Troublemaker (1D)

Glad, positiv og optimisk, er en god beskrivelse af en smuk 18-årige Savannah Harries. Halv-kendt fra hendes to identiske brødre Finn og Jack, får hun muligheden for, at møde det kendte band One Direction. Men hvor godt kan det gå, når One Direction ikke ligefrem var hendes stil og da de senere hen bliver Jack og Finns gode venner?

26Likes
6Kommentarer
2310Visninger
AA

2. Perfect guys, New York and confusing twins.

"Finn, brug nu dit hoved. Det er dumt. Det ved du også godt?" sagde jeg og prøvede tilsyneladende at få Finn til at stoppe. Men nej, han rystede selvfølgelig bare på hovedet. "Det bliver da federe, end at sidde herhjemme og glo." sagde han og sendte mig et skævt smil. Ja, sjovt som i at blive stoppet af politiet, højest sandsynligt. Og det var ikke fordi at dét var første gang. Kort efter stod det, som jeg frygtede, for næsen af mig.

Dine to flybiletter er nu bestilt.

"Jeg snakker med Jack." mumlede jeg og gik med faste skridt ud af døren. Det var så typisk. De gjorde altid noget som var skide usmart, og de vidste det. Det værste var, at de ikke kun gjorde det for at have det sjovt, men også for sine 'subscribers' på youtube. 

"Jack, det er en åndssvag idé, at I skal gå rundt og lege retarderede møgunger. I ender i fængsel til sidst!" brød jeg ud, da jeg slog Jacks dør op. "Sch! Jeg laver videooo." sagde han og trak på o'et, da han vendte sig mod mig. "Jack! Jeg vil ikke have, at I får skader eller bliver smidt i fængsel." "Vi skal ikke være retarderede møgunger. Vi skal til New York og ha' det sjovt!" råbte han op og viftede med armene. Han ignorerede tydeligvis det, jeg havde sagt til ham tidligere idag.

"Og det kan i ikke gøre her i London, fordi?" "Det bare så kedeligt. Vi skal på eventyr! Vi skal på eventyr! The Harries skal på eventyr!" begyndte han at synge og danse rundt kort efter. Altid hyper, og glad. "Ja, uden jeres søster. Yay, hvor er det bare skønt!" sagde jeg ironisk og rullede med øjnene. "Hey, op med humøret! Du skal bare få dig en kæreste, som kan holde dig med selskab imens. Jeg mener, du har virkelig brug for en." sagde han og sendte mig et skævt smil. Jeg kunne hører Finns grin skære igennem luften, helt ind til mig og Jack. Væggene var ikke særlig tykke. Noget som aldeles havde irriteret mig i en længere periode. "Eller også er du bare meget tit på din periode." sagde han og brød derefter ud i latter. Jeg løftede mit højre øjenbryn og sukkede dybt, dog med et lille smil på læben. Han kunne godt selv se, at det ikke gav mening. Selvom de var dybt åndssvage og irriterende, kunne de stadigvæk godt være søde sommetider. Dog skete det ikke særlig tit, men det kunne godt hænde en enkel gang på en uge. "I er ikke engang hjemme på min fødselsdag." "Næh, det er vi ikke." et koldt svar, som jeg absolut ikke havde regnet med at få. Og slet ikke fra Finn.  

"Sikke meget I tænker på jeres søster, hva'?" snerrede jeg en anelse surt og gik derefter ud af rummet. Finn og Jack kunne godt være flabede, men  flabet havde jeg alligevel aldrig oplevet dem før. Det pissede mig på det groveste af, at de var så fandens ligeglade med alt lige nu og kun tænkte på den skide ferie, som de havde planlagt. 

Jeg gik ind på mit værelset og lagde mig sukkende på sengen. Jeg greb min mobil. 4 ubesvarede opkald. Jeg var ikke engang i tvivl om, hvem det var. Men lige nu, havde jeg virkelig ikke lysten til, at snakke med nogen. Ikke engang Taylor, min bedste veninde.

På en måde håbede jeg på en undskyldning fra drengene, men på den anden side..nej, der var fandme ikke nogen anden side! "Savannah, kom lige." Jeg rystede på hovedet, ignorerede dem og begav til at glo på mine billeder på mobilen. Der blev kort efter banket på min dør, hvilket gav et sæt i mig. Jeg vendte mig om, støttede mig på albuerne og gloede bare på dem. Jack og Finn. "Vi går lige ud og-" Jack stoppede med at tale og erstattede det med en fnisen. "Vi går lige ud og køber ind." "Ind til hvad?" spurgte jeg koldt. Egentligt var jeg ret så ligeglad, men jeg havde på den anden side næsten et behov for at vide, hvad de skulle. "Slik og sådan." svarede Finn og derefter forsvandt de begge igen. 

Efter nogle minutter, hvor jeg egentligt bare stirrede ud i luften, lod jeg mig falde tilbage i den store, bløde dobbeltseng. En rar og afslappende følelse lagde sig. Som jeg lå der, lod jeg mine øjne falde i. Jeg valgte at tage en lur, som kunne få tiden til at passere. Alt det her flyhalløj og at de forlod mig, gjorde mig en smule stresset og helt skør. På den anden side lignede det ikke mig, at være så følsom overfor en rejse. 

***

"Savannah," hviskede en stemme, mens en varm ånde føltes tæt mod min bare hud på halsen. Jeg fik kuldegysninger, og åbnede langsomt mine øjne for at se, hvem der stod og havde sin mund så tæt på min hals. Jeg ventede mig og mødte nogle grønne øjne. Helt klart Finn. Og så lå man her og håbede på, at det var drømmefyren. Men selvfølgelig, det ville jo aldrig ske, det vidste jeg godt. Sidste gang jeg havde tænkt på det med en kæreste, havde jeg skrevet krav ned og næste dag da Taylor så det, rystede hun kort på hovedet og sagde 'Savannah, det kan godt være at du lever med to perfekte drenge, men på dét papir har du mindst 114 krav - og det er alt, alt, alt for meget! Du finder aldrig din perfekte fyr så." Jeg havde bare grint, selvom jeg godt vidste at hun havde ret. Jeg levede med to perfekte drenge, det var ikke løgn. Og selv var jeg flere gange blevet kaldt perfekt - dog er jeg ikke enig.

Jeg havde opgivet. Direkte opgivet at finde den perfekte eneste ene. Han fandtes ikke. Jo, der var ham Bieber-drengen, men det ville være underholdende, hvis jeg sagde 'Justin Bieber er min eneste ene' for det sagde tusindvis af andre piger osse. 

"Savannah!" sagde en person, en hel del højere. Stemmen skar igennem mine tanker og min opmærksomhed blev øjeblikkeligt rettet mod Finn, som kiggede en del utålmodigt på mig. 

"Her," sagde han og kastede uventet min sorte læder jakke mod mig. Et fortvivlende øjeblik lå jeg og kiggede uforstående på ham.

"Hvorfor giver du mig min jakke?" "Vi skal vise dig noget. Kom nu bare!" sagde Finn utålmodigt. Jeg fulgte efter ham, mens jeg hektisk prøvede, at få min jakke på. Ikke noget, som så særligt elegant ud - tværtimod, så lignede jeg en, som var spastisk og havde et anfald. 

Vi nærmede os hoveddøren, da jeg stoppede bræt op. Det her virkede mistænkeligt og noget, som jeg ikke ville være særlig glad for. "Finn, hvad er det her for noget?" han åbnede hoveddøren og i næste sekund råbte Jack: "Ville hun med til New York?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...