Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4681Visninger
AA

16. Kapitel 15 ~ I used to be like Katie

Hjertet bankede hårdt mod brystet. Kroppen rystede. Jeg var hurtigt kommet på benene. Benene rystede uregerligt under mig, men jeg formåede at holde mig oprejst. For nu.

Jeg skulle ud herfra. Før det var for sent.

Jeg gav hurtigt mig selv et elevatorblik, inden jeg måtte konstatere, at jeg måtte gribe ud efter en jakke på vejen ud af døren. Benene satte uvilligt i løb. Armene skubbede hurtigt dørene op. Inden jeg vidste af det var jeg nået til entreen, hvor jeg - uden at tænke videre over det - greb ud efter en lang frakke, der hang på en af knagerne. I en fart fik jeg iført mig jakken, hvor min fars velkendte parfume sad fast i. Hvis jeg ikke overlevede det her... havde en del af ham alligevel været med mig. Ganske rigtigt kunne den lige netop dække numsen og et par centimeter mere. Jeg undlod at spænde knapperne. Det ville være spild af tid. Tid var det sidste jeg havde lige nu. Jeg nøjedes med at vikle den omkring min næsten nøgne krop, inden jeg var over alle bjerge igen.

Låsen drejede let om på døren på trods af de rystende hænder. Alt havde jeg prøvet før. Alligevel var det intet, jeg i min vildeste fantasi havde drømt om at prøve igen. Ingen af minderne, der kørte i baghovedet gjorde mig bare en lille tand mere rolig. Sidste gang mistede jeg hende, der hele livet havde været den, der havde holdt mig oprejst. Jeg havde ikke i sinde at miste mig selv - igen.

Den pibende lyd fra brandalarmen var den, der drev mig - den, der holdt mig i live. Opgangen vrimlede med forvirrede mennesker, der målbevidst løb nedad. Jeg skulle nedad. Branden måtte tilsyneladende være startet oppefra. Tiden var knap. Anden sal. Jeg ville ikke forlade min far tilbage i sorg. Det faktum, at jeg ikke boede i stuen, skulle ikke slå mig ud.

En mor kom løbende i hendes nattøj med to drenge i favnen, mens en lille lyshåret datter løb grædende bagved og humpede af sted på de bare, små fødder. Denne pige måtte løbe for sig selv. Moren måtte tænke på de små før hende. Hun vidste det svækkede hendes chancer for at klare det. Hun var svækket. Mig. Hun mindede mig om mig selv. Omtrent ti år. Frygter for sit liv. Frygter for at dø nu. Frygter for det liv, hun går glip af.

"Hop op på min ryg!" befalede jeg, da hun nær var vredet om på foden, eftersom alt gik så stærk, at hendes fødder ike længere kunne følge med i morens tempo. Give op. Hun var lige ved at give op. Hun kiggede grædefærdigt op på mig. Eller var det i virkeligheden mig, der kiggede grædefærdig på hende? Uden nærmere overvejelser gjorde hun, som jeg havde befalet - hoppede op på min ryg. Til mit held var hun ikke tung. Hun gjorde ingen modstand. Alt hun gjorde var at knuge sig hårdt ind til mig.

Elevator var der ikke tid til at vente på. Trappetrinene var det eneste, der kunne føre os til en udgang i tide. At kaste sig ud af et vindue var ikke en mulighed. Enten jeg eller hende ville dø. Det havde jeg ikke råd til.

Man kunne med lethed mærke, ilden havde taget godt fat. Et lejlighedskompleks var et perfekt offer. Meget kunne brænde = Mange muligheder for at sprede branden i en fart. "Jeg... er... bange," fremstammede den lille pige hviskende mod mine lange lokker og hev efter vejret. Hun rystede mindst lige så meget som jeg. "Bare hold fast. Du skal nok komme trygt ud. Din mor og dine brødre er lige foran os. Bare... hold fast, okay?" beroligede jeg hende med rystende stemme, der knækkede over her og der. Hun skulle leve. Mere end nogen anden skulle hun nå ud af denne bygning, hvis jeg kom ud uden hende, ville jeg aldrig kunne se mig selv i øjnene igen. Hendes liv var på mine skuldre. Bogstaveligt talt.

1. sal kunne jeg se, der stod malet på væggen. Blot en sal fra sikkerhed.

"AHHH!" udbrød den lille pige, hvilket gav et sæt i mig. Var hun okay? En brændende bjælke var faldet ad det lille hul mellem trappeopgangene og landet få meter bag os. Som om det var muligt, satte jeg tempoet en tand højere op. "KATIE?!" råbte moren foran os for at sikre sig, hendes datter var i live. Hendes datter Katie. "Jeg' okay," svarede Katie og tog en dyb indånding for igen at holde vejret. Ilden var farligt. Røgen var giftig.

Mine ben rystede mere og mere under mig. Jeg var ikke bange for, om jeg ville falde. Jeg var bange for, hvornår jeg ville falde. 'Stuen' stod der malet med store bogstaver på væggen. Brandmænd væltede op ad trappen og op mod den del af lejlighedskomplekset, hvor man for alvor satte livet på spil. Meget var på spil. Mit liv, men mere vigtigt det unge liv jeg bar på ryggen. Katie. Hun ville ikke klare den uden mig. Jeg ville næppe klare det, hvis hun ikke var min grund til at fortsætte. Min virkelige grund. Benene kunne kollapse under mig, hvornår det skulle være, men jeg ignorerede deres behov for hvile. Det var et spørgsmål om tid, før de kunne få resten af livet til at hvile. På den anden side, hvis vi stoppede, ville det være et spørgsmål om tid, før vi døde i flammerne og af at indånde den giftige røg. Alt var et spørgsmål. Et spørgsmål om liv og død.

Jeg havde nær vredet om på det sidste trappetrin, men nåede at træde ordentlig ned på foden i sidste øjeblik. Endnu en bjælke landede få meter bag os, hvilket fik Katie til at kvæle et skrig i mit flagrende hår.

Udgangen var nu få meter væk. Den kolde luft strømmede imod os. Jeg kunne ikke klage over kulden. Kulden var det eneste, der bekræftede os i, vi stadig var i live. Græsstå og jord kunne nu mærkes under mine bare fødder. Friheden lå for mine fødder. Livet lå for mine fødder.

"Katie?" spurgte jeg, da hun stadig knugede sin lille krop ind mod min. "Du må gerne åbne øjnene nu". Tøvende åbnede hun lige så langsomt øjnene op og indåndede igen den friske luft. Tårer banede sig vej ned ad hendes lyse kinder. De blå øjne badede i vand, som jeg satte hende ned på jorden. Glædelsestårer. Jeg havde svært ved at smile, alligevel fik hun mig til at trække en smule på smilebåndet, som jeg kørte hånden forsigtigt igennem hendes lange gyldne hår.

En hånd lagde sig blidt på min skulder. "Tak skal du have..." takkede Katie's mor og ledte efter et navn, dog havde jeg aldrig fortalt hende, hvad jeg hed. Det var ikke ligefrem længe siden, vi var flyttet ind i kvarteret. Det stod over brevsprækken på vores dør, som nu var fortid, men hvis jeg ikke tog meget fejl havde de boet på fjerde sal og ikke set meget til anden sal, da elevatoren tit kunne erstatte trapperne. "Kate," hilste jeg. "Det var så lidt". Hun rystede på hovedet. Det havde betydet meget for hende. Alt. "Jeg ved, hvordan det er at være i hendes situation. Tro mig," forsikrede jeg hende. Katie fløj op for at kramme sin mor efter at have tørt tårerne væk. Hendes mor var ovenud lykkelig for at holde hendes uskadte datter i sine arme velvidende om, at det ikke ville være sidste gang, hun ville få muligheden for at holde hende så tæt ind til sig.

Endnu en tåre forlod øjenkrogen, som jeg sendte et forsigtigt smil til moren, der taknemmeligt gengældte det. Jeg måtte ringe til min far. Gud vidste, hvor forskrækket eller bange han var lige nu? Jeg frygtede for, hvor meget han ikke måtte flippe ud over, at jeg skulle udsættes for sådan noget ikke bare én, men to gange. Min mobil var den eneste ting - udover jakken -, som jeg havde grebet på vej ud. Ikke fordi den betød alverdens for mig, men jeg vidste et enkelt opkald kunne betyde en verden til forskel for min stakkels far.

"Kathleen? Er det dig?" spurgte en rystende stemme i den anden ende. Det forskrækkede mig, hvor hurtigt telefonen blev taget. Han vidste besked. "Det' mig," forsikrede jeg ham, og jeg kunne høre, han åndede lettet op og trak vejret i en mere normal rytme igen.

"Er... er du okay?" fremstammede han stadig i chok. "Jeg har det fint far. Tag den med ro... hvis det er muligt?" bad jeg, da det pinte mig at høre han så forskrækket og så rystet over noget. "Ved... ved drengene noget?" spurgte jeg usikkert. Noah og Nate havde været nok igennem, selv om det ikke umiddelbart kunne ses på overfladen. Jeg vidste, hvor frygtelig ondt det gjorde, når ens lærer bad sine elever om at give mor denne seddel, som hun lige skulle skrive under, jeg havde trods alt selv mærket, hvordan en så simpel kommentar kunne ødelægge hele ens dag på et splitsekund.

"Nej," sukkede han fraværende. "Det kan også være lige meget lige nu. Jeg er så frygtelig ked af, at jeg ikke kan starte bilen og hente dig, men... undskyld. Du kan måske finde ly hos en ven indtil da, jeg vil bare ikke ødelægge aftenen for Noah og Nate. Det kan jeg ikke," undskyldte han. "Lad være med at tænke på det. Jeg... jeg klarer mig," insisterede jeg og prøvede at holde inde med alle følelserne for ikke at gøre ham mere bekymret.

"Kathleen?" spurgte han endelig efter to sekunders stilhed. "Ja?" "Pas på dig selv!" bad han og lagde røret på. Jeg nikkede for mig selv, som jeg begravede telefonen i den alt for store jakkelomme.

Jeg kunne mærke kulden brede sig i min krop, de rystende ben under mig og de klaprende tænder, der ikke kunne stoppe. Jakken alene var ikke nok.

Hostende mennesker fortsatte med at strømme ud af bygningen. Sirener fyldte stilheden ud. Jeg hulkede for mig selv, som brandmændene forsøgte at slukke ilden med store slanger, der spydede vand ud i en vældig fart. Børn græd ud ved deres forældre, og her stod jeg. Helt alene. Uden nogen at græde ud hos overhove-

"Kate?" kunne jeg høre en velkendt stemme bag mig sige. Jeg rynkede panden uforstående. Hvad lavede han her? "Harry?" spurgte jeg forvirret og vendte mig om, hvor der ganske rigtigt stod en høj, krøllet dreng med grønne klare øjne, der skinnede i ildens reflektion. En tåre drybbede ned fra min hage og landede på kraven af min - eller rettere sagt min fars - jakke.

Jeg bed mig hårdt i underlæben for ikke at komme til at bryde ud i gråd foran ham. Det fortjente han ikke at se. Alligevel kunne jeg ikke holde følelserne tilbage. Harry trådte et skridt nærmere for at tøre en tåre væk fra min kind. Hans øjne borede sig ind i mine. Chokket kunne stadig anes i hans ansigt, men lige nu var alt han tænkte på at være der for mig.

Et hulk forlod mine læber, som jeg slog armene om ham. Med rynket pande gjorde han det samme og begyndte trøstende at gnuppe armene op og ned ad min kolde ryg, hvilket sikkert fik min i forvejen korte jakke til at glide en smule opad, men jeg valgte ikke at tage mig af det. Mit ansigt passede perfekt i hans indhak ved skulderen.

Hvorfor var han kommet tilbage efter mig? Hvorfor havde han ikke bare glemt mig, som jeg havde bønfaldt ham om? - Fordi han var en ægte ven. Kun ægte venner ville gøre dette for mig.

"Kate, du ryster," mindede Harry mig om, hvilket jeg havde glemt for en kort stund. Han løsnede langsom grebet om mig, inden han gav mig et elevatorblik for derefter at konstatere, at jeg var meget letpåklædt. Varme var ikke længere noget, der var i min krop. Jeg trak på skuldrene. Det gjorde jeg vel - frøs.  Harry kiggede kort ned i jorden. "Vil du gøre mig en tjeneste?" spurgte han i et bedende tonefald og kiggede op igen. Jeg nikkede bare uden at give en lyd fra mig, hvilket var godt nok for ham. "Kan du ikke glemme, hvad end der er sket den sidste uge og køre hjem med mig? Hvis det ikke er for meget at bede om? Du er iskold, Kate," hans stemme lød nærmest plagende, som han bad mig følge med ham. Jeg tøvede et kort sekund. Jeg vidste, hvor hård den sidste uge havde været for mig. Det var lige præcis den, der gjorde, at jeg tøvede med at sige ja. Dog vidste jeg også, hvilket smil der automatisk gled over mine læber ved synet af Harry, og det var det, der fik mig til at tøve med at takke nej.

"Jeg fryser faktisk en smule," tilstod jeg endelig med klaprende tænder. Hans skuldre sank flere centimeter. Det var tydeligt, der her var en lettelse for ham. Inderst inde måtte jeg også indrømme, at det var en stor lettelse for mig, dog var jeg en smule skeptisk for fremtiden. Forsidehistorien var reddet til imorgen. Umiddelbart var fortograferne gemt godt væk, men jeg vidste, de lå og lurrede bag en brandbil eller en ambulance et sted. Jeg vidste, hvor listige de kunne være, og hvor listige de var.

"Det siger du ikke," fnøs Harry og sendte mig et skævt smil. "Kom".

Harry lagde en hånd om mit liv, som vi sammen bevægede os over mod en sort Range Rover, der holdte et sted, der sikkert var ulovligt, men det var ikke noget, han havde taget sig besynderligt meget af. I dag var en undtagelse... selv om det blot var en afsindig dårlig undskyldning for at parkere ulovigt.

 

○○○

 

Stemmer hørtes længere inde i huset, hvilket fik mig til at rynke på panden. Jeg troede, vi var alene?

"Det er bare drengene. De var her, da jeg ligesom... hørte ambulancerne og brandbilerne køre mod jeres kvarter," forklarede Harry roligt og rakte ud efter min jakke. Usikkert beholdt jeg den på, da jeg ikke havde lyst til at udstille mig næsten uden tøj sådan bare lige. Sådan var jeg bare ikke anlagt. "Årh, det havde jeg nær glemt," beklagede Harry undskyldende og hængte bøglen tilbage i bøgleskabet.

"Vil du... løåe noget tøj af mig?" spurgte han, som vi gik videre ind i huset mod stuen, hvor snakken synes at være faldet hen. "Mhmm," mumlede jeg bare med sammenpressede læber. Jeg måtte ærlig indrømme, at jeg følte mig en smule forlegen, men valgte bare at værtsætte Harry's venlighed.

Døren gik langsomt op til stuen, hvor fire sæt øjne blev rettet mod Harry og jeg. Drengene gav mig alle elevatorblikket for at konstatere, at Harry ikke var taget af sted for sjov. Hverken Liam, Louis, Niall eller Zayn, som sad tilbagelænede i sofaen, vidste, hvad de skulle sige.

Du overlevede?

Nårh, dejligt at se, du stadig lever?

"Hej Kate," hilste Liam så roligt som muligt. "Det er godt at se dig". De andre drenge gjorde sig hurtigt enige og prøvede at virke så afslappede, de nu kunne på trods af omstændighederne. Det var rart, der i det mindste var nogen, der ikke var så overgearede over hele situationen. Jeg havde brug for lige at lande, mærke mit fodfæste og tænke lidt positivt på dagen. Et smil var alt, der skulle til for at gøre mig glad. En grund til at grine var alt, der skulle til for at gøre mig tilfreds lige nu. Det lød som så lidt, men det var noget, jeg virkelig havde brug for på dette stadie. "I lige måde," svarede jeg langt om længe.

"Følg med mig," bad Harry og lagde igen armen om mig for at dirigere mig ind på hans soveværelse, selv om jeg udemærket godt kendte dets placering, dog valgte jeg at holde mund. Jeg havde brug for Harry's nærvær lige nu. Han måtte ikke forlade mig, som jeg havde forladt ham.

Harry lukkede langsomt døren i bag os og begyndte at rode efter noget tøj, der muligvis ville kunne passe en pige af min størrelse. Jeg var langt fra nogen tyk pige, men jeg var heller ikke decideret tynd. Jeg var nok mere en inbetweener, hvad angik kropsstørrelse.

Efter meget overvejelse smed Harry en mørkeblå, simpel t-shirt og et par gamle adidas shorts - der heldigvis var elastisk i, da de nok var en tand for store - ud af skabet og ned på sengen. "Prøv det her," foreslog han og nikkede for sig selv. "Det buuurde passe". Størrelsen virkede ikke - bedømt ud fra et hurtigt øjekast - helt ved siden af. "Hvis der er noget, er jeg lige udenfor sammen med de andre, okay?" forsikrede han mig og sendte mig et forsigtigt smil, som jeg i et noget mislykket forsøg prøvede at gengælde.

Døren blev endnu en gang lukket i, og rummet blev med ét uhyggeligt stille. Dagen havde været fuld fart fremad lige fra morgenstunden, så stilheden føltes pludselig uvant, dog værtsatte jeg, at der endelig var faldet en smule ro over tingene. Til en forskel var det utrolig rart, at der ikke skete en hel masse omkring mig, og dog skete der alligevel en masse. Besynderlig blanding.

Tøvende lod jeg den alt for store jakke falde til gulvet og fik hurtigt iført mig Harry's tøj, da mit undertøj meget hurtigt føltes alt for koldt, selv om man ikke kunne klage over den dejlige varme, der omgav mig i rummet. Harry's duft, der havde sat sig let på tøjet, bredte sig i mine næsebor og fik mig til at trække let på smilebåndet. Jeg tog håret til side og lod det falde tilfældigt ned langs den venstre skulder og konstaterede, at der ikke var nogen grund til at stadse sig yderligere ud. Det var intet bal. Bare en simpel 'hyggeaften' hos Harry med hans fire bedste venner Liam, Louis, Niall og Zayn, dog var det de færeste, der havde den tankegang.

Forsigtigt puffede jeg dobbeltdøren op til stuen.

"... hun flyttede, da jeg var 10 og så..." Harry stoppede brat med at snakke, da han så mig i døråbningen. Et smil gled over hans ansigt. "Du ser godt ud," konstaterede han og blinkede charmerende med det ene øje, hvilket fik mig til at fnise.

"Slå dig ned," bad Zayn, men indså hurtigt, der ikke var mere plads i Harry's hvide sofagruppe, hvilket fik ham til at bide sig selv i underlæben, da han godt kunne se, de umuligt kunne høkke mere sammen i bussen. "Der er plads liiige her," indskød Harry og klappede opmuntrende på hans lår. Uden at beklage mig satte jeg mig ned på Harry's lår og håbede min vægt ikke ville blive for meget for ham. Min far var for længst blevet træt af at sidde med mig på den måde, dog måtte jeg indrømme, at jeg stadig elskede det, og til tider var det også noget jeg savnede.

Afslappet lagde jeg mig tilbage mod Harry's brystkasse, så jeg hævede og sænkede mig i takt med hans regelmæssige vejrtrækning. 

"Vi sad lige og snakkede om dig," oplyste Niall og sendte Harry og mig et stort smil. "Jeres lange rutchebanetur får jer til at lyde som et par oldinge," drillede Louis, hvilket fík de andre til at grine, og jeg måtte indrømme, jeg ikke selv kunne holde mig fra at smile en smule af hans uventede kommentar. Louis' form for humor havde en måde altid at bløde alle op på. Nu kendte jeg ham knap nok. Faktisk havde jeg kun set ham den eftermiddag, hvor Harry havde ramt mig i nakken af en snebold - hvilket jeg havde tilgivet ham for -, den gang, hvor vi havde snakket over Skype og så nu. Dog havde jeg fået et klart indtryk af hans udadvendte personlighed.

"Det er nu skønt at sidde her som 100-årig uden et eneste grå hår eller nogen rynker. Vi holder os godt, Harold," sagde jeg og klappede blidt Harry's hånd, han havde lagt på mit lår for nænsomt at sidde og nusse det. Af en eller anden grund kunne Niall ikke holde sit fnis tilbage. Niall virkede som den positive i bandet forstået på den måde, at der sjælendt var noget, han ikke fandt sjovt eller bare en smule værdigt til at grine over. Den slags mennesker kunne jeg godt lide. De var så opmuntrende at tilbringe tid sammen med, selv om man knap nok kunne påstå, at vi havde tilbragt 'tid' sammen.

"Harold," drillede Liam og Zayn i kor, som om det ikke var første gang, de havde drillet ham med hans navn. "I er så barnlige!" konstaterede jeg. "Og det siger du først nu," grinede Harry, der ikke tog sig af at blive lavet lidt sjov med. De drenge fjollede vel rundt på tour konstant. Det var vel ikke spor nyt for ham. Jeg undrede mig til tider over, hvordan de kunne sidde stille og opføre sig eksemplarisk nok til at koncentrere sig om prøverne inden deres shows, eftersom jeg havde det indtryk, at de var over alle bjerge hele tiden. De typer var dem, der morede mig mest...

Snakken flød let, hvilket jeg værtsatte efter en hård dag. Det var især rart snakken ikke behøvedes at omhandle dagens tumult, men kunne handle om helt basale ting, som Harry's navn.

Hvor jeg ønskede dette øjeblik ville vare i en evighed. Jeg ville glemme alt om branden. Jeg havde spildt otte år af mit liv på grund af flammernes magt. Jeg havde ikke tænkt mig at gøre det igen.

 

___________________________________________________________________________

Hvad synes I om den dramatiske scene med branden? Og tror I Kate kan klare et venskab med en berømthed, eller vil det ende på samme måde som før? Hvad tror I generelt, der sker herfra?

Mere?

Lots of Love♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...