Troublemaker (1D)

Glad, positiv og optimisk, er en god beskrivelse af en smuk 18-årige Savannah Harries. Halv-kendt fra hendes to identiske brødre Finn og Jack, får hun muligheden for, at møde det kendte band One Direction. Men hvor godt kan det gå, når One Direction ikke ligefrem var hendes stil og da de senere hen bliver Jack og Finns gode venner?

26Likes
6Kommentarer
2338Visninger
AA

7. Sassy, sassier and Savannah.

 

Savannah´s synsvinkel:

Aldrig havde jeg gået tidligere i seng og aldrig havde jeg været så irriteret. Faktisk var jeg ikke irriteret, men sur. Decideret sur. Det var ikke meningen, at jeg ville have fornærmet Harry. Jeg ville blot give ham et råd. Dryp, dryp, dryp. Vanddråberne gled langsomt ned over mit ansigt og killede mildt min hud. Jeg sukkede. Min mave gav sig til at erkende, at den var sulten. Ikke noget jeg havde tænkt mig, at gøre noget ved, eftersom Harry spiste morgenmad. Og hvor orkede jeg dog ikke, at opleve endnu en akavet stilhed. Jeg vidste, at dette ikke ville blive sidste gang, at vi oplevede en akavet stilhed - mig og Harry. Tværtimod, så ventede jeg kun flere. 

3 bank lød. Jeg forlod vasken, tørrede mit ansigt i et gult håndklæde og sagde højt: "Jeg kommer." med de ord åbnede jeg døren. Nogle sekunder af forvirring opstod,da jeg mødte Liam. "Liam? Hvad laver du her?" spurgte jeg og prøvede at holde min forbløffelse under kontrol, så han ikke lod den bemærke. Han tøvede lidt, "Tjo, jeg ville bare høre om du var okay," sagde han, nej, han mumlede det, mens hans blik hele tiden fokuserede på noget andet hvert tredje sekund. Et uventet smil fremstod på mine læber. Liam var ikke så slem igen, faktisk. Det var virkelig sødt af ham. "Jo tak, jeg har det helt fint." løj jeg. Jeg havde det forfærdeligt. Men denne følelse skulle ikke gå udover Liam. "Og du er sikker?" sagde han en anelse højere og lod hans blik falde på mig. Jeg nikkede, fik et falsk smil frem på mine lidt halv-tørre læber. Jeg havde aldrig gjort et stort nummer ud af mine læber og jeg var også en af de mennesker som led af, at slikke mine læber. Et lille tavst øjeblik opstod, før Liam sagde: "Nå, jamen okay. Kommer du ned?" hans øjne mødte mine, borede sig ind i mine usikre, blå øjne. Et forventningsfuldt blik. Jeg tog mine øjne fra ham, fokuserende på en glødende lampe bag Liam. "Nej, jeg er ikke så sulten." sagde jeg og sendte ham et venligt smil. Han blev skeptisk. "Altså nu er det ikke fordi, at vi kender hinanden meget, men har det noget at gøre med Harry?" jeg blev overrasket over, hvordan han pludseligt hævede stemmen. Misforstå mig nu ikke, han sagde det på en sød måde. Jeg lod ikke Liam færdiggøre sin sætning, før jeg begyndte at forsvare migselv. "Nej, nej, slet ikke. Jeg er bare ikke så sulten." Liam smilte og nikkede. "Men ihvertfald så er vi dernede og spiser." han vendte sig dernæst om på hælene, gik målrettet mod elevatoren og var ude af min synsvinkel. Jeg bandede for migselv, tog en spontan beslutning og lukkede døren bag mig. Jeg løb mod elevatoren, mens jeg vildfaren kiggede efter Liam. Kort skimte jeg ham gå ind i elevatoren. Endnu engang måtte jeg sætte farten op. "Liam, vent!" sagde jeg højt og løb målrettet mod elevatorens knap, som skulle åbne for mig, hvis jeg var heldig. Dog fik Liam reddet mig, da han fik øje på min opmærksomhedskrævende handling. Elevator dørene åbnede sig og jeg blev mødt af et smil. "Nå, så du kunne godt spise noget alligevel?" sagde han med et skævt smil placeret på hans læber. Jeg trak på skuldrene. "Lidt mad kan man vel altid få ned." 

Der sad han. Jeg snakker ikke om hvem som helst, jeg snakker om ham. Jeg kunne ikke beskrive det. Hans mørke hår, søde og lidt skæve smil. Nogle øjne, som alle ville eje. Det var ham, Alfie Deyes - en dreng, som jeg havde savnet utroligt meget. "Alfie!" hvinede jeg og løb mod ham. Et stort smil formede sig på os begges læber. Han rejste sig, åbnede sin favn og da vi mødtes i krammet, følte jeg en befriende følelse. "Hvor er det godt, at se dig igen!" udbrød jeg begejstret, da vi trak os fra hinanden. "Det er også godt, at se dig igen." et velkendt smil blev placeret på hans læber, og hvor smittede det smil dog! Jeg havde savnet ham så meget. Det føltes på ingen måde akavet, selvom mig og Alfie just stod og betragtede hinanden med et smil, noget som mig og Alfie havde for os selv. "Savannah, skal du ikke have noget mad?" Jeg var kun få træk for, at sukke af Jack. Og dog, så tog han jo bare hensyn til mig, nu når jeg endelig var kommet ned til dem. "Jo." mumlede jeg og afbrød mig og Alfies øjenkontakt. Af en uforventet hændelse, sagde Alfie: "Jeg går med." Alfie skulle nok blive en god kæreste, når den rette en dag kommer gående. Man kunne simpelthen ikke stå for den gentleman han var og smilet. Mine øjne strejfede rummet og dens omfang. Man kunne vel godt kalde det et cafeteria. Mine øjne kørte videre rundt, hurtigt og umodent forbi Harrys skikkelse, videre hen på de andre. Et smil smittede sig af på mine læber, da jeg fik overhørt en joke, som en blond-håret dreng fortalte. Joken mindede mig om en tidligere intern joke.  "Skal vi?" spurgte Alfie med et skævt smil placeret på hans læber. Jeg nikkede, greb en tallerken ved det nærmeste bord, da tallerkenerne var placeret ved hvert madbord. Derefter gik Alfie og jeg mod maden. Rummet var befolket med en vis tæthed, som gjorde at du sommetider stødte ind i personer, som der ikke kiggede sig ordentligt for - eller omvendt.

"Hvordan går det?" et nysgerrigt blik fra Alfie henvendte sig til mig, mens han prøvede at undgå, at støde ind i nogen.

"Jeg er så glad for, at du kom. Vi skal bruge de næste dage med One Direction." jeg lagde et vis tryk på deres bandnavn, da det forhåbentligt kunne udvise, at jeg ikke brød mig om dem - hvis vi kigger væk fra Liam, han var blevet en undtagelse. Han grinte kort af mig, "Kan du ikke lide dem?" "Om jeg ikke kan lide dem? De er altså slet ikke min smag." "Hvorfor ikke? Er det da ikke fedt, at hænge ud med dem?" "Nej, slet ikke. Jeg mener, Harry har bare gjort mig så irriteret. hvilket har skabt nogle perioder, som helst gerne skal glemmes." "Ja, man skal ikke gøre dig irriteret." jeg sendte ham et smil, som gengæld til hans svar. "Hvad med dig? Hvordan går livet?" spurgte jeg interesseret. Selvom vi kun ikke havde snakket i 2 uger, virkede det som meget. Vi havde dog skrevet over mobil, men det var på ingen måde det samme. "Godt! Faktisk, så er jeg faldet for en pige." et pludseligt chok gik igennem min krop. Et usikkert smil var placeret på hans læber, "Det er da vildt fedt! Hvor har I set hinanden?" "Vi snakkede lidt over nettet. Så har det udviklet sig derfra." sagde han. Hans smil voksede kun for hvert sekund der gik, hvor vi snakkede om hende. Hun virkede sød - og det håbede jeg også hun var overfor Alfie. Han fortjente det bedste af det bedste, som han kunne få. "Er hun sød?" "Ja, selvfølgelig er hun det, San. Ellers ville jeg ikke falde for hende. Misforstå mig nu ikke, jeg er ikke faldet for hende kun fordi hun er sød. Jeg mener, ja, hun er sød og det gør bare, at jeg-" "Alfie, du snakker sort." afbrød jeg med et fnis på læberne. Han sukkede, "Men ja, hun er sød." 

Vi, rettere sagt, jeg, fik taget noget brød og salat, hvorefter vi gik ned til de andre. Jack havde fundet en stol frem, som stod ved siden af Alfies plads. Jeg smilede takkende til Jack, satte mig og begyndte ellers at snakke videre med Alfie. "Men er det sådan, så I ses tit, eller?" spurgte jeg, mens jeg hev et lille stykke af mit brød af og lod stykket ramme min tunge. De havde givet brødet en smule for meget mel, efter min smag. "Tjo, fem gange i sidste uge." jeg nikkede. "Hvis vi ser væk fra det lidt personlige, hvad laver I så?" "Vi laver slet ikke noget personligt." "Hm, ikke?" "Nej, vi ser film og putter under tæpper." "Aw!" udbrød jeg en anelse for højt, da flere end bare Alfies øjne vendte sig mod mig. Uhøfligt gjort - med mad i munden og det hele. Jeg rømmede mig kort, mens mine kinder blussede op. Jeg sank maden og mumlede: "Undskyld." "Men jeg er virkelig glad for at høre, at du har fundet en!" sagde jeg og sendte ham et stort smil. Det var ubeskriveligt, hvor glad jeg egentlig var på Alfies vegne. 

Vi havde efter lidt tid nede i cafeteriet gået op på værelserne og gjorde klar til, at vi skulle ud og opleve New York - med One Direction. Ærligt, så virkede det ikke som et problem for mig længere, at de tog med. "Så smutter vi!" råbte Jack og puffede til mig. Jeg smilte til ham, forlod vores værelser og gik mod elevatoren. Minder fra igår plantede sig i mit hoved. Jeg havde intet sagt til de andre om det, og det havde jeg heller ikke planer om. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...