Troublemaker (1D)

Glad, positiv og optimisk, er en god beskrivelse af en smuk 18-årige Savannah Harries. Halv-kendt fra hendes to identiske brødre Finn og Jack, får hun muligheden for, at møde det kendte band One Direction. Men hvor godt kan det gå, når One Direction ikke ligefrem var hendes stil og da de senere hen bliver Jack og Finns gode venner?

26Likes
6Kommentarer
2309Visninger
AA

8. Playlist Live.

Dagene gik og vi havde nærmet os den sidste uge i New York, hvorefter vi ville flyve til Los Angeles - efter hvad Alfie havde sagt. Men Jack eller Finn havde intet fortalt om, at vi skulle til Los Angeles - intet, hvilket undrede mig en smule. Ville det ikke være naturligt oplagt at fortælle, hvis man skulle med til endnu et nyt sted? Tænk hvis nu, at jeg faktisk havde planer. Ikke at jeg, heldigvis for Jack og Finn, havde det. Tanken og min undren over det, gjorde mig en smule gnaven. Blidt fik jeg skubbet til Alfie ved siden af mig. Han vendte sig med et smil på læben mod mig og med hans spørgende blik, "Kan jeg ikke lige snakke med dig?" "Er det okay, at jeg tager med?" indskød Marcus. Ja, Marcus, Caspar, Louis og Sam var også kommet. "Jo, selvfølgelig." besvarede jeg hans lidt akavede spørgsmål. Jeg havde intet imod, at Marcus gik med. Marcus kunne, for at sige det lige ud, holde sin kæft, når det gjaldt 'hemmeligheder'. Vi fik rejst os og jeg fik med lidt besvær isoleret os fra resten af drengene. Vi satte os ved et par små borde, som var placeret rundt omkring ved baren. Her var tit hyggeligt og rart, hvilket resulterede i, af al selvfølgelighed, at vi tit befandt os her. "Nå, hvad sker der?" spurgte Marcus med et skævt smil på læben. Jeg grinte kort, "Du kan bare ikke få nok af sladder." "Jo, om jeg kan! Men når det gælder dig, så omhandler det tit ikke pigesladder, men noget lidt mere alvorligt." Jeg smilede lidt af hans ærlige ord - han havde jo ret. Når jeg trak folk til side omhandlede det ikke sætninger som; 'hun gjorde sådanne' 'Ej, men det gør man altså bare ikke' Ja, overraskende nok, så brød jeg mig ikke om, at 'disse' på piger. Jeg syntes, at det er umodent gjort af personen selv, som faktisk sviner pigen til. "Alfie, jeg ville egentligt bare spørge dig, om vi virkelig skal til Los Angeles? Jeg mener, Jack og Finn har intet sagt?" "Altså, jeg ved at de skal til sådanne noget 'Playlist Live', som vi alle skal til. Vi skal over og møde nogle af vores seere og fans." "Det lyder da fedt!" "Det bliver mega fedt." indskød Marcus. Jeg nikkede ivrigt, "Det lyder da godt." En mand i omkring de 40 år, kom over til os i beklædt formelt jakkesæt og spurgte høfligt: "Ønsker De noget?" Mit blik gled over på Alfie og dernæst over på Marcus for at komme frem til et fælles valg. Det tog ikke mange sekunder før, at vi alle havde indforstået hinanden. Vi kunne godt bruge nogle drinks. "Jo, kunne vi få et kort over nogle drinks?" "Ja, jeg vil være tilbage om nogle få sekunder. Undskyld mig et øjeblik." beklagede han sig, da det gik op for ham, at han havde glemt et menukort. Jeg nikkede acceptabelt til ham og iagttog ham, mens han gik bort efter nogle kort til os. "Hvordan går det egentligt med dig, Marcus?" spurgte jeg, da det egentligt slog mig, at jeg ikke havde snakket med ham i noget tid. "Jo, tak, det går fint. Hvad med dig?" "Det lyder godt. Ja, det går ligeså, tak." smilte jeg. "Eller," indskød Alfie og udbrød et lille fnes efterfølgende. Marcus kiggede forvirret på mig og dernæst på Alfie. "Ja, tak, Alfie." sagde jeg og kunne ikke holde min halv-seriøse facade, hvilket fik mig til at smile. "Hey, hvad sker der? Intern joke?" spurgte Marcus. "Nej, haha. Må jeg fortælle det?" spurgte Alfie mig venligt og dog, så var det lidt et forsinket spørgsmål. Nu kunne vi jo ikke bare afslå, at fortælle Marcus det, da det tydeligvis havde underholdt Alfie. Jeg nikkede til ham og ventede en smule spændt på Marcus' reaktion. "Savannah og Harry har virkelig et eller andet had til hinanden. Du skal seriøst bare vente og se. De kan slet ikke klare hinanden. De-" Alfie stoppede, da han ikke kunne holde sit grin tilbage. "Ja, vi er bare ikke så gode venner." afsluttede jeg. "Hvorfor da?" "Han er bare åndssvag." Marcus udbrød også i et grin, "Og du er sikker på, at du ikke bare har været afvisende?" et stik af nederlag lagde sig i mig. Han ramte mig hårdt, selvom ordene ikke var mentalt nedladne. Han havde ret, endnu engang. Jeg havde været en smule afvisende. Vi blev endnu engang afbrudt af den formelt beklædte tjener - uden navneskilt. "De må undskylde ventetiden." beklagede han sig og uddelte de tre kort. "Tak." besvarede jeg, før han endnu engang vendte sig om for, at fortsætte mod næste kunde. "Du har egentligt ret, Marcus. Jeg har måske været en smule afvisende." fik jeg sagt, mens jeg stadig var dybt betaget af mine egne tanker. "Jeg ved godt, at du aldrig har været så glad for, at lære nye mennesker at kende, men giv dem nu et forsøg. Det er kun ment for at hjælpe, San."  Langsomt gled mine op til Marcus' øjne og hvor må jeg sige, at han så bar ud. Han var så ærlig, at det næsten gjorde ondt at se på. Et lille smil gled over mine læber, "Tak." hviskede jeg til ham. Jeg kunne ikke være mere taknemlig for, at jeg havde Marcus ved min side - også selvom tusinde af forskellige følelser kørte rundt. "Skal vi bestille noget, eller hvad?" spurgte Alfie efter nogle få sekunders stilhed, så utålmodig som han nu var blevet. Jeg nikkede, kiggede ned i menuen. En vis trang for alkohol gjorde sig velbemærket. "Er I klar til at bestille?" endnu engang afbrød han os. "Ja, nummer 6." svarede jeg med et halv-slapt smil på læben. Han nikkede blot og fandt en blok frem. "En nummer 11." "Nummer 18" han fortsatte med at nikke, mens han blot fortsatte med at notere. "Jeg vil være tilbage med jeres drinks." 

"Hey, hvad laver I her? Vi kunne ikke finde jer." Jack, Finn, Caspar og Sam kom løbende mod os. "Hvor er Louis?" spurgte jeg en smule forvirret. "Han skulle lige filme noget." Caspar smilede til mig og placeret sig på mine lår. "Caspar! Du vejer, flyt dig!" udbrød jeg. Han flyttede sig, kiggede skeptisk på mig - dog med et lille glimt i øjet. "Så bytter vi plads." sagde han og hev mig op ad stolen. Nogle få grin blandede sig i mængden, da jeg og Casper var igang med, at bytte pladser. "Aw!" udbrød Alfie med et grin, da Casper lagde sine arme om min talje. Jeg rystede på hovedet, "Ja, du skulle nødigt sige noget!" Caspar var en sød dreng, det var der ingen tvivl om. Men at date ham, ville ikke være noget, som jeg havde den store lyst til. "Jeg fik aldrig svar? Hvad laver I her?" spurgte Finn endnu engang, ligeså utålmodig som Alfie var, da vi skulle bestille drinks. "Vi snakkede bare. Hov, vi har altså bestilt nogle drinks. Er det noget, som I også vil have?" "Tjo, jeg kunne godt bruge noget drikkelse." "Samme her." "Jamen, så lad os lige allesammen finde nogle stole, så vi kan sætte os rundt om bordet og dernæst bestille nogle drinks." svarede Sam og iværksatte alle drengene med at finde stole - undtaget Alfie, Marcus, Caspar og jeg. "Du skal ikke have din egen stol eller hvad?" spurgte jeg - et spørgsmål som var henvendt til Caspar. Han rystede på hovedet, så hans blonde hår fløj lidt rundt. Et markeret træk kom frem på hans ansigt, hans smil. "Hm." svarede jeg blot. Det tog ikke langtid for drengene at forme en kreds om det lille barbord. Faktisk, så havde de formået at gøre det på omkring de 2 minutter. En overraskende tid, må jeg sige. "Det tog ikke langtid for jer." "Næh." "Hvad er det egentligt I skal her om nogle dage?" spurgte jeg. Spørgsmålet var en smule diskret til Jack og Finn, og det kunne tydeligt ses at de havde forstået min henvending. "Ja, vi skal til Los Angeleeeeeeeees!" udbrød Sam højlydt og smilede stort. Jeg grinte kort, "Glæder I jer?" "Om vi gør! Det bliver så fedt!" tilføjede Caspar og udbrød i et begejstret hvin. Et feminin træk, han valgte - og jeg var vidst ikke den eneste, som fandt dette underholdende. "Caspar, du er virkelig feminin." fastslog Jack før han udbrød i latter med drengene. Jeg måtte indrømme, at jeg også grinte med i starten. Det var jo ikke løgn, Caspar var ret feminin. "Undskyld mig." sagde Caspar ironisk, dog med et snag af fornærmelse i hans stemme. "Hvad skal I lave der?" spurgte jeg for at lette lidt på stemningen for Caspar's skyld. "Der er sådanne noget Playlist Live, som vi skal til, hvor vi skal ud og møde fans. Alle bekendte bloggere skal med." sagde Sam. "Skal du med?" tilføjede han spørgende. "Det ved jeg ikke, det tror jeg ikke." måtte jeg ærligt indrømme. Ja, mine tanker havde ændret sig. Jeg skulle nok hjem efter dette. "Må vi tale med dig?" spurgte Jack. Jeg smilede, "Ja, jeg har vist også noget, at snakke med jer om." "en spydig, irriteret tone jeg havde belagt migselv i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...