Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4688Visninger
AA

20. Kapitel 19 ~ Have I gone crazy?

Smilet på hans læber var stort. De krystalklare, grønne øjne strålede med reflektion fra himlens millioner af stjerner. Mørket havde lagt sig som et tæppe over London, og koncerten sluttede for blot et par timer siden. Det var blevet sent, og de skrigende fans lå sikkert allerede trygt hjemme i deres senge og drømte søde drømme.

Harry levede nærmere i drømmen, og jeg var bare hende den stolte veninde, der var helt oppe over skyerne bare ved tanken om, hvor overvældende det var endeligt at blive lukket ind ad dørene til hans liv på trods af de år, der havde passeret og adskilt os.

Han var højre, jeg var venstre. Han var nord. Jeg var syd. Han var øst, jeg var vest. Men når alt kom til alt, så var han bare Harold, og jeg var bare Kate. To idioter, der prøvede at finde deres plads i denne forvirrende verden, og jeg var overbevidst om, at min plads var hos ham - ved hans side, og jeg ville blive der for evigt. Om det var som ven... eller som mere.

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg var faldet for ham. Taget i ham havde været for hårdt, og jo stærkere båndet blev, jo mere indså jeg, at jeg ikke kunne give slip. Hvis han bad mig om at glemme ham, som jeg havde bedt ham om at glemme mig, ville jeg ikke vide, hvor jeg skulle tage hen - hvad jeg skulle gøre af mit hjerte. Harry havde mit skrøbelige glashjerte lige for hans hænder. Spørgsmålet var, om han ville tage det, eller lade det falde til jorden og gå i tusind stykker, og selv hvis det ville, ville han så samle det op igen?

Folk snakkede altid om kærlighed ved første blik. Måske var Harry bare en af dem, du skulle have til at gå forbi to gange, før du indså, hvad du så i ham? Jeg havde aldrig haft denne følelse for nogen før, måske var det i virkeligheden derfor, jeg havde været så omtåget og forvirret? - Kærlighed gør blind. Åbenbart så blind, du ikke kan se kærligheden selv, hvis den er lige foran dig. Eller i mit tilfælde lige ved siden af.

Jeg ville måske ikke direkte kalde det kærlighed. Jo, jeg elskede Harry, men som ven. Hvorfor var det så alligvel, at når han kyssede mig på panden, længtes jeg efter mere? Hvorfor var det alligevel, at når han snittede min hånd med hans bløde fingerspidser, ville jeg ønske, han tog fat i den? Og hvorfor skete det hele så hurtigt?

Var jeg blevet gal?

Og var han i så fald lige så gal som mig?

"Hvad tænker du på?" spurgte Harry interesseret og hev mig ud af mine uendelige tanker. Jeg trak kort på skuldrene, selvom jeg udemærket godt vidste, hvilke tanker der kørte rundt i mit hoved om og om igen. "Ikke noget specielt," endte jeg alligevel med at svare, hvilket fik ham til at ryste opgivende på hovedet. "Det så ikke sådan ud," konstaterede han og prøvede at fange mine flakkende øjne.

"Hmm..." mumlede jeg stille. Selvfølgelig havde jeg ikke tænkt mig at fortælle noget og dermed ødelægge alt. Den seneste måned havde været en ren rutsjebanetur, og jeg ville ikke være skyld i, at vi skulle igennem endnu et loop. Jeg var rundtosset nok i forvejen og måske en anelse bange for at løbe risikoen og have endnu otte år helt uden kontakt. Der var for meget at tabe, til jeg overhovedet turde at overveje de ting, jeg ville vinde - den dreng, jeg ville vinde.

"Jeg er nok stadig lidt overvældet. Tak for at tage mig med," takkede jeg, og smilet fandt frem til overfladen ved tanken om denne aften. Han gengældte det straks og nikkede, som om fornøjelsen var helt på hans side. At blive lukket ind i hans liv på denne måde betød alt. Som sagt var der to sider af hans liv. Det ene var det, jeg altid havde været forelsket i, og det andet var det, jeg havde accepteret med tiden på trods af, at jeg havde reageret rimelig drastisk, da Anne først fortalte det.

Hvorfor havde han egentlig bedt hende i første omgang om at lade være? Det var jo ikke pinligt på nogen måde, og han kendte mig jo... eller i det mindste plejede at kende mig. Hvorfor holde hemmeligheder?

"Hvorfor ville du egentlig ikke have din mor til at fortælle om One Direction i første omgang?" fløj det ud af mig. Nysgerrigheden meldte sig, og jeg blev nødt til at vide det. Egentlig troede jeg, det ville være første skridt fremad. Ærlighed. Harry fnøs kort for sig selv og virkede pludselig en smule pinlig berørt. "Det virker måske lidt... dumt i dine øjne, men det plejede at give meget god mening for mig". Jeg rynkede panden. "Hvordan god mening?" fortsatte jeg for ikke at lukke samtalen her og ærge mig over aldrig at have fået noget svar.

"Det var ikke, fordi jeg ikke ville have dig til at vide det. På nogen måde. Men jeg har før haft venner, jeg er stoppet med at snakke med, som pludselig har opsøgt mig igen kun på grund af One Direction. Jeg kunne godt lide tanken om, at der måske endelig var en, der oprigtigt savnede mig i sit liv," Harry fnøs endnu en gang for sig selv. "Jeg havde nemlig savnet dig. Jeg ved godt, du lige om lidt vil sige, at jeg har en million andre piger, jeg kan opsøge, men... de ville ikke kunne være i stand til at fylde tomrummet ud, som du kan. Tak for at tage med i aften... og undskyld, hvis jeg lyder akavet, når jeg prøver at tale om følelser... det er jeg virkelig ikke god til," indrømmede Harry, men efter min mening dømte han sig selv alt for hurtigt.

Jeg var selv en spade til at udtrykke mig korrekt. Ordspadser / sprogspadser du ved. Det endte altid med, jeg sagde noget lort, du hverken kunne finde hale eller ben i. Måske kom følelserne aldrig ordentligt til udtryk på overfladen, men indeni havde jeg aldrig nogen tvivl om, hvordan jeg skulle tænke og føle... okay, jo, men det andet lød bedre...

"Det lød slet ikke akavet. Og det skal du ikke tænke på. Jeg må indrømme, jeres fans virker til at være ret så venlige. Jeg kan faktisk... ret så godt lide dem," smilede jeg stort. Smilet var ikke til at tage fejl af. Det var så ægte, som det overhovedet kunne blive, og det kunne ses. "Sig mig, var det ikke dig, der havde været bekymret for at møde vores fans?" spurgte Harry, som om han boede på Mars og lige havde mødt en marsmand, der hed Bent - helt forvirret og rundt på gulvet.

En let latter undslap mine læber. "Lad os sige, at jeg har ændret mening," konstaterede jeg, og Harry nikkede tilfreds. Faktisk mere end tilfreds, og det samme var jeg. Alle de bekymringer jeg havde haft var fløjet af mine skuldre, og det samme lod det til Harry's var - fløjet væk. Alt virkede bare til at klappe for mig i dag - for os. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det havde været den rette beslutning at tage med.

"Hvad fik dig til at ændre mening?" spurgte Harry, der stadig var meget forundret. Jeg trak kort på skuldrene, selvom jeg udemærket godt vidste, hvad der fik mig til at ændre mening - eller rette hvem. "Jeg faldt lidt i snak med... hvad hedder de tre piger nu-" "- Danielle, Eleanor og Perrie?" afbrød Harry, der tydeligvis havde haft holdt et tæt øje med, hvor jeg havde befundet mig i salen. "Præcis. Og så den her fan. Jeg fik aldrig spurgt om hendes navn, men hun virkede sød... så længe man ikke prøvede at stjæle Niall fra hende," sagde jeg og begyndte at grine en smule af den sidste del, hvilket Harry også gjorde, selvom han lignede en, der var vant til den slags - det var vel en del af hverdagen, dog så det stadig ud til at more ham.

Man vænnede sig nok aldrig helt til det, gjorde man?

"Det skal jeg nok sige videre til ham," fnes Harry og rystede let på hovedet. Det virkede vidst stadig uvirkeligt for ham. Han udlevede drømmen. Det var også stadig uvirkelig for mig. Jeg udlevede vel også drømmen ved igen at være ved hans side.

Der blev stille for en kort stund. Ikke nogen pinlig stilhed, faktisk var det rart at kunne gå med ham på denne måde - helt afslappet og uden at tænke på, om nogen fotografer jagtede os, eller gemte sig bag en busk. Londons gader var tomme, og lysene i husene slukkede. Kun gadelygterne lyste vejen op i nattens mørke.

"Spurgte hun ind til os? Ikke, at jeg gider tvære i det, men du virkede bare rimelig bekymret for, at nogen skulle genkende dig fra medierne i går?" spurgte Harry ud af det blå, dog kom det ikke bag på mig, at han havde spekuleret en del over det, siden det ikke var mig, der var spændende i medierne, og heller ikke ham, men os. Jeg sank den pludselige klump i halsen. Ikke, jeg havde det dårligt med at fortælle om, hvor afslappet hun havde været og fuldt ud forstået, vi bare var venner, for hendes reaktion havde virkelig overrasket mig på den positive måde - det var mig, der havde svært ved at forstå, vi bare var venner, når vi inde i mit hoved var mere.

Harry åbnede havelågen for mig, og vi fortsatte op ad stien mod det store, hvide hus.

"Hun genkendte mig, men jeg fortalte hende, vi bare var venner og-" "- Hvad sagde hun til det?" afbrød Harry helt uventet, og jeg scrollede tiden tilbage inde i hovedet. Vi fortsatte op ad trapperne, men satte os på genlænderet på verandaen for en kort stund i stedet for at gå ind. "Hvad hun sagde til det?" spurgte jeg, og Harry nikkede anerkendende. "Hun... hun sagde, det var synd, for vi ville ellers have været vildt søde sammen". Jeg prøvede på bedste vis ikke at vise, hvordan det varmede inden i at sige det højt, når det var præcis sådan, jeg selv havde det.

Harry trak let på smilebåndet, hvilket kom en smule bag på mig. Det var ikke et håndende smil, men mere et af Harry's charmerende, skæve smil, der altid blussede op i ham, når han var i sit es. "Det tror jeg også," svarede han, og jeg mærkede, hvordan mit hjerte begyndte at banke hurtigere, da en regndråbe fredfuldt ramte mit bare skulderblad.

Havde jeg hørt rigtigt?

Havde han lige sagt præcis det, jeg hele dagen havde gået rundt og tænkt?

Vores øjne smeltede sammen, og Harry rakte hånden ud for at sætte en tot hår om bag mit venstre øre for derefter at nusse min kind blidt med hans bløde fingerspidser.

Regnen spidsede til fra det ene sekund til det næste, og Harry skænkede den et kort blik, men lod sig ikke påvirke af den. Han lod blikket falde langsomt tilbage på mig stadig med smilet helt op til ørerne, dog forduftede det let, da hans ansigt nærmede sig mit. Jeg bed mig en smule nervøst i underlæben. Det virkede så umådigt forkert, det, vi havde gang i, og alligevel var det så rigtigt.

Jeg krummede tæerne sammen i skoene, som jeg nærmede mig Harry's ansigt ind til, der kun var få centimeter imellem os. De krystalklare, grønne øjne foran mig fængslede mine og holdt dem fastlåst der. På magisk vis var jeg blevet tryllebundet, og fortryllelsen blev først hævet, da Harry skød sine læber pludseligt ind mod mine, så jeg måtte holde ekstra godt fat i gelænderet for ikke at falde bagover.

Det gav et sug i maven, og sommerfuglene blev sluppet fri med et fingerknips. Hans perfekte, bløde læber mod mine var en følelse, der var helt igennem ubeskrivelig. Jeg lagde forsigtigt armene om Harry's nakke, som han langsomt udviklede kysset. Et svagt smil kunne anes på mine læber, da han roligt hoppede ned fra gelænderet og tog fat om livet på mig og skubbede mig over på hans hofter, så jeg endte med at have benene om hans liv. Denne gang var det ham, der smilede i kysset, som han fandt frem til nøglehullet på hoveddøren. Elegant fik han skubbet døren op, og han bar mig ind i varmen.

Mine hænder fandt fra nakken og op til hans bløde krøller. Normalt fik jeg aldrig lov til at lege med hans krøller, og når jeg havde kaldt ham krølle, havde han altid sendt det ondeste dræberblik i min retning, dog lod det ikke til at irritere ham, da jeg snoede en krølle rundt om min pejefinger.

"Krølle," mumlede jeg let mod hans læber, og jeg begyndte at fnise en smule. "Dumme," svarede han fnisende igen og satte tempoet op, som han pressede mig op mod væggen og kyssede mig som om, han virkelig mente det. Følelserne boblede inde i mig. Jeg ville ikke have ham til at stoppe. Dette øjeblik skulle vare evigt. Det skulle forblive præcis sådan her.

For altid.

Jeg ville glemme alt om tab, alt om brand, alt om Brad, alt om medier og i det hele taget alt om omverdenen. I nat var der kun Harry og jeg.

Vores bevægelser blev langsomt mere insisterende. Mine ben lå stadig viklet om Harry's liv, som han bar mig videre ind i det store hus. "Hvor tager du mig hen?" spurgte jeg nysgerrigt og afbrød kysset for et kort øjeblik. Harry trak forførende på smilebåndet og lagde hans pande mod min, så hans øjne så dybt ind i mine. "Vil du da stoppe?," hviskede han med hans læber nu mod min pande, hvilket gav mig en boblende fornemmelse i maven. "Aldrig," rystede jeg en smule for insisterende på hovedet, og Harry kunne ikke holde fniset tilbage.

Inden længe havde Harry ført mig ind på hans soveværelse. Jeg bed mig hårdt i læben, da han lagde hans varme hænder mod mine hofter og nærmest kastede mig ned på sengen, som gav sig en smule. En forløsende latter undslap mine læber, som Harry kom kravlende ind over mig, men latteren forduftede hurtigt, og det samme gjorde smilet, da hans øjnes opmærksomhed lagde sig på sugemærket, der stadig ikke var forsvundet fra min hals. Jeg blev pludselig trist til mode, hvilket jeg virkelig ikke burde gøre, når jeg var sammen med den mest fantastiske dreng i hele verden. Utroligt hvordan en så lille ting var i stand til at ødelægge så meget. En klump havde sat sig i min hals. Jeg sank den hurtigt, men den irriterende triste følelse fløj ikke af mine skuldre.

Jeg lod mig falde ned vej siden af Harry, så vi lå og kiggede op i det hvide loft, der ikke lod til at skabe meget spænding. Han rystede på hovedet. "Det er slut nu. Hans effekt på dig skal stoppe," mumlede han en smule utydeligt. "Men jeg er kun lige startet," afsluttede han og lagde sig igen insisterende ind over mig og skød sine læber ind mod min hals. Det gav en kildende fornemmelse, da han begyndte at suge det præcis samme sted, hvor jeg allerede havde ét sugemærke. Sårerne kunne umuligt heles, men det faktum, han gjorde sig forsøget, løftede humøret.

"I used to think that I was better alone. Why did I ever want to let you you..." begyndte Harry så småt at nynne mod min hals. "... Under the moonlight as we started at the sea. The words you whispered I will always believe. I want you to-" "- Rock me," afbrød jeg, hvilket hurtigt fik smilet frem på Harrys læber, som de igen mødte mine. Hans hænder fandt frem til kanten af min - eller rettere Gemmas - laksefarvede trøje, som han let og elegant fik trukket over hovedet på mig. Jeg kunne ikke holde smilet tilbage, da han efterfølgende også trak sin egen trøje af, og den perfekte mave kom til syne. V-linjen var meget tydeligt, og six-packet kunne svagt anes under hans sommerfugletattoovering. Normalt brød jeg mig ikke meget om tattooveringer, men Harrys havde jeg intet imod.

Jeg 'hadede' at indrømme det, men min bedste ven var da rimelig lækker! - Men mest af alt hadede jeg, hvad han gjorde ved mig, og de følelser hans fremkaldte.

Jeg lod min finger løbe fra kanten af hans perfekte læbe, ned ad maven og videre ned til buksekanten, hvilket fik hans charmerende, forførende smil til at blusse op i ham igen. Han var alt, jeg ville have, og jeg ville have ham nu.

 

○○○

 

Med glippende øjne vågnede jeg stille op fra min dybe søvn. En varm hånd kunne føles om min nøgne krop. Minderne fra natten fik smilet til at brede sig på min tørre læber. Everything I ever wanted but nothing I'll ever need - Jeg huskede klart og tydeligt Liams tattoovering hen ad armen med lige præcis dén tekst. Harry var alt, jeg nogensinde havde ønsket at få tilbage. Min mor havde været den, jeg oprindeligt havde savnet, men hvis blot Harry havde været der til at befri mig fra det sorte hul, jeg var havnet i, var tingene aldrig gået så langt. Men jeg behøvede ikke alt, han gav mig - al hans kærlighed behøvede jeg ikke, men at få den fik mig til at føle mig som verdens heldigste pige. Jeg vidste ikke, hvad vi var i hans øjne efter i går, men vi var sammen igen, og det fik alle de andre tanker skubbet af bordet for nu.

"Godmorgen Solstråle," hilste en ru stemme, der tilhørte en træt Harry. Blidt begyndte han at nusse min bare mave, hvilket fik mig til at bide i min læbe for ikke at lade følelserne tage overhånd. En bølge af sommerfugle strøg let igennem mig. Et kys blev plantet på mit skulderblad, hvor Harry lod sit hoved hvile trygt. "Morgen," hilste jeg og vendte mig rundt, så jeg stirrede direkte ind i et sæt grønne, klare øjne. Med et godt tag om mit liv lykkedes det Harry at trække mig en tand tættere på, så vores næser mødtes, og et fnis undslap mine læber.

"Sovet godt?" spurgte han stadig med en rusten stemme og kørte langsomt en hånd igennem mit lange, filtrede hår. "Mmh," brummede jeg let, eftersom søvnen havde været begrænset. "Jeg har sovet fantastisk. Tak, fordi du spørger," smilede Harry og slap grebet om mit liv og satte sig i stedet op for derefter at gnide sig i øjnene for at vågne ordentligt. "Så lidt," fik jeg fremstammet og satte mig op, selv om jeg mest af alt havde lyst til at falde i søvn igen i Harrys arme.

Mit forsøg på at holde et gab inde mislykkedes, og jeg lod hovedet hvile på Harrys varme skulderblad. Harry lod derefter sit hoved hvile på mit, og sådan sad vi tavse i et par minutter.

"Babe?" sagde Harry pludselig og afbrød den behagelige stilhed. "Din far kommer om en halv time. Jeg tror, vi skal til at få noget tøj på".

Kom min far?

Om en halv time?

Hvorfor?

"Hvorfor?" spurgte jeg forvirret og rynkede skarpt på panden. Var der noget galt? "Kate, du ligner en, der har set et spøgelse," oplyste Harry mig om, og jeg droppede hurtigt den rynkede pande. "Han ringede ved ni-tiden, hvor du stadig sov. Jeg ville ikke vække dig, men han har skaffet dig nye skolebøger til i morgen, så du kan komme tilbage til din... normale hverdag".

Skole?

I morgen?

"Babe, nu ligner du en, der har set et spøgelse igen," sagde Harry og viftede ihærdigt med sin hånd foran mine øjne for at få et eller andet tegn på liv, men jeg reagerede ikke og lod blot min mund stå vidt åben. Det var da klart, jeg lignede en, der havde set et spøgelse, når jeg skulle se djævelen i morgen - Brad.

 

_______________________________________________________________________________________

Hello!

Er de lige søde eller hvad? Hvad synes I om deres lille 'scene'? Tror I Brad vil splitte dem ad endnu en gang? Og vil Harry kunne være i stand til at stoppe det i at ske?

Let me know all of your thoughts!

Mere?

Lots of Love♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...