Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4639Visninger
AA

13. Kapitel 12 ~ Suddenly I'm everywhere

Stirrende blikke havde fulgt hver en bevægelse, jeg havde lavet på vej ned ad gangen. Følelesen af at være overvåget blussede op i mig, og jeg ville desperat have den til at forsvinde. Al den opmærksomhed, hvor kom den fra? Hvornår ville den forsvinde? Men vigtigst af alt: Hvorfor lå opmærksomheden på lige præcis mig?

Jeg rystede forvirret på hovedet og opgav fuldstændig at spekulere mere over det. Spild af energi. Spild af tid.

Bestemt puffede jeg til klasseværelsets dør, inden den ville smække helt i fra den sidste, der havde åbnet den. Før jeg vidste af det, var jeg nær stødt ind i gæt hvem? - Brad.

"Jamen dog! Hvem har vi her?" sagde han arrogant og prøvede at spille overrasket. Den måde, han fik mig til at føle mig under hans kommando og generelt bare under ham, var frustrerende. Min næve knyttede sig bag min ryg, som jeg prøvede at styre min pludselige vrede. Han gjorde mig vred. Praktisk talt rasende. En ting blev ved med at holde mig tilbage. Harry. Hans ord og mit løfte var ikke noget, jeg havde glemt bare, fordi han ikke var til stede i netop dette øjeblik.

"Jamen hej, Brad! Haft en god weekend?" spurgte jeg og prøvede at lyde både entusiastisk og glad på samme tid, men begge planer røg i vasken, og det endte med, at jeg ikke lød andet end falsk. Det var bedre end slet ikke at sige noget, når det kom til Brad. At ignorere ham, fik ham alligevel ikke til at holde mund eller at holde sig væk for den sags skyld.

"Fin, fin!" indrømmede han, men jeg kunne se, at han havde langt mere i tankerne. Han ville ikke slippe mig let. Jeg kendte ham ikke. Overhovedet. Men jeg havde lært at gennemskue hans luskede ansigtstræk for længst, dog havde jeg ikke lært at tyde, hvad han luskede rundt med i tankerne, og egentlig ville jeg helst være fri for overhovedet at vide det. "Det er mere din weekend, jeg er interesseret i at vide noget om. Du må fortælle mig alle detaljerne!" sagde han pludselig, og et lusket grin lyste hans ansigt op, da han afslørede et sladderblad, han havde haft gemt væk bag hans ryg.

Mit blik studerede uvilligt forsiden.

Jeg bed mig hårdt i underlæben. En simpel overskrift ødelagde alt inden i mig. Det hele skete så hurtigt. For hurtigt. Udsat var sådan, jeg følte mig. Jeg følte mig ikke velkommen. Al den opmærksomhed. Nu vidste jeg hvorfor.

BREAKING NEWS: See the face of the new mrs. Styles.

"Mrs. Styles," tilføjede Brad tilfreds med at udstille mig. Det kunne ses, han nød det. At se mig så sårbar gjorde ham høj. At se ham så høj gjorde mig så ufattelig lav. Han havde et hårdt tag om mig på en eller anden mystisk måde, og han havde ikke tænkt sig at give slip så let. Dette ville blive en kamp, en krig, og han stod i spidsen for det hele.

Mit blik gled tøvende tilbage til sladderbladet. Forsidebilledet var taget i går, søndag, da Harry og jeg gik ud ad hans indkørsel for, at han derefter kørte mig hjem. Alle sammen gode minder, men tanken om medierne og kameraer over alt havde aldrig trejfet mig, hvilket fik mig til at føle mig torskedum. Billedet irriterede mig ikke videre. Jo, jeg havde absolut ingen makeup på, og ja, jeg lignede en klovn, der lige netop var blevet rask, men det irriterede mig ikke lige så meget som forsidehistorien bag billedet. See the face of the new mrs. Styles.

See the face: Var jeg en eller anden udstilling?

Of the new: Harry var da ingen player?! Hvorfor skulle han så udstilles som en?

Mrs. Styles: Jeg var forhelvede ikke Mrs. Styles! Kathleen Lucia Miller, om jeg måtte be'. Hver gang en berømt og kendt fyr - som Harry - blev set med en jævnaldrende pige - som mig selv -, var man pludselig kærester ud af det blå. Sladderbladet ville skide på beskræftelser, det var historien, der talte. Ikke, at jeg var sur over at blive kædet sammen med Harry, for jeg havde virkelig følelser for ham - bare ikke på den måde. Det gjorde mig bare en smuuule sur, at det her var en del af Harry's hverdag. Han var vant til det her. Det var hans liv. At blive ven med ham ville også inkludere hans fans - One Directions fans. Sådan var det bare. Jeg var bare ikke sikker på, at jeg var klar til at være hende forsidepigen, der pludselig var alle vegne. Jeg havde det bedst med at være mig og være lige der, hvor jeg havde lyst til at være. Og hvis du skulle være i tvivl, så var det sted ikke på forsiden.

"Du må fortælle mig alle detaljerne!" bad Brad med en overlegen untertone. "Der... der er intet... der er intet at fortælle," fremstammede jeg mumlende og lød som en, der lige var blevet kørt over af en damptromle. Han havde kørt mig over. Det gode humør var fuldkommen feset ud af mig, og der var ikke meget energi eller lyst tilbage. Det eneste, der lystede, var at vende om og rette snuden hjemad.

"Årh kom nu," pressede Brad på, mens han nu stod helt tæt på mig og snoede en tot af mit lange hår om hans pejefinger. Jeg sank klumpen, der havde dannet sig i halsen. Først nu lagde jeg mærke til, at jeg var stoppet med at trække vejret. Svaghed var ikke noget, han skulle se fra min side, men jeg var ikke en eller anden tosset superhelt, der kunne klare alt. Det kunne godt være, at han var skurken i vores lille tegneserie, men jeg var ikke helten - jeg var offeret.

"Brad," åndede jeg forpustet ud, da jeg ikke kunne holde vejret længere, og det burde jeg heller ikke. "Hvis der var nogle saftige detaljer, ville du være den aller første, jeg delte dem med," begyndte jeg og prøvede at spille hård, selv om det langt fra var sådan, jeg var. "Der er ingen grund til at presse saften ud af citronen på den måde. Du får ikke noget ud af det. Suk, var?" Hans ansigtsudtryk virkede knap så overlegent, da jeg passerede ham. Hvis jeg ikke tog meget fejl, elskede han følelsen af at have det sidste ord, men jeg havde lige gjort ham mundlam.

Highfive til mig selv!

Ufortrødent fortsatte jeg ned mod klassens bagerste bord, hvor Aiden allerede sad. Hans ansigt sagde alt. Jeg havde ikke holdt så lav profil, som han havde ønsket. Jeg havde brudt mit løfte til ham. Bare... lov mig at holde det hemmeligt alligevel, selv om det ikke er mere, end du påstår... okay? Jeg havde fortalt, at vi blot var gode venner og intet mere, men Aiden havde insisteret på, at jeg skulle holde det for mig selv alligevel. Lade det være en hemmelighed og lade det forblive en hemmelighed.

Bare... lad være med at gøre noget dumt. Det løfte havde jeg vel også lige brudt. Generelt at tale til Brad var en stor fejl. Måske burde jeg have ignoreret ham alligevel?

"Hej," hilste jeg og sendte ham et forsigtigt smil, mens klokken begyndte at klinge i baggrunden. "Øhm... hej," mumlede han og kiggede stift ned i bordet, hvilket fik min pande til at rynke sig. Hvad nu? "Er der noget galt?" spurgte jeg fortvivlet og satte mig ned ved hans side. Han trak usikkert på skuldrene, men så let kunne han ikke narre mig. Der var mere bag det usikre ansigt end som overfladen viste. "Jeg vil bare ikke have, at han sårer dig," svarede han ærligt. Så det var det, der var galt? Men hvorfor skulle Brad såre mig? - For at se en anden end ham? Som teknisk set kun var en ven? Harry var kun en ven, skulle det genere Brad?

"Harry og jeg er altså kun venner," hviskede jeg, men det var lige som om, jeg havde gjort det klart en gang eller to for meget. Undskyldningen var ikke god nok mere. Det var ikke længere en unskyldning, mere en slags... beklagning. "Det ændrer intet," mumlede Aiden arrigt i retning af Brad, der sad med hans mest charmerende smil - han kunne finde frem - i min retning. Jeg rystede bare opgivende på hovedet af ham.

"Vent og se. Alt skal nok gå," forsikrede jeg ham om og ruskede ham blidt i skulderen for at få ham til at se på mig. Endnu et løfte, men det her ville jeg gøre alt, der stod i min magt for at gennemføre. Alt skulle nok gå. På den ene eller anden måde. "Siger du!" sukkede han bare og fjernede aldrig sit arrige blik fra Brad, der udemærket godt vidste, vi talte om ham, dog så det kun ud til at fornøje ham. "Det var ikke noget, jeg sagde. Det var noget, jeg lovede!" forsikrede jeg ham om, da læreren rømmede sig oppe ved katederet og gjorde os opmærksomme på hans tilstedeværelse.

Jeg havde ikke det mindste overskud til geografi! Normalt var jeg ved at falde i søvn til lige netop dette fag, men i dag var al energi allerede suget ud af mig, før timen overhovedet havde fået en fair start.

 

○○○

 

Min mobil vibrerede i min lomme kort inden, vi ville få fri. Der var stadig en små ti minutter tilbage, før vi ville være frie fugle igen, men de ti minutter var altid de værste på dagen. Tøvende trak jeg den gamle Nokia telefon op ad lommen. Det var det gode ved gamle telefoner - de kunne lige præcis være i lommen.

Dad: Just been at the mall. Do you mind if I'll be the one driving you home?

Jeg rynkede panden. Han plejede aldrig at hente mig, og desuden var Noah og Nate begge syge, så hvorfor overhovedet tage ud og købe ind og lade dem passe sig selv? Hvorfor var han nu også blevet så lusket?

Me: No. Fine with me.

SMS'en lød ikke meget overbevisende og værtsættende. Jeg værtsatte selvfølgelig, at han prøvede at være en god far for mig og prøvede at træffe de rette beslutninger, men var det bare for at være sød... eller var der en bagtanke med det? Jeg kunne ikke holde mig selv fra at være bare en smule mistænkelig, men efter nærmere eftertanke burde jeg nok bare lære at slappe lidt af, tage en dyb indånding og stole på, at alt var, som det skulle være - i fineste orden.

Klokken kimede med sin sædvanlige irriterende klang, der gav genlyd i ørerne flere minutter efter. Okay, det var måske en overdrivelse, men du kender vel til skoleklokkens indtrængende lyd, hvor den altid ringer enten mere eller højere, end det egentlig er nødvendigt. For mig kunne du godt spare klokken væk og lade læren være den, der sagde, at vi havde fri i stedet for. Kunne det ikke være lige godt?

"Kommer Har-" "- Nej, jeg bliver hentet af min far," forsikrede jeg Aiden, da han ikke kunne lade være med at lade tanken strejfe ham. Jeg kunne ikke bebrejde ham. På trods af morgenstundens tumult, havde Aiden faktisk været den, der havde opført sig mest normalt af alle, og det sagde ellers ikke så lidt. Jeg vidste godt, han havde taget sig i flere gange at ville sige noget, men han havde bidt det i sig hver eneste gang, og det var jeg oprigtigt taknemmelig for. Han vidste, hvornår det var passende at sige noget, men han vidste også, hvornår det var bedst bare at holde sin mund og lade mig være. Stikt modsat af Brad...

Jeg skubbede tanken væk, da den allerede havde tærret alt for meget på min energi, og det var kun mandag. Fire dage mere med hans finurligheder, og så kunne jeg blive fri, når weekenden meldte sig, dog følte jeg allerede, at ugen sneglede sig afsted. Der var allerede sket alt for meget, og mit lille hoved kunne ikke rumme så meget, som den blev sat ud for i øjeblikket.

"Godt nok," mumlede Aiden og svang sin tilsyneladende tunge taske over skulderen. Jeg efterlignede straks hans bevægelse, og snart var vi på vej ned ad skolens lange gange med snuden mod udgangen. Selv om de fleste normalt koncentrerede sig dybt om at komme så hurtigt væk som muligt, så var de nu mere koncentrede om skolens mest omtalte person denne mandag: Mig. Til tider kunne jeg godt savne opmærksomhed. At være usynlig for nogen kunne føles så dræbende, at man kunne få en inderlig trang til at skrige, så de ville rette blikket mod en. Opmærksomhed, havde jeg dog ligeså langsomt fundet ud af, kunne være lige så dræbende. Jeg vidste snart ikke, hvad jeg foretrak. At være usynlig frem for nedstirrende opmærksomhed? Eller nedstirrende opmærksomhed frem for at være usynlig?

Som mine tanker flød, og jeg indså, at der ikke var andet for end at acceptere dem, var vi allerede nået ud på parkeringspladsen, hvor en velkendt bil netop var trillet ind - min fars Toyota. Blærret hva'?

"Vi ses imorgen," sagde jeg i Aidens retning og sendte ham et forsigtigt smil, som jeg prøvede at holde så ægte som overhovedet muligt. Som tingene udspillede sig, fristede det ikke meget at møde op imorgen, men at pjække ville helt sikkert ikke være løsningen. "Ses," vinkede Aiden og prøvede på bedste vis at gengælde mit smil. Intet var fuldent idag. Alle gjorde alting halvt. Udover Brad.

Der var han igen! Hvorfor kunne han forhelvede da ikke bare dumpe ud af mit hoved?

Jeg samlede mig, åbnede bildøren i en hurtigt bevægelse og satte mig ind. "Hej," hilste min far med blikket stift retet mod ruden, hvor Brad havde stilt sig lidt længere fremme. "God dag?"

Forfærdelig dag!

"Fin," takkede jeg og bed mig i læben, hvilket var nok blevet en vane for mig at gøre, når jeg åbenlyst fortalte en stor, fed løgn. En trykket stemning lagde sig over os. Jeg gemte på nogle ting, men efter noget tid, var jeg klar over, at jeg ikke var den eneste. Hans opførsel sagde alt. Mistænkelighed havde vendt sig til undrelse. Den måde, han af og til kiggede i både bag- og sidespejle, var virkelig ved at give mig paranoia, men jeg valgte ikke at kommentere det. Et eller andet sted havde jeg vel et håb om, at han bare passede på i trafikken, men et andet sted inde i mig følte jeg, at vi blev forfulgt. Frygten steg mig til hovedet. Jeg følte mig som en af de der uskyldige piger i krigfilm, hvor der lige om lidt, vil køre en bil op på siden af os og skyde ind ad ruden. Et suk forlod mine læber bare ved tanken. Fantasien var måske nærmere det, der steg mig til hovedet.

Vi nærmerede os det velkendte lejlighedskompleks, og jeg følte endelig, at den lille action film, jeg havde kørende oppe i hovedet, kunne få en ende, da den var ved at gå mig på nerverne.

Jo tættere vi kom på lejlighedskomplekset, jo mere begyndte jeg at undre mig over den store forsamling af mennesker, der var foran indgangen. Jeg rynkede forvirret panden og rettede blikket mod min far, der sad og stirrede koldt i retning af menneskemængden.

"Far?" spurgte jeg for at forsikre mig selv om, at han var okay. Hans øjne var fulde af foragt, og jeg måtte ærligt indrømme, at han skræmte mig. "Kathleen, lad vær' med at blive bange, okay?" bad han og kiggede for første gang på hele hjemvejen i min retning. Jeg skød det ene øjenbryn undrende i vejret. Hvad snakkede han om? Først da lagde jeg mærke til en lille eller større sort tingest, som samtlige mennesker havde i hånden. Kameraer. Mikrofoner.

De var journalister. Hele bundtet. Det var ingen sjov forsamling af gæster. Det var en seriøs forsamling, der manglede morgendagens forsidehistorie. Forsidebillede. Jeg bemærkede, at jeg krøb længere og længere ned i sædet - gemte mig. Men kunne jeg gemme mig for evigt?

Vi var forfulgt. Hele tiden. Ingen havde i sinde at skade mig fysisk med geværer og den slags, dog havde alle en plan om at irritere mig psykisk med alle de bunker af spørgsmål, de havde forberedt.

"Far?!" spurgte jeg panisk og rev fat i hans jakke og knugede stoffet i min svedige hånd. "Shhh..." tyssede han og lagde hans hånd over min for at få en smule ro på mig. Nu forstod jeg, hvorfor han havde insisteret på at køre mig hjem. Han ville være min beskyttelse. De havde åbenbart stået der længere, end bare en sølle halv time.

Tiden gik alt for stærk, og før jeg vidste af det, havde min far allerede parkeret bilen på lejlihedskompleksets private parkeringsplads, der var lige uden for. Den larmende lyd fra motoren slukkede, og der blev stille i den lille, blå Toyota.

"Bare hold dig tæt op ad mig," bad min far, inden han tog fat i dørhåndtaget, så døren lige så stille gled op, da han lagde mærke til, at jeg stadig sad helt stille. Bumstille. Mit blik var frosset fast mod slagmarken, der ventede mig. Mit løfte til Harry virkede pludselig så fjernt. "Kathleen, du bliver nødt til..." Vreden steg op i mig, som jeg tog hårdt fat i dørhåndtaget og puffede døren op. Jeg ville væk. Ind. Nu.

Al opmærksomheden lå på mig, som jeg halvløb fremad gennem mængden. Da begyndte alle spørgsmålene, mens jeg kæmpede mig igennem menneskemængden af fotografer og diverse journalister. Konstant råben fyldte mine ører.

"Har dig og Harry noget?"

"Er I kærester?"

"Dater I?"

"Hvor seriøst er jeres forhold?"

Dumpap 1: Nej!

Dumpap 2: Nej!

Dumpap 3: Nej!

Dumpap 4: Seriøst nok til, at jeg fik lyst til at pande dig en!

Det hele blev med ét for meget for mig. Jeg havde lyst til at råbe noget efter dem, men forholdt mig stille og dækkede mit ansigt med min højre hånd. Det var mere end grænseoverskridende. Det var mere end for meget. Det var mere, end nogen pige burde udsættes for.

De fik et billede af min hånd. Af mrs. Styles' hånd. Og den havde sikkert rørt Harry Styles' hånd! OMG! OMG! OMG! Fangirler for vildt. Forside - Tjek. Super duper! Hun sagde ikke noget, men det gør sådan set heller ikke noget, vi opdigter da bare en historie, så svært kan det da ikke være?!

VAR DE SÅ TILFREDSE?!!

For det var jeg ikke!

 

________________________________________________________________________

Hvad synes I om, at Brad er så nærgående? Og hans måde at udstille hende på?

Hvad tænker I om den måde pressen udstiller hende på? Og fik de lige serveret netop det billede, de ønskede?

Let me know what you're thinking!

Lots of love♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...