Jagten på Smykket

Alina på 15 bor i landet Arafors, der hører med i De fire forenede Lande. De fire forenede Lande består af Arafors, Demetria, Armanduka og Kenta. Alinas forældre er døde, så hun bor hos sin værge Markus.

1Likes
7Kommentarer
502Visninger
AA

3. KAPITEL 2

Jeg ligger i sengen. Regnen trommer stille på skodderne foran det ene vindue, der er i mit lille aflukke. Alle mine muskler er ømme; jeg havde brugt resten af dagen i går, på at træne med mit nye sværd ude i stalden. Jeg burde være træt, solen er ikke engang stået op, men det er jeg slet ikke. Der roder alt for mange bekymrende tanker rundt i mit hoved. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke lide at trodse Markus på grund af alt det, han har gjort for mig. Hvis han ikke havde taget sig af mig, dengang mine forældre døde, ved jeg ikke, hvad der ville være sket med mig. Der var nok ingen andre, der havde taget mig til sig. Jeg har jo ikke noget Smykke. Det er ligesom om, jeg får et slag i hovedet. Sådan er det hver gang, jeg tænker på det. En helt masse triste tanker strømmer igennem mig. Jeg er unormal, en afviger, en særling ingen gider at have noget med at gøre. Men jeg er nødt til at prøve. Jeg er nødt til at se, om jeg ikke kan komme ind på akademiet, også selvom Markus ikke kan lide det. Ellers vil jeg bare komme til at fortryde det. Jeg har bestemt mig nu, jeg har jo kun denne ene chance.

Jeg rejser mig lydløst op af sengen. Markus sover lige ved siden af, og han må ikke opdage, hvad jeg har gang i. Jeg tager mit tøj på, støvlerne i hånden, og så går jeg barfodet ind i vores lille køkken, og jeg lukker forsigtigt døren efter mig. Jeg står helt stille. Jeg skal sikre mig, at han stadig sover ligeså tungt, som han gjorde før. Da jeg er sikker, kigger jeg hurtigt ud af vinduet. Det er ved at lysne i horisonten, så jeg er nødt til at skynde mig. Jeg er nødt til at komme til akademiet, inden de lukker af, så der ikke kan komme flere ind og søge om pladser. Og jeg skal også helst nå at være et godt stykke væk, inden Markus står op. Jeg samler hurtigt mit sorte hår i en lang, stram fletning og snører mine støvler. Inden jeg forsigtigt åbner døren ud til, snupper jeg noget brød og sender et hurtigt blik hen på vores ene, rustne spejl.

Da jeg træder ind i stalden, kigger et hestehoved op. Hesten pruster venligt, da den genkender mig. Jeg går hen til den midterste boks, hvor den står. Den retter ørerne fremad da jeg roligt siger:”Godmorgen Lou, vi skal ud på en morgentur”. Jeg trækker hende ud og ligger sadlen på hende. Hun kigger lidt fornærmet på mig, som om, at jeg da vel ikke mener, at hun skal ud nu? Men hun bliver alligevel medgørlig, da jeg propper noget havre i hendes mulepose. Jeg svinger mig op, får hende i galop, og rider ned mod landsbyen, der ligger et stykke fra gården.

Da jeg når ned til landsbyen, er det ved at være lyst. Det regner stadig lidt, men ikke nok til at jeg bliver gennemblødt. Jeg rider ind på vejen, der strækker sig hele vejen gennem byen. Det er den vej, der fører til Sidin. Mig og Markus bor godt to kilometer væk fra den lille landsby. Byen er lille, der er en enkelt smedje, en kro, og så er der også Helena. Hun er landsbyens læge, og hun er rigtig god. Nogle gange kommer der nogle fra de størrere byer, for at få hjælp. Simpelthen fordi rygtet har spredts sig om, hvor dygtig hun er. Udover det er der ti-femten familier, der bor her, samt gårde ligesom Markus´, der ligger lidt væk.

Lous hove klaprer på brostene, da vi roligt rider gennem byen. Der er flere der er stået op; alle har meget at skulle forberede til i aften. Det er nemlig en tradition, at holde fest når de unge kommer tilbage, og forhåbentlig har fået en læreplads. Og så fejres midsommer selvfølgelig også. Det er en aften, hvor alle er længe oppe og feste, og jeg plejer at glæde mig. Men det gør jeg ikke i dag. Jeg tror ikke det bliver så hyggeligt, når Markus finder ud af hvad jeg har gjort.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...