Young Girl {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jan. 2013
  • Opdateret: 29 jun. 2013
  • Status: Igang
Kathleen Lucia Miller's liv er indviklet. På trods af hendes kun 17 år, så har hun været udsat for meget mere end de fleste teenagere. Derfor er hun blevet både indelukket og bange for at knytte for tætte bånd til nye mennesker. Dengang Kathleen var 10, overværede hun sin egen mors død, og hun er aldrig kommet sig over chokket. Tilbage er nu kun hende, hendes far og de to yngre brødre. Hverdagen vil aldrig blive, som den engang var. Familien har flyttet en del rundt i England siden morens død. En dag bliver hendes far fyret fra sit job, og de skal igen flytte - Denne gang til London. En helt ny verden udspiller sig for Kathleen. Men vil hun tage imod den og blomstre? Eller vil hun krybe længere ind i sig selv? Og hvad sker der, da hun bliver ramt i nakken af en snebold? Og endnu vigtigere - hvem kastede den?

45Likes
31Kommentarer
4766Visninger
AA

2. Kapitel 1 ~ The feeling of a flame

Lyden af brandalarmen kunne høres i hele lejligheden. Den pivende lyd skar i ørerne, og den var ikke til at tage fejl af - Tingene var ikke, som de burde. Der var noget galt.

Min puls steg, og min hjertebanken galoperede afsted. Temperaturen steg også, og den ellers så rene luft var blevet udskiftet med den klare lugt af noget brændt.  Det var som om, tiden stod stille. Rædselsslagen og fuld af frygt - Det var det, jeg følte indvendigt. Udvendigt sad der bare en lille 10-årig pige på hendes seng, mens hun hjælpeløst studerede flammernes orange nuancer, der overtog lejligheden. Ilden havde omringet denne lille pige, som var mig.

Jeg var bange - Bange som aldrig før.

Mine øjne lukkede sig i. Den naturlige reaktion man laver, når man er bange: Man lader som om, det hele bare er en drøm, at man snart vil vågne op, og tingene er som de plejer. Inderst inde vidste jeg godt, at sådan så situationen langt fra ud - det var ikke en drøm - men indbildningen var nok for mig i dette øjeblik.

"KATE? KATE?!" Jeg kunne høre min mor råbe mit navn. Mine øjne spærrede sig med ét op. Bag flammerne kunne jeg svagt skimte min mors skikkelse. Hun ville med sikkerhed aldrig klare det, hvis hun havde tænkt sig at rede mig fra flammerne.

"MOR! JEG ER HERINDE!" råbte jeg tilbage. Min stemme rystede. Hun skulle ikke sætte sit liv på spil for sin datter, men hun skulle i det mindste vide, hvor jeg befandt mig. Hun skulle vide, at jeg var i live. Jeg var ikke død i flammerne - Endnu...

"MOR? JEG ER BANGE!" tilføjede jeg og kunne mærke tårerne trille blidt ned ad mine kinder. "ALT SKAL NOK GÅ. BARE STOL PÅ MIG. JEG KOMMER IND TIL DIG!" svarede min mor. Hvis hun kom ind og redede mig fra flammerne, ville hun selv dø, men jeg vidste, at jeg ikke kunne formå at tale hende fra det. Det rakte tiden ikke til - Tiden var knap. Om få minutter ville huset være fortid... Om få minutter kunne alt være forandret.

Jeg tørrede tårerne væk og samlede mig.

Mor kæmpede sig gennem flammerne, og jeg kunne høre, at hun led. Jeg kunne se hendes skikkelse komme nærmere og nærmere, men den tykke aske gjorde blikket for slørret til at vide, om jeg havde ret, eller om jeg tog fejl.

Kort tid efter dukkede hendes ansigt op i røgen. "Hop op på min ryg," kommanderede hun men virkede egentlig rolig. Selvfølgelig gjorde hun det. Hvis hun virkede urolig nu, ville det smitte af på mig. Sandheden var, at hun kendte mig alt for godt. Mors pige - Det var lige præcis, hvad jeg var, og det havde jeg altid været. Jeg ønskede bare ikke, det skulle stoppe idag. I en alder af 10, havde jeg ikke tænkt mig at miste min mor. Det var alt for tidligt.

Jeg adlød hendes ordre og hoppede op på hendes ryg. Her kom min vægt mig til gode. Nogen stor pige havde jeg aldrig været.

"HOLD VEJRET!" beordrede hun og hostede. Hun havde tydeligvis selv indåndet for meget af røgen, og jeg vidste godt, at det var farligt - Dødsensfarligt. Nok var jeg lille, men jeg var bestemt ikke dum. Faktisk var jeg utrolig klog af en 10-årig pige at være. Jeg var i hvert fald klog nok til at vide, hvor galt det her kunne ende.

Min mor løsnede grebet om mig for at åbne vinduet. Hun greb stigen, vi havde stående ved siden af det, og begyndte at hejse den ud på fast grund, så vi kunne klatre ud. Hosten ville ingen ende tage, men hun virkede ikke til at lade sig distrahere af noget.

Målbevidst, som jeg kender hende bedst.

"Kate, du klatrer først," sagde hun og hostede endnu mere. Jeg ville ikke modsige hende nu. Det ville være spild af tid.

Jeg greb fast om stigen og kravlede ned. Mine fødder rystede panisk under mig, og jeg havde svært ved at holde ordentligt fast på grund af mine svedige hænder. Det hele virkede... besværligt. Jeg kiggede ikke ned, men følte mig frem. Mit blik hvilede på mor. Uafbrudt.

Pludselig følte jeg jorden under mine bare tæer. Jeg åndede lettet ud velvidende om, at det ikke var slut endnu. Dog følte jeg et pust af håb suse igennem min kolde krop. Jeg lagde armene over kors for at holde bedre på varmen, mens jeg studerede min mors trin på stigen. Der gik længere og længere mellem hendes skridt. Hun virkede alt andet end frisk, og endnu engang satte mit hjerte tempoet op.

"Kathleen..." Jeg vidste først for alvor, den var gal, da hun stoppede på stigen og sagde mit navn. Hun kaldte mig ellers aldrig Kathleen. Kun Kate. Sådan havde det altid været indtil... Nu!

Hendes hænder rystede.

Hun hev efter vejret.

Og til sidst bukkede hendes krop under. Fingrene kunne ikke holde fast længre. De gav slip. Hendes ben kunne ikke holde hende oprejst. De væltede. Hendes øjenlåg kunne ikke holde sig åbne. De lukkede. Hun gav ikke op, det var hendes krop, der sagde stop. Det hele gik så hurtigt, da hun ikke længere kunne stå på stien og faldt bagover. Det lyse hår blafrede så smukt i takt med vinden, og hendes ansigt var fredfyldt.

Jeg troede ikke mine egne øjne, som jeg så hende falde til jorden. Jeg holdt mine hænder for munden for ikke at skrige. Indvendigt skreg jeg af mine lungers fulde kraft. Udvendigt badede mine øjne i vand, og jeg lagde mig på knæ foran hende. Min mor.

"Mor?" sagde min fortvivlede stemme. Jeg snøftede. Det lød ikke til at være mig. Jeg kunne ikke kende stemmen. Sorgen fik den til at få en helt anden ukendt klang. Jeg ruskede i min mor, men der kom ingen respons. Hun lå ligeså hjælpeløs som før. Jeg ruskede igen, men det gjorde ingen forskel. Hun måtte ikke være gået fra mig nu. Jeg var alt for ung. Hun var alt for ung. Nu, var ikke det rette tidspunkt.

Jeg lagde modvilligt mit hoved blidt ned på hendes bryst og konstaterede at hjertet ikke slog. Forskrækket løftede jeg hovedet i et hårdt ryk og kiggede hende ind i øjnene. De udtrykkede ingen liv. Ikke det mindste. Min hånd rystede, men jeg tog mig sammen og lagde den blidt mod hendes kind, der føltes iskold og frossen. "MOR?!" hulkede jeg. "NEEEEEEJ..." Mine råb lavede ikke om på noget. Jeg kunne intet stille op.

Hun var væk.

Død.

Forevigt.

 

○○○

 

Minderne sad fast, som var det hele sket igår. Jeg følte et pust af varme, som om flammerne fra lejligheden stadig herskede over mit liv- Hvilket de på en måde også gjorde. Den dag satte ikke kun sine spor på lejligheden - Den satte også sine spor i mig. Det var som om, at det ikke blot var lejligheden, der var brændt ned - Det var som om, det var mig. Jeg følte, at jeg var blevet brændt ned mentalt. Dele af mig var brændt væk. Dele, der tidligere havde været vigtige for mig og havde spillet en stor rolle i mit liv, var borte. Brændt. Blevet til aske og fløjet væk ved hjælp af vindens kolde kræfter, der omgav os. Disse ting er nu blevet til minder. Disse ting er nu blevet til fortid.

Måske er det derfor, jeg opsøger fortiden? Og prøver at leve i fortiden?

Måske er det i virkeligheden derfor jeg ikke prøver at komme videre? - Fordi jeg ikke vil give slip på min fortid, fordi min fortid indeholdte langt bedre ting end min nutid og fremtid nogensinde ville kunne være i stand til at give mig?

De ting, der nu var fortid, ville aldrig blive glemt, og jeg håbede så inderligt at vende tilbage til dem: Lykken, friheden, ungdommen, grinet, fællesskabet, fremtiden, håbet... Livet - You name it! Vigtige værdier som ikke længere var en del af min hverdag. Vigtige værdier, der hørte fortiden til. Vigtige værdier, der skulle fornyes og komme ind i nutiden og anlægge besøg hos mig.

Men lykken, friheden, ungdommen, grinet, fællesskabet, fremtiden, håbet og livet var ikke flyttet med min far, mine to mindre brødre og jeg, dengang vi for første gang flyttede fra Holmes Chapel. Lejligheden var ikke værd at vende tilbage til, så vi flyttede fra byen og væk fra barndomsminderne, men jeg har aldrig glemt, hvordan livet var før i tiden. Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg rendte rundt i sneen med min absolut bedste ven, som jeg ikke har kendskab til den dag i dag. Hvor befinder han sig mon nu?

Nu går jeg alene. Nu er jeg alene.

Jeg går med blikket stift på mine fødder for ikke at falde i sneen - Det kunne ligne mig, men denne dag havde jeg ikke lagt planer om at blive våd af sneen. Nej tak, jeg springer over. Derimod løb mine to yngre brødre, på 9 og 10, rundt foran mig og kastede sne alle vegne og lod til at more sig vældigt med det. Det var rart at se, at der i det mindste var to i familien, der formåede at holde humøret højt og smile en gang imellem. På den anden side var de også meget små, dengang det skete. De husker hverken branden eller mor. Gid jeg var så heldig.

Jeg rystede minderne af mig og gemte dem istedet i baghovedet for at tænke på noget andet bare i to sølle minutter. Det ville for en gangs skyld være rart. Vores far havde bedt mig om at tage drengene med ud i parken, så vi kunne vende os til området, men også bare så vi alle tre kunne få os lidt frisk luft, mens han pakkede de sidste flyttekasser ud. Vi flyttede hertil på baggrund af, at min far endnu engang var blevet fyret og skulle finde nyt arbejde. Arbejdsmulighederne for ham var få, men han skulle trods alt kunne være i stand til at forsørge tre sultne og krævende unger- Hvor jeg er den ene af dem. Han fandt et job her i London, og vi flyttede hertil hurtigst muligt. Hver mønt, han kan tjene, tæller. Rige, er ikke et ord vi kn blærre os med.

Byen virker alt for stor til mig. Jeg er ikke vant til så mange mennesker. Jeg er generelt ikke vant til mennesker, ikke siden... Nej, nu tror jeg, at det er på tide at holde mig fra det emne.

"Noah, jeg fanger dig!" råbte Nate i vilden sky og løb efter sin lillebror med en stor snebold, som han holdte i sine hænder, der var pakket godt ind i varme strikvanter. Snebolden var næsten ikke en snebold, det var nærmere hovedet på en snemand bedømt på størrelsen.

Noah løb hurtigt fra ham, og Nate opgav. Godt nok var Noah den mindste af mine brødre, men de mindste børn kan oftest løbe hurtigst. "Så kaster jeg den bare på Kathleen i stedet for!" råbte han i begejstring, og først nu vågnede jeg for alvor op af mine tanker.

Det kunne han ikke mene seriøst!

Men små børn laver aldrig sjov, når det gælder sne og sneboldkamp. På det punkt må de aldrig undervurderes. Nate løb i fuld fart imod mig, med et skummelt grin smørret ud over hele ansigtet, og snebolden lå klar på vanten. Jeg var glad for at se ham være glad, men det her måtte han ikke løbe afsted med. Jeg nægtede at blive slået i en sneboldkamp af min næsten otte år yngre lillebror. Den skumle idé kunne han godt pakke væk og sætte ned i min fars flyttekasser.

"Nej lad nu vær', Nate! Jeg gider ikke! STOP!" advarede jeg, men beskyttede alligevel mit ansigt med mine hænder for en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig, hvad den drillepind kan finde på. "Årh altså! Du er altid så kedelig Kathleen!" sagde Nate irriteret og tabte med vilje snebolden ned på jorden, så den gik i tusind stykker. Han lagde hænderne på kors og udstødte et højt, utilfredst suk, så en kold røg kom ud af hans mund på grund af den ufattelige januar-kulde, der havde lagt sig som et tungt tæppe over Londons gader.

Noah efterabede Nate og stilte sig ved siden af ham i præcis samme stilling. Det var faktisk en smule uhyggeligt så meget de lignede hinanden, selvom de ikke var tvillinger... Men de havde stadig ikke evnen til at overbevise mig om at være med i sneboldkamp lige meget, hvor insisterende de var.

Pludselig mærkede jeg dunket og den kolde fornemmelse af en snebold i nakken. Var det sådan en speciel velkomst, de havde til folk, når de flyttede til London? Eller var det bare endnu en irriterende snotunge?

"HAHA HAZZA! Du rammer alligevel godt, hvis det var hende, du sigtede efter!" grinede en person et stykke bag mig, og nogle flere grinede med. Så idioten hed altså Hazza? Kan man overhovedet hedde det?

Jeg vendte mig om, men det skulle jeg ikke have gjort. En fyr var på vej lige i min retning. Mit hjerte sprang et slag over. Jeg vendte mig igen mod Noah og Nate, der var flade af grin i sneen, men jeg lod som ingenting og gik videre. Du kan vel kalde det at flygte. Men planen om at flygte røg i vasken. Jeg mærkede en hånd, der blidt ramte min skulder og holdte mig fast.

"Det må du altså undskylde..."

Pokkers!

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var så første kapitel. Hvad synes I om den indtil videre? Hvad tror I der sker herfra? 

Lader Kathleen nogensinde fortid være fortid? - Og prøver at leve i nuet og give London en chance? Og vil hun give den "fremmede" en chance for at sige undskyld?

I må meget gerne like og sætte på favoritlisten, hvis I kan lide den♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...