Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
5198Visninger
AA

3. Kapitel 2 ~ A familiar face?

Jeg tog en dyb indånding, men blev stående med rykken til ham, imens han trak hånden til sig og lod mig tage min tid.

"Det må du altså virkelig undskylde," gentog han. "Det var ikke min mening at ramme dig... Undskyld". Han lød oprigtig ked af det, så jeg endte med at vende mig tøvende om, og mit blik ramte straks ind i et sæt klare grønne øjne, som også stirrede dybt ind i mine grå. Rundt om øjnene var et ungt ansigt, der tilhørte en på min egen alder - altså ikke en snotunge - med ansigtet indrammet af mørkebrune naturlige krøller, der sad, som det nu passede dem. Jeg blev en smule forlegen og kiggede usikkert ned i jorden, der var dækket af sne. Jeg krummede tæerne sammen i skoene, selv om der var rum nok til dem, som de var. Det var længe siden, nogen sidst havde set mig sådan i øjnene, og hvis de havde ramt mig med en snebold, ville de være komplet ligeglade. Det ville rage dem en høstblomst.

"Øhm... Det er vel okay," svarede jeg på bagggrund af, at det er det folk plejer at sige i film. Det virker måske også helt fint i virkeligheden?

"Nej, det var ikke okay," protesterede han og rystede på hovedet. "Du må... undskylde". Jeg rullede med øjnene stadig med blikket rettet mod jorden. "Nu stopper du med at sige undskyld. Jeg tror, jeg har forstået, at du er ked af det! Du kan ikke lave om på noget, der er sket. Forstå nu, at jeg har det fint," røg det ud af mig, inden jeg kunne nå at stoppe mig selv. Det gav et sæt i mig, at sådan nogle hårde ord netop var sluppet ud af min mund. Det lignede mig ikke at være så uhøflig, men det lignede mig heller ikke at snakke med fremmede. Jeg indså, hvad jeg havde gjort - Jeg skubbede ham væk. Ligesom med alle andre. Mit blik kørte op til hans øjne igen, selvom jeg mest af alt trængte til at løbe væk og glemme det her.

"Ej det må du altså virkelig undskylde!" sagde jeg og bed mig i læben. En dårlig vane. Jeg havde prøvet at lade være, men det var blevet en refleks for mig, når jeg følte mig usikker. "Det er okay. Man kan jo ikke lave om på noget, man har gjort, vel?" svarede han, pladserede hans højre hånd på min skulder og et skævt smil udspillede sig på hans læber. Jeg kiggede forundret ned på mit skulderblad, hvor hånden lå. Han lagde tydeligvis mærke til mit blik og fjernede den igen.

Var der ikke noget bekendt ved det smil?

Var der ikke noget bekendt ved de øjne?

En svag stemme indeni fortalte mig, at jeg kendte ham. Det kunne ligeså godt have været indbildning, men mistanken var der. Da jeg tænkte nærmere over det, forsvandt mistanken. Jeg havde trods alt holdt mig indedøre, hver gang jeg havde haft muligheden for det de seneste år. Denne "Hazza" var sikkert ikke andet end en fremmed fra London. Ligeså normal som dig og mig.

Jeg prøvede nok bare at bilde mig ind, at noget var mig bekendt, siden jeg ikke følte mig tilpas og hjemme endnu. Spørgsmålet er om jeg nogensinde vil komme til at føle mig hjemme? Hver gang roen sænker sig over vores familie et sted, skal vi straks flytte til det næste. Det er ikke så mærkeligt at forstå, at jeg aldrig får knyttet et tæt bånd til nogen, når jeg bliver ved med at forlade dem. Det samme tror jeg kommer til at ske om en måneds tid - Så flytter vi med sikkerhed igen. Væk fra London. Væk fra alt. Scenariet er ikke svært at forestille sig længere. Det er blevet en del af min kaotiske hverdag.

"Nu skal jeg," insisterede Hazza og fik mig til at vende mig rundt, så jeg igen havde snuden mod Noah og Nate, der endnu ikke var færdige med at grine. Hvor lå det sjove i det her? Hvad var det sjove i, at jeg havde fået en snebold i nakken? Okay måske var det lidt sjovt... Bare en smule. Hvis det havde været en af dem var jeg nok også flad af grin på dette tidspunkt. Jeg kunne ikke bebrejde dem det mindste.

Hazza børstede sneen af min vinterjakke i to lette strøg. Den kolde fornemmelse var der stadig, men hans bekymring varmede. Jeg vendte mig tøvende mod ham igen. "Tak... tror jeg nok," sagde jeg lavmeldt for mig selv, men åbenbart ikke lavt nok til, at han ikke kunne høre det. "Jeg tror ikke, der er ikke noget at takke for..." svarede han og trak på skuldrene. "Du har din fulde ret til at fyrre mig ned!".

Fristende!

"HAYAAAA!" lød det et lille stykke bag mig. Noah og Nate, hvis nogen skulle tvivle. Frem røg to snebolde og ramte Hazza perfekt. Nu var det de fire drenge bag Hazza, der var brød ud i en højlydt latter, specielt den lyshårede morede sig. Jeg kunne ikke selv lade være med at grine en smule med, men jeg dækkede hurtigt munden med min venstre hånd. 1 - Fordi det var uhøfligt. 2 - Fordi jeg har det mest gryntede grin af alle, det er i hvert fald sådan min teori lyder.

De fire drenge kom nærmere. En fyr, med jakken åben og en stribet trøje indenunder, bevægede sig hen mod Noah og Nate. "Stærkt gået drenge! Godt ramt!" sagde han, stadig med et grin smørret ud over hele ansigtet, og gav mine brødre high-five. De andres latter begyndte at aftage, mens den lyshårede af dem grinede videre.

Hvad var der galt med ham?

"Hold da op, Louis! Så er det heller ikke sjovere?!" klagede Hazza og lagde armene over kors. "Åh, jo det er! Hvorfor var der ikke nogen, der fik det på video? Du blev lige fyret ned af nogen små drenge," drillede den stribede fyr, lagde armen om Hazza, men han rystede den hurtigt af sig og gav den stribede fyr et klask i nakken. Derefter vendte de om og gik, mens jeg svagt kunne høre deres lille diskussion fortsætte.

Jeg fnes for mig selv.

Hvad var London dog for en underlig by?

Passede jeg ind her?

"Uuuuuh! Kærlighed i luften," sagde Nate med en underlig stemme og lavede kyssemunde ud i luften. "Aldrig i livet! Ikke den idiot!" protesterede jeg og skød øjenbrynene i vejret. "Far siger man ikke må bruge sådan nogle grimme ord," indskød Noah helt forvirret. "Ja, far siger også så meget," svarede jeg igen. "Lad os gå hjem til ham og se, hvor langt han er nået med flyttekasserne". Jeg lagde armene om mine brødre og tog et lille kig over skulderen, men de var ude af syne.

 

○○○

 

Jeg bukkede mig ned og stilte en flyttekasse med et bump på gulvet. Jeg sukkede og rettede mig op. Det var den sidste. Brikkerne faldt så småt på plads i den lille lejlighed. Den eneste mangel var at pakke tingene ud, så jeg kunne kalde det hvide, lyse rum med det store vinduesparti, for mit værelse. Mit hjem. Min tilflugt. Men stadig manglede den lille brik, der betød så forfærdelig meget i dette rum. Den lille brik der kunne forandre mit syn på rummet - Den brik der rent faktisk får stedet til at føles hjemligt. Det var den brik, der manglede. Det skulle føles hjemligt. Uden denne lille brik vil værelset, for mig, bare være ligesom de tusind andre værelser, jeg har kaldt for "mit". Men den følelse kan man ikke fremtvinge, den skal komme helt naturligt - Den skal komme fra hjertet.

I mit hjerte ville jeg altid høre hjemme i Holmes Chapel. Der ville aldrig være en anden by, der kunne erstatte den hjemlige følelse, jeg havde i netop dén lille by. Da jeg var mindre, plejede jeg at løbe hjemmefra for at prøve at finde tilbage til byen, og min far endte altid med at blive skrækslagen for, hvor jeg havde bevæget mig hen i verden. Han havde mistet sin eneste ene - kvinden i hans liv, så det sidste han ønskede at udsætte ham selv for - og resten af familen - var at hælde salt i såret og miste sin 10-årige datter.

For altid.

Jeg bebrejder mig selv for at have udsat ham for min egen sorg. Det var forkert af mig, men jeg vidste ikke bedre i den alder. Nogle ting kan man bare ikke lave om på. Jeg fnøs for mig selv. Lige præcis de ord mindede mig om Hazza. Jeg kunne ikke ryste tanken ud af hovedet om, at han virkede så bekendt. Det var en umulighed, og det ville overraske mig, hvis jeg havde ret, for chancerne var minimale - Chancerne var slet ikke i spil, for de var der ikke. I næsten otte år har jeg været isoleret fra omverdenen, og slet ikke London vil kunne ændre på det - Der skal mere end et stort talent til at ændre på det.

Jeg satte mig ned på gulvet i skrædderstilling og begyndte at flå gaffatapen af en flyttekasse. Tapen satte sig fast til mine fingre, så jeg viftede frem og tilbage, til tapen istedet havde sat sig fast til det lyse trægulv. Jeg åbnede det sidste af kassen, og et smil tittede frem på mine læber.

Øverst lå mit elskede billede af min mor og jeg. Det var den ene ting, der aldrig skulle tages fra mig. Du kan smide alle mine ejendele ud ad vinduet, men hold dig fra det billede. Jeg satte mig på knæ og rakte ud efter billedet i kassen. Forsigtigt tog jeg fat i guldrammen og lagde billedet i mine hænder. Mit blik satte sig hurtigt fast, og minderne vendte ligeså stille tilbage, så jeg rystede på hovedet og lod blikket rulle tilbage i kassen.

Næst lå det næste billede, jeg ikke ville af med - Et billede af mig og min bedsteven. Men du kan nok ikke tillade dig at kalde det din bedsteven, når du ikke har set ham siden dagen før din 10 års fødselsdag, vel? Hvilket i dag er præcis otte år siden. Da jeg havde mest brug for ham, flyttede vi væk, og jeg har aldrig set ham siden. Vores venskab var for værdifuldt til at ende sine dage i skraldespanden, men vi var flyttet for langt væk, og vores venskab var ikke i stand til at flytte med. Jeg savnede at have en ven som ham. Jeg savnede at have en ven i det hele taget.

Realiteten endte desværre altid med at ramme mig i hovedet - Han havde sikkert glemt mig. Rettelse - Han havde med sikkerhed glemt mig.

Hvorfor også være så dum at sætte sig fast i minderne som mig?

Hvorfor overhovedet skænke ham mine tanker, når vores venskab var fortid?

 

○○○

 

Mørket havde lagt sig over London og lod stjernerne skinne som tusind sole. Jeg trak dynen over mig i en let bevægelse og lagde mit hoved blødt ned på puden.  Det eneste sted, jeg rigtig følte mig tilpas, var i min seng. Trygheden suste automatisk ind over mig og lod mig falde til ro.Sådan er det hver aften - Jeg falder til ro ved lyden af min mors stemme, der synger trøstende for mig. (En god idé ville være at gå ind på Youtube og sætte 'Voice Within - Christina Aguilera' på. Det giver en anden effekt på historien.)

 

Young girl, dont cry,

I'll be right here when your world starts to fall.

Young girl, it's all right,

Your tears will dry you'll soon be free to fly.

 

When you're safe inside your room you tend to dream,

Of a place where nothing's harder than it seems.

No one ever wants or bothers to explain,

Of the heartache life can bring and what it means.

 

When there's no one else,

Look inside yourself.

Like your oldest friend,

Just trust the voice within.

Then you'll find the strengh,

That will guide your way.

You will learn to begin,

To trust the voice within...

 

Hendes stemme får mig både til at falde til ro, men den gør mig også utrolig anspændt. Kombinationen lyder muligvis umulig for dig, men for mig er den en vane. Det er den tilstand jeg har hver aften, hvor hun blidt synger for mig. Mit sind falder til ro ved lyden af hendes beroligende stemme, mens min krop bliver stiv og anspændt på grund af mine spekulationer og min frygt for det ukendte.

Hvorfor synger hun for mig?

Er det bare noget, der foregår inde i mit hoved? Eller sidder hun virkelig på sengekanten og synger?

Sangen havde været mig velkendt hele livet. Hver gang jeg havde været en smule usikker på omverdenen og på mig selv, så havde hun trukket mig tæt ind til sig og begyndt at synge ordene blidt ind mod mit lange brune hår. Hendes stemme sendte altid varme signaler rundt i min krop og fik mig til at tø op. Den gav mig håbet tilbage. Den gav mig troen tilbage. Den gav mig liv.

Men ligeså snart jeg vågner, er alt som før...

Ligeså snart jeg vågner, får jeg øjnene op for sandheden, virkeligheden - Ja mit liv.

Intet vil nogensinde kunne blive som før, ligemeget hvor brændende jeg ønsker det. Men hvornår kommer tiden, hvor jeg lærer at acceptere, den jeg er? - Og kommer det nogensinde til at ske?

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------

Bliver Kathleen ved med at skubbe folk væk på den måde? Og er Hazza virkelig bare en fremmed ligesom alle andre i Londons fyldte gader?

Hvorfor tror I Kathleen's mor synger til hende? - Og har sangen et vigtigt budskab til hende?

Du er velkommen til at like og sætte på favoritlisten, hvis du kan lide historien♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...