Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4619Visninger
AA

18. Kapitel 17 ~ I have nothing left for him

Jeg kunne se smerten i hendes ansigt. Trækkene virkede så sorgmodige. Jeg havde set hende være nede, men aldrig så langt som nu. Alligevel fortrød jeg ikke videre at have spurgt.

Hvem skulle bebrejde mig for at bekymre mig og interessere mig for et andet menneske?

Hvad kunne der være så frygtelig galt i det?

"Det er bare..." startede hun stille ud og sank klumpen i hendes hals. "... Ikke noget du skal bekymre dig om," rystede hun endelig på hovedet, hvilket fik mig til at sukke lavt. Den måde, hendes blik pludselig gjorde alt for ikke at ramle ind i mit, virkede så fjern fra, hvordan jeg kendte hende. Hende her kendte jeg ikke. Nogen havde gjort noget, og dette noget var ikke så ligegyldigt, at jeg ikke havde tænkt mig at bekymre mig om det.

Jeg bed mig tænksomt i inderlæben og kørte hånden igennem krøllerne en enkelt gang, inden jeg prøvede at række hånden over mod hendes side af bordet. Det plejede at hjælpe, når jeg sad og tegnede bløde cirkler i hendes håndflader, men denne gang var hun hurtig til at trække hånden til sig, inden jeg så meget, som snittede den.

"Hvorfor skal jeg ikke bekymre mig om det? Hvorfor skal jeg glemme dig og lade som om, intet er sket og komme videre?" spurgte jeg og lænnede mig ind over bordet for at prøve at se ind i hendes smukke grålige øjne. Muligvis nægtede hun at skænke mig et eneste blik, men det holdt mig ikke fra at se i hendes retning. "Kate, hvad er der sket den sidste uge? Jeg kan virkelig ikke kende dig lige nu!"

Kate var hurtig til at skubbe håret tilbage på plads for at dække sugemærket til igen. Hun virkede langt fra stolt over det, eller den idiot, der havde givet hende det. "Jeg elsker eller elskede ham ikke. Det er og var ikke serøst," svarede hun langt om længe på mit tidligere spørgsmål, men kæmpede for at holde alle følelserne samlede. "Jeg hader ham og har altid gjort det. Det er seriøst gået for langt," tilføjede hun, og stemmen knækkede over en enkelt gang. Det pinte mig til døde at sidde og lytte, men jeg havde en formodning om, at det virkelig var det, hun havde brug for - en, der lyttede.

Men hvordan hang det sammen? Hvordan var det gået så langt, hvis hun hadede ham? Hvordan havde han.. ved tvang?

Jeg følte trang til at hæve stemmen, men ombestemte mig.

"Det er jeg frygtelig ked af," svarede jeg kort og ærgede mig over ikke at have sagt mere, men jeg vidste ikke, hvad jeg kunne gøre for hende andet end at lytte. Sugemærket forsvandt ikke ved at tale. Sugemærker ville forsvinde med tid. "Det er han ikke," sukkede hun, som en tåre stille forlod øjenkrogen. Hun snøftede og tørrede lynhurtigt tåren væk fra kinden. Et forsigtigt smil plantede sig på hendes læber, som jeg prøvede at gengælde.

Uden at tøve trak jeg min stol over på den anden side af bordet og placerede den dér på gulvet ved siden af hendes. Denne gang gjorde hun ikke ´spor modstand, da jeg tog hendes svage hånd, holdt den i min og fyldte den med varme. Håret hang hende langt ned i ansigtet, som hun holdt blikket fastlåst på vores hænder.

Piger og deres lange hår. Mine krøller, der ikke var videre lange mere, kunne stadig irritere mig grænseløst.

Langsomt brugte jeg den anden hånd til at sætte noget af hendes hår om bag øret, hvilket afslørede hendes kønne, naturlige ansigt, hvor al makeuppen var blevet fjernet aftenen før. Jeg kunne langt bedre lide hende helt naturlig, selv om det var de færreste, der ville tro mig. Men udover at det var kønt, lignede hun en, der gemte på langt mere.

"Der er mere," konstaterede jeg bedømt ud fra hendes stadig triste ansigtstræk. Jeg håbede ikke, jeg pressede for meget på, men jeg havde lukket hende ind i min verden, nu var det på tide, jeg blev lukket ind i hendes. "Du er virkelig ikke meget for at fortælle mig noget, hva'?" sukkede jeg, da jeg intet fik ud af hende.

 

Kathleen's synsvinkel:

"Du er virkelig ikke meget for at fortælle mig noget, hva'?" sukkede han opgivende. Hvordan kunne han se, der var mere? Var jeg virkelig nem at læse? - For han havde ret. Brad var kun resultatet af en katastrofal skoleuge. Mandags forsidehistorier var starten på det hele. Den kommende mandag var nu den, jeg frygtede mere end noget andet. Nye historier, nye billeder, nye løgne, flere frustrationer, flere tårer. Jeg ville ikke synke så dybt, som sagt var det nu, jeg skulle op ad hullet, og jeg havde på fornemmelsen, at Harry var den eneste, der kunne hjælpe mig pt.  Han kendte mig... og så alligevel ikke. Jeg prøvede at lukke ham ind, så hvorfor sad jeg lige nu og lukkede ham ude?

"Kate, jeg kan virkelig ikke hjælpe dig, hvis-" "- Mandag... mandag blev for meget for mig," fremstammede jeg usikkert, hvilket hurtigt fik ham til at forholde sig stille og lytte interesseret efter. Harry rynkede på panden. "Hvordan for meget?" spurgte han og slap langsomt taget om min hånd.

Alt for meget.

Menneskemængden. Blitsen. Spørgsmålene. Rygterne. Ingen jeg kunne snakke ud hos.

"Harry, min far kom for at hente mig. Jeg kunne ikke engang komme ind i mit eget hjem uden at blive nødt til at skubbe mig frem!" begyndte jeg og prøvede at forholde mig stærk. "Tirsdag var et sladderblad klemt ind ad dørsprækken, og-" "- Vent, hvem ville gøre sådan noget?" afbrød Harry mig meget forundret. Igen rettede jeg på håret, så sugemærket kunne ses. Jeg var langt fra stolt af at vise det frem, men det var en af de ting, der holdt mig fast besluttet på ikke at bukke under for hans magt igen. Han var ikke min herre. Jeg var min egen herre.

"Jeg dræber den idiot," hvæsede Harry med en undertone, der udtrykkede en del afsky. Det lignede ham ikke at sige sådan noget. Jeg var godt klar over, det ikke var ment bogstaveligt, men noget havde han ment. Han var ikke ligeglad. Hvordan kunne jeg nogensinde have troet det? Hvor havde jeg været dum. "I sidste ende falder det vel tilbage på mig. Jeg lod ham gå så langt. Og undskyld at jeg brød mit løfte. Jeg har været så dum," tilstod jeg og kunne tydeligt mærke, hvor dum jeg følte mig. Torskedum.

"Hvad snakker du om?" udbrød han. Endelig fangede hans øjne mine og fastholdt dem der. "Der er intet at undskylde for. Normalt flygter folk fra mig, så snart de kender konsekvenserne ved at blive set med mig i offentligheden. Se på dig selv. Du er her nu. Babe, du aner ikke, hvor meget det betyder. Hvor meget du betyder," indrømmede han hudløst ærligt. 

"Harry, det tror jeg ikke-" "- Please, lad nu være med at modsige mig," bad han og prikkede mig kort på næsen, inden han rykkede hans stol tilbage, så han igen sad over for mig.

Et smil gled over mine læber, som han åbnede munden for at skovle noget morgenmad i sig. Nu, jeg tænkte over det, spiste han virkelig sjovt. Jeg mener, hvor meget kunne den dreng åbne munden? Han havde nu altid været en del speciel - for mig. Måske var det det, jeg var faldet for? Spørgsmålet var, hvor dybt jeg var faldet for ham? Jeg havde aldrig tænkt over det før i dag, og det virkede da også forkert, men hvor dybt var jeg i grunden faldet for ham? Og var det i så fald mere, end jeg gav udtryk for?

Et fnis forlod mine læber, da Harry endnu en gang åbnede munden. Han nåede aldrig at føre skeen ind i munden, før han følte sig for distraheret af mig. "Hvad griner du sådan af?" spurgte han og prøvede at virke seriøs, men det seriøse ansigt blev hurtigt erstattet af et stort smil. "Ikke noget," rystede jeg på hovedet, hvilket han også gjorde, da jeg prøvede at stoppe med at fnise, selv om det dog kun blev til et mislykket forsøg. "Så lad være med at grine af mig. Stop," fniste han og måtte ligge skeen fra sig.

 

○○○

 

Skyerne dækkede for solen og malede himlen grå, mens små regndråber kunne anes på ruderne. Inden længe var himlen ikke bare grå men sort, og regnen havde spidset til. Det var allerede sent ude på aftenen, og vejret tillod ikke, jeg gik mig en spadsertur, hvilket nu ellers var fristende. Jeg følte mig en smule fanget i det store, hvide hus - ikke, jeg ikke kunne lide Harry's hjem, men det var en smule klaustrofobisk at gemme sig herinde hele weekenden. Jeg måtte ærlig indrømme, jeg savnede den friske luft, og de klare regndråber mod min hud.

Harry og de andre drenge havde en koncert denne aften i O2 arena. Egentlig ville jeg have elsket at være der sammen med dem, men på den anden side havde jeg ikke den store trang til så meget opmærksomhed fra hele verdenen i dag. Når det rygtedes, at Harry datede en pige, spredtes rygterne ikke kun i UK, men også uden for UK's grænser. I dag var ikke en dag, jeg havde lyst til at blive genkendt af en hel arena - ikke, når rygterne var falske, og de genkendte mig på baggrund af, at jeg var Harry's 'flirt', hvilket jeg jo ikke var... Jeg vidste bare ikke længere, om jeg virkelig ville have rygterne til at være falske.

Det virkede så forkert af mig at have den tankegang. Forelske sig i sin perleven? Måske var jeg bare blevet skør efter sådan en uvant uge? Eller var jeg i virkeligheden skør, fordi jeg ikke havde indset det noget før?

Opgivende slog jeg mig selv i hovedet og valgte at tage et dejligt, varmt bad for at få renset tankerne, men egentlig også fordi jeg trængte til det.

Jeg rejste mig bestemt fra sofaen og dappede med bare tæer ud på toilettet, hvor jeg hurtigt fik tændt for det varme vand. Lyden fik hurtigt en beroligende effekt på mit humør. Der gik ikke længe, før jeg trådte ind i badet og mærkede den befriende følelse af rent vand mod min bare hud. Jeg tillod mig at låne lidt af Harry's sæbe ög shampoo for også at dufte bare en smule godt. Desuden plejede han altid at dufte fantastisk, så noget måtte han vel gøre rigtigt? Han ville måske ende med at værtsætte det? - Han skulle trods alt sove ved min side, eller var det nærmere omvendt?

Som jeg altid gjorde, valgte jeg at dufte en gang til shampooen, inden jeg puttede det i håret. Granatæble - den duftede af granatæble. Jeg forgudede duften af granatæble i shampoo. Da der ikke var specielt meget tilbage, valgte jeg at tømme bøtten. Den sølle sladt, jeg ville efterlade mig, ville alligevel ikke være noget værd. Harry havde sikkert ti nye til at stå i skabet. Jeg sørgede for at massere shampooen godt ind i hovedbunden, da jeg vidste, hvor fedtet mit hår ville blive, hvis jeg ikke vaskede det grundigt nok, eller lod være med at vaske det generelt.

Jeg lod det sidde i nogle minutter og stod bare og nød følelsen af vandet, der skød ned mod mig og skyllede alt snavset væk. Et smil spillede på mine læber og lyste mit ansigt op på en måde, der hele vejen igennem var ægte. Hvordan kunne jeg smile stortkort tid efter meget nedtur. For 24 timer siden havde jeg frygtet for mit liv, og nu stod jeg og... smilte? Livet kunne virkelig komme bag på mig, hvilket meget godt beskrev det næste, der skete.

Pludselig kunne jeg høre en hive ned i dørhåndtaget, og så dum som jeg havde været, havde jeg ikke tænkt det mindste på at låse døren, da jeg alligevel var alene, så hvem skulle også brase ind?

"I'm just a teenage dirtbag, baby," kunne jeg høre en velkendt drengestemme synge lavmælt, som jeg hurtigt fik slukket for vandet. Hvorfor også lade det løbe, når jeg alligevel var færdig?

Harry? Var han allerede tilbage? Var tiden fløjet så hurtigt fra mig?

Jeg gav hurtigt mig selv elevatorblikket og måtte konstatere, at jeg måtte gemme mig bad forhænget. Forsigtigt stak jeg hovedet ud af badet, men holdt kroppen dækket til. Jeg følte mig virkelig forlegen ved at optræde på denne måde foran ham. Hvorfor havde jeg ikke bare låst døren til at starte med?

"Harry?" rømmede jeg mig og bed mig usikkert i underlæben, da han stoppede brat op med at fylde skabet under vasken op med toiletpapir. Han drejede forvirret på hovedet og kunne ikke gennemskue, hvor lyden var kommet fra, dog gik der ikke længe, før han alligevel formåede at gennemskue, hvad han havde gjort. Da hans øjne ramlede ind i mine, begyndte han alligevel at smile, mens jeg bare himlede opgivende med øjnene. Synes han bare, at det var... sjovt

Jeg måtte indrømme, at varmen steg mig op til kinderne og forlod dem med en rødmende, rød glød. "Undskyld, jeg burde have lagt mærke til, at vandet løb. Undskyld, babe," undskyldte Harry stadig en smule fnisende. En ven som Harry var virkelig svær at finde. Faktisk havde jeg aldrig mødt en som ham. Han var helt speciel. Unik. Men det her gjorde mig alligevel flov. Jeg ville ønske, jeg ikke var personen, der blev flov over noget, der ellers ikke virkede som så meget - men jeg måtte nok indse, at det bare ikke var mig. Når det kom til min krop, havde jeg altid været meget ydmyg.

Mine hænder slap aldrig det faste greb om forhænget, der var det eneste, der dækkede min nøgne krop til. "Søde, du rødmer," indformerede Harry mig, selv om jeg ikke havde været et sekund i tvivl om det i forvejen. "Der er sikkert intet at være flov over," tilføjede han og kunne ikke dy sig at tage et øjekast på forhænget, der til mit held havde en frisk turkis farve, der ikke var gennemsigtig, som et hvidt forhæng ville have været. I stedet for at forlade rummet fortsatte han mod mig og plantede et blidt kys mod min pande, inden han tog et par skridt tilbage og hev i dørhandtaget. Hvorfor var det bare som om et blidt kys mod min våde pande ikke var nok for mig? "Lad mig ikke vente for længe. Jeg har en overraskelse til dig," sagde han charmerende med sit skæve smil og lukkede stille døren i.

Jeg tog en dyb indånding, da jeg hørte hans lette trin mod gulvet i gangen, inden de pludselig slet ikke hørtes længere. Endelig lod jeg bruseforhænget køre til side og viklede et blødt, rødt håndklæde omkring min våde krop. Mit blik faldt til gulvet og ned på det sæt tøj, jeg havde tøffet rundt i i praktisk talt et døgn nu. Ikke at jeg var renlighedsfreak, men jeg plejede ikke at gå i det samme sæt tøj to dage i træk. Godt nok var min familie ikke de mest rige, og det havde jeg efterhånden accepteret. Du kan ikke få alt, du peger på, men rent tøj på kroppen ville langt fra skade nogen. Dog betød det, at jeg måtte vade ind i huset, kun med håndklædet viklet omkring mig og så mit undertøj indenunder, men det gjorde ikke den store forskel for mig. Harry's klædeskab var efterhånden blevet til mit klædeskab, eftersom jeg ikke længere ejede noget. Mit var blevet til aske, og aske var rimmelig svært at iføre sig. Jeg blev nødt til det - spørge Harry endnu en gang, om han havde noget tøj, jeg ville kunne låne.

Hvorfor var jeg genert, når det kom til stykket?

Jeg slog håndfladen mod panden for at tage mig sammen. Bestemt hev jeg ned i håndtaget, og døren gled let og hurtigt op foran mig. Lyset i gangen var slukket, men et svagt lys kunne anes fra stuen, hvor døren stod en smule på klem. Jeg rettede en sidste gang på håndklædet, der lige nødagtig dækkede det, det skulle.

Tøvende puffede jeg døren op, og så Harry, der sad og smilede i sofaen til mig. Og Gemma. Og Anne. Og her stod jeg - viklet ind i et håndklæde.

Var det her overraskelsen? - For en ting måtte jeg tilstå: Jeg var virkelig overrasket!

 

_________________________________________________________________________

Hellooo!

Hvorfor er Gemma og Anne pludselig hjemme hos Harry? Og var det, den virkelige overraskelse? Og hvad med Kate? Har hun virkelig følelser for Harry, som mere end bare en ven, eller et det bare en stor indbildning? - Skriv endelig en kommentar og kom med jeres bud.

Mere?

Lots of love♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...