Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4650Visninger
AA

21. Kapitel 20 ~ Your irritating smile irritates me

Det var som om, han hele tiden kiggede på mig - selv om hans øjne var rettede mod tavlen. Det var som om, han smilede det der irriterende smil for sig selv i smug - selv om hans ansigt var lavet af sten.

Min far havde afleveret de nye bøger og papirer, og før vi vidste af det, var det blevet mandag. Mandag var den dag, du vågnede op til en ny uge - sjælent med glæde, men alligevel med accept. Jeg havde brokket mig hele morgenen, indtil Harry havde båret mig ud i bilen og spændte mig fast, så jeg ikke rendte nogen steder. Han havde endda fulgt mig helt op til døren bare for at sikre sig, jeg ikke stak af.

Jeg ville have min hverdag tilbage. Selvfølgelig ville jeg det, men tanken om det, der var at vende tilbage til, motiverede mig ikke ligefrem. Den, der motiverede mig og fik mig ud af sengen hver dag, var Harry, men uden ham og hans skæve, charmerende smil inden for rækkevide, var det svært at forholde sig motiveret.

Et skulderpuf fra Aiden vækkede mig op fra mine tanker. "Er du okay?" hviskede han for ikke at forstyre undervisningen. Jeg trak på skulderene. Jo, jeg var okay. Seks timer uden Harry kunne jeg vel godt klare. "Ja... ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?" svarede jeg og nikkede en smule sløvt. Energien sev mere og mere ud af mig, som hvert sekund passerede. Jeg var som en badebold, du havde åbnet ventilen på - ved at løbe tør for liv.

Ikke, jeg følte London var ved at suge livet ud af mig. De seneste dage var det så småt gået op for mig, at det var meningen. Det hele var meningen. De otte år fik mig til at føle sorg, så jeg vidste, når lykken kom, at det var noget, jeg aldrig ville give slip på. Jeg passede pludselig ind - jeg følte bare ikke, Brad passede ind.

"Du må sige til," sagde Aiden opmuntrende, og jeg sendte ham et værtsættende smil. Aiden havde virkelig åbnet sig op for mig. Harry havde nærmest overrakt mig til Aiden, da vi kom til indgangen, som om de havde haft den aftale bag min ryg. Dog var jeg umådigt glad for at se ham. Han var ikke længere den stumme dreng, men vigtigst af alt var han ikke syg mere, og derfor var jeg ikke forpligtet til at sidde ved siden af djævelen.

"Tak," mumlede jeg og rettede igen blikket op mod tavlen, der var fyldt med forskellige årstal. Vi var langt inde i historietimen, generelt langt inde i skoleåret, men faget historie syntes aldrig at blive lettere. Lige nu interesserede verdens historie mig ikke videre, før jeg fik styr på min egen.

 

○○○

 

Dagen var forløbet overraskende nemt. Brad var ikke kommet i vejen for mig. Faktisk havde han knap nok sent mig ét eneste blik, hvilket virkelig kom bag på mig. Som timerne gik var jeg faldet mere og mere til ro, og det virkede ikke længere som noget problem at slappe af - faktisk var det en lettelse.

Tallene, jeg skrev ned på mit papir, virkede ikke længere uoverskuelige på trods af, jeg ikke havde Aiden ved min side til at hjælpe mig med matematikken. Han havde virkelig beklaget, han var nødt til at gå en time før, men tandlægen kaldte. Jeg havde forsikret ham om, det ikke var noget problem, hvilket det heller ikke havde vist sig at være. Han vidste til alt om Brad, og han vidste til alt Brad havde gjort ved mig den seneste tid, og det var rart, der i det mindst var en på det her sted, der forstod mig, når jeg fortalte om Brads mørke side. Aiden havde bare nikket anerkendende med et smil på læben, havde derefter forladt klasselokalet og dermed ladt mig alene tilbage med den sidste matematiktime.

Pludselig lød en klokkeklar lyd, der indikerede at sidste time var ovre, og vi trygt kunne trave hjemad. Et lettet suk undslap mine læber, taget dagen i betrækning. I en hurtig bevægelse trak jeg mobilen op ad lommen, og et smil udfoldede sig på mit ansigt, da jeg åbnede min indbakke.

Harry: Waiting for you outside. Did you miss me babe? xx. 

Harry ville som aftalt hente mig, eftersom han havde tilbudt mig at blive hos ham for noget tid, indtil min far og mine brødre var faldet ordentligt til i den nye lejlighed, og jeg var okay efter sidste uges noget chokerende hændelser. Min far havde været med på idéen fra starten, da han vidste, jeg ville blive sønderknust, når først Harry ville rejse ud af landet, hvilket jeg prøvede at se bort fra for nu. Jeg vidste, han blev lidt endnu, men hvor længe det ville vare ved, havde jeg ikke turde spørge ind til.

Som jeg begravede mobilen trygt ned i lommen igen, begyndte jeg langsomt at pakke bøgerne sammen. Da det blev penalhusets tur, og jeg lynede tasken til, så intet ville falde ud, begyndte jeg så småt at undre mig over den pludselige stilhed i klasselokalet. Forvirret kiggede jeg rundt, da jeg tog tasken over den ene skulder og opdagede, der ikke var andre tilbage end mig... mig og Brad.

De sidste timer var jeg gået rundt i den forventning om, han havde droppet sin lille leg, men her stod han altså. Kun få meter fra mig og sendte mig et håndende smil og en forløsende latter undslap hans læber, som han kastede det fedtede hår tilbage. Jeg væmmedes ved ham, og det vidste han kun alt for godt. Var det det, der gjorde denne latterlige leg endnu sjovere? Eller var jeg bare det letteste offer i miles omkreds?

Brad stod lænet op ad et bord. Attituden så ikke ud til at fejle spor. Jeg himlede kort med øjnene uden at se på ham og begyndte at vandre op mod klassedøren, så jeg kunne komme ud herfra i en fart. Mit tempo virkede ikke ligefrem afslappet eller normalt, men hvis det var det, der skulle til for at ryste ham af mig, så var jeg for en gang skyld villig til at vise, hvor meget han virkelig gjorde mod mig, og hvor meget han gik mig på nerverne... Dog lød det kun til at drive ham mere. Fodtrin kunne høres bag mig. Selvsikre skridt, der ikke virkede til at have travlt, men alligevel lød de så målrettede mod målet - mig.

Jeg bed mig hårdt i læben, men lige meget hvad jeg gjorde lod det ikke til at ryste frygten af mig - jeg var fanget i hans edderkoppespind.

Der var ingen mennesker på gangene, og menneskemængden uden for de store glasdøre, der var blot fem meter væk, lod også til at fordufte. Efter at have taget en dyb indånding standsede jeg brat op uden at vende mig mod ham. Det ville ikke hjælpe at flygte. Intet lod til at hjælpe, når det kom til ham.

"Hvorfor følger du efter mig?" fik jeg langt om længe fremstammet. Min stemme lød svag, men jeg havde heller ikke forventet, den ville være selvsikker.

"Hvorfor stiller du altid så mange spørgsmål?" kunne jeg høre den dybe stemme, hviske mod mit øre. Det gav et sæt i mig, da jeg ikke havde bemærket, han havde sneget sig så tæt på. En kold fornemmelse løb igennem min krop. "Hvorfor besvarer du dem aldrig?" blev jeg ved og sank den pludselige klump i halsen. Han tog nogle få skridt, så han havde fronten mod mig og stirrede ind i mine øjne. Den måde, han fniste på, virkede så ligegyldig - jeg var ligegyldig... blot en sølle brik i hans spil, han for længst havde vundet. Nu var jeg bare dukken, han kunne kaste rundt i arenaen uden at have den mindste snert af medlidenhed tilbage i kroppen.

Jeg skælvede.

Legen var langt fra slut endnu.

 

Harrys synsvinkel:

Menneskevrimlen fra skolen forduftede lige så stille, men det kønne ansigt, der tilhørte Kate, havde endnu ikke vist sig. Jeg begyndte så småt at blive utålmodig og begyndte at trippe let med fødderne mod asfalten på parkeringspladsen. Den klare skoleklokke havde ringet for længst, så hvorfor sad hun endnu ikke ved min side og snakkede beroligende til mig med hendes klokkerene stemme og kvidrede om alt muligt ligegyldigt, der alligevel gav mening, når det kom fra hende?

På trods af min hættetrøje og mine solbriller var der alligevel blevet sendt et par blikke i min retning, men ingen lod til at tage sig særligt meget af min tilstedeværelse, hvilket jeg kun kunne være taknemmelig for.

Da der var gået yderligere fem minutter, og skolen syntes næsten tom, låste jeg bilen og begyndte at gå op mod indgangen til skolen. Hvis hun ikke kom ud til mig, så kom jeg ind til hende.

Hun havde virket virkelig bekymret for alt og alle denne morgen, bare at få hende ud af sengen havde været en kamp. Normalt plejede Kate at stole på mig, når jeg sagde, det ikke var noget at bekymre sig om, men denne gang havde hun ikke kunne ryste frygten af sig. Jeg havde brug for en simpel bekræftelse på mine egne ord, men den lange ventetid fik mig til at tvivle på, alt virkelig var, som det skulle være.

"Hold dig væk fra mig!" hørte jeg en lys pigestemme vrænge, som jeg kom tættere på indgangen. Mit hjerte sprang et slag over.

Kate.

Med ét fik jeg sat tempoet op, til jeg nærmest halvløb op mod den store glasdør, som jeg hurtigt fik skubbet op, og hvilket syn der mødte mig...

En høj, sorthåret fyr med mørke, dunkle øjne og et lidt for kækt smil, som stod med armene låst omkring Kate fangede straks min opmærksomhed. Et syn jeg havde været bedre foruden. Lysene i den lange gang var dæmpede, så kun lyset fra glasdøren lyste gangen med de gule murstensvægge op. Gul var farven for falskhed, og denne fyr var ikke andet end falsk. Jeg havde håbet, jeg aldrig skulle se dette monster, da jeg vidste, hvad han havde gjort ved Kate. Dybt, dybt inde troede jeg altid, der var noget godt i alle mennesker, men denne dreng var i gang med at dræbe de gode sider af Kate. Det var måske også forkert at kalde ham et monster, men som chokket kom, kunne jeg ikke tænke klart.

"Harry?" fremstammede Kate usikkert og flovt, da hendes blik fandt mit. Brad kiggede en smule overrasket op, og en tilfreds latter forlod hans læber. "Aww! Er Hazzelnut kommet efter dig? Hvor sødt," sagde Brad meget sarkastisk og tog hårdt fat i Kates kæbe og stod og betragtede, hvordan jeg reagerede på at se ham rive i hende, som var hun en dukke. Med knyttede næver nærmede jeg mig ham, som han stod lænet ind over Kate, der stod foroverbøjet, låst fast og prøvede ikke at vise, hvor meget hun virkelig led.

"Slip. Hende," hvæsede jeg skarpt. Hvis ikke det var fordi Kate så på, havde jeg pandet ham en for længst. "Undskyld, hvad sagde du? Kan du ikke tale lidt højere?" spurgte Brad, mens han langsomt trak Kates bølgende hår til siden, så det sugemærke, jeg havde lavet for blot to dage siden, kom ud i lyset. "I har måske hygget jer I to turtelduer?" blev han ved, og jeg kunne mærke, hvordan vreden hurtigt steg i mig. Ud af øjenkrogen anede jeg, Kate knibe øjnene sammen af ren smerte, eftersom Brad strammede taget om hende, for hver gang et eneste ord undslap min mund.

Da skete det utænkelige.

Jeg havde ikke troet, sådan noget overhovedet lå til mig.

Det lignede mig ganske enkelt ikke.

Men som knytnæven ramte ham i ansigtet var der ingen vej tilbage. Vreden havde taget overhånd, og jeg havde det egentlig dårligt med at have gjort det. Det var lykkedes mig at slå Brad i gulvet. Ikke at jeg havde slået specielt hårdt, men hårdt nok til, han gav slip på Kate, og nu lå og tog sig skabende til sin ramte kæbe.

Kate holdt hånden for munden. Hvad jeg lige havde gjort, havde aldrig lagt til mig så, at det overraskede hende overraskede ikke mig. Hendes øjne virkede så forvirrede og bange. Uden at tænke videre over spaden, der havde fået, hvad han fortjente, rakte jeg ud efter Kates varme håndled og trak hende med mig. Hun gjorde ikke spor modstand, men virkede på samme tid ikke særlig villig til at følge med og lade spaden være en spade.

Snart havde jeg trukket hende hele vejen med ud på parkeringspladsen og dermed også ud i regnen. Sneen var nu skiftet ud med regn, som foråret begyndte at melde sig. Sne var sne, og regn var regn, men på den anden side var vand vel vand, og vand var... ja... vand var vandet.

"Sæt dig ind i bilen," nærmest kommanderede jeg med øjnene fast rettet mod bilen, mens hendes flakkede tilbage mod den store røde bygning - skolen. "Kate," ringede jeg hende op, da jeg var nået over på den anden side af bilen for at åbne døren for hende. Langsomt kom hun til sig selv og steg ind uden så meget som at skænke mig ét eneste blik. Sjælendt havde hun været så fjern i blikket. På den anden side var det sjælendt, jeg var så meget ude af mig selv.

Der gik ikke længe, før jeg også havde sat mig ind bag rettet og stirrede blankt ligeud. Regnen piskede ned mod forruden, uden vi sagde et ord.

"Er du okay?" spurgte jeg langt om længe. Det var ikke noget stort, men det var en start. Kate trak bare kort på skuldrene. "Du bliver virkelig nødt til at snakke til mig," fastslog jeg. Jeg tog hendes hånd og heller ikke her, gjorde hun modstand. Hårdt bed jeg mig i læben, men gav ikke op. Som sædvanlig, når hun var ved siden af sig selv, begyndte jeg at tegne bløde cirkler mod hendes håndflade. Det hjalp normalt.

"Hvad skal jeg sige?" mumlede hun med den klingende, søde stemme, der spillede smukt for mine ører. "Noget," fnes jeg, og hun kunne heller ikke selv lade være med at trække på smilebåndet. "Lad være med at få mig til at grine, når jeg prøver at være seriøs!" prøvede Kate, men endte alligevel med at bryde ud i grin. "Du er sørme god til at være seriøs," drillede jeg, og vores øjne smeltede endelig sammen. Endelig. Hendes øjne havde den smukkeste grå-blå farve, der virkede så uskyldig og kold, og alligevel så fyldig og varm. Det var dem, der fortalte mig sandheden. Det kunne virke så håbløst at hjælpe hende op fra det sorte hul, hun så mange gange havde beskrevet for mig... men så snart jeg så hende ind i øjnene, gav alt mening.

Det uventede møde havde ført os over tusindvis af storme for at være her lige nu, og når jeg kiggede hende i øjnene, vidste jeg, jeg ikke kunne give slip. Vi var kommet for langt til, jeg kunne lade hende sidde og ignorere mig. Vi var ikke 10 mere, men der sad vel stadig en snert af skyld tilbage inde i mig for ikke at have været der for otte år siden, og det her var min kejtede måde at gøre det rigtige på.

Det hele kom så hurtigt.

For hurtigt.

Mit hjerte bankede for hurtigt.

Men det bankede hurtigt for hende.

Det bankede hurtigt, fordi jeg ikke kunne tåle at miste hende igen - miste hende til gamle minder, der for længst burde være lagt bag os. Det var ikke for at lyde poetisk på nogen måde, men det var blevet en slags mission, jeg havde sat mig for.

"Men hey... er du okay?" spurgte jeg hende endnu en gang for en sikkerheds skyld og gav hendes hånd et kærligt klem. Kate trak kort på skuldrene endnu en gang. "Jeg er mere bekymret for ham, end jeg er for mig," indrømmede og lod hendes blik hvile på vores flettede hænder. Jeg spærrede forvirret øjnene op, selv om det måske ikke kom så meget bag på mig mere, at hun havde bare en smule medlidenhed med ham. Hun havde et godt hjerte. Skyldfølelse skulle hun i hvert fald ikke få for noget, jeg havde gjort. Det her var min skyld og ikke hendes.

"Hvor mange gange har han banket dig i gulvet psykisk? Hvor meget udnyttede han dig fysisk? Tro mig... jeg tror, jeg har gjort ham en kæmpe tjeneste," prøvede jeg og nussede hende blidt på kinden for at fortælle hende, det var okay hvilket fik hende til at nikke anerkendende. "Okay".

Jeg pressede mine læber mod hinanden. "Okay," gentagede jeg kort for mig selv og lagde hænderne på rattet og satte foden mod speederen. Ud af øjenkrogen kunne jeg ane de store døre, der førte ind til skolen, åbne sig og ud kom Brad. Jeg var ikke stolt af at se ham gå der og tage sig til sin kæbe, men nogen havde brug for et slag for at se smerten, de påførte andre, i øjnene - om det så var en fornuftig undskyldning eller ej.

 

○○○

 

Vi var knap nok blevet færdige med aftensmaden, før vi begge havde smidt os i min bløde sofa, og Kate var faldet trygt i søvn i mine arme. Hun havde langt fra virket bleg for at dele hendes tanker, men havde nærmere tvivlet på, om jeg ville interessere mig, når det kom til alle hendes problemstillinger.

Hvorfor blev drenge altid stemplet som dårlige lyttere?

Jeg følte konstant folk skulle høre på mig snakke. Hvordan går det på touren? Savner du at være hjemme? Hvordan har de andre drenge det? Hvordan er det at stå på scenen aften efter aften?

For en gangs skyld var der en, der interesserede sig for andet end min berømmelse. For en gang skyld var der en, der havde andet på hjertet end mig. Og for en gang skyld havde pigen en historie, der handlede om andet end farven på hendes neglelak, eller hvilke sko hun skule iføre sig på dansegulvet. Noget dybere.

Noget sagde mig, hun havde haft desperat brug for søvn, for klokken nærmede sig så småt ti, inden hun igen begyndte at røre let på sig. Jeg vidste ikke helt præcis hvorfor, men det havde ikke irriteret mig bare at ligge så længe uden rigtig at gøre noget. Normalt var jeg vant til, at der var fart over feltet konstant, men jeg måtte indrømme, jeg virkelig nød bare at være os to. Det fascinerede mig på en måde at ligge og køre hånden igen det en smule rodede hår og studere det fredfulde, kønne ansigt, der var langt inde i søvnen.

Jeg var måske lidt som Edward Cullen på det punkt? - Og ja, jeg havde set Twilight. 

Med glippende øjnene kom hun så småt til sig selv og vågnede op fra en anden verden langt væk. Jeg kunne ikke tilbageholde smilet af hendes forskrækkelse af at slå øjnene op med hendes blik, der straks ramlede ind i mit.

"Du er sød ud, når du sover," konstaterede jeg velvidende om, det ikke var første gang, jeg fortalte hende det. Jeg kunne ane en let brummen, der indikerede, hun havde hørt mig. "Luk," sukkede hun og himlede opgivende med øjnene, hvilket blot fik mig til at smile på en fjollet måde, jeg vidste irriterede hende grænseløst. Hurtigt fik jeg klasket en hånd op i mit hoved. "Du' så grim," grinede hun let, men kunne snart ikke stoppe, og til sidst var hun flad af grin alt, imens hun lå oven på mig, så jeg kunne mærke, hvordan hendes hoved let hævede og sænkede sig på min mave, hvor T-shirten efterhånden var kravlet en smule op, eftersom Kate havde knuget noget af stoffet i hendes hånd i søvne.

"Skønheden og Udyret," smilede jeg, og hun fjernede langsomt hånden fra mit ansigt. Hendes grin forduftede let, indtil hun lå stille med et lusket blik, jeg ikke kunne se, hvor hun ville hen med, men noget var hun ude på.

Kate satte sig langsomt op i sofaen og begyndte pludselig at kravle hen over mig. Jeg rynkede forundret på panden - det plejede at være mig, der kravlede ind over hende og ikke omvendt. Hun stoppede ikke før, jeg lå ned, og vores næser mødtes. Da hun med ét bed sig usikkert i underlæben, forstod jeg pludselig, hvor hun ville hen. Et smil udfoldede sig afventende på mine læber.

Smilet smittede automatisk af på Kate, hvorefter hun plantede hendes bløde læber, der havde en mild smag af jordbærlæbepomade, mod mine. Jeg placerede mine frie hænder mod hendes hofter, mens hun fordybede sine i mine brune lokker, hvilket jeg efterhånden var blevet vant til.

"Burde du ikke gå i seng, der er tirsdag i morg-" "- Jeg er ikke træt mere. Kan vi ikke lave noget andet?" fastslog hun spørgende, og det tog mig ikke mere end et splitsekund at regne ud, hvor hun ville hen. "Hmm... jeg tror måske, jeg har en idé," supplerede jeg og blinkede med det ene øje, hvilket fik hende til at fnise en smule, som jeg fandt frem til kanten af hendes dueblå trøje og uden meget besvær fik trukket den over hendes hoved, hvorefter hendes flotte krop kom til syne. Hun virkede altid flov, når jeg tog mig tiden til at studere hende ud af øjenkrogen, men hun vidste ikke, hvad jeg så.

Mange havde vilde drømme, og jeg havde da også haft mine, men lige nu ville jeg bare ønske, hun kunne se sig selv gennem mine øjne. For gennem mine øjne var drømmene lige foran mig - håbet.

En drøm er ikke en drøm. Det er et håb. Og der er altid håb forude. Det magiske øjeblik opstår, når du indser det - håbet.

 

_____________________________________________________________________________

Hellooo!

Hvad mener I om Harrys måde at konfrontere Brad på? Vil det overhovedet hjælpe? Eller er håbet ude?Og hvad synes I for resten om Karry? - Skriv endelig, hvad I synes - Del jeres tanker.

Mere?

Lots of Love♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...