Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4814Visninger
AA

11. Kapitel 10 ~ I feel extremely sick

Det var blevet fredag. Fredag morgen for at være mere præcis. Mit vækkeur ville først ringe om et par minutter, men jeg lå allerede lysvågen. Jeg havde sovet elendigt. Jeg havde det elendigt.

Mit lille stunt i Holmes Chapel sidste weekend gav mig nu baghjul i stor stil, men jeg vidste, jeg selv var ude om det. Andet end sygdom ville være udelukket. Selvfølgelig ville det slå tilbage på mig. Hvordan kunne jeg have troet, at jeg bare kunne glemme den nat fuldstændig?

Et host forlod min mund, som mit vækkeur begyndte at vibrere let på mit slidte natbord ved siden af sengen. Jeg slog frustreret ud efter det, men blev liggende. De seneste dage havde været hektiske. Der var sket så meget nyt - så meget anderledes. Om det var på den gode eller dårlige måde, havde jeg svært ved at finde ud af, men tingene var i hvert fald... ja... anderledes.

Hele ugen havde gået med at glæde sig til denne dag - fredag. Ikke fordi det som sådan var på grund af, at vi ville have weekend, men på grund af min aftale med Harry. Jeg glædede mig på en måde til at endelig besøge ham, se hvordan han boede... blive lukket ind i hans liv igen. Min far havde været en smule knotten hele ugen igennem. Han stolede ikke på mig, og det kunne mærkes. Han havde sagt ja til, at jeg måtte forlade huset for at se Harry, men kun som en undtagelse, fordi det var ham. Jeg ville have tilladelse - ikke en undtagelse. Den dårlige energi havde spredt sig til resten af familien - mine brødre -, som jeg nu også havde smittet med sygdom. Jeg havde virkelig forsøgt hårdt på at suge det hele i mig og møde op i skole hver dag, men lige i dag tvivlede jeg på, om det ville komme til at ske. Jeg havde det forfærdeligt, og det sidste, jeg ville, var at smitte Harry.

Jeg greb tøvende ud efter min gamle Nokia telefon.

Me: Feel sick. Don't think it's a good idea to stay at your house this weekend. Sorry.

Det gjorde ondt indeni at sende beskeden, men jeg vidste, det ville være bedst, hvis jeg bare blev hjemme. Både for ham og for mig selv. Jeg ville ikke være til besvær på nogen måde, for det plejede at lykkes meget godt for mig at være sådan - til besvær.

Harry: Come anyway. By the way... Goodmorning.

Me: Sure? Goodmorning, did I wake you?

Det undrede mig, han svarede så hurtigt. Klokken var, hvad? - Seks om morgenen? Jeg rystede på hovedet. Det kunne også være lige meget, hvad klokken var, jeg var bare bekymret for, om det nu også var en god idé. Jeg havde det skidt med at skulle rende rundt hjemme hos ham og sprede unødvendige bakterier.

Harry: I'm sure! And yeah... You kind of did wake me.

Et smil gled over mine læber, selv om mit humør ikke var det vildeste idag. Jeg kunne med lethed høre ham sige det og grine en smule efterfølgende. Jeg burde ikke have skrevet til ham på denne tid om morgenen, men det føltes bedre, når han selv havde insisteret på, at jeg skulle komme. Syg eller ej.

Jeg blev vel nødt til at suge sygdommen i mig alligevel og møde op på skolen. Det virkede uoverskueligt, men jeg vidste Harry ville være der, så snart klokken ringede ud efter sidste time. Jeg skulle nok overleve... forhåbenlig.

 

○○○

 

Som forudset var det hele et rent helvede. Jeg kunne ikke overskue lyden af snakkende, råbende, højlydte elever på gangene, men jeg kunne heller ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg droppede det hele og tog hjem. Gav op. Svigtede. Jeg kunne regne med Harry... sådan da? Han skulle vide, at han også kunne regne med mig... i de fleste tilfælder.

Klokkens lyd skar gennem ørerne, og et lettet suk undslap mine læber, som jeg hurtigt fik rejst mig fra stolen, pakket mine ting og svang tasken over skulderen.

"Hvorfor så hurtig?" spurgte Aiden nysgerrigt, som han også svang sin taske over skulderen og indhentede mig, eftersom jeg allerede var på vej ud af lokalet i højere tempo end normalt. Det var blevet en vane at følges ud med ham, da han var den eneste, jeg rigtig var faldet i snak med. Brad prøvede også desperat at falde i snak med mig, men jeg endte altid med at ignorere ham. Jeg gad ham generelt bare ikke, og det vidste han godt, men det fik ham ikke til at holde sig væk - præcis som Aiden havde forudset.

"Øhm... du ved nok hvem, som jeg ikke må tale højt om, kommer og henter mig sådan cirka... nu, så jeg vil ikke trække tiden ud," svarede jeg, mens Aiden prøvede at følge mit forhastede tempo. Aiden vidste lidt om Harry og jeg, men langt fra alt. Blandt andet vidste han ikke, at Harry befandt sig inden for skolens areal i dette øjeblik - i hvert fald ikke før nu.

"Du ved, jeg ikke synes, det er nogen god idé?!" sukkede Aiden højlydt og åbnede døren for mig, mens et pust af den kolde luft gik os i møde. Sneen var væk, men regnen var kun lige begyndt. Det stod ned i stænger, men det sænkede ikke mit tempo - tvært imod. "Aiden... tak fordi du tænker på mig. Det værtsætter jeg. Det gør jeg virkelig, men jeg kan ikke rende rundt at gemme mig på grund af en fyr ved navn Brad. Han skal ikke styre mit liv. Det skal jeg," svarede jeg meget bestemt og stoppede for en gangs skyld op for at kigge ham i øjnene, mens regnen gjorde os plask våde. Måske vr jeg ikke den mest troværdige at høre de ord fra, da er familiemedlems død havde styret mit liv i årevis.

Jeg sendte ham et forsigtigt smil og åbnede mine arme for at lukke ham ind i et kram, som han tog imod. "Jeg forstår... bare... lad være med at gøre noget dumt," mumlede han mod mit allerede alt for våde hår, inden jeg trak mig tilbage. "Tror du virkelig, jeg kan overholde det?" jokede jeg og vinkede til ham, som mine ben allerede førte mig videre hen mod parkeringspladsen.

Mit blik flakkede rundt mellem bilerne, men en stod ud, og det samme gjorde personen, der lænede sig op ad den - Harry. Han havde hætten fra hans jakke trukket op over hans hoved, men han var ikke en, man tog fejl af, selv ikke når hans kendetegn - krøllerne - var dækket til under en hætte.

Jeg gned mine hænder op ad mine arme i håb om at få lidt varme, men det var svært at få varmen, når man havde vådt tøj på, der klamrede sig ind til kroppen som tusind sugekopper. Nogle få stod allerede med mistænklige blikke, rynkede pander og kiggede i Harry og min retning - en af dem var Brad. Jeg gøs ved tanken om ham, hans slæng og al den magt, han havde fået tildelt på denne skole.

Mit blik gled væk fra Brad, for han fortjente det ikke, og gled istedet tilbage på Harry's smilende ansigt, som jeg prøvede at gengælde på trods af mit dårlige humør.

"Hej Harry," hilste jeg, som jeg nærmede mig hans bil. En Range Rover, hvis jeg ikke tog helt fejl. "Hej Kate," svarede Harry fraværende og skævede til den gruppe af mennesker, der kiggede på os. "Vi må nok hellere smutte," konkluderede han med et skævt smil. Vi gik mod hver vores bildør. "Hov, nu skal jeg!" tilføjede han kort tid efter og hastede over til min side af bilen for at åbne døren for mig, før jeg selv nåede at gøre det.

Gentleman.

"Tak," takkede jeg med en lidt kedelig tone. "Er du træt?" spurgte Harry, da vi begge var nået ind i bilen, og han satte foden bestemt mod speederen. "Jeg er syg, Harry," rettede jeg og snøftede, mens jeg krøb sammen i sædet, da der heller ingen varme var i bilen. Vandet skyllede ned ad forruden, som vi forlod skolens areal for at køre hjem til mig efter mine ting, og derefter at blive hos ham for weekenden.

Det varmede indeni, at efter alle de stride, vi havde haft siden genforeningen, havde han stadig nok tro på vores venskab til at invitere mig hjem og droppe alt andet i hans kalender for en stund. Men spørgsmålet var: Ville det ende med kun at blive en sølle stund?

 

○○○

 

Nøglen til det store, hvide hus blev drejet om, og døren gled langsomt op, som vi tøvende trådte ind i varmen og smed jakkerne uden at sige et ord.

"Du må føle dig hjemme," sagde Harry og hængte hans jakke op på en knage i entreen. Jeg efterlignede hans bevægelse og hængte også min jakke op på en knage. "Skal jeg vise dig rundt, eller er der noget, du har brug for?" spurgte Harry, mens han gik længere ind i huset, han selv var så vant til. Jeg fulgte tavs efter og betragtede, hvordan der var højt til loftet, masser af plads og fine detaljer her og der, men det var svært at tage til sig, når man inderst inde frygtede, at det ville blive sidste gang, man stiftede bekendtskab med det store, hvide hus, jeg aldrig selv ville få råd til. Det var ikke i nærheden af, hvad der nogensinde ville kunne blive kaldt mit.

"Er du blevet mundlam?" drillede Harry og daskede mig blidt på skulderen for at hentyde, at det var en joke, men hans smilende ansigt blev straks bekymret, da han fjernede en tot hår fra mit ansigt og opdagede, hvor død jeg så ud. "Kate?" udbrød han forskrækket. "Du er helt hvid i ansigtet!" Jeg tog mig forvirret men ikke overrasket til panden. Jeg havde det elendigt, så det kom egentlig ikke bag på mig, hvis jeg lignede noget, du kunne forbinde med et spøgelse.

"Ved du hvad, du må faktisk gerne vise mig rundt. Kan... kan du vise mig en sofa og et varmt tæppe?" spurgte jeg og prøvede at lyde bare en smule sjov, men det morede hverken mig eller ham. Joken uddøde meget hurtigt, hvis den overhovedet havde levet på noget tidspunkt?

Harry lagde en beskyttende hånd om mig, bange for at jeg skulle falde, og førte mig længere ind i huset. "Er du okay?" spurgte han dybt bekymret for at sikre sig, at jeg var i live. Normalt forsikrer man folk om, at man har det okay, lad være med at bekymre dig, lad være med at tænke mere over det, men jeg kunne ikke bilde Harry ind, at jeg var okay, for det var jeg ikke. Det kunne du se fra lang afstand, men hvis du ikke kunne se det, så ville du kunne mærke det.

"Vil du have mig til at lyve?" spurgte jeg, hvilket var svar nok i sig selv, da mit svar desuden var efterfuldt af et hæst host. Jeg bed mig i læben for at sikre mig, at jeg stadig havde benene på jorden og ikke var ved at gå fuldstændig i sort. Ikke her. Ikke nu.

Harry rystede efter noget tid på hovedet.

"Det vil jeg vel ikke," mumlede han for sig selv og trak forsigtigt på skuldrene. Vi trådte ind i den store stue med en stor machende hvid sofa stående i centrum. Træt, svag og svimmel dumpede jeg ned i sofaens bløde puder, der gav en smule efter, som jeg satte mig. Harry gik for et kort øjeblik, men vendte hurtigt tilbage med et stort lysegrønt tæppe i favnen. Inden længe havde han frivilligt svøbt mig ind i det for at få en smule varme ind i min forfrosne krop. Jeg bed mig selv i læben, da varmen ikke ligefrem strømmede tilbage og fik lidt varm farve malet på mine kinder, jeg havde trods alt stadig klamt, vådt tøj på indenunder, men jeg kunne ikke få mig til at klage, da Harry havde gjort sig så umage om at passe på sin... passient? Skal vi ikke kalde det det?

"Du ser ikke tilfreds ud?" konstaterede Harry, som havde slået sig ned i sofaen ved min side og havde af en eller anden grund lagt armen om mig. Hvorfor var han så sød idag? Han opførte sig næsten som om... som om... som om vi stadig var ni, tog pis på hele verden og gjorde alt på vores egen måde. Ikke at jeg ikke syntes, det var rart, det var bare... stadig uvant at omgås ham og især på denne måde. "Jo, det-" "-Aftalte vi ikke lige, at vi ikke skulle lyve?" prøvede Harry at minde mig om, og jeg nikkede opgivende for at give ham ret, inden et uventet nys sneg sig ind. "Man er vel ikke tilfreds, når man er syg, er man?" konstaterede jeg med en tydeligt forkølet stemme og sendte ham et falsk, forsigtigt smil, som jeg udemærket godt vidste, han ikke ville købe, men det var forsøget værd. Han trak tøvende på skuldrene, og stilheden lagde sig over os.

"Vil du have noget at spi-" "- Hvor er toilettet?" spurgte jeg panisk, da jeg kunne mærke noget på vej. Allerede før han nåede at svare, havde jeg stilt mig op og gjort mig fri af det grønne tæppe. "Nede af gangen og til venstre, hvorfor?" kunne jeg høre Harry's stemme bag mig, men jeg valgte at ignorere det sidste ord: Hvorfor. Spørgsmålet var ikke, hvorfor jeg gjorde det her, men derimod var spørgsmålet nærmere, hvor hurtigt jeg kunne forlade rummet for komme ind på toilettet. Mine bare - stadig en smule våde - tæer kurrede hen ad klinkegulvet på gangene for hurtigst muligt at læne mig ind over wc'et på toilettet.

Toiletbrættet fløj op og knaldede mod den bagerste del af toilettet, som jeg faldt ned på knæene og holdte fast om kanten af toilettet for ikke at få overbalance, da jeg skulle kaste op. Nærmere detaljer er vidst ikke nødvendige.

 

Harry's synsvinkel:

Kate havde forladt stuen i en vældig fart, mens jeg havde siddet tilbage og fulgt hende med øjnene, men der gik ikke længe, før jeg også rejste mig fra de bløde puder i sofaen for at finde hende.

Hvad skulle det tempo til for?

Pigeting?

Jeg var virkelig bekymret for hende, og et eller andet sted var hun faktisk mit ansvar i denne weekend. Sygdommen gjorde, at jeg var blevet lidt overbeskyttende, når det kom til hende, og derfor valgte jeg at følge efter bare for at tjekke, at hun var okay og få lidt ro i sindet.

Forsigtigt skubbede jeg døren op og fandt Kate hængende ind over toilettet. "Kate?" fik jeg fremstammet, men som forventet svarede hun ikke, da hun var optaget nok med at være syg. Jeg nærmede mig tøvende toilettet og tog fat i hende lange, brune hår for at holde det væk fra hendes ansigt. Sådan stod vi i nogle minutter, indtil Kate sukkede opgivende og skyllede ud, inden hun satte sig ned på det kolde klinkegulv og tog sig udmattet til hovedet.

"Er du okay?" spurgte jeg langt om længe, men blev hurtigt klar over, hvor dumt ordene lød, da de forlod min mund. "Ved du hvad? Bare glem det!" tilføjede jeg, rystede på hovedet og gav slip på mit tag om hendes hår og lod det falde frit ned langs hendes ryg.

"Vil du... vil du finde et glas koldt vand?" spurgte Kate fraværende og fastholdt hendes blik på toilettet foran hende. Jeg var ikke meget for at forlade hende i den tilstand, men efter nærmere eftertanke var eftersmagen - efter, hvad hun lige havde gjort - altid slem.

 

○○○

 

Kate havde skiftet tøj, og mørket var faldet på. Hun havde knap nok spist noget, hvilket nok også var en god idé, eftersom det bare ville komme op igen. Jeg havde selv bestilt en pizza, da jeg ikke orkede at skulle til at lave mad selv, og det ville virke uansvarligt at lade hende være alene, når hun var så syg, som hun var. Egentlig burde det ikke være en 19 årig, men hendes far, der skulle passe på hende i dette tilfælde, dog kunne jeg ikke få mig selv til at sende hende hjem. Hun havde op til flere gange spurgt, om hun ikke skulle ringe til sin far og bede ham om at hende hende, og om jeg var okay med, at hun blev, selv om der var en chance for, at det ville betyde, hun kunne smitte mig lige i starten af vores tour. Hver gang hun havde spurgt, havde jeg bedt hende inderligt om at blive. Hvorfor vidste jeg ikke. Det prøvede jeg stadig at afklare med mig selv.

Om hun ville tro det eller ej, så havde jeg savnet hendes nærvær. Det var længe siden, at jeg havde haft en rigtig pigeven, og jeg blev nødt til at afklare med mig selv, om Kate kunne være en ven, der var værd at samle på, inden jeg skulle afsted rundt i verden, Gud ved hvorhen? Jeg vidste, at jeg i sidste ende ville ende med at såre hende, fordi jeg før eller siden ville forlade hende igen og ikke komme hjem i meget lang tid. Det var det værste ved at danne sig nye bekendtskaber og venskaber - at forlade dem dagen efter.

Mit blik gled hen på hende, som hun havde fundet ro, mens vi sad og så en film. Taken for at være helt præcis. Den der, hvor datteren bliver kidnappet, og faren prøver desperat at finde hende. Set den? - For det burde du!

Den mindede mig lidt om mig og Kate. Kate var ude af min rækkevidde, og jeg prøvede desperat at finde hende igen. Filmen fangede ikke min opmærksomhed, selv om den burde være mere fængslende for de fleste - bare ikke idag. Hvor dumt det end lød, var jeg mere koncentreret om Kate, der heller ikke koncentrerede sig på samme måde om filmen, som hun havde gjort i starten. Vi havde begge fulgt engageret med i starten, da datteren blev kidnappet, og så var vi efterfølgende lidt faldet ud og sad bare i vores egne tanker.

Kate lavede en underlig grimasse for at lukke et søvnigt gab ud.

"Er du træt?" spurgte jeg, og et smil gled over mit ansigt, men hun rystede bare på hovedet. "Jo, du er!" konstaterede jeg og prikkede drillende til hendes bare skulder, da hun havde skiftet hendes langærmede trøje ud med en top, hun kunne sove i.

"Hvis du er så sikker, hvorfor spurgte du så?" spurgte Kate arrigt, hvilket fik mig til at rynke panden. Hvad gik der af hende? "Sorry... jeg spurgte bare," mumlede jeg forskrækket med en irriteret undertone. Igen: Hvad fanden gik der af hende?

Jeg greb bestemt ud efter fjernbetjeningen og trykkede på den røde knap, så skærmen gik i sort. "Det kan godt være, du ikke har tænkt dig at indrømme, at du er træt, men det er jeg!" konstaterede jeg og frigjorde mit blik fra hendes mutte ansigt. Hendes øjne stirrede stift mod hendes hænder, der hvilede på hendes skød, hvor hun sad med knyttede knoer. Hvad var jeg lige gået glip af? Et fnys forlod mine læber og rystende på hovedet gik jeg ud på toilettet, greb min tandbørste og rettede blikket mod spejlet. Det havde været virkelig hyggeligt det meste af tiden på trods af, at Kate ikke følte sig frisk, men vi prøvede vidst begge at glemme omstændighederne... dog afspejlede mit ansigt ikke meget mere end forvirring og irritation efter, hvad der lige var sket.

Jeg gjorde mig hurtigt færdig og kørte hånden langsomt gennem mine krøller, så de røg bagud, men de faldt hurtigt tilbage på deres sædvanlige pladser. Gennem spejlet kunne jeg se en skikkelse, der havde stilt sig i dørkarmen afventende på, at jeg blev færdig. Kate. Hendes blik sagde mere end tusind ord, og lige nu var det vidst bedst, hvis jeg bare koncentrerede mig om at gøre mig færdig.

"Godnat," sagde jeg på min vej ud og trak lidt på smilebåndet, da jeg passerede hende, men vi vidste begge at smilet var falsk.

Hvorfor skulle altid være så kompliceret, når det kom til os?

Hvorfor skulle det altid ende med, at vi forlod hinanden på denne måde?

Hvis det var sådan, Kate ville spille spillet med mine følelser... så vidste jeg snart ikke, om jeg fortrød nogensinde at have inviteret hende. Det var virkelig fristende at ringe efter hendes far. Bede ham om at hente hende. Det ville nok også være bedst for alle parter, hvis hun kunne sove i sin egen seng og få det bedre. Som sagt: Virkelig, virkelig fristende!

Min hånd gled ned i lommen og tog min iPhone 5 op og gik ind under kontakter. Pejefingeren nærmede sig tøvende skærmens overflade, men jeg stoppede mig selv i sidste øjeblik. Det virkede forkert. Men hvad, der virkede rigtigt ved at lade hende blive, var efterhånden også svært at se...

 

____________________________________________________________________________

Hvad tror I, det er, der plager Kate? Og hvad tror I Harry vil gøre ved det?

I må meget gerne smide en kommentar og skrive, hvad I i det hele taget synes om historien.

Lots of Love xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...