Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4821Visninger
AA

19. Kapitel 18 ~ This surprise really surprised me

"He... hej," fik jeg fremstammet og prøvede forsigtigt at finde en form for et smil frem. Jeg troede, jeg havde følt mig forlegen bag et badeforhæng med Harry, der stod og betragtede mig, men det her overgik alt. Anne og Gemma prøvede på bedste vis at ignorere det faktum, jeg kun stod viklet ind i et rødt håndklæde med mit undertøj gemt indenunder. De virkede begge meget forstående og nede på jorden, hvilket fik mig til at falde en smule ned. Sådan havde de altid været, og det var måske derfor, jeg altid følte mig så tilpas i deres selsskab? - De havde en ubeskrivelig beroligende effekt på mig, men intet ændrede på, at jeg følte mig flov over at blotte mig selv på denne måde.

"Hej," smilede Anne kærligt, mens Harry allerede havde rejst sig for at lægge sin arm om mig. Han havde tydeligvis allerede gennemskuet, hvad jeg havde i tankerne. "Vi er tilbage om to," forsikrede han Anne og Gemma og trak mig med ind i soveværelset, hvor døren hurtigt lukkede i bag os.

Jeg satte mig langsomt ned på sengekanten og fulgte Harry opmærksomt med øjnene, som han endnu en gang måtte rode hans klædeskab igennem. Et dybt suk forlod hans læber, mens han rystede opgivende på hovedet og smed en simpel, hvid t-shirt i min retning. "Du må altså undskylde, jeg ikke handler i pigeafdelingen," fnes han kort og satte sig ved min side. "Gør ikke noget," svarede jeg og kunne ikke lade være med at trække let på smilebåndet.

Der blev et kort sekunds stille og kun Anne og Gemma's stemmer kunne svagt høres fra stuen.

"Jeg ved godt, det hele virker mærkeligt lige for tiden. Det er jeg virkelig ked af," begyndte Harry og lagde hans varme hånd mod mit kolde, halvvåde lår og begyndte at nusse det.

Det gav et sug i mig, hvilket det ikke burde gøre. Jeg bed mig svagt i inderlæben og prøvede at holde følelserne inde for en stund.

"Det her skulle være en fed overraskelse, men jeg er frygtelig ked af, hvis det... hvis det blev en tand for meget," fortsatte han og sendte mig et forsigtigt smil, inden han fortsatte. "Vi havde ikke en koncert i aften. Faktisk var skemaet helt frit i dag. Det er først imorgen, vi skal spille i O2 arena. Det var derfor, jeg ligesom... forlod dig - jeg skulle hente min mor og søster i lufthavnen, så de kunne overnatte her og tage med mig til koncerten imorgen. De andre drenge tager også deres familier og kærester med... så jeg tænkte på... tænkte på..." Det lignede ikke Harry sådan at snuble over ordene på den måde, men det lignede heller ikke mig ikke at afbryde ham, når han praktisk talt lige havde indrømmet, at han havde løget mig lige op i ansigtet tidligere på dagen. "Om du måske ville tage med mig?"

Vent?!

Skulle vi ses i offentligheden?

Havde han slet ikke hørt, hvad jeg havde sagt om sladderbladene? - Hvordan de gik mig på?

"Jeg har virkelig vendt alt, du har sagt til mig inde i hovedet 2000 gange det sidste døgns tid, men det ville betyde alt, hvis der for en gang skyld var en, der tog mig for venskabet først, og derefter accepterede berømtheden og ikke den anden vej. Det er ligesom blevet et mønster for mig. Du er anderledes. Det har jeg vidst fra starten. Men anderledes duer ikke til noget, hvis 'anderledes' ikke kan bære begge sider af mit liv," fastslog Harry og havde umådigt svært ved at holde øjenkontakt med mig. Det var vel et slags ultimatum, han lige havde stillet mig.

Take it or leave it.

Jeg kunne tage imod billetten til koncerten, eller tage imod et lift hjem - selv om jeg ikke havde noget hjem.

"Det er virkelig ikke for at sparke dig ud af mit liv. Men lad aviserne styrre deres egen jordbærforretning. Desuden sælger de kun godt på de historier, fordi der er et kønt ansigt på forsiden," afsluttede han og kiggede mig endelig ind i øjnene. "Dig?" spurgte jeg, hvilket blot fik ham til at fnise af mig og daske mig blidt på skulderen. "Babe, vi ved vidst begge, hvem jeg snakker om, og det er ikke mig," forsikrede han mig om og prikkede mig kort på næsen, inden han rejste sig for at lade mig være i fred.

Havde han lige hentydet til, at jeg var køn?

Som er en slags ord for smuk?

Syntes Harry, jeg var smuk?

Aww!

Stop dig selv, Kate!

Lad fucking være med at tænke på ham på den måde!

 

○○○

 

Jeg sad forvirret og splittet med blikket rettet mod den lyseblå koncertbillet, der lå dér i mine hænder. Der ville ikke gå mange minutter, før det var tid til at forlade de trygge rammer i Harry's hus og gå ud i uvisheden, hvor alt ville kunne ramle sammen på et splitsekund. Det hele kunne slutte i dag, hvis det var sådan, jeg ville have det til at ende. Men på én og samme tid kunne det også være begyndelsen på noget nyt. En frisk start. Lige nu var jeg vel mere en tilskuer til Harry's liv. Jeg var mere intervieweren, der prøvede at lære ham at kende og komme ind til kernen. Efter i dag ville det være slut med at være tilskuer til hans liv, slut med at være interviewer. Jeg ville være en del af hans liv og ikke intervieweren, men veninden, der var omme backstage efter interviewet. Men alt afhang af, om jeg ville tage imod billetten, eller imod et lift hjem til den lejede lejlighed min far og drengene befandt sig i, som erstatning for vores nedbrændte en af slagsen.

"Kaaaate!" udbrød Gemma energisk og lod sig dumpe ned i sofaen ved min side. "Gemmaaaaa!" udbrød jeg knap så energisk, hvilket hurtigt fik hende til at indse, noget ikke var helt, som det burde være.

"Okay, hvad er der galt?" spurgte hun endelig, da det åbenbart var åbenlyst, hvor splittet jeg følte mig. Alt virkede bare forvirrende. Det ene øjeblik har jeg en fast bopæl, det næste er det brændt ned. Det ene øjeblik vil jeg være hans ven, det næste vil jeg være mere. Det ene øjeblik er tingene endelig ved at falde på plads, det næste giver han mig et ultimatum, jeg ikke er klar til at tage stilling til. Og som flødebollen på toppen af vaffelisen var han her nu, og om ikke så længe ville han være over alle bjerge og efterlade mig knust i Londons gader.

On my own.

Once again.

"Passer det tøj, jeg gav dig, ikke?" gættede hun ud af den blå luft, hvilket fik mig til at rynke panden. "Gemma, det var virkelig sødt af dig, og det var lige min størrelse. Tak," takkede jeg, mens hun stadig sad afventende og håbede på, at jeg ville sige noget mere. "Det er bare..?" hjalp hun mig langsomt på vej.

"Overvællende..." "- Fordi du er smask forelsket i min bror og ikke vil skuffe ham, men på den anden side vil du ikke skabe en masse ballade ved at vise dig foran hans fans, når de tror, du dater ham, hvilket du egentlig ikke gør, men det ville du ønske, du gjorde," afbrød Gemma mig og havde nær fået mig til at falde bagover. "Det var så lidt," afsluttede hun med et flabet smil, der fik mig til at grine en smule, selv om jeg stadig ikke forstod, hvordan hun kunne se lige igennem mig på den måde. Man kunne vel godt gætte, men jeg var sikker på, hun ikke havde ment det som et gæt.

Gemma kiggede mig direkte i øjnene. Jeg kunne ikke løbe nogen steder. Ikke fra hende, men specielt ikke fra sandheden. "Ikke smask forelsket," invendte jeg alligevel, hvilket hun blot fnøs kort af, som om det var morsomt, og jeg ikke kunne have sagt nogen større løgn i hendes øjne. "Åh, jo!" modsagde hun mig og begyndte helt uventet at kilde mig, så jeg ikke havde nogen jordisk chance for at fortsætte diskutionen og erklære mig uenig.

Jeg var ikke plask forelsket i Harry.

"Gemma, jeg er ikke -" "- Kom. Vi må afsted for at se loverboy," afbrød hun straks og fik mig til at slå opgivende ud med armene. Harry var for længst taget af sted på grund af lydprøver og sådan noget. Anne, Gemma og jeg ville følges ad og skulle ind ad bagdøren til arenaen, så ville vi ikke vække for meget opsigt i køen, hvilket desuden også gjorde, at vi havde knap så travlt, og egentlig måtte jeg også indrømme, jeg prøvede at trække tiden ud, så jeg ikke ville skulle sidde alt for længe blandt publikum, inden lysene ville dæmpe sig, og musikken ville spille ud over alle højtalere.

 

○○○

 

Bagdøren gled let og elegant op, og Anne holdte høfligt døren for Gemma og jeg. Det virkede som om, de havde prøvet det her en million gange før, hvilket fik mig til at føle mig som den uduelige nybegynder, der rystede ukontrolleret med hænderne af ren og skær nervøsitet.

Anne bemærkede hurtigt min usikkerhed og lagde kærligt armen om min skulder, som vi passerede en masse security folk, der nikkede anerkendende til Anne og Gemma, og derefter lod blikket falde på mig, fordi jeg var 'den nye pige i klassen'. "Hun er med os," informede Anne dem hurtigt om, og de nikkede alle forstående og lod os komme igennem. En mørkhåret mand med et skilt på trøjen, der stod 'Paul' på viste os vej gennem tumulten backstage, og pludselig skubbede han til en dør, der førte ind til en kæmpe arena.

London var stadig meget ny for mig, så jeg havde aldrig set O2 arena hverken udefra eller indvendigt, men det var klart en hel del større, end det havde været i mine forestillinger.

Tusindvis af piger havde fundet frem til sine pladser med One Direction trøjer, armbånd og mange havde også skrevet '1D' på deres kinder. Harry havde altid beskrevet 'hans piger', som de mest dedikerede mennesker han kendte til, og nu var jeg et skridt tættere på at forstå hvorfor.

Virkeligheden slog mig pludselig. Min hjertebanken kunne mærkes mod mit bryst. Mine hænder blev en smule svedige. Knald eller fald.

Vi skulle sidde forholdsvist tæt på scenen, hvilket egentlig overraskede mig. Jeg havde troet, vi skulle holde os mere i baggrunden, men jeg havde taget fejl. Række ti for scenen var så tæt, vi kom på. Usikket bed jeg mig i underlæben og krummede tæerne en smule sammen i mine hvide sneakers, som Paul førte os hen til en gruppe mennesker, jeg aldrig havde set før.

"Hej, Ruth," udbrød Gemma i retning af en lyshåret, smuk pige og gjorde det klart for mig, at de ikke var fremmede. Hvis jeg skulle tage et skud i tågen, ville jeg satse mine penge på, at det var drengenes familie. Imens Anne og Gemma havde travlt med at hilse til højre og venstre valgte jeg tøvende at trække billetten op ad lommen og finde mit sæde istedet.

Sæde 37.

Jeg opdagede hurtigt, at jeg var gået for langt, så jeg gled let om på hælen og tog et par skridt tilbage. "34, 35, 36..." mumlede jeg lavmælt for mig selv, indtil jeg fandt mit sæde. Til min store overraskelse sad der allerede tre piger på min venstre side, dog ingen med One Direction trøjer eller andet tilbehør relateret til drengene. "Øhm... hej," hilste jeg i et lavt toneleje og håbede mest af alt, at ingen af dem havde opfanget det.

"Hej," hilste en pige meget venligt med et stort smil på læberne og havde de smukkeste store, brune krøller, der indrammede hendes kønne ansigt. De to piger ved siden af smilede også varmt i min retning. Jeg følte mig som en kartoffel ved siden af dem. Tre skønheder på række. Der var hende den krøllede, så en med langt, bølget, brunt hår og til sidst en med lyst hår, der kun gik lidt længere end ned over skuldrene.

Jeg satte mig forlegent ned på min plads og gemte min billet ned i lommen igen.

Pludselig satte sig en lyshåret pige med havblå øjne ved min side, og tour t-shirten sagde alt - hun var Directioner.

"Ej, gud!" udbrød hun og prøvede at holde sin begejstring tilbage, da hun kiggede til venstre hen mod os fire piger. "Perrie, Eleanor, Danielle og du er jo..." Pigen skulle lige tænke sig om, da hun kom til mig, men jeg vidste mit ansigt ikke var fremmed for hende, for hendes øjne skinnede som tusind juveller. "...Kathleen! One Direction's kærester!" fortsatte hun, og mit hjerte stoppede brat op, da jeg også hørte inde under hendes kategori: Kærester.

"Nej, nej, nej," begyndte jeg, hvilket fik hende til at rynke forvirret på panden. "Jeg er ikke Harry's kæreste. Bare... bare en nær ven," forklarede jeg og prøvede på bedste vis at blive siddende helt rolig, selv om jeg indvendigt skreg efter at komme ud i den friske luft. Bare væk herfra.

"Nååårh! Louis har godt talt om dig," indskød pigen, jeg huskede som Eleanor, der tydeligvis var Louis' kæreste. Det kom ikke spor bag på mig, at de var drengenes kærester, så smukke som de var. "Okay," svarede jeg bare kort og følte mig ikke videre tilpas, som jeg sad. Jeg lagde langsomt det ene ben over det andet for at fremstå afslappet, selv om jeg nok mere var det stikt modsatte.

"I ville ellers være vildt søde sammen," indrømmede hun, og hendes ærlige blik sagde alt: Hun ønskede ikke andet end at se et lykkeligt smil, der prydede Harry's læber, og hun mente åbenbart, jeg var pigen, der fik dette lykkelige smil frem i ham. Jeg kunne mærke varmen stige mig op til kinderne og give dem en rødlig glød. Bare tanken fik mig til at rødme. "Bare I holder jer fra Niall! - For han er min," tilføjede hun meget skarpt og fik os alle til at bryde ud i latter. Hun virkede til min store overraskelse faktisk ikke så hysterisk, som jeg først havde antaget. Jeg kunne ligefrem... lide hende. Disse piger virkede bare til at være virkelig dedikerede til disse fem drenge, at nogen tog det over gevind, eller skrev om dem i medierne, var en del af pakken, men egentlig virkede det ikke som en arena fuld af forventningsfulde fans, ikke det ikke var det, men jeg så det mere som en stor familie, der blev forenet om den ene ting, de havde tilfælles - deres uendelige kærlighed for Harry, Liam, Louis, Niall og Zayn, bedre kendt som bandet One Direction.

"Bare rolig. Niall er din," smilede jeg afslappet til hende, hvilket fik hende til at smile endnu større end før. Denne gang prøvede jeg ikke at opføre mig afslappet, for det var slet ikke en nødvendighed længere.

"Så længe jeg får lov til at beholde Zayn," indskød den lyshårede. Perrie, hvis jeg ikke tog meget fejl. "Og Louis," sagde Eleanor, som forlængelse af Perrie's kommentar, og inden længe havde hende den krøllede, Danielle, også fredet Liam. "Og Harry," sagde jeg og hoppede på toget, men indså hurtigt, hvad jeg lige havde sagt - at Harry var min, hvilket han sørgeligt nok ikke var.

Alle fire piger rynkede panden af mig, og jeg indså, jeg ikke kunne trække ordene tilbage, da de allerede var fløjet ud af min ustyrlige mund. "Jeg mente..." Jeg blev hurtigt afbrudt, da lysende dæmpede sig, og en ung, lyshåret pige overtog scenen.

"What's up London? I'm Camryn. Are we good tonight?!" udbrød hun, og publikum blev vilde.

 

○○○

 

Drengene havde overtaget scenen og lige, som man troede publikum ikke kunne blive højere, blev de alligevel ved med at overraske mig. Stemningen var helt igennem fantastisk præcis ligesom musikken. Sangen 'More than this' - hvis jeg ikke tog meget fejl - var lige sluttet, og Harry begyndte at snakke.

"Først vil vi gerne takke hver og en af jer for at have købt billetter til i dag. Vi ville ikke stå på denne scene, hvis det ikke var for jer," begyndte han og smilte stort ud til deres fans. "Og tak til særligt vores familier, der har været der lige fra starten og også er her den dag i dag. Jeg vil også gerne sige tak til vores fantastiske venner, der forstår os 100% og støtter os i det, vi laver, selv om vi måske ikke er de samme, som den gang vi var små og kastede med snebolde i tiårsalderen. Noget har dog aldrig ændret sig - jeg er ikke bleg for at ramme en pige i nakken," afsluttede han og begyndte at fnise - hvilket jeg i den grad også gjorde -, inden han præsenterede den næste sang: Loved you first.

Endnu en gang var energien høj, og jeg kunne se Harry ikke spillede en role på scenen. Han opførede sig ens, om han så stod foran 20.000 mennesker eller bare mig. De andre drenge rendte også bare rundt og fjollede på scenen, og jeg begyndte så småt at forstå, hvorfor disse piger var mødt op i dag - de havde en personlighed, de fleste drenge ville gemme væk, fordi man helst skulle spille sej og ikke være skør, men disse fem drenge havde intet at skjule.

"I never understood was love was really like, but I felt it for the first time looking in your eyes," sang Harry, da hans blik pludselig ramte ind i mit. Et stort smil plantede sig på hans læber, som han blinkede charmerende til mig, og jeg blinkede tilbage.

Resten af koncerten fik Harry og jeg øjenkontakt sådan cirka en million gange, og hver gang gav det et sug i mig at blandt så mange piger, lå hans øjne på mig. Jeg kunne ikke andet end at føle mig som verden heldigeste pige at have ham som... som ven...

 

___________________________________________________________________________________

Hellooo!

Jeg undskylder meget, det tog så lang tid for mig at skrive det her kapitel. Der har været så meget andet at tænke på her for tiden. Så drengene den 5. maj i Herning, så håber det kommer til udtryk i det her kapitel, at jeg selv har været til koncert. Tusind tak for jeres tålmodighed!

Vil Kate kunne blive ved med at acceptere, at de bare er venner? Og kan hun acceptere hans liv efter den dag, eller vil virkeligheden spille ind i den næste? Hvad tror I?

Let me know!

Lots of Love♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...