Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4759Visninger
AA

17. Kapitel 16 ~ Nightmares are keeping me awake

Harry sagde farvel en sidste gang og ønskede drengene en god tur hjem. Jeg kunne høre døren gå i, og låsen dreje en enkelt omgang. Tiden var fløjet fra os, og klokken var efterhånden blevet mange. Det var længe siden, jeg havde følt mig så afslappet som nu. Sjovt at tænke på, hvor anspændt jeg havde været lige fra, jeg var trådt ind i vores klasselokale om morgenen, og indtil Harry havde lagt sine arme beroligende om mig - det havde været vendepunktet. Et lyspunkt.

Det smil, jeg tidligere havde efterspurgt, gled pludselig over mine læber.

"Jeg tror, du har brug for at sove," konstaterede Harry, da han igen stod i dørkarmen ind til stuen. Smilet på mit ansigt forduftede. Hvorfor? "Du er ikke min far," fnes jeg kort og lod mit blik fange hans grønne øjne, som han nærmede sig sofaen og satte sig ved min side. Egentlig var det ikke, fordi jeg ikke var træt. Mine øjenlåg blev tungere og tungere for hvert minut, der gik. Kroppen føltes mere og mere udkørt, men jeg kunne ikke forlade dette øjeblik. Jeg ville ikke lukke øjnene i og vågne op til virkeligheden. Jeg frygtede at vågne op til en dag, hvor solen ikke ville skinne, hvor smilet ikke var en del af ansigtstrækkene, hvor grinet ikke var en del af lydene, der omgav mig, og hvor Harry ikke længere gad den sårede pige, der var så tydeligt mærket af flammernes fangende arme. Den morgendag frygtede jeg.

Livet skulle puttes i en ramme, så det kunne forblive, som det var nu. Perfekt. Intet var perfekt, men det her var nok for mig.

"Nej, men der er en smuk dag i morgen, der venter på dig," indvendte Harry og prikkede blidt på min næsetip for at få mig til at adlyde. "Lover du det?" spurgte jeg for at blive bekræftet i hans ord. Det kom bag på ham, hvor meget jeg mente det. "Babe, den kan kun være smuk, når du er en del af den," smilede han stort og prikkede mig igen, men denne gang på kinden, hvilket fik både ham og mig til at grine.

"Godnat," sagde jeg langt om længe og lagde mit hoved en smule på skrå. Jeg håbede ikke ordene bare var tomme bemærkninger. Jeg vidste sandheden kunne være hård og brutal, men når alt kom til alt, ville jeg hellere høre sandheden, end en stor fed løgn, der i sidste ende ville gå hen og skuffe mig, når jeg først kendte til sandheden.

"Godnat," sagde Harry endelig og sendte mig et skævt smil, som jeg svagt gengældte, inden han rejste sig og forsvandt ind i soveværelset.

Et opgivende suk forlod mine tørre læber, som jeg lod mig falde bagover i sofaen og trak en af Harry's overskudne dyner over mig. To gange klappede jeg bestemt i hænderne, hvilket fik lyset til at slukke, så jeg lå alene tilbage i mørket. Mørket havde aldrig skræmt mig på den måde - i hvert fald ikke de seneste år. Denne aften var dog en hel del anderledes. Ikke at mørket skræmte mig, men jeg brød mig ikke om den følelse, der langsomt bredte sig i min krop - ensomhed.

Jeg havde absolut intet mod at være alene, men lige nu havde jeg brug for at have en ved min side. Sidst det her var sket, havde jeg valgt at takle tingene på egen hånd uden rigtig at dele mine tanker og følelser med nogen. Jeg havde lukket mig inde i mig selv. Murene var bygget højere og højere. Denne gang havde jeg ikke planer om at grave mit hul så dybt. Derimod havde jeg planer om denne gang at kravle op ad mit lille, ensomme, isolerede hul. Jeg ville ud, men jeg kunne ikke forlade dette ensomme sted uden at have en - hvilken som helst - til at hive mig op ad hullet.  

Mine øjne havde let ved at lukke i. Lidt for let. Jeg var træt, men jeg kunne ikke sove. I håb om at det ville hjælpe, drejede jeg om på den anden side, selv om jeg vidste, der kun var én stilling, der rigtig virkede, hvis jeg skulle have nogen form for søvn.

Endnu en gang sukkede jeg opgivende for mig selv og satte mig hurtigt op. Måske en smule for hurtigt - det gjorde mig i hvert fald svimmel. Langsomt tog jeg mig til hovedet og lod min krop komme til sig selv, inden jeg tog en drastisk beslutning og stilte mig op.

Med dynen viklet løst omkring mig nærmede jeg mig dørene ind til Harry's soveværelse, som jeg meget forsigtigt åbnede på klem. Med et øjekast konstaterede jeg, at han allerede var faldet i en dyb søvn. Ligesom Tornerose. Jeg rystede tøvende på hovedet. Det virkede forkert at vække ham, når han nu sov så tungt. Jeg smilte for mig selv ved synet af hans lette vejrtrækning og måden hans brystkasse skiftevis hævede og sænkede sig i en regelmæssig bevægelse. Hans dyne var krøbet ned, så den kun lige dækkede benene, hvilket gav mig frit udsyn til hans mave. Man kunne svagt ane linjerne af et six-pack, og V-linjen var også meget tydelig fra, hvor jeg stod ved døråbningen. Jeg bed mig hårdt i læben og tvang mig selv til at vende om. Det virkede forkert at stå der og studere min bedste ven på den måde, jeg gjorde. Men hey! - Jeg var en pige.

Uviliigt tog jeg fat i håndtaget, og mussestille begyndte jeg at lukke døren i, da jeg hørte en søvnig lyd fra soveværelset.

"Kate?" mumlede en træt stemme inde fra rummet. Jeg havde vækket ham. Denne gang åbnede jeg døren på vidt gab, da der ikke var nogen grund til at liste rundt længere. Harry havde sat sig op i sengen og gned sig søvnigt i øjnene, inden han lod hænderne daske ned på dynen.

"Vækkede jeg dig?" spurgte jeg undskyldende, selv om jeg udemærket godt kendte svaret. "Mhm," mumlede han, og et gab afbrød ham i at tale. "Det... det skal du ikke tænke på. Du er stadig oppe?"

Jeg satte mig på sengekanten, da de virkede dumt at blive stående på den måde. "Jeg kan ikke sove... ville du have noget imod, hvis jeg lagde mig herind til dig?" spurgte jeg uden det mindste strejf af forhåbning. Det var forsøget værd. Harry havde evnen til både at forbløffe og overraske mig i situationer, hvor jeg troede, jeg kendte ham. "Nej, selvfølgelig ikke," rystede han på hovedet og rykkede længere over i højre side af sengen. Egentlig lå han i en dobbeltseng, men siden han ikke havde nogen at dele den med, havde han valgt at udnytte pladsen ved at ligge i midten, dog var han ikke bleg for at dele en dobbeltseng bare, fordi han var kendt.

Taknemmeligt dumpede jeg ned ved siden af ham og drejede om på højre skulder, så jeg lå med ryggen til ham. Jeg kunne mærke han rykkede en smule længere over i min side, så jeg kunne føle hans åndedrag let mod mit en smule pjuskede hår.

"Kate?" spurgte Harry, hvis stemme lød betydeligt mere vågen nu. "Ja?" svarede jeg på grænsen til at falde i søvn. "Sov godt!" sagde han, og jeg kunne mærke mine øjenlåg blive et gram for tunge og falde roligt i, inden jeg nåede at sige 'i lige måde'.

 

○○○

 

Jeg vågnede ved lyden af en pivende brandalarm. Det gav et sæt i mig, og før jeg vidste af det, havde jeg sat mig op i en vældig fart og søgte en udgang. Loftet over mig brændte. Et overrasket gisp forlod mine læber, som jeg skubbede døren til vores lejlighed op. Jeg måtte ud. I en fart.

Som døren gled op, kom et velkendt ansigt til syne. Mørkebrune kolde øjne. Mørkebrunt hår fedtet ind i en hel bøtte voks. Det kunne ikke være andre. Det var ham. Brad. Jeg prøvede at passere ham, men han ville ikke lade mig slippe forbi. Ikke så let. Ikke så hurtigt.

"Så, så, så... Nu ikke så kækt min pige," sagde hans selvsikre stemme, der skar mig skarpt i ørerne. "Gå!" skreg jeg og skubbede ham væk fra døråbningen, men det var som om, han slet ikke rokkede sig ud af stedet - som om mit skub ikke havde nogen effekt på ham. Overhovedet. Overrasket lod jeg mit blik glide ned på mine hænder, og igen skubbede jeg ham hårdt i maven med al min kraft, hvilket blot fik en ond latter frem i ham.

"Ikke så forhastende," bad han og skubbede mig indenfor igen. Min modstand gjorde stadig ingen forskel. Ilden bredte sig i takt med tiden løb ud. "Fjern dig fra mig!" skreg jeg og begyndte at hulke højlydt. Det var som om hans latter rungede i lejligheden og gav en høj genlyd fra sig. Ilden bredte sig i døråbningen. Vi ville umuligt kunne nå ud. Løbet var kørt for længst. Gennem flammernes bølgende bevægelser kunne jeg ane et ansigt, der til forveksling kunne ligne mit, dog tilhørte dette ansigt en en smule ældre kvinde.

Min mor.

Igen gjorde jeg kraftig modstand, men intet virkede. "Slip mig, slip mig!"

 

"Kate!" udbrød en stemme bekymret for mig, mens jeg hev efter vejret. "Hold dig væk!" skreg jeg, men det gjorde ingen forskel. "Shh... Kate," tyssede stemmen, som jeg hurtigt genkendte som Harry's, da jeg vendte mig mod ham, som han lå der ved min side i sengen. Jeg åndede lettet ud og kunne mærke pulsen falde en smule. "Det var bare en drøm, babe. Shh... jeg er her hos dig".

Mine blanke øjne stirrede ind i hans. Forsigtig sendte han mig et smil og satte en varm hånd om min talje for at trække mig tættere på, så han kunne vikle armene beskyttende omkring mig. Hans varme overkrop mod min t-shirt - eller rettere hans - var rart. Ikke på grund af mangel på varme udenpå, men derimod varmede det ubeskriveligt indeni. Det varmede med al den omsorg. Måske fordi jeg vidste, det ikke var af medlidenhed, men fordi han bekymrede sig. "Bare en drøm. Intet andet," gentog han hviskende mod mit hår og kyssede mig en enkelt gang på panden men hans bløde læber.

Hvor ville jeg ønske, han forstod, men det gjorde han ikke. Det var ikke bare en drøm, et mareridt - det var minder og ikke mindst frygt. Minder, jeg prøvede at løbe fra, og frygt, som jeg ville overvinde, men det var mere end umuligt at slippe af med minderne og frygten, da det efterhånden var en del af mig. En del, jeg helst ville være foruden.

Harry lagde blidt hans bløde hånd mod min kind og nussede den forsigtigt og tørrede en mindre tåre væk. "Klokken er kun tre. Ærligt talt synes jeg, du skal prøve at få noget mere søvn. Jeg ligger lige her, hvis der er noget," forsikrede han mig og sendte mig et svagt smil, inden han gabte let. Jeg trak på skuldrene, og Harry skulle lige til at løsne hans greb om mig, da jeg fik ham til at holde fast, så vi pludselig lå i ske. Harry gjorde ingen modstand, men lagde sig blot tættere ind til mig og trak en smule på smilebåndet, som han lagde sit hoved blidt ind mod min skulder, så hans næsetip lige præcis ramte min t-shirts ærme.

Hvis jeg kendte mig selv ret, var de sølle tre timers søvn, jeg havde fået, langt fra nok, dog havde jeg ikke store intentioner om meget mere søvn denne nat. Kender du det med at vågne og falde i søvn igen og drømme den samme drøm videre? For det gør jeg, og det er ikke nogen rar følelse, hvis det ikke er en drøm, du er interesseret at vide slutningen på.

Jeg lå i nogle få minutter med åbne øjne og stirrede ud i rummet. Et søvnigt gab forlod mine læber, og jeg bukkede lige så langsomt under for trætheden.

 

○○○

 

Lyset ramte skarpt ind ad vinduet og begyndte så småt at genere mig. Mine øjne glippede en smule, som jeg så småt vendede mig til lysets skær. Et smil gled over mine læber, da jeg huskede, hvor jeg var, og hvem jeg lå ved siden af. Et spørgsmål, jeg tidligere havde stilt mig selv en million gange i hans selsskab, var nu opklaret. Måske havde han ikke ændret sig så gevaldigt, som jeg først havde antaget? Dog synes jeg ikke, jeg kunne være bekendt stadig at tvivle. Han havde ikke ændret sig det mindste. Jo, håret var blevet krøllet og smilehullerne større, men berømtheden havde ikke ændret ham. Han havde indset, han havde et ansvar. Han var rollemodel for tusinder, hvis ikke millioner af piger, dem havde han et ansvar over for... dog måtte jeg tilstå, at det ansvar klædte ham.

Langsomt vendte jeg mig rundt og opdagede, jeg var alene i rummet. Jeg satte mig op med et lyn og kiggede forvirret rundt. Havde han bare forladt mig sådan helt uden videre? Så sød du er, Harry... og sørme så god til at holde løfter!

Jeg ligger lige her, hvis der er noget.

Et dybt suk forlod mine læber, men jeg frøs hurtigt til is - okay, måske ikke helt så dramatisk -, da jeg hørte en velkendt stemme inde fra stuen.

"Nej, hun sover stadig. Jeg ville ikke vække hende," sagde han ud af det blå, hvilket fik mig til at rynke forvirret på panden. Talte Harry til luften? Ensomt! Alligevel tog jeg mig i at blive ved med at følge intenst med i hans... samtale?

"Louis! Vi har ikke noget," kunne jeg høre ham halvgrine, og jeg kunne se gennem de hvide gardiner i de franske glasdøre, at han rystede på hovedet. Måske snakkede han ikke med sig selv alligevel? Hvis jeg ikke tog meget fejl, kunne jeg svagt ane, han stod med sin iPhone i den højre hånd. "Jeg er ret ligeglad med, hvad sladderbladene skriver om Harleen eller Karry, eller hvad end de har fundet på at kalde os. Der er ikke mere i det," forsikrede Harry Louis, og jeg sank klumpen, der havde dannet sig i halsen. Hvilke gode billeder havde de så fået igår? Jeg gad ikke en gang tænke på det, så jeg valgte at lade det ligge, selv om det var lettere sagt end gjort.

"Jo, jeg kan godt lide hende, men jeg er ikke så sikker på, at det er på den måde," svarede han ind i telefonen. Sætningen gentog sig i mit hoved. Det virkede så simpelt og alligevel forstod jeg ikke en meter af, hvad han sagde. Havde han lige hentydet til nogle uopklarerede følelser? Eller var det bare mig, der ikke fattede en klap?

"Det sagde jeg ikke. Louis, jeg mener bare at oven på alt det, der sker, har hun virkelig holdt mig nede på jorden, okay?" Mit ene øjenbryn skød fortvivlet i vejret. Mente han det? "Og hun har en kæreste. Han sendte mig en sms fra hendes telefon i går, men jeg har ikke taget mig sammen til at spørge ind til ham. Han virker som en idiot. Jeg kunne virkelig kværke den fyr".

Hvad?

Skulle jeg have en kæreste?

Som havde sendt ham en sms?

Og var en idiot?

Til mit held lå min telefon fremme på natbordet ved siden af sengen, så den var nem at gå til. Hvad end, hvem end har skrevet, ville det ikke være svært at finde frem til, da jeg hurtigt ville kunne se min udbakke på trods af alderen på min skrotbunke, jeg kalde en mobil.

Me: She's doing great without you Prince Harry! Did you know that she's incredibly good in bed? Wauw! In fact she has told me, that you're a stupid idiot so just forget about her. She has moved on man. Her body belongs to me now. Her beautiful naked body belongs to me! Have a nice day idiot.

Endnu en klump satte sig i halsen. Jeg kunne kværke den fyr. Det var forkert af mig at have ladet min mobil ligge fremme på hans sofabord uden kode - lige til at komme til. Og med 'hans', tror jeg godt, du kan ligge to og to sammen. Det, der pinte mig mest, var det faktum, at sms'en ikke var sendt til Hr. Hvem Som Helst. Faktisk var den sendt til lige præcis den ene person, der ikke skulle kende til, hvilket drama der var mellem mig og afsenderen.

"Elsker dig," endte Harry samtalen, og jeg smed hurtigt mobilen på gulvet. Døren til soveværelset åbnedes langsomt, og jeg prøvede at fremtvinge et gab i håb om at ligne en, der lige netop var vågnet.

Harry stak lydløst hovedet ind ad hullet i døråbningen og sendte mig et skævt smil, da han så, jeg var vågen. "Godmorgen babe," hilste han og satte sig på sengekanten. Jeg gengældte hans smil på bedste vis og prøvede at glemme alt om telefonen, der lå nede på gulvet og grinede af mig. Faktisk havde det ikke gjort mig spor, hvis den var gået itu i faldet, men gamle telefoner holder virkelig til alt.

"Morgen," hilste jeg med en smule rusten stemme og rømmede mig hurtigt. Uden videre begyndte han at kravle hen over mig, så jeg var tvunget til at ligge mig ned. Jeg rynkede forvirret på panden, men valgte at lade være med at sige noget - Harry hyggede sig jo tilsyneladende. Og det skal ikke misfortås.

Jeg lå helt stille og stirrede op i et bar krystalklare grønne øjne, som solen reflekterede sig i. Harry fnes en smule, som han prikkede mig blidt på næsen. Jeg kunne ikke selv lade være med at fnise med og trække let på smilebåndet. Så barnlig altså.

"Der er morgenmad. Håber, du kan lide cornflakes," mumlede han mod min pande, inden han plantede et blidt kys mod den. Inden Harry kunne nå at reagere, havde jeg skubbet ham væk fra mig, så jeg kunne komme fri.

"Er du gal?! Jeg har ikke fået dem i årevis," udbrød jeg, hvilket fik ham til at smile endnu større. For at være mere præcis, havde jeg ikke fået cornflakes, siden dagen før branden, hvor jeg havde tilbragt hele dagen hos Harry, og vi havde spist cornflakes om morgenen, da Anne ikke orkede at finde andet frem til morgenmad.

Jeg huskede klokkeklart de tre sidste dage op til branden, og alle dage havde en ting til fælles - Harry havde været en del af dem.

 

Harry's synsvinkel:

Lige så snart jeg havde sagt ordet 'cornflakes', havde Kate været over alle bjerge. Et smil havde plantet sig på mine læber. Hun var ikke den samme pige, som hende jeg havde mødt for blot få uger siden. Hun var forandret - på en god måde. Jeg huskede klart dagen, hvor vi helt uventet for hende pludselig bankede på døren og kom over for at spise med. Den måde hun rødmede på, da hun spruttede cola ud over mig, og den måde hun havde betragtet hendes elskede billedvæg og særlig det billede af os.

Nu daskede hun rundt i mit hus helt ligeglad med, at hun kun var iført hendes undertøj, og min mørkeblå t-shirt, der slaskede ned ad hendes overkrop... men jeg vidste, der stadig var noget bag smilet, som jeg manglede at komme ind til. Det smil, hun sendte mig, var ikke altid ægte. Hun var stærk. Alt det, hun havde måtte ligge bag sig... men noget fik mig til at tro, jeg ikke kendte årsagen til hendes falske smil denne gang.

Jeg skubbede tanken til side og valgte at følge efter Kate, der sikkert allerede sad ude i køkkenet, hvor jeg havde dækket op til os.

"Sikke ivrig, du kan blive," drillede jeg og satte mig over for hende, da jeg nåede ud i mit næsten helt hvide køkken. Det var begrænset, hvor meget tid jeg brugte foran komfuret eller generelt bare i køkkenet, og det bar det næsten tomme køleskab tydeligt præg af. Dog var det også begrænset, hvor meget tid jeg havde til at daske rundt derhjemme og lave ingenting. Sådan var min hverdag ikke skruet sammen. Ikke længere. "Sikke langsom, du er," gav hun igen og smilede stort til mig, men lod hurtigt blikket glide ned på maden igen.

Kate lod hendes lange morgenhår falde ned ad den ene skulder, hvilket gav mig frit udsyn til en underlig rød cirkel på hendes hals. Et sugemærke. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg følte pludselig, at jeg havde mistet appetiten.

"Hvad stirrer du på?" spurgte hun og viftede med hendes hånd for at ringe mig op, efter hun havde tykket af munden. "Nårh... ikke noget," svarede jeg fraværende og førte skeen med cornflakes og mælk op til munden. "Hvad er ikke noget så?" spurgte hun, og jeg havde en fornemmelse af, at hun ikke ville lade det ligge så let. Kate tørrede afventende munden af i en serviet. Hun fortjente at kende til sms'en. At jeg syntes, hun skulle slå op med sin kæreste, fordi han var et skvat, og jeg ville vide, om det var rigtigt, det, han havde skrevet - at hun havde sagt, jeg var en dum idiot.

"Du må virkelig være glad for ham," sagde jeg endelig og nikkede i retning mod sugemærket på hendes hals. Med ét frøs hun til is.

Måske var det ikke det rette tidspunkt at bringe det på banen... men jeg var nødt til at gøre det - få afklaret mine tanker, dog virkede det som om, jeg havde ramt et ømt punkt, da hun pludselig gav slip på skeen og lod den klirre mod skålens kant. Hendes blik slap mine øjne, og hun stirrede nervøst ned i servieten.

Havde jeg lige ødelagt alt ved at bringe ham på banen?

Eller gjorde jeg os begge en tjeneste ved endelig at spørge?

 

__________________________________________________________________________

Uha!

Hvad synes I om den måde, han passer på hende? Og hvad tror I, der sker nu, hvor Harry har bragt Brad på banen? Vil Kate fortælle om det falske smil, eller lukke Harry ude ligesom før?

Mere?

Lots of Love♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...