Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4687Visninger
AA

14. Kapitel 13 ~ Just forget about me

"Godmorgen solstråle," sagde en velkendt stemme, mens en varm hånd kørte igennem mit filtrede morgenhår. "Mhh," stønnede jeg, som jeg prøvede at vågne op fra min dybe søvn. Der var gået flere timer, før jeg var faldet i søvn i går aftes, og jeg var helt klart ikke noget morgenmenneske, så den manglende søvn hjalp mig ikke det mindste i at stå op denne morgen.

I går havde været en øjenåbner for mig. Den værste del af det hele var, at det ikke var forbi. Det var tvært imod kun lige begyndt, og jeg hungrede allerede efter at få det til at slutte. Privatliv var privatliv. At få stukket et kamera op i fjæset var bestemt ikke at have privatliv.

"Godnat," mumlede jeg og trak bestemt dynen over hovedet. Meget imødekommende var jeg ikke om morgenen, men hvorfor min far vækkede mig, havde jeg absolut ingen idé om. Fejlede mit vækkeur noget?

Et ryk i dynen kunne mærkes, og jeg var for svag til at holde fast. "Jeg river snart dynen af dig," drillede min far og nussede mig blidt på kinden. "Du vover!" advarede jeg og sad straks oprejst med åbne øjne. Det var den ene ting, du så absolut ikke skulle joke med, når jeg kun lå halvvågen og stadig havde brug for at sunde mig, inden jeg skulle nogen steder.

"Rolig nu," tyssede han og tog hans hænder til sig for at signalere våbenhvile, inden han tog et par skridt tilbage. Jeg gav et dybt suk fra mig, mens jeg tværrede søvnen ud af øjnene. "Der er morgenmad om fem minutter, okay?" tilføjede han, og jeg nikkede bare. Normalt gik vores familie stærkt ind for selvbetjening, så hvad, der fik min far til at opføre sig på denne måde, var et mysterie. Først vækkede han mig... på en meget truende måde, og nu gik han i gang med at finde morgenmad frem? Han begyndte ærligt talt at skræmme mig en smule. 

Jeg valgte ikke at beklage mig det mindste, men viftede istedet fødderne ud over sengekanten for at signalere, at jeg var vågen - i hvert fald halvt. Min far nikkede for sig selv med sammenpressede læber og forlod rummet uden at sige mere. Selv om jeg mest af alt bare gerne ville ligge mig tilbage og falde hen igen, vidste jeg godt, at der var en ny dag forude - en dag jeg ikke havde lyst til at gå i møde og i hvert fald ikke med et smil, dog ville det være en nødvendighed. At dase den herhjemme ville ikke ændre det mindste på verdenen omkring mig.

Sløset fik jeg stilt mig op og fandt det eneste tøj frem, jeg umiddelbart var i humør til. En rød sweater blev trukket ned over mit tunge hoved, og et par lyse cowboy bukser blev trukket over benene, som jeg lod håret falde let ned over skuldrene.

Som jeg bevægede mig ud i køkkenet strømmede den dejlige duft af spejlæg, røræg og bacon ind i mine næsebor, og et smil plantede sig tilfreds på mine læber. Med interesserede øjne betragtede jeg min far stå koncentreret ved komfuret. Idag måtte jeg indrømme, at han virkelig imponerede mig i stor stil.

"Godmorgen," smilede jeg og begyndte at sætte tallerkenerne på bordet. "Godmorgen," svarede han, men slap aldrig stegepanden ude af syne i frygt for at brænde noget på. "Kunne du ikke rende ud efter posten smukke?" spurgte han efterfølgende, men stadig fraværende. "Selvfølgelig," mumlede jeg og satte den sidste tallerken ved bordenden.

Jeg fik hurtigt bevæget mig ud i gangen, hvor et par aviser, reklamer og breve var presset ind ad brevsprækken. Det var ikke det store, men det var det som regel aldrig, dog så en avis i bunken en smule malplaceret ud. Med rynket pande samlede jeg den op og betragtede en lille gul seddel, der var tapet på sladderbladet i min hånd.

Nothing to talk about? Then 'nothing' must be really interesting! - BRAD

En grim, sjusket håndskrift fik mit humør helt ned i kulkælderen. Med bankende hjerte fjernede jeg den lille seddel og tog et kig på en chokerende forside.

"Harry har taget det store skridt, nu skal de forloves..." mumlede jeg stille for mig selv. Et stort billede prydede forsiden. Mit aggressive ansigt var dækket af min hånd på billedet. Min højre hånd. Dén hånd min mors forlovelsesring sad på. En gammel forlovelsesring, jeg havde arvet, var nok til at sætte 3. verdenskrig i gang. Det stikkede og prikkede på indersiden af øjnene, men jeg formåede denne gang at holde mig samlet. Sladderbladet gled ud af mine hænder. En knyttet næve blev til to, som jeg vrissede i retning af bladet, der var landet foran mig på klinkegulvet. Det gik op for mig, at sladderbladet ikke var alene. Bunken bestod udelukkende af sladderblade.

Selv om jeg burde lade være, tog jeg mig alligevel i at række ud efter det næste sladderblad i bunken. "Allerede forlovede?" Et dybt suk undslap mine læber, og jeg mindede mig om, at det nok ville være en god idé at trække vejret. Blikket ramte tøvende en tredje forside, som for alvor satte mit pis i kog. "Harrys romantiske gave til kæresten..." rystede jeg på hovedet, mens vreden steg boblende i mig. Trangen til at slå ud efter noget blev stor. Fristelsen til at banke min knyttede næve ind mod væggen var generelt bare stor. Trangen til at vise mig nogen steder offentligt i dag var der slet ikke.

Hvordan kunne han?

Hvordan kunne han tillade sig at gøre det her imod mig?

Ærligt talt vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde så forbandet forkert i hans øjne. Hvorfor var han så interesseret i mig? Og var det i det hele taget som person? Eller som offer? Min plan havde fra dag et af været ikke at lade hans tilstedeværelse gå mig på. Jeg ville ikke lade ham få denne magt. Hans magt skulle ikke gøre mig magtløs. Hvorfor følte jeg mig så magtløs?

Harry... Harry havde advaret mig mod mennesker som ham. Grusomme mennesker som ham. Mennesker, der ikke kunne passe deres egen jordbærbutik og så absolut skulle blande sig i andre folks sager - mine sager. Jeg skulle ikke tage mig af det. Jeg burde ikke tage mig af det. Det havde været et løfte. Hvorfor havde jeg så ikke holdt lige præcis det løfte?

Aiden... Aiden havde advaret mig mod Brad lige fra starten. Havde jeg lyttet? Eller havde jeg bare givet ham et andet dumt løfte? Jeg prøvede at holde mig væk fra Brad, hvilket jeg jo praktisk talt også gjorde, men Brad holdte sig ikke væk fra mig. Han var som en sugekop. En klam, klistret sugekop. Spørgsmålet var: Hvordan ville jeg nogensinde få rystet ham af mig?

Et kort øjeblik lukkede jeg øjnene og prøvede ikke at gøre noget dumt, som jeg senere ville fortryde. Jeg bed mig en smule hårdt i inderlæben, inden min hånd kørte op til kanten af papiret og rev forsiden langsomt af i håb om, at den ville lide. En forside ville nødig lide, men et sted inde i mig håbede jeg inderligt, at fotografen og journalisten, der sotd bag det, ville lide.

"Der er morgenmad!" kunne jeg høre min far meddele stolt ude i køkkenet. Jeg betragtede endnu en sammenkrøllet forside falde til gulvet, hvor den efterhånden ikke lå alene. "2 sekunder!" svarede jeg og stod komplet stille for et øjeblik. Hvad jeg skulle gøre af det rod af papirskugler og krøllede sider, vidste jeg ikke. Hurtigt fik jeg samlet stumperne op og indså, at jeg måtte finde en skraldespand - en skraldespand min far ikke ville gå i. Den eneste mulighed, der kunne bruges til noget, var min egen, men det ville betyde, at jeg først skulle bane mig vej igennem køkkenet. Jeg valgte ikke at være en kujon og trække tiden ud, men istedet slog jeg hurtigt, og bestemt døren op til køkkenet og gik en smule sidelæns igennem rummet og fik hurtigt papirsstumperne af vejen. Et tilfreds suk forlod mine læber, som jeg betragtede de ødelagte sladderblade falde ned i skraldespanden.

"Ikke noget post?" spurgte min far med et mistænkeligt blik, så snart jeg lukkede døren ind til mit værelse og bevægede mig hen mod spisebordet. "Nej," svarede jeg ivrigt og rystede bestemt på hovedet, måske en smule for bestemt, men ikke noget min far tog sig af. "Underligt," mumlede han bare og satte morgenmaden på bordet, da Noah og Nate kom dumpende ind i køkkenet og slog sig sultne ned hos os.

 

○○○

 

Mit værelse var et trygt sted - det tryggeste jeg kunne komme i tanke om. Scenariet igår med den meget uventede post stod stadig klokkeklart i hukommelsen, men det var ikke det, der pinte mig længere. Journalister og fotografer vrimlede endnu en gang til lejlighedkomplekset og stod netop nu udenfor og ventede bare på, at jeg skulle bevæge mig udenfor. Så heldige skulle de ikke have lov til at føle sig.

Endnu en dag havde jeg kæmpet mig i skole. Det havde ikke været nogen let sag. Intet var let for tiden. Jeg var overlevet, og det var efterhånden det vigtigeste. Problemet var, at udfordringerne ikke stoppede, så snart skoleklokken kimede, og jeg kunne forlade skolens areal. Tvært imod begyndte de først for alvor på vejen hjem - specielt når jeg nåede til vores lejlighedkompleks. Menneskemængden foran det forholdsvist lille lejlighedskompleks voksede fra dag til dag i takt med flere af pressens folk kendte min adresse, men det fik mig ikke til at åbne munden på nogen som helst måde. At fortælle journalister, at vi bare var venner, ville næppe lukke munden på sladderhanke som dem. Næppe.

Min far bekymrede sig mere og mere om mig, og opmærksomheden blev sjælent rettet mod Noah og Nate, der fortjenede hans kærlighed mindst lige så meget som jeg. De var begge raske nu - og heldigvis for det -, men det betød kun, at de skulle igennem den præcis samme menneskemængde som jeg selv, når de fulgtes hjem fra skole om eftermiddagen. Jeg havde mere ondt af dem end mig selv. Jeg var fyldt til renden af medlidenhed - ikke selvmedlidenhed.

En velkendt tone lød fra den anden ende af sofaen, hvor min gamle mobil lå og samlede støv. Jeg tøvede et øjeblik, men valgte alligevel at række ud efter den. Hvorfor lade være? Journalisterne havde vel ikke også fundet frem til mit telefonnummer? Havde de?

Harry: How are you doin'? Haven't heard a word from you since the weekend.

Lettet åndede jeg ud. Ingen journalister. Dog fik det mig ikke tættere på et passende svar.

Hvordan havde jeg det? - Elendigt, forfærdeligt, eller bare skidt?

Hvorfor havde han ikke hørt fra mig? - Fordi noget inde i mig hungrede efter at glemme en af de bedste weekender af mit liv.

Hvad gjorde den weekend til en af de bedste? - Han havde virkelig åbnet sig op for mig. Jeg havde set en ny side af ham. En side jeg tvivlede på, de fleste havde kendskab til, hvilket jeg tog som en kompliment, da han ikke havde været meget for at erkende, hvor hård hans branche i realiteten var. Måske var det svært for ham at indrømme, at han til tider kunne være lige så sårbar som jeg?

Harry: Kate?

Jeg svarede ikke. Hvad skulle jeg dog også svare? Skulle jeg i det hele taget svare?

Harry: Hallo?

Jeg rystede på hovedet, som SMS'erne tikkede ind på telefonen.

Harry: Please... just... let me know that you are alive!

Hans desperate tonefald gav genlyd i mit hoved. Det var ikke fair at lade Harry vente på denne måde. Han vidste udemærket godt, at jeg havde set hver en besked, han havde sendt. Han kendte mig godt nok til at vide, jeg ikke var typen, der lod telefonen løbe tør for strøm og aldrig sætte den i opladerstikket igen.

Jeg var aldrig mere end et opkald væk, og det havde jeg været meget hurtig til at få afklaret med ham, da han havde sat mig af hos mig efter weekenden hos ham. Det var ikke weekenden, der gjorde, at jeg sad her og lod være med at svare. Det var ikke weekenden som sådan, der var skyld i, at jeg nu sad og ignorerede, at han desperat prøvede at komme i kontakt med mig. Det var konsekvenserne af at blive lukket ind i Harry's liv, der holdt mig fra at svare. Han fortjente et svar, men svaret var ikke det, han fortjente.

Beslutninger havde aldrig været mit speciale. Jeg havde altid været personen, der kunne gå ind i en butik og kigge på et par sko og gå ud igen, fordi jeg var i tvivl om, om de skulle være lyserøde eller hvide. Først tredje gang jeg trådte ind ad butikkens glasdør, havde jeg fundet ud af, hvilke sko der skulle stå i mit klædeskab, men så var det ikke mig, der havde truffet beslutningen - det var min mor, der havde opfordret mig til de hvide, da de ville passe bedre til alt. Det var, hvad der var sket, da jeg var fem, hvilket var et par dage eller to siden, men jeg havde ikke ændret mig det mindste, hvad beslutninger angik.

Dog handlede beslutningen ikke denne gang om et dumt par sko og en åndsvag farve. Det handlede om et dumt (uvurderligt) venskab og en åndsvag (jeg mener virkelig åndsvag) presse. Det var som de der tilbud i Føtex eller Bilka. To for en pris - tilbudet varer i alle vores butikker helt ind til lørdag.

Denne beslutning var bare for vigtig til at udskyde til lørdag. Dette tilbud startede onsdag, hvilket var i dag og varede helt ind til onsdag i denne uge. Slå til nu og gør noget dumt, du senere fortryder, eller slå til i morgen, og alt vil være værre end i dag!

Tilbudet var komplet latterligt, men sådan var livet - latterligt. Dog ville jeg hellere ende med at fortryde noget, fordi jeg tog en voksen beslutning, end at jeg fortrød, jeg ikke havde gjort noget, andet end at sidde og se på, som livet passerede forbi om ørerne på mig. 

Nu lyder jeg dobbeltmoralsk igen, gør jeg ikke?

Med bankende hjerte tog jeg en dyb indånding og begyndte at trykke mine rystende fingre mod det slidte tastatur. Jeg kunne ikke fortsætte på denne måde. Det var derfor, jeg gjorde det her. Det var for vores eget bedste. Vi ville blive ladt i fred med tiden. Begge to. Krigen måtte tage en ende. Jeg var nu den, der trak stikket ud.

Me: I think it's best if you just forget about me.

Det gjorde ondt. Det stak i hjertet. Sandheden var hjerteskærende. Det var hjerteskærende at kende til sandheden, men sandheden var, at det ville være bedst på denne måde.

Harry: WHAT? Kate, what are u talking about?

Det overraskede mig ikke, at det overraskede ham - forbløffede ham. Ud af intet kom dette som en grå sky for solen.

Me: I think it's best that way.

Harry: Kate! Please... tell me what's wrong?!

Me: It's wrong that you're still texting me when I told you to forget.

Jeg vidste udemærket godt, at det ikke var det, der var problemet, men at fortælle ham sandheden ville ikke få ham til at glemme. Hvis jeg kendte Harry ret, stod han og ringede på ude fra gaden inden for den næste halve time, hvis jeg fortalte ham sandheden. En dag ville jeg ønske han ville ringe på igen, men lige nu var det bedste ikke at have noget med ham at gøre.

Måske kunne vi mødes om nogle år?

Måske var det her det endelige farvel?

 

__________________________________________________________________________

Snøft. Tror I Harry vil finde sig i det her? Og hvad tror I Kate vil gøre nu, hvor Harry er ude af hendes liv?

Det skal lige siges, at den historie med de lyserøde og hvide sko er rigtig! Haha! Jeg er nok en smule ubeslutsom...

Mere?

Lots of love♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...