Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4622Visninger
AA

15. Kapitel 14 ~ Gotta live with my decisions

Dagen igår havde været svær at kæmpe sig igennem. Ekstra svær. Jeg fortrød intet - ikke endnu. Lige nu var jeg glad for min dratiske beslutning. Ikke alt var faldet til ro siden da, men noget i mig slappede mere af ved tanken om, at medierne snart ville miste sin interesse for mig, når der ikke ville være flere spændende historier at bringe frem i lyset, hvilket ikke kunne vare længe.

Et skud af glædelse strøg igennem mig, som jeg endnu en gang bevægede mig ned ad den menneskefyldte gang på skolen. De stirrende blikke kunne stadig mærkes, men jeg havde valgt at ignorere dem fuldkommen. I dag skulle være en god dag. Den bedste. Og jeg glædede mig allerede.

Min far havde presset mig til aftensmaden med at begynde at møde nogen andre, se nogen i min fritid, lade være med at vente på weekenden, hvor jeg kunne tilbringe tid med du-ved-nok-hvem. Jeg havde valgt at holde min beslutning for mig selv. Hvis jeg ikke tog meget fejl, ville min far presse mig til at ændre mening. Jeg ville ikke gå ud på så dybt vand, så jeg ikke længere ville kunne bunde. Når man først havde været der, ville man ikke tilbage.

Selvfølgelig havde jeg en bestemt person i tankerne, som jeg ville tilbringe dagen med. Aiden. Uden at have spurgt, vidste jeg, han tilbragte størstedelen af sin tid alene, og jeg havde besluttet mig for, at det var på tide at holde ham ved selsskab - ikke på grund af medlidenhed, men på grund af ren og skær lyst.

Døren til klasse. Mit blik flakkede forventningfuldt rundt i lokalet, men intet syn af Aiden. Jeg bed mig skuffet i underlæben og prøvede at banke en smule håb tilbage i mit hoved. Måske havde han sovet over sig? Det kunne vel ske for selv den bedste? Ikke?

Brad stod som sædvanlig lænet op ad katederet med hans slæng og smilede kækt til mig og som sædvanlig, himlede jeg bare med øjnene af ham. Det var ikke noget, jeg ville ligge skjul på. Tvært imod gjorde jeg alt for at lade ham vide, at jeg ikke kunne blive mere ligeglad, når det kom til ham.

"Jamen, hvem har vi her?" spurgte Brad og vippede med øjenbrynene. "Godmorgen," hilste han og kørte bevidst hånden igennem det mørkebrune - næsten sorte - hår. "Godmorgen," hilste jeg for at prøve at virke venlig. Hvorfor ikke?

 

○○○

 

Skolen kedede mig. Dræbte mig langsomt og smertefrit indefra, uden nogen bed mærke i det. Aiden plejede at være min redning, når det kom til matematik, men nu da han stadig ikke havde vist sig, var jeg ladt helt alene med de indviklede tal, der stod på mine papirer.

Mit blik flagrede rundt i luften. Ikke fordi jeg ledte efter noget specielt, måske mere for at slå tiden ihjel. Mine øjne ramlede ind i et sæt velkendte mørkebrune, der også havde blikket fastlåst på mig. Brad. Det var som om, han overvågede mig. Jeg prøvede ikke at lade det påvirke mig, men jeg ville lyve, hvis jeg påstod, han slet ikke havde nogen effekt på mig.

Brad's blik gled op til katederet, hvor han hurtigt konstaterede, at vores lærer var rendt ned på lærerværelset efter mere kaffe. Det kom ikke som nogen overraskelse. En lærer var ikke en lærer, hvis han eller hun ikke kunne lide kaffe. Det fik ham til at tage en impulsiv beslutning. Han tog i hvert fald hans bøger under armen og fortsatte ned bagerst i klassen for at sætte sig ved min side, eftersom pladsen ved siden af min stod fri.

"Du ser en smule fortabt ud?!" konstaterede han og fnes for sig selv, da han lod mine papirer glide over på hans side af bordet. "Meget fortabt," tilføjede han ved synet af arket, der var helt fri for blyantsstreger.

Jeg var vel fortabt. For første gang måtte jeg give ham ret. Når han havde ret, havde han ret. Det måtte jeg give ham. Min fars befaling om at begynde at se nogle andre end bare Harry sad stadig fast i baghovedet. Aiden havde været den eneste, jeg overhovedet havde overvejet, som personen, der kunne fylde tomrummet ud. Han var den eneste, jeg havde snakket med udover...

Jeg sank den pludselige klump, der havde dannet sig i halsen. "Det er slut med stuarrest," begyndte jeg velvidende om, at jeg snart ville gøre noget dumt. Vanvittig dumt. "Fortæl mere," bad han og havde lugtet lunten, eftersom hans ansigt udstrålede noget, det mindede om sejr. "Vi har vidst stadig et hængeparti. Du husker vel nok, du prøvede at invitere mig ud eller med hjem?" hørte jeg mig selv sige. Jeg vidste ikke, hvad jeg var ved at rode mig selv ind i, men det var helt sikkert ikke nogen god idé, dog så jeg ingen anden udvej. Et tilfreds smil gled over hans læber. "Hmm... Så du har altså ændret mening. Fair nok".

 

○○○

 

Det føltes forkert. Brad's arm der lå om min skulder, mens han drejede nøglen om i nøglehullet for at lukke os ind hos ham. Nærkontakten gav mig myrekryb. Døren gled op uden videre problemer. Huset så lige så nydeligt ud indenfor som udenfor, dog var der noget i luften, der lugtede langt væk af problemer. Seriøse problemer.

"Føl dig hjemme," bad han og lod hånden køre fra mit skulderblad og ned til livet. Det løb mig koldt ned af ryggen, men jeg prøvede desperat at holde mig i skindet. Jeg fulgte tavs med ham ind i stuen - som var meget moderniseret i forhold til vores -, hvor vi satte os ned i en sort stofsofa. Mit blik kørte rundt i det sort-hvide rum, der ikke afspejlede mange glimt af noget farverigt. Brad's blik kunne mærkes i min side, men jeg var ikke meget for at skabe øjenkontakt.

En hånd kunne pludselig mærkes på mit lår. Det gav et hiv i mig, og jeg kunne denne gang ikke løbe fra at lade mine øjne møde hans, som han gav mit lår et klem. "Brad?!" udbrød jeg for at gøre det klart, det ikke var det, jeg var kommet efter. Han gik for langt. Han brød alle grænser. Men i sidste ende var det mig, der var gået for langt. Det var mig, der havde begivet mig ud i noget, der brød alle mine grænser. Alligevel sad jeg bare og kiggede hjælpeløst på.

"Fortæl mig om dig selv, Kate," indskød han. Hans ånde kunne tydeligt mærkes på min bare hals, eftersom jeg havde sat mit hår op i en høj hestehale i dag. Små knopper begyndte at titte frem på mine arme. Hans berøringer, nærkontakten, det faktum han brugte mit kælenavn, det hele gav mig kuldegysninger.

"Jeg bor med min far og mine... mine to brødre," fremstammede jeg og kiggede igen ligeud, da hans nærstuderende øjne blev en tand for meget for mig. "Og din mor?" spurgte han, men virkede som en, der inderst inde var komplet ligeglad. Spørgsmålet skar som tusind nåle ind i mit hjerte. Ikke at folk ikke måtte vide, hvad der var sket med min mor, for det var ikke fordi, jeg var bleg for at fortælle om det, men Brad var ikke den første, jeg ville dele min livshistorie med. Tvært imod nærmere den sidste.

"Jeg boede de førte otte år af mit liv i Holmes Chapel," tilføjede jeg og tog mig ikke af hans spørgsmål. Han havde spurgt ind til fakta - ikke følelser. "Hvad fik jer til at flytte?" spurgte han og kom igen ind på et følsomt emne, imens han langsomt begyndte at trække elastikken ud af min hestehale, så mit hår endte med at hænge løst ned ad skuldrene. Elastikket blev kastet ned på gulvet, men hvorfor?

Nervøst bed jeg mig i underlæben.

Hvad ville han?

Hvad havde han gang i?

Hvad var hans mål med mig?

Hans ansigt nærmede sig mit, som han fjernede mit hår fra halsen. "Hvad end du laver, så skal det stoppe!" bad jeg med rystende stemme. Jeg følte mig langt fra tilpas. Brad fnes bare af min kommentar, men tog sig ellers ikke af min hentydning til, det var for meget. Alt for meget. Han begyndte at kysse mig blidt på halsen. Brad havde opnået, hvad han hele tiden havde planlagt at få. Magt. Jeg var det offer, han udnyttede den på. Hårdt bed jeg mig igen i underlæben, som han gik hårdere til værks.

"Stop!" råbte jeg, da utilpasheden skyllede ind over mig. Jeg rykkede helt over i højre side af sofaen for at blive fri for ham. I to sekunder sad jeg i troen om, at han havde forstået det. Forstået min bøn. Dog var jeg overbevist om, at han ikke var færdig, da han kom kravlende over til mig med hungrende øjne, der bad om mere. "Stop!" skreg jeg, hvilket ikke sendte nogle signaler. Han lukkede alt ude og lukkede i stedet op for hans egne behov, og hans behov skræmte mig fra vid og sans.

Kunne jeg løbe væk?

Eller var det for sent at stille noget op?

Brad skød over imod mig, så han lå halvt ovenpå mig. Hvis vi havde haft været kærester, ville det her have været vildt romantik, faktisk noget jeg aldtid havde drømt om, men Brad og jeg ville aldrig blive mere end klassekammerater, hvis vi overhovedet var kammerater? Vi sad i samme lokale i skoletiden... hvad havde jeg eller nogen anden gjort så galt, der fik ham til at opføre sig på denne måde? Jeg skulle aldrig have bevæget sig ud i det her for at glemme Harry i håbet om at danne nye venskaber med... Skolens mest populære fyr? Skolens badboy?

Jeg lå fastlåst under ham. Brad havde et godt tag om mine håndled, som han pressede ned mod sofaens hårde overflade. "Flyt dig!" skreg jeg, men ingen kunne høre mit desperate råb. Ingen andre end ham. Jeg kunne ikke rokke mig ud af stedet. Hjælpeløs. Igen lagde han læberne mod min hals. Denne gang for at lave et stort sugemærke. Jeg var ikke længere kun et offer. Jeg var et afmærket offer.

"Jeg skal lige på toilettet," indskød jeg usikkert, hvilket endelig fik ham til at løsrive hans greb om mine håndled. I en fart fik jeg rejst mig op. Jeg lod min mobil ligge fremme på bordet. Den var lige meget. Alt, jeg kunne tænke på, var at komme ind i et rum, der ikke ville lugte af hans gennemtrængende parfume.

Ubesværet fandt jeg frem til toilettet, hvor jeg hurtigt fik låst døren bag mig. Alene. Endelig alene. Forsigtigt begyndte jeg at massere mine ømme håndled. "Av," hviskede jeg og prøvede på bedste vis at bide smerten i mig. Uvilligt stilte jeg mig foran spejlet og viftede håret over den ene skulder. Et stort, rødt sugemærke kom til syne. Jeg havde intet problem med at rende rundt med et sugemærke, men kun drenge, jeg elskede, ville få det privilegium. Drenge som Brad... not a chance!

 

Brad's synsvinkel:

Jeg havde hende snoet om min lillefinger. Let og ubesværet. Jeg havde hende i min hule hånd, hvor hun hørte til. Fra starten havde hun været en udfordring, hvilket blot havde gjort hende til et mere spændende offer. Legen var udelukkende kun blevet sjovere af hendes modstand.

Den gamle Nokia, der lå foran mig på det hvide sofabord, begyndte at bippe. En SMS. Fra hvem mon? Min nysgerrighed meldte sig. Eftersom der ikke var kode på den gamle skrotbunke, var det let at få mit spørgsmål besvaret.

Harry: Kate... can we talk?

Jeg fnes kort for mig selv. Det var næsten for let. Den spade til Harry Styles fik altid, hvad han pejede på. Han ville være pissed, hvis han vidste, hvad jeg havde gjort med hans tøs.

Brad from Kate's phone: She's doing great without you Prince Harry! Did you know that she's incredibly good in  bed? Wauw! In fact she has told me, that you're a stupid idiot so just forget about her. She has moved on man. Her body belongs to me now. Her beautiful naked body belongs to me! Have a nice day idiot.

 

○○○

 

Kathleen's synsvinkel:

Min far, Nate og Noah var taget til klassefest i Nate's klasse. Jeg havde insisteret på at blive hjemme, fordi jeg var træt. Faktisk var jeg ikke træt på den måde, jeg var mere træt af det hele sådan generelt. Denne uge havde været et rent mareridt, og jeg håbede så inderligt, at nogen snart ville ruske mig i skulderen og vække mig op fra denne forfærdelig drøm.

Jeg havde sat mig ind i stuen med min varme dyne og sad alene og så Tornerose. Jeg vidste udmærket godt, at den var en smule - hvis ikke meget - barnlig, men hallo! - Tornerose var da en klassiker.

Jeg havde ikke følt for at spise noget, siden jeg var kommet hjem, da alle mine tanker allerede fyldte mig til renden. I stedet sad jeg og fumlede en smule med min mors forlovelsesring, som jeg sad og studerede nøje, da jeg pludselig fik øje på den loop, der lå fremme på sofabordet. Et kort øjeblik fnes jeg over, hvordan Noah havde rendt rundt i lejligheden og leget med den tingest hele aftenen lige, indtil de tog af sted. Fniset forduftede lige så stille, da jeg rakte ud efter den i en tøvende bevægelse.

Det var længe siden, jeg selv havde siddet og leget med sådan en. Faktisk havde jeg længe troet, den var gået i stykker. Jeg gav mig til at studere ringen, da jeg længe havde undret mig over de små ridser, der var langt siden, som jeg aldrig helt havde forstået. Loopen blev lagt tæt op ad ringen, som jeg lige så stille opdagede noget, det ikke en ridse, men et... et bogstav. Det gav et hiv i mig.

"I'll be right here," hviskede jeg for mig selv og lod denne gang loopen køre langs indersiden af ringen med min rystende hånd. "...When your world starts to fall". Det var et citat. Fra den sang hun altid sang mig i søvn til. Måske var det det, hun hele tiden havde prøvet at fortælle mig? - At hun var her? At jeg måske ikke kunne se det og se hende, men hun kunne se mig? Og hun ville være her, når min verden ramlede sammen?

Lige nu ramlede alt i mit hoved sammen. Jeg havde forsøgt at forholde mig stærk den seneste uge, men nu ramlede alting sammen, og jeg kunne ikke længere holde følelserne tilbage. De havde hele tiden siddet i øjenkrogen. Tårerne. Nu banede de sig med lethed vej ned af kinderne og dryppede videre ned på ringen i min højre hånd. Følelserne havde siddet ude på tøjet hele tiden, og alligevel var det først nu, jeg accepterede tingene, som de var.

Jeg havde brugt for lidt tid med dem, jeg elskede. Al min tid var spildt på mennesker, der ikke havde nogen gode hensigter med mig. Folk, der hele tiden havde haft planlagt at udstille mig. Folk, der kun betragtede mig som en genstand - en sten uden følelser. Men her var jeg. Lige så menneskelig som alle andre, og lige som alle andre havde jeg følelser. Følelser, der kunne trædes på. Mine følelser var ikke blevet trådt på. De var stampet ned i jorden. Først nu indrømmede jeg sandheden over for mig selv. Stadig ville jeg hellere glemme tingene, som de var og huske, hvordan de havde været.

Jeg tørrede tårerne væk fra kinderne og tog en dyb indånding, inden jeg slukkede for filmen. Det var begrænset, hvor koncentreret, jeg havde fulgt med, og den var alligevel ved at lakke mod enden. Desuden kendte jeg slutningen. Hun levede lykkeligt til sine dages ende med sin prins. Det kapitel var jeg bare ikke nået til endnu. Min egen personlige film var stadig i gang, og enden var stadig fjern.

Trætheden meldte sig lige så langsomt. Jeg tog alt mit tøj af, indtil jeg kun stod i mit undertøj - min BH og mine trusser. Jeg puttede mig trygt under dynen i sofaen, hvor benene lige nøjagtig ikke røg ud over kanten.

"Godnat," hviskede jeg stille, selv om ingen kunne høre det, hvilket passede mig fint. Jeg havde brug for alene tid, men mest af alt, havde jeg brug for at sove.

 

○○○

 

En brandalarm hørtes ude fra opgangen. Den pibende lyd gav genlyd i ørerne. Jeg vendte mig om på den anden side. De manglede vel batterier. Sådan nogle måtte jo skulle udskiftes en gang imellem. Også på alarmer.

Jeg ignorerede lyden. Det var sikkert ikke noget. Alligevel sad mit hjerte helt oppe i halsen på mig. Alligevel lå jeg i skræk og rystede ukontrolleret. Og alligevel hørte jeg lyden af en brandbil komme nærmere vores lejlighedskompleks.

Det brændte. 

 

_________________________________________________________________________

Hvad er jeres tanker om Brad? Og hvad med den sidste del af kapitlet? Hvordan tror I Kate vil takle endnu en brand? Og vil hun overhovedet overleve denne gang?

Det ville betyde meget, hvis I ville bruge et minut på at skrive en lille kommentar. Er der noget, jeg kan gøre bedre? Er der noget jeg gør godt? - Jeg bliver aldrig bedre eller bedrevidende uden jeres mening, so please let me know what you all think!

Lots of Love♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...