Jagten på Smykket

Alina på 15 bor i landet Arafors, der hører med i De fire forenede Lande. De fire forenede Lande består af Arafors, Demetria, Armanduka og Kenta. Alinas forældre er døde, så hun bor hos sin værge Markus.

1Likes
7Kommentarer
503Visninger
AA

2. KAPITEL 1

 

”Kom nu! Du kan sagtens gøre det bedre!”, siger Markus, med et drillende smil på læben. Jeg kigger på ham, prøver at finde ud af, hvad hans næste træk mon bliver. Han laver et hurtigt udfald med sin stav, og jeg når kun lige at parere. Jeg er nødt til at koncentrere mig, det går virkelig ikke særlig godt; jeg har allerede op til flere blå mærker, som jeg helt sikkert vil kunne mærke senere. Markus ser min usikkerhed, og siger: ”Du er nødt til at være hurtigere; du er alt for langsom”. Jeg prøver at lukke hans formanende stemme ude, og kun fokusere på Markus bevægelser. Men det er svært. Han prøver bevidst at pirre mig, og få mig til at gøre det modsatte af, hvad han har lært mig. Men jeg er i det mindste blevet bedre. Det irriterer mig bare stadig, at han næsten ubesværet for slag efter slag ind på mig, mens jeg står og puster. Jeg er i god form, men Markus har bare en eller anden måde at kæmpe på, så han aldrig bliver træt, og det er det, jeg prøver at lære.

Han laver det næste udfald, og denne gang er jeg klar. Jeg standser hans stav, før den rammer mig, og vores to stave mødes på midten. Jeg kigger Markus i øjnene, jeg er nødt til at ramme ham nu; jeg må ikke forspilde min chance. Jeg bruger alle mine kræfter, og presser Markus stav ud til siden, lynhurtigt svinger jeg rundt, og rammer ham i siden. Jeg slår ikke helt igennem; jeg slår bare hårdt nok til, at han ved, at jeg har vundet.

”Godt Alina, du er ved at lære det”, siger Markus, og sender mig et af hans sjældne smil, der for en gangs skyld når helt op til øjnene. Jeg må have lignet én stor jubelidiot, da han siger det, for han skynder sig at tilføje:” Men kom nu ikke for højt på strå, du mangler stadigvæk, at få helt styr på det her”. Han peger op mod sit hoved. Og jeg ved godt han har ret, jeg er ikke nok fokuseret, men i forhold til Markus, har jeg næsten fået den bedste ros, man kan få.

”Jeg har noget, jeg skal vise dig”, siger han, ”Kom med”. Han vender sig om, og går hen imod stalden. Jeg følger undrende efter; jeg har set alt, hvad der er i stalden, så jeg har virkelig ingen anelse om, hvad vi skal der.               

Vi går ind i stalden. Den velkendte duft af hø kommer imod os, og alt er som det plejer. Der er pladser til tre heste langs den ene væg, selvom vi kun har én hest nu, og der er halm og hø overfor. Vores eneste saddel og hovedtøj, samt alt andet ride udstyr, hænger pænt på væggen overfor indgangen. Markus står lidt og tænker; hans fingre trommer let på hagen. Så går han hen til halmen, flejer det hurtigt væk, så stenene kommer til syne. Jeg står bare og bliver mere forvirret for hvert sekund, der går. Vil han have jeg skal se på gulvet?  Men så begynder han at fjerne brostenene, som ligger løse, der hvor han har fjernet halmen. ”Hjælp lige med at fjerne dem”, siger han,” Ellers tager det alt for lang tid”. Jeg bukker mig ned, og hjælper ham. Vi arbejder hurtigt, og snart kommer der en lille lem til syne. Jeg er forbløffet; jeg kender alligevel ikke alt det, der er i stalden. Vi arbejder videre i tavshed, Markus syntes ikke det er nødvendigt at sige noget. Han siger i det hele taget ikke mere, end det, han synes, er absolut nødvendigt. Men det gør ikke noget, jeg har vænnet mig til det.

Så kommer hele lemmen til syne, og Markus børster det værste jord af den. Han trækker i håndtaget, og lemmen går lydløst op. Han ligger sig ned på knæ, og stikker hånden ned i hullet, som lemmen åbner ned til. Hullet er stort, for Markus har hele armen nede i hullet, for at få det op, han vil have. Så trækker han en stor, mørk kappe op og rækker den til mig.       

Jeg står lidt og kigger på den, så opdager jeg, at der er noget indeni, noget langt og hårdt. Jeg folder kappen ud og får øje på et skæfte. Et sværdskæfte. Jeg kigger på Markus, og han kigger på mig og venter på min reaktion. Jeg pakker resten af sværdet ud som ligger i en blank, sort skede. Jeg tager ordenligt fat om skæftet, det er perfekt at holde om. Jeg mærker Markus blik på mig, og trækker sværdet fri. Sværdet er fantastisk; det er i perfekt balance, bladet er smalt, men langt; det passer fuldstændig til min kampstil. Og Markus ved det, det er trods alt ham, der har lært mig alt det, jeg kan med et sværd.

”Det er perfekt”, fremstammer jeg, og kigger på det bedste sværd, jeg nogensinde har set i mit liv. ”Det er sådan noget kun de bedste af de bedste kan lave”, siger Markus, ”Og de bedste af de bedste kommer fra Demetria. Han viser mig et lille, skinnende, flot svunget D med en cirkel om, på sværdknoppen. Demetrias mærke. Jeg kigger på ham. ”Hvor har du fået det fra?”, spørger jeg nysgerrigt. ”Ja, altså før jeg kom hertil, boede jeg i Demetria”. Jeg kigger forbløffet på ham; det er første gang, han siger noget om sig selv, eller rettere sagt hans fortid, frivilligt. Men man kan godt regne ud, at han har levet i Demetria, for han siger Demetria fyldt med varme i stemmen. Især anden gang han siger det, ligger jeg mærke til det. ”Hvad er der mere dernede”, spørger jeg, ”Er det flere ting fra Demetria?”. Han kigger på mig med et vurderende blik, og så siger han: ”Jeg må videre med arbejdet”. Han snakker udenom, jeg får åbenbart ikke mere at vide nu. Han lukker hurtigt lemmen og skjuler den. Før han går ud af stalden, vender han sig om og siger: ”Husk ikke at vise sværdet til nogen, du ved godt, at det er ulovligt for bønder at have sværd. Han holder mit blik lidt længere end nødvendigt, så han ved, at jeg har forstået det.

 

Jeg går ind i vores lille køkken og sætter mig på bænken. Markus rækker mig aftensmaden i tavshed. Jeg stikker lidt til maden, kan ikke få en bid ned. Markus sidder også og koncentrerer sig om maden, men jeg kan mærke, at han har noget på sinde. Så siger han endelig: ”Nå, så er det jo midsommer i morgen”. Han siger det så henkastet så muligt, men sender mig alligevel et undersøgende blik. Midsommer… Midsommerdag skal alle 15 årige i Arafors, vælge deres læreplads. Og det de højst sandsynligt skal bruge resten af deres liv på.

Et svært valg for mange, men ikke for mig. Jeg har vidst det altid. Men jeg har aldrig sagt det til Markus, selvom han er min værge. Jeg ved, at han ikke vil lide mit valg. Jeg har prøvet at finde tidspunkter at fortælle ham det på hele ugen; men jeg har altid tabt modet. Og nu spørger Markus så selv, om hvor jeg gerne vil hen. Eller han gør det ikke direkte, men jeg ved, at det er det, han gerne vil vide.

”Ja det er det jo”, siger jeg i et ligeså henkastet tonefald som Markus. ”Jeg har tænkt over det, og jeg vil gerne…”, jeg stopper op, kan ikke få mig selv til at sige mere, er sikker på, han vil blive vred, når jeg siger det. ”Du vil garanteret op på akademiet i Sidin, vil du ikke?”, spørger han så. Han har gennemskuet mig. ”Jo…”, jeg kigger ned i maden, har ikke lyst til at møde hans falkeblik, der gennemskuer alt. ”Jeg vil bare gerne blive bedre til at fægte, og det kan jeg på akademiet i Sidin”, siger jeg forsigtigt. Og jeg vil bevise at jeg kan bidrage med noget, bevise for alle, at jeg ikke bare er et misfoster uden noget Smykke, som man ser ned på. Men det siger jeg selvfølgelig ikke højt. ”Nej”, siger Markus bestemt. ”Nej?”, spørger jeg. Nu kommer det jeg har frygtet.  ”Ja. Det er utrolig tåbeligt af dig at tro, at du nogensinde kunne have bare én chance, for at komme ind på det akademi. Du er en pige, og en bonde. Og som du allerede ved, optager de ikke piger og bønder skal være meget heldige for at komme ind”, siger han vredt. ”Jamen det er da ikke retfærdigt, at dem fra byerne har meget større chance, for at blive optaget, end bønderne”, udbryder jeg, ”Og desuden er der blevet optaget en pige sidste midsommer”. Jeg nægter at se i øjnene, at jeg nok ikke kan komme ind; jeg kan simpelthen ikke bære det. ”Og ved du hvem den ene pige var??”, han venter ikke på mit svar men foresætter bare:”Det var en af kongens rådgiveres datter. Og han er sådan en, der er imod, at bønder overhovedet kan komme til optagelses prøven. Han kan ikke lide, at vi også kan komme så højt op i rang, han føler det som en trussel. Så han vil gøre alt, og han gør alt, for, at reglerne skal laves om. Heldigvis er kongen imod hans forslag, og det er akademiets rektor også. Men du kan meget hurtigt blive blandet ind i deres magtkamp, fordi du er en af dem, de diskuterer, om der må være der, og det vil jeg ikke have”. Han har afsluttet diskussionen, jeg kan høre det på hans stemme, så jeg kigger i stedet for trodsigt ind i hans blå øjne. Jeg ved han kun vil mig det godt, men dette får han ikke lov til at bestemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...