*One Shot* Vampire

Amelia en 16 årig ung pige bliver til en vampyr i 1900-tallet. Hvordan vil det gå hende i hendes udødelige år? Kan hun overleve vampyrjægernes søgen? Mit første One Shot så skriv hvis den ikke er særlig god!!!!

5Likes
9Kommentarer
801Visninger

1. Vampire

Jeg gik ned mellem alle gaderne i byen. Det mindede mig om dengang jeg gik her sammen med mor. En lille tåre trillede ned af min kind. Min mor døde da jeg var otte. Jeg havde aldrig forstået det. Indtil far havde fortalt alt.

Flashback:

Jeg gik ned i køkkenet hvor min far var ved at lave mad. "Jeg vil gerne have at vide hvorfor mor døde," sagde jeg direkte til ham. Han stivnede da jeg sagde det. Han stoppede med at lave mad og satte sig istedet ned. Han fortalte hvordan hun var blevet fundet, hvordan hun døde. Kort sagt: han fortalte alt. Bagefter sad jeg i hans arme og græd.

Så ja jeg savnede min mor. Og siden da lovede jeg at hævne hende. Jeg blev revet ud af mine tanker da jeg hørte en lyd. "Hjælp..."  Jeg vendte mig om. "Hallo? Er her nogen?" Jeg kunne se min ånde da det var en klar og kølig aften. Jeg blev med at se mig om og bestemte mig lidt efter at gå videre. Men jeg kunne satdig høre lyde. "Er det ikke lidt farligt for en fin pige som Dem at gå på gaderne om aftenen?" spurgte en stemme bag mig. "Først vil jeg gerne vide hvem De er," svarede jeg. Jeg mærkede en lille iskold vind og åbnede derefter øjnene. Manden der før havde stået ti meter stod nu to meter fra mig. Han havde kort kastanjebrunt hår, ligbleg, men det der fangede mig mest var hans øjne. Hans øjne var honninggyldne. "Hvem er De?" spurgte jeg igen. "En mand en ung pige som Dem burde frygte," svarede han. Han tog fat om mig og lænede sin mund mod min hals. Først nu mærkede jeg det. Ingen ånde. Jeg lukkede øjnene. Ventede. Jeg mærkede en uendelig smerte i halsen.

Da jeg vågnede troede jeg at jeg var død. Men da jeg så hvor mørkt det var fattede jeg langsomt hvad der var sket. Jeg satte mig op og kiggede mig bedre omkring. Der var en enkelt stol, et bord, et spejl og så sengen jeg sad i. Døren næsten ved siden af mig gik op med en knirken. "Du er vågen. Godt," sagde en stemme. Jeg kiggede på manden. "Hvor længe har jeg sovet?" Var det første jeg sagde. "Godt 24 timer," svarede han. Jeg havde ondt i hovedet og jeg var sulten. "Her. Det hjælper," sagde han og gav mig et glas med et eller andet i. Det var som om han kunne læse mine tanker. Jeg drak lidt af det og hovedpinen og sulten forsvandt næsten. "Hvad hedder... Du?" spurgte jeg langsomt. Jeg var ikke vant til at sige du, men istedet De. Han tøvede. "Michayel," svarede han så, "Hvad med dig?" "Amelia," svarede jeg af ren høflighed. "Kom," sagde han, "Jeg vil vise dig noget." Jeg rejste mig fra sengen og gik ud af værelset med Michayel.

"Du er udødelig. Du lever for evigt. Så det er vigtigt at du ved hvad du er og hvordan du ser ud," sagde han efter lang tids tavshed. Vi gik af lange gange med mørke vægge og meget få lamper. Alligevel kunne jeg se alt. Men jeg stoppede ved et billede. "Kom nu," sagde Michayel. Han gik hen til mig og lagde sin ene hånd på min skulder. "Hvem er det?" spurgte jeg. "Hende? Det er din tip-tip-tip-tip-oldemor Laura. Hun ligner både dig og din mor," svarede han. "Hvorfor hænger hun her? Jeg mener billedet?" spurgte jeg. "Fordi... Fordi hun var en meget betydningsfuld...... Vampyr," svarede Michayel. Min 4-X tip oldemor var vampyr? Jeg gik videre med hovedet fuld af tanker.

Da vi stoppede, stoppede vi foran en aflang og meget bred dør. "Spejlsalen," sagde Micayel og sagde det som om det var en meget betydningsfuld sal. Han fandt en nøgle frem. "Denne dør er ikke blevet brugt i over tusinde år," sagde han. Michayel låste døren op og jeg gik ind. Den var smuk selvom væggene kun var beklædt med spejle. I loftet hang der krystallysekroner og på gulvet var det mønstre. Da jeg kiggede på et af spejlene der der viste mig forfra så jeg en meget  smuk ung pige. Hendes hår stod i stærk sort kontrast til den hvide hud. Øjnene var mandelformede og farven var rød. Tøjet var det tøj hun havde haft på hele tiden og var cremefarvet. Det tog et par minutter før det gik op for mig at pigen i spejlet var mig. "Hold fast i det. Hver gang du ser dig selv i et spejl forsvinder spejlbilledet." Jeg fik et chok da jeg ikke havde set Michayel gå herind. Jeg vendte mig om og så ham. Prøvede at få øje på ham i et spejl. Han var der ikke eller rettere hans spejlbillede var der ikke. "Kom," sagde Michayel og gik ud. "Hvor skal vi nu hen?" spurgte jeg. "Det er noget tid siden du sidst har fået noget at drikke hvis jeg ikke tager meget fejl," sagde han.

Jeg kunne lugte blod på lang afstand. Mig og Michayel løb sammen. Det var sikrest mente han. "Stop!" sagde han pludselig og stoppede op. Jeg stoppede også. "Kan du lugte det?" spurgte han. Jeg nikkede. Jeg vidste godt hvad det var. "Vampyrjægere," svarede jeg. "Så du har altså lært noget," sagde han ironisk, men på en god måde. "Der!" Vi hørte et råb. "Amelia du løber hjem. Og det gør du nu!" sagde han. "Hvad med dig?" spurgte jeg. Det var første gang jeg mødte dem. "Jeg bliver her. Løb nu!" sagde han. Jeg blev alligevel. "Du er godt nok stædig! Løb nu eller du dør!" sagde han. Det var mit stikord til at løbe. Jeg løb og løb, men da jeg var kommet cirka halvvejs anede jeg ikke hvor jeg var og solen var ved at stå op i øst. Jeg hørte ét skrig og bagefter nogen der grinede. Jeg løb i retning af skriget og da jeg kom tilbage lå Michayel på jorden med blødninger. Jeg skulle til at fjerne pælen da han sagde nej. "Lad være. Det gør det bare værre," sagde han. "Men så kommer du til at lide," sagde jeg. "Jeg vil brænde op," sagde Michayel.  Blodrøde tåre begyndte at glide ned af mine kinder. "Jeg vil savne dig Michayel," sagde jeg. Han prøvede at smile. Det var første gang jeg havde sagt hans navn over for ham "Læg dig ned hvis du ikke vil miste mig rigtig," sagde han," Så dør vi sammen." Jeg lagde mig ned hos Michayel og sammen så vi solen stå op til den ramte os. Det var den væmmeligste smerte jeg nogensinde havde følt. Den var også værre end da Michayel havde forvandlet mig. Den sidste tanke jeg tænkte var:

Jeg elsker dig mor. Og også dig Michayel. Uden min mors død havde jeg aldrig mødt dig. Jeg elsker jer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...