort smil, som han hurtigt gengældte. "Hvorfor tror du, jeg valgte dem til dig?" smilte han, som jeg tog imod dem. Jeg kunne mærke varmen, der hurtigt steg mig til kinderne og farvede dem jordbærrøde. Komplimenter var jeg bestemt ikke vant til, men det betød ikke, jeg ikke kunne lide dem, jeg blev bare altid så flov - det var det, jeg ikke kunne lide ved komplimenter.

Jeg lagde hurtigt de smukke roser fra mig, så jeg havde hænderne frie igen. Harry fulgte tavst med mig hen i døråbningen til stuen, hvor han lagde hænderne mod mine hofter og smilede stort, som han kyssede mig blidt på læberne.

"Godaften Harry," hilste min far inde fra stuen, som han sad lænet tilbage med det ene ben krydset over det andet.

Pinligt.

Pinligt, pinligt, pinligt.

"Årh! Godaften Taylor," hilste Harry, trak sig hurtigt væk fra mig og kløede sig en smule forskrækket bag øret, mens jeg frøs til is ved hans side. En far var vel en far - når det gjaldt drenge, havde man altid øjnene vidt åbne. Min far var bestemt ikke nogen undtagelse. Selv ikke, når det gjaldt min barndomsven, som han plejede at kende, som var han hans egen søn.

Harry lagde hånden om mit liv, hvilket endte med at bløde mig op. "Er det okay, hvis jeg stjæler Kate tilbage?" spurgte Harry med hans charmerende undertone, der fejede benene væk under alle. Ikke underligt, han plejede at slippe af sted med næsten hvad som helst som barn.

Min far nikkede bekræftende. "Så længe du passer godt på hende," smilte han til Harry og derefter til mig. "Altid," forsikrede Harry og gengældte smilet, inden vi fortsatte roligt mod hoveddøren. Inden længe ville nysgerrigheden flyde over, men jeg lod Harry føre an og stole på, der ikke var spor at bekymre sig om.

Hvorfor bekymrede jeg mig så alligevel?

 

○○○

 

Vi havde nu kørt i en ti-minutters tid. Mørket var så småt faldet på i takt med regnens dråber mod forruden på bilen blev flere og flere.

"Jeg giver op, hvor er vi på vej hen?" sukkede jeg endelig, da nysgerrigheden flød over. Harry rystede fnisende på hovedet. Var min nysgerrig- og tålmodighed virkelig så sjov at overvære?

"Du skal til Grønland og se på isbjørne," fastslog han og prøvede på bedste vis at holde grinet inde. "I kjole og høje hæle?" rynkede jeg på panden og faldt helt oprigtigt for hans joke.

"Hvor er du dum, Miller," hånede han mig og lagde ikke skjul på, hvor meget han morede sig over at lege med min nysgerrighed. "Kan kun sige i lige måde, Styles," himlede jeg med øjnene, som jeg begyndte at blive småirriteret på ham.

Jeg kunne se, han virkelig prøvede at samle sig, som vi drejede ind på en parkeringsplads ved en fin restaurant. "Skal vi derind?" spurgte jeg måbende med munden halvt åben. Egentlig burde jeg have set den del med restauranten komme. Når jeg så tilbage, virkede det åndsvagt, jeg ikke havde gættet det noget før. Den del med offentligheden havde jeg måske bare bevidst valgt at undgå?

"Jeg syntes efterhånden, det var på tide, jeg inviterede dig på date. Det her er sådan lidt min yndlingsrestaurant. Vil min yndlingspige med?" tilbød Harry helt roligt med øjnene fastlåst på mine. Sommerfuglene føltes med ét sat fri. Endnu en gang steg varmen mig til kinderne og farvede dem denne gang helt postkasserøde.

"Hvis du insisterer," svarede jeg og nikkede bekræftende og roligt. "Yes," hviskede han for sig selv og lavede en lille grimasse til sidespejlet, inden han steg ud af bilen. Med lynets hastighed var han ovre i min side for også at åbne døren for mig.

Jeg havde sagt det før, og jeg sagde det gerne igen bare for at understrege det.

Gentleman.

Med hænderne flettede sammen spadserede vi langsomt op mod indgangen med den røde løber. At komme her fik mig til at føle mig som noget. Ikke en hver trådte ind ad de døre, og det kunne ses. Det var noget specielt. Men, hvad var mere specielt, var drengen, der førte mig til døren og åbnede den, mens han sendte mig det berømte skæve smil, der kunne få enhver pige til at dåne - deriblandt mig.

Harry virkede bekendt i restauranten, og vi blev hurtigt vist hen til vores bord af en høj, slank, mandlig tjener. Restauranten kørte en gammel, rustik og en smule romantisk stil, hvilket jeg godt kunne lide. Vi blev sat ved et lille rundt bord helt henne i hjørnet, hvilket også passede mig helt fint. Lav profil var noget, jeg gik ind for. Det betød meget for mig, det bare var os to og ikke lige som sidst med 20.000 skrigende fans. Os to var godt nok for mig.

"Kan du lide det?" spurgte Harry forventningsfuldt, som han slap min hånd, da vi satte os ned ved bordet, der var pænt dækket med en hvid dug og pudset bestik. Det var noget andet end at spise pizza i lange baner hjemme hos ham, hvor alt var helt nede på jorden.

"Mhm," mumlede jeg en smule utydeligt, som jeg sad og beundrede stedet, der næsten var helt fyldt denne fredag aften. Der var en behagelig lyd af mennesker, der snakkede lavmælt over bordet, som egentlig virkede meget afslappet på trods af, restauranten var så fin.

Harry skubbede menuen en tand tættere på mig, hvilket hurtigt ringede mig op. "Åh mad," sukkede jeg dånende og kunne mærke min mave rumle lavt, dog ikke noget andre end mig selv ville bemærke. Sulten skyllede ind over mig bare af at kigge på det hav af muligheder, der var. Pizza, hotdog, burger, pomfritter var det slut med. Da jeg læste nærmere på de forskellige retter, kunne jeg mærke mine hænder så småt blev mere og mere svedige. Jeg følte mig virkelig på dybt vand ved tanken om, hvad jeg skulle bestille. Jeg fattede hat af menuen.

Hat.

Mine øjne blev store og på den anden side af bordet, kunne jeg fornemme Krølle begynde at fnise endnu en gang. "Du ved godt, den første side er på russisk, ikke?" hjalp Harry og foldede siden på min menu, så jeg kom videre til en side, hvor der med store, fede bogstaver stod: English.

"Pfft, selvfølgelig. Hvad regner du mig for?" spurgte jeg og prøvede at spille cool. En ting, der aldrig virkede, når det var Harry, jeg prøvede at overbevise. "I hvert fald ikke en, der kan russisk," svarede han ærligt, og jeg måtte give ham ret.

Selv om jeg nu havde øjnene på den engelske menu, blev ordene ikke ligefrem mere forståelige. Det var hundrede ti år siden, jeg havde siddet på en restaurant, men jeg havde aldrig læst sådan noget volapyk før. Heller ikke en gang fødselsdagskortene, Noah skrev til mig - selv om jeg altid så fortrykkeligt forsikrede ham om, han virkelig ikke behøvede -, var så uforståelige.

Pludselig stod tjeneren ved vores bord og ventede på en bestilling, jeg slet ikke var klar til at tage stilling til. Harry bestilte hurtigt til sig selv helt uden problemer. Jeg begyndte at krumme tæerne sammen i skoene. Det her var en verden, jeg tvivlede på, jeg var klar til - en verden fuld af beslutninger, og beslutninger var bestemt ikke min stærkeste side.

"Hvad vil du have?" spurgte Harry mig, som jeg nærmest var krøbet helt ind under bordet for ikke at blive bemærket. "Øh," stammede jeg. "Øh... bare det samme som dig," besluttede jeg til sidst, hvilket også sparede mig for alt det besvær.

"Så bestiller vi to af dem," sagde Harry selvsikkert til tjeneren, og jeg kunne ånde lettet ud og rette mig op i stolen igen. Gudskelov.

 

○○○

 

Maden smagte guddommeligt. Hvad end, Harry havde bestilt, smagte det guddommeligt. Jeg havde slet ikke anet, jeg havde haft så desperat brug for at komme ud af huset for en stund. Jeg nød det virkelig.

"Hvordan var det at se dine drenge igen?" spurgte Harry og refererede selvfølgelig til Noah, Nate og min far. "Skønt! For resten tak, fordi du pressede på. Jeg havde virkelig savnet dem, og jeg tror og håber da også, det var gengældt. De... de virkede overraskede," svarede jeg og begyndte at smile bare ved tanken om det smil, der havde plantet sig på deres læber bare ved synet af mig. Hårde tider havde virkelig gjort båndet en del stærkere i familien. At havde mistet en på vejen havde blot ført os andre tættere på hinanden. "Hvordan går det med dine drenge?" spurgte jeg af ren og skær interesse. Det var ikke nogen hemmelighed, jeg faktisk også syntes ret så meget om de andre fire - Liam, Louis, Niall og Zayn. Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde jeg ikke set dem siden koncerten.

"Fint - efter hvad jeg ved. Vi rejser jo lidt mellem Englands storbyer og vores egen; London, så nu kan touren bare komme an," oplyste Harry med ikke i et særligt entusiastisk toneleje - det var oplysninger en hver kunne have fortalt mig, men det var vel også sådan, det var; Nogle dage var Harry der. Andre var jeg alene. Nogle aftener sad vi og spiste takeaway i lange baner. Andre måtte jeg spise det alene. Det skiftede lidt fra dag til dag, dog var jeg taknemmelig for endnu at have ham halvdelen af tiden og vide, han elskede og levede or det, han lavede den anden halvdel, men jeg vidste tingene snart ville ændre sig.

Jeg bed mærke i, hvordan Harry usikkert bed sig selv i læben. Han havde ikke fortalt mig alt. Noget lå stadig under overfladen.

Unspoken.

"Hvor længe har I tilbage i England?" spurgte en skælvende stemme, jeg genkendte som min. Egentlig havde jeg lovet mig selv ikke at bekymre mig for meget om det. En dag ad gangen. En dag ad gangen, der ikke skulle tages for givet, for snart ville de dage være dem, der ville blive savnet allermest. Spørgsmålet var: Hvor snart?

"Kate," bad Harry og nægtede at kigge mig i øjnene. "Hvornår..." startede jeg. "...Hvornår tager I af sted?" Mit spørgsmål handlede faktisk allermindst om, hvornår de tog af sted, men væsentligt mere om, hvor længe vi havde tilbage.

Mit blik lå fastlåst på ham. Han skulle ikke tro, han kunne snyde udenom, hvor meget jeg end ønskede at være forruden den viden. Harry sank langsomt en klump i halsen og lagde opgivende bestikket fra sig efterfølgende af et suk. Alt som om, han ville trække tiden ud.

"Harr-" "- En uge," afbrød Harry. Først nu kiggede hans blanke, sorgmodige øjne ind i mine. "Vi... vi har en uge tilbage i England".

Jeg rynkede chokeret på panden og måtte lige synke den. "En uge?" mumlede jeg for mig selv men lige meget, hvor meget jeg tykkede på sætningen, lød den ikke rigtig i mine øre. Jeg ville ikke have den til at være rigtigt.

En uge.

 

_______________________________________________________________________________

Uha.

Hvad tror I, der sker nu? En uge tilbage til kufferterne vil være pakket, og et fly vil vente i lufthavnen?

Og hvad synes I generelt om historien? - Vil meget gerne høre jeres mening. Den betyder alt!

Mere?

Lots of Love♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...