Troublemaker (1D)

Glad, positiv og optimisk, er en god beskrivelse af en smuk 18-årige Savannah Harries. Halv-kendt fra hendes to identiske brødre Finn og Jack, får hun muligheden for, at møde det kendte band One Direction. Men hvor godt kan det gå, når One Direction ikke ligefrem var hendes stil og da de senere hen bliver Jack og Finns gode venner?

26Likes
6Kommentarer
2344Visninger
AA

4. New York, oh New York.

Vi stod ved vores gate, og ventede utålmodigt på, at vi fik lov til at indtage vores pladser i flyet. Jeg var bange, faktisk rædselsslagen. Jeg hadede at flyve, der var ikke noget jeg hadede mere end at flyve. Bare tanken om at flyet ville styrte, fik mine hænder til at skælve om flybilletten. Dårlige minder plantede sig i min hoved og for hvert sekund der passerede, blev mine ben mere og mere usikre at stå på af deres rystende bevægelser. "Er du okay, søs?" spurgte Jack, han lød bekymret. Jeg nikkede kort og før jeg nåede at gøre endnu en handling, krammede Jack mig. Han vidste, hvad der var sket tidligere hen. "Hør, det er kun én flyvetur - og så selvfølgelig hjem igen. Men du skal bare holde dig beskæftiget med noget, noget du kan koncentrerer dig om. En bog eller noget-" "Undskyld, kan jeg se din flybillet, frøken?" blev Jack afbrudt af en dame, som højest sandsynligt tog imod flybilleterne, scannede dem og modtog næste. Kedeligt job at have, men nogen skulle jo gøre det. Jeg kiggede ned på min billet, rækkede skælvende billetten mod hende. Hun tog et irriteret tag om den, tog den ud af mine hænder og gav mig den igen efter, at hun havde scannet billetten. Skridt for skridt blev min puls hurtigere, jeg mistede pusten og var på ingen måde tryk i denne situation. Jack greb min skulder, trak mig ind i flyet og derefter gav han slip. Flysæderne bestod af 9 sæder på en række. De var delt op i tredje dele. Derfor gættede jeg på, at Jack, Finn og jeg skulle sidde sammen - det så jeg da frem til. Jeg kiggede ned på min billet

Row: 7b

Seat: 5

Mine øjne fangede række 7b, hvorefter jeg fik sat mig på sæde 5. Det sitrede i mine hænder og heldigvis havde Finn taget min bagage. Jeg havde fået vindues-pladsen. Det måtte da være et plus, jeg havde fået den plads jeg best kan lide. "Hey." lød en velkendelig stemme. Jeg kiggede på personen, Finn. "Nå, så du fik den gode plads?" sagde han med et skævt smil. Jeg nikkede kort og trak på skuldrene. "Det vel okay." mumlede jeg. 

Tiden gik og vi skulle snart lande! Jeg havde dog sovet en smule, da en 11-timers flyvetur, var ret lang og udmattende for mig. Turen havde været forfærdelig, og med forfærdelig mener jeg, at den på ingen måde var god. De løb tør for vand, deres mad smagte gyseligt og i det hele taget, vil jeg ikke flyve med det her flyselskab igen - hvis jeg nogensinde skal flyve igen. Finn havde også erklæret sig enig, og ville snakke med Jack om, at skifte flyselskab, når vi skulle hjemad. 

Vi var landet, kommet sikkert til vores hotel og havde pakket ud. Hotellet var med garanti bedre end flyet. Nej, hotellet var luksus og de havde alt. Alt det, som flyet ikke havde. Hotellet hed 'The New York Palace' og det levede op til dens navn, det måtte jeg indrømme. Fornemt hotel, næsten for fornemt. Store senge, badeværelser og i det hele taget bare dit værelse var stort. Og udsigten, ja, den var der næsten ingen ord for. Det var simpelthen så smukt, med udsigten over New York. Tilfreds sukkede jeg og lagde mig i min dobbeltseng. 

"Haha, tro på det, Zayn." jeg holdt vejret, blev hurtigt skeptisk, da stemmerne var lige udenfor min dør. Døren brasede pludseligt op, hvilket gav et sæt i mig og det tog ikke mange sekunder, før jeg sad op i sengen og gloede dumt på 3 drenge, som stod i døren og var målløse. "Hvad vil I?" spurgte jeg følelsesløst og koldt. Den ene dreng, som havde krøllet hår, kløede sig lidt i nakken før han sagde; "Jeg tror, at vi er gået forkert. Det må du undskylde." Han ejede en dyb stemme - og et venligt smil. Jeg nikkede forståeligt og ventede uhøfligt på, at de lukkede døren efter sig. Jeg rejste mig og gik mod altanen. Kort sukkede jeg, smilede for mig selv og nød udsigten. Indtil jeg fik øje på en flok skrigende piger. De var omkring 100 og stod ude foran vores hotel. Jeg hørte dårligt nok den bankende lyd på min dør, jeg nænnede den kun lige. Med lange skridt gik jeg mod døren, med et suk på mine læber. De piger ødelagde udsigten, man kunne ikke nyde den. Døren blev ikke åbnet af mig, den brasede op og der stod de så. Jack og Finn. "Hør, Savannah, vi har brug for at komme ind. Vi får først vores nøglekort om to timer." "Hvorfor det? Det er da åndssvagt-" "Gæstene forlader først rummet om en time. Den anden time skal e bruge på at gøre rent. Hvad øhm, måtte vi komme ind?" "Jo, selvfølgelig." Jeg trådte til side, så de kom ind. Jeg lukkede døren og blev mere og mere forvirret. "Hvorfor fik jeg så mit rum før jeres? Skal i bo i samme rum?" "Ja." "Nårh, så da du Finn, bestilte de der billetter, var det faktisk til mig og jer?" "Ja."

"Hvad er det for en massiv menneske flok og larm dernede?" Jack pegede ud af ruden. "Det aner jeg ikke." "De skriger jo som et helvede!" sagde Jack og satte sig på min seng, hvorefter han tog sig til ørene. Finn smilede og kiggede lidt rundt i mit rum. "Dit rum er mega fedt." "Federe end vores." kommenterede Jack. Jeg trak på skuldrene, "Hotellet syntes nok bare, at når det er en-mands rum, så skal de være fede." "Ekstrem fede!" Jeg smilede lidt, før jeg trak min mobil op ad min baglomme. "Savannah, skal vi gå ned og spise?" Jeg nikkede, rejste mig og greb nøglekortet. Drengene gik ud af døren og hen gik vi til en elevator, hvorefter vi steg udenfor. Størstedelen af den massive flok løb mod os og før vi kunne flygte eller på nogen måde undgå denne situation, ville hundredevis af fans have billeder med Jack og Finn. Det undrede mig ikke, at der stod så mange fans og ville møde dem. Mine brødre var fantastiske, selvfølgelig var de det. Men de kunne også irriterer mig på det groveste. 

"S-Savannah?" jeg vendte mig om og så en pige på omkring de 15 år smile til mig. "Hej!" sagde jeg og sendte hende et stort smil. Hun var en pæn pige. Brunt, langt og krøllet hår, som matchede hendes perfekte, markerede kindben. Hun virkede nervøs, faktisk bange for at snakke til mig. "Må jeg få et billede?" jeg kunne kun lige med en hvis anstrengelse forstå, hvad hun sagde. Ja, jeg havde aldrig været god til at forstå amerikanske accenter, når jeg selv havde en britisk en. Men det måtte vel komme. "Ja, selvfølgelig." jeg stillede mig ved hendes højre side, smilede mit bedste smil, mens en blitz blænder os begge i nogle få sekunder. Hun takkede, før hun løb over mod Jack. 

Tiden gik og gik. Jeg ventede utålmodigt på, at Jack og Finn snart blev færdige, men nej. Finn kom løbende mod mig med flere piger bag sig, "Kan du ikke hente vagterne?" hviskede han i mit ører, eller det skulle være en hvisken, men siden pigerne skreg, råbte han mig næsten i øret. Jeg nikkede, fik kæmpet mig ind på hotellet, hvorefter jeg fik fat på nogle vagter. "Så dine brødre må altså være One Direction?" Jeg lavede en forvirret grimasse. "Nej, mine brødre er kendte bloggere på Youtube og omringes af deres fans, hvis man kan kalde dem det." sagde jeg og kløede mig lidt akavet i håret. Han nikkede, "Bliv du hellere herinde, Mrs. Harries. Deres brødre får vi bragt herind også og derefter får vi deres fans af vejen, så i kan komme til." Jeg nikkede og så ham træde, som én mand, ud til de hundrede fans. Han måtte være helt væk, hvordan skulle han kunne få så mange piger væk? 

Som en stor overraskelse fik han bragt de mange fans væk fra hotellet og Jack og Finn ind til mig. "Nå, skulle vi tage ud og spise?" spurgte Jack med et skævt smil placeret på hans læber. Jeg nikkede, takkede vagten og gik dernæst ud af hotellets entré. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...