Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4655Visninger
AA

12. Kapitel 11 ~ Don't feel sorry for me

Kathleen's synsvinkel:

Jeg vågnede ved lyden af et par bare fødder mod det lyse trægulv. Mine øjne glippede en smule og prøvede at vende sig til det skarpe dagslys. Ud af øjenkrogen kunne jeg ane Harry i sine boxershorts og intet andet.

Var det noget han normalt gjorde? - Rendte rundt iført... ingenting?

Ligemeget.

Synet af Harry blev hurtigt til synet af en tom stue. Lige så hurtigt, som han var kommet ind, lige så hurtigt var han pist væk igen. Jeg sukkede for mig selv og gned mig i øjnene, hvor mit syn stadig var en smule sløret. Lige så langsomt vågnede jeg af min søvnige tilstand og prøvede at sætte mig op i håb om, at det ikke ville gøre mig for svimmel. Sådan sad jeg et kort øjeblik og nød varmen på min ryg fra solens gennemtrængende stråler, der strømmede ind ad vinduet. Det havde regnet til langt ud på natten, men vejret havde åbenbart vendt sig til det bedre. Hvordan vidste jeg det? Fordi jeg havde sovet elendigt! Flere gange var jeg vågnet og havde ligget i flere timer i mine egne tanker og prøvede at samle alle mine indtryk.

Jeg rystede opgivende på hovedet. Nattens tanker havde været nok i sig selv, hvis det var muligt, ville jeg gerne være i stand til at glemme og få tankerne et andet sted hen nu, hvor jeg allerede havde brugt for lang tid på at tænke over dem.

Et smil gled over mine læber, da jeg vendte hovedet mod lyset, og jeg måtte klemme øjnene halvt i for ikke at blive blændet af solen. Det var fantastisk. Magisk. Jeg savnede denne følelse. Vågne op og indse, at siden vi var i starten af marts, ville det måske blive lidt af en selvfølge at vågne op til klarere vejr... men siden det her var England, var jeg ikke så sikker på, at bare fordi foråret var på vej, ville vejret ikke bare sådan lige automatisk blive en tand bedre. Jeg tvivlede!

Smilet på mine læber forduftede, som jeg kunne høre døren ind til stuen gå op igen. Mit blik strøg nysgerrigt hen i retning af døren og ganske rigtigt stod Harry i dørkarmen, men var stoppet der.

"Du er vågen," konstaterede han og bed sig afholdende i underlæben. "Godmorgen," svarede jeg tøvende, men det lettede ikke den trykkede stemning, der havde lagt sig over os. Sådan havde det været lige siden i går aftes. Jeg havde indset, at jeg nok var gået en smule over gevindt, men jeg havde mine grunde. Han ønskede med sikkerhed aldrig at have inviteret mig. Det kunne ses i hans tomme blik, der lå på mit sikkert uglede hår.

Mit blik gled tøvende ned ad ham. Han havde ikke iført sig mere tøj, end det han var forsvundet i. Det blev en smule for grænseoverskridende for mig at overværre. Jeg følte mig endnu ikke hundrede procent tryg i Harry's selskab. På en måde følte jeg mig tryg, men jeg manglede tillid, og tillid var noget, man skulle gøre sig fortjent til. Jeg havde svært ved at betro Harry min tillid og give slip for bare et øjeblik. I sidste ende endte jeg altid med at få mine mistænkeligheder, når han opførte sig så... oprigtig venlig. Det var måske nok en smule naivt at tænke, som jeg gjorde, men jeg kunne ikke gøre for det, okay?

Harry himlede med øjnene af min reaktion på hans påklædning og kunne ikke skjule det smil, der lyste hans ansigt op. "Hvordan..." begyndte han, og smilet på hans læber forduftede langsomt. "Hvordan har du det?" Hans stemme virkede oprigtig interesseret, selv om han ikke lagde skjul på, hvordan han stadig havde den forrige aften i baghovedet. Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde han vendt og drejet vores samtaler i går efter filmen mindst lige så meget som jeg.

Hvordan havde jeg det i grunden?

Min mangel på søvn gjorde ikke direkte underværker for min tilstand, men når det så var sagt, havde jeg en fornemmelse af, at feberen havde lagt sig en smule. Umiddelbart følte jeg mig heller ikke så svimmel, dog følte jeg mig langt fra frisk. "Bedre," svarede jeg kort efter at have mærket grundigt efter. Jeg kørte min hånd igennem mit lange, filtrede hår og bandt elastikket om mit håndled rundt om mit hår og satte det op i en hurtigt hestehale. Harry nikkede med sammenpressede læber og svegede overvejende frem og tilbage.

"Morgenmad?" spurgte han og skævede til køkkenet, der var en dør til i den anden ende af stuen. "Hvorfor ikke?" mumlede jeg mut for mig selv uden meget entusiasme.

Jeg stilte mig op, rettede på min grå top, der var krøbet et stykke op over min navle og hev mine sorte natshorts en smule længere op, da de som altid truede med at falde ned. Harry førte an, og jeg fulgte bare lysløst med som endnu et vedhæng af kæden. Billederne af ham, hans familie og ikke mindst drengene, der hang rundt omkring i huset stak ud, og jeg kunne ikke lade være med at vende og dreje hovedet for at lade blikket køre hen over de private billeder, som vel snart var de eneste, omverdenen ikke havde set af Harry Styles.

"Smoothie?" spurgte Harry, da vi strådte ind i det moderne køkken. "Mmhmm," mumlede jeg sløset og nikkede, mens jeg satte mig ned på en stol ved et lille rundt bord med en glasplade. Harry fandt hurtigt en blender frem fra den øverste skuffe og begyndte at blende noget frugt. Jordbær og banan for at være mere præcis. Afventende på, at vores smoothies ville blive færdige, lænede han sig op ad bordpladen og trommede let fingrene mod den sorte granitplade.

"Noget jeg kan gøre for dig, du virker... off?" tilstod Harry og lagde sit hoved lidt på skrå. "Hold nu op!" bad jeg og lænede mig opgivende tilbage i stolen og snøftede. Forkølet.

"Med hvad?" spurgte han undrende og skød det ene øjenbryn i vejret. "Med alt det der! Hvis du gør alt det her på grund af min mor, og fordi du tror, at jeg er ensom, så er jeg klar til at pakke mine ting og smutte!" konkluderede jeg for at gøre det klokkeklart. Som om Harry ikke kunne virke mere chokeret og overrasket, blev han det alligevel en tand mere.

"Kate, hvad snakker du om?" måbede Harry og slog ud med armene og slukkede bestemt for blenderen ved at hive stikket ud af stikkontakten, så han kunne høre mine ord en smule klarere. "Du ved udemærket godt, hvad jeg taler om".

"Fint! Så fortæl mig, hvad det er, jeg taler om, for jeg kan tydeligvis ikke se det!" Harry tog et par skridt fremad og lænede sig ind over bordet, så han hvilede på hans hænder, som var presset ned mod glasset. De grønne øjne borede sig ind i mine. Alle følelserne lå på bordet. Lige foran os. Jeg følede mig virkelig blottet. Alene den måde Harry stod på og kiggede ned på mig gjorde mig skidt tilpas. Mere end i forvejen. "Du spørger mig om dit og dat, og skal jeg gøre dit og dat for dig, og nej, Harry! Jeg har ikke brug for din medlidenhed!" udbrød jeg og knyttede mine hænder under bordet. Jeg ville have holdt dette for mig selv. Det ville jeg virkelig, men han gav mig intet valg. Jeg nægtede at bruge resten af weekenden i denne trykkede stemning. Nægtede.

"Medlidenhed? Kate, hvad snakker du om?" "Se det nu i øjnene! Du er så pisse bange for at træde forkert, fordi jeg er hende den skrøbelige, stille og forsigtige pige, som skal passes på!" udbrød jeg, skubbede stolen tilbage og stilte mig bestemt op. Jeg var klar til at gå, hvornår det skulle være.

Hvorfor fanden kunne han ikke kigge mig i øjnene og fortælle mig sandheden?

"Hvad er der galt med at passe på dig?" kunne jeg føle Harry ånde mod min nakke. Kuldegysninger gik igennem hele min  krop. Jeg var så færdig med det her. Jeg var så færdig med medlidenhed. "Jeg vidste det," vrissede jeg og var klar til at træde et skridt frem, men Harry greb hurtigt fat i min venstre hånd og drejede mig mod ham igen. Igen borede de krystalklare grønne øjne sig ind i mine, og igen følte jeg mig blottet.

"Nej, helt seriøst Kate! Hvad er der galt i, at jeg ikke er ligeglad med dig? Hvad er det, jeg gør så forbandet forkert?" spurgte han med en blid, ærlig stemme. Han lod hans hænder tage fat i mine, og jeg lod ham gøre det. En rar varme strømmede igennem mig. Blikket fastholdte han dér mod mit for at sikre sig, at jeg ikke ville give slip. "Kate... Du skal vide, at hvis jeg gjorde det her af medlidenhed... så ville jeg nok have gjort det en dag, to eller flere år før. Du må vel bare stole på mig," forsikrede han mig og var begyndt at tegne bløde cirkler mod min kolde hånd for at få mig til at slappe af i kroppen igen. "Vil du?"

Hans spørgsmål var simpelt. Ville jeg stole på ham? Ville jeg ikke? Men det var her tilliden tog del i festlighederne. Det handlede alt sammen om tillid, og jeg måtte indrømme, efter dette øjeblik havde jeg fået tillid til Harry.

Istedet for at svare valgte jeg at åbne mine arme for at lukke ham ind i et kram. Harry tog smilende og tilfreds imod det. Det virkede til at være noget stort for ham. Det virkede til at være mere end bare et kram - det var accept. Hvis jeg ikke tog meget fejl, var han høj over endelig at blive accepteret som Harry... eller Harold, som jeg plejede at kalde ham, da det jo rent faktisk var, hvad han hed. Harry Styles var drengen fra medierne. Harold var... min. Min ven. Min klippe. Min redning.

Han knugede mig tæt ind til sin næsten nøgne krop. Hvis jeg skulle være ærlig, måtte jeg indrømme, at jeg nød det. Misforstå mig nu ikke, men jeg havde længe haft brug for en ven i mit liv. En ven som ham.

Let kørte han sin hånd op og ned ad min ryg, så min grå top gav sig en smule, men jeg valgte ikke at tage mig af det. Jeg ville ikke være flov over at omgås ham, jeg efter i dag gerne ville have æren af at kalde min bedste ven. Han var tilbage! - Det pinede mig bare til døde, at han snart ville blive nødt til at forlade mig igen... Jeg gemte mit ansigt i hans ene skulder og skubbede tanken væk, mens han langsomt og nænsomt kørte hans hånd igennem mit hår i en rolig bevægelse, der også havde en beroligende effekt på mig.

 

○○○

 

"... Og vores navn blev ikke råbt op. Jeg kan huske, hvor grædefærdig jeg var. 16 år og lige fået en tredje plads i X-Factor, men det virkede bare ikke som nok på det tidspunkt," Harry afbrød sig selv med et fnis, "det endte med, at min mor, Anne, blev nødt til at komme ud for at give mig bare en smule ro på". Et smil udspillede sig på mine læber, og han gengældte hurtigt smilet med funklende øjne, der strålede om kap med solens stråler, der ramte ind ad vinduet.

Computeren lå trygt på Harry's skød, som vi lå og hyggede os i sofaen, mens Harry viste mig nogen af alle de videoer på YouTube, der var blevet lagt ud gennem deres tid i X-Factor. Det var faktisk meget sjovt at se, da jeg normalt aldrig fulgte med i den slags programmer... men programmet var langt mere interresant, da jeg kunne sidde og kigge på Harry nu og derefter lade blikket glide tilbage mod computerskærmen og se, hvor meget der havde forandret sig. To år virkede umiddelbart ikke som lang tid, og det var det skam heller ikke, men det var utroligt, hvor meget ham og bandet havde opnået. Tidligere havde jeg ikke været meget for at indse, at min lille charmør pludselig rendte rundt med tusinder - hvis ikke millioner - andre piger, som ikke var mig, men jo mere Harry åbnede sig op, jo mere stolt blev jeg.

En veninde burde ikke være den, der holder sin ven tilbage. En veninde burde være hende, der skubber på og får sin ven fremad.

"Hvor så i søde ud!" udbrød jeg og prøvede inderligt at holde et begyndende fnis tilbage. "Så? Som i datid?" spurgte Harry og prøvede at spille fornærmet og puttede en sjov grimasse på, der fremtvang det grin, jeg havde haft liggende lige under overfladen. "Nej, du har ret. Det gør i stadig," konstaterede jeg og hev i hans kind, som var han et lille barn, hvilket morede mig meget, mens han bare sad med du-er-simpelthen-så-barnlig-Kate blikket på.

"Stop det," beordrede Harry og daskede blidt til min hånd og fik mig til at give slip på hans kind. "Hvorfor? Du ser jo så sød ud!" drillede jeg, hvilket fik ham til at ryste opgivende på hovedet, men smilet kunne han ikke få væk fra hans læber. Kærligt lagde han sin hånd om min skulder og sad blidt og nussede den, mens han satte et nyt klip på.

Som jeg mindst ventede det, sneg der sig et højlydt nys ind. Jeg sukkede irriteret. Som man hyggede sig allermest, skulle man konstant mindes om, hvor syg man egentlig var. "Du har ikke tilfældigvis en pakke Kleenex, har du?" spurgte jeg bedende, som klippet blev færdigt. "Jo, selvfølgelig," svarede Harry og rejste sig op. "Jeg er tilbage, før du ved af det," tilføjede han charmerende, og jeg nikkede bare som svar, mens mit blik gled tilbage på skærmen, hvor jeg fandt en sang, der så interessant ud. Faktisk var det titlen, der tiltrak mig mest: Back for you.

Baby, you don't have to worry.

I'll be coming back for you,

back for you,

back for you,

yo-o-o-ou.

Da det var en lyrics video, jeg havde fundet, gav jeg mig til at synge med på trods af, hvor udkørt min stemme lød. Jeg nød at synge, om det så lød godt eller ej, særligt til sange som denne. Relation - det var det, der skulle til. Jeg kunne relatere til hvert et ord... eller det ville jeg kunne komme til i fremtiden. Følelserne skulle ikke komme op i mig og stige mig til hovedet, så jeg rodede bod på dem og samlede mig, da Harry pludselig stod i dørkarmen.

"I'll be coming back for you," begyndte han at nynne på vejen hen mod sofaen, som han dumpede elegant ned i og lagde Kleenex pakken på mit skød. "Tak," takkede jeg taknemmeligt, imens jeg fumlede med et lommetørklæde og pudsede næsen. Der var ikke noget værre end at være forkølet, men på den anden side kunne jeg heller ikke komme i tanke om en, jeg hellere ville passes af end Harry... eller? "Tak, Harold," rettede jeg, hvilket fik smilet frem i mig. "Det er længe siden, der er nogen, der har kaldt mig det," indrømmede han og lagde et tæppe over os. Jeg kunne ikke helt tyde hans blik. Var det positivt? Eller negativt ment? "Og det skal betyde?" spurgte jeg undrende, mens jeg puttede lommetørklædet ned i en skrællepose, som Harry havde været så sød at hente. Han var som min egen personligt tjener, og han klagede ikke engang!

"Jeg kan godt lide det," indrømmede han ærligt og smilede til mig. "Men vær' lige lidt taknemmelig, for det er altså kun dig, der har lov til det!" tilføjede han og pejede bestemt på mig med hans pejefinger. "Forstået," nikkede jeg og ledte efter et nyt klip. Et særligt klip stod ud. Harry var 'forsidebilledet' for videoen, og den hed noget i retning af: Why do you hate me, what have I done? Med rynket pande og et interesseret ansigtsudtryk trykkede jeg på ikonet, mens jeg kunne mærke Harry's faste, anspændte blik på mig.

"Kate... jeg synes ikke, du skal se den," mumlede han meget sårbart og kiggede ned. "Vil du se en film istedet? Have noget te? Varm kakao?" foreslog han, hvilket fik mig til at skyde det ene øjenbryn i vejret. Hvorfor var han så meget imod, at vi skulle se lige præcis denne video?

Jeg ignorerede hans insisterende stemme og løsrev ikke blikket bare et sekund fra skærmen.

"I typed in Harry on my phone, and I read like..." Harry's stemme i videoen knækkede fuldstændig sammen, som han tørrede tårerne væk med hånden. Hvad var det her for noget? "So I red like a massive list of these comments," igen afbrød han sig selv ved at puste ud og ryste sorgmodigt på hovedet. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge hen på Harry, der sad ved min side og var stoppet med at nusse mig. Hans anspændte muskler kunne mærkes, og først nu forstod jeg, hvorfor han ikke ville have mig til at overvære et klip som dette. Dog kunne jeg ikke få mig selv til at slukke for det.

"The stuff that people were saying about him was just disgusting. No one wants to go read that stuff about themselves, no matter who they are," sagde Niall, der tydeligvis havde haft sine egne erfaringer.

"I've always wanted to be one of those people who didn't really care much about what people thought about them," Harry bed sig grædefærdigt i læben og tørrede endnu en tåre væk fra kinden. "But I just... I just don't think I am," færdiggjorde han hans sætning og prøvede at samle sig selv, men forsøget mislykkedes. Han var ikke lavet af sten.

"Harr-" "- Du skulle ikke have set det klip," sukkede han og klappede computeren sammen, som nu lå på mit skød. Han rystede på hovedet. Klippet rørte ham stadig. Dybt ind i sjælen. "Er du okay?" spurgte jeg forsigtigt og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, men han havde det med sikkerhed på samme måde. "Kate... lov mig en ting!" Jeg nikkede stille og ventede lydløst på mere. "Hvis der nogensinde er nogen, der taler grimt om dig fra i dag af... så lad være med at tage dig af det!" Hans stemme var overraskende bedende. Det var ikke for sjov, han advarede mig mod omverdenen. For første gang kiggede han op på mig. Hvis jeg ikke tog meget fejl, var det denne gang ham, der følte sig blottet over for mig.

"Jeg lover!" lovede jeg, rakte ud efter han hånd og gav den et klem. "Lover," gentog jeg mumlende.

Jeg lagde mit hoved frustreret tilbage i sofaen. Frustreret på verdenen. På mennesker uden hjerner. Men mest af alt på folk, der ikke havde nok hjerte til at lade Harry være og holde deres tanker for dem selv!

Hvilken verden var det dog, vi levede i?

Hvilke forfærdelige, utaknemmelige mennesker havde vi ikke forvandlet os til?

URGH!

__________________________________________________________________________

Hvad synes I, om den lidt anden side, man fik at se af Harry i dette kapitel? Og hvad mener I om Kate's løfte? Tror I i så fald, at hun vil kunne holde det?

Hvad synes I generelt om historien?

Ved godt, der er lidt mange spørgsmål på en gang, men jeg er oprigtigt interesseret i jeres mening!

Lots of love♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...