Troublemaker (1D)

Glad, positiv og optimisk, er en god beskrivelse af en smuk 18-årige Savannah Harries. Halv-kendt fra hendes to identiske brødre Finn og Jack, får hun muligheden for, at møde det kendte band One Direction. Men hvor godt kan det gå, når One Direction ikke ligefrem var hendes stil og da de senere hen bliver Jack og Finns gode venner?

26Likes
6Kommentarer
2271Visninger
AA

9. Confused by them.

ADVARSEL: Dette kapitel kan indeholde stødende ord og handlinger. 

2 kapitler i ét! 

 

----

"Først og fremmest, Savannah, så skal vi som sagt til Los Angeles og du skal ikke med." "Jeg vil med." "Det kan du ikke, du har returbillet. Vi andre rejser videre." "Hvornår rejser I?" "Imorgen. Hvilket betyder, at du skal være sammen med Alfie og One Direction alene." jeg gispede, kunne ikke lide at tænke på hans ord. Misforstå mig ikke, Alfie var fantastisk. Men One Direction? Nej. "Hm, okay." mumlede jeg blot. Jeg skulle under ingen omstændigheder tilbringe mere tid med dem, selvom jeg ikke havde givet dem en chance. "Savannah, du har været så skide uvenlig mod drengene. Slemmere er de heller ikke!" "Man ved aldrig med de 'celebrities'. De har virkelig meget magt, Jack." "Hvorfor ville de gøre noget mod os?" jeg trak på skuldrene, "Jeg bryder mig ikke om dem." "Nej, men giv dem nu den ene chance for vores skyld." bedte Jack mig pænt. Faktisk, så kunne jeg være totalt uberørt og virke ligeglad, men jeg gav mig. Alfie, Marcus, Finn og Jack havde nu sagt, at jeg burde give dem en chance. Helt høfligt måtte jeg indrømme, at det heller ikke var fra min side af. "Please, Savannah." et lille, forsigtigt smil plantede sig på mine læber. "Én chance, men gør de det mindste mod mig, holder jeg ikke tilbage." Finns latter lød højt, da han åbenbart fandt min besvarelse underholdene. "Det er en aftale." en akavet stilhed lagde sig. Tanker fyldte op mit hoved. "I stoler virkelig på dem." mumlede jeg, løftede mit blik fra mine ballerina sko, mod dem begges øjne. Jack smilte, "Ja, de er nu nogle fede fyre at hænge ud med." blot jeg kun nikkede, ingen forståelse havde jeg. "Så alt er godt igen?" spurgte Finn en smule usikker. "Ja. Lad os gå tilbage til de andre." svarede jeg. Ikke mange skridt skulle jeg gå, før jeg brat stoppede op. Harry havde taget Caspar og jegs stol. Der sad han, totalt provokerende og grinte højt af noget, som på ingen måde interesserede mig. Og Caspar? Han var her ikke længere. "Alfie, hvor er Caspar?" spurgte jeg, da jeg valgte at gå målrettet mod Alfie. "Jeg ved det faktisk ikke. Han var vist en smule beruset efter de drinks, som vi bestilte." "Og I lod ham bare gå?" spurgte jeg med et løftet øjenbryn. Alfie hev ned i min arm, så mit øre var på højde med hans mund. "Hør, jeg prøver at redde dig. De synes, du er underlig." hviskede han. "De som i One Direction? For så er jeg da totalt ligeglad." Irritationen voksede og jeg havde ikke lyst til andet, end at råbe op om, hvor meget jeg ikke brød mig om dem. One Direction kunne da heller ikke bryde sig om mig efter min opførsel. Men så stod vi vel lige? Ingen af os brød os om hinanden, og derfor burde vi ikke befinde os samme sted.  'Jeg prøver at redde dig' jeg fnøs kort og koldt, før jeg gik lige forbi dem. "San, hvad skal du?" hørte jeg Alfie's råb, intet mindre end forvirrelse lød. Jeg ignorerede ham, fortsatte blot i løb mod Caspar's hotelværelse. 

Jeg bankede tre gange og ventede en smule utålmodigt. Dog kom der intet svar, ingen åbning af døren. "Caspar?" råbte jeg, bankede endnu engang og smilede hurtigt til nogle forbigående gæster. Intet svar. Dette lignede ikke ham, overhovedet ikke. "Undskyld, frøken," en hvid, fin handske, lavet af det pureste hvide silke, lagde sig på min skulder. "Hr. Caspar Lee forholder sig lige nu i baren." "I baren?" jeg vendte mig om og blev mødt af en tjener fra restauranten. Hvordan jeg vidste det? Hans navneskilt var med hotellets restaurant logo på. "Er De sikker på, at vi snakker om den samme Caspar Lee?" spurgte jeg høftligt, da jeg simpelthen ikke troede på, at Caspar befandt sig dér. "Høj, blond dreng, blå øjn-" "Undskyld mig, jeg bliver nødt til at gå." afbrød jeg, løb mod elevatoren og trykkede desperat på døråbningsknappen. "Kom nu!" hvæsede jeg utålmodigt. Den velkendte elevator lyd lød. Baren!? Caspar havde kun været i en bar alene én gang før, og den gang havde det ikke gået så godt - en af de aftner man gerne vil glemme. 

I hastig fart løb jeg mod baren, åbnede de ulækre, halv-gamle døre og blev mødt af et dunkelt mørke. Få glødelamper var hængt op med kun en svag glød, hvilket gjorde det svært at spotte Caspar. "Caspar?" spurgte jeg ud i rummet, mens en høj, mørk stemme grinte. En stor skikkelse gik mod mig, "Hvad laver sådanne en smuk pige som dig her?" manden var tydeligvis beruset og havde ikke kontrol over sine handlinger. Stemmen var mørk og hæs, og hvis jeg skulle bedømme en alder ud fra hans skikkelse og stemme, var han omkring de 40. "Skal du ikke have en øl? Farmand betaler." fortsatte han. Min andrelin steg, mit hjerte pumpede og jeg følte mig dårligt tilpas med, at han snakkede til mig. Det var langtid siden, at jeg sidst havde snakket med en ældre, fuld mand - af gode årsager. En genial idé slog ned i mig, "Jeg leder efter min kæreste." sagde jeg, smilede og gik dernæst udenom. Noget der virkeligt kunne få en til at miste interesse var, at sige at man var i et forhold. Et hårdt greb blev taget rundt om min arm og jeg snurrede rundt på hælen uforventet. "Fortæl din kæreste, at han er en heldig fyr." jeg rev mig løs, gik mod selve baren og kiggede rundt. Caspar, Caspar, Caspar - der! Et mørkt, dunkelt hjørne af baren. "Caspar? Caspar, kom. Vi skal hjem nu." sagde jeg, da jeg greb hans arm. 5 shots blev serveret. "Nej tak." svarede jeg venligt bartenderen. Han kiggede en smule irriteret på mig, da han tog de 5 shots igen. "Caspar, kom." pressede jeg lidt på og skubbede til hans arm. Han rev sig i en agrresiv bevægelse tilbage. "Undskyld, vil du have regningen?" afbrød bartenderen mig. Jeg nikkede, modtog det hvide papir. Jeg gispede højt, da jeg så prisen og hvad han havde drukket. "Caspar! Du har drukket for 30 pund!" sagde jeg overrasket og skubbede blidt til hans arm. Intet svar. "Caspar, kig nu på mig." hans hoved vendte sig langsomt, og et grusomt blik blev jeg mødt af. Et stik af smerte satte sig i hjertet. Jeg var målløs. "Caspar," hviskede jeg, da jeg så hans blik. Koldt, dødt og slet ikke en Caspar, som jeg kendte til. Hvad skete der med ham? En tåre pressede på og en klump startede langsomt, at forme sig i halsen. "Lad os nu gå op og få noget søvn." sagde jeg, på randen til at bryde ud. Jeg var virkelig chokeret over Caspar's tilstand. Jeg betalte hurtigt de tredive pund til bartenderen og prøvede ikke, at tænke over prisen. "Gå." lød en hård, fordrukken og hæs stemme. Jeg drejede mit hoved mod Caspar, "Undskyld, hvad sagde du?" "Du hørte mig udmærket godt, Savannah. Få din røv ud af baren." jeg kunne ikke tænke klart meget længere. "Caspar, bliv siddende der." sagde jeg med en rystende stemme, vendte mig om og gik mod udgangen. Da jeg trådte ud af baren, lod jeg tårene have frit løb. Aldrig havde jeg troet, at Caspar skulle ende i denne fælde igen - aldrig. Jeg satte kurs mod Alfie, Finn og Jack, totalt ligeglad med at Harry og One Direction så mig græde. 

"Alfie, Finn og Jack." sagde jeg og satte i løb mod dem. Alfie vendte sig med blikket fuld af omsorgfuld og bekymring. "Hvad sker der?" "Caspar." hviskede jeg, holdte min hånd for munden - en vane jeg havde, når jeg var ked. Næste øjeblik Jack havde rejst sig og stod trøstende om mig, "Savannah, hvad sker der?" "Hvad er der med Caspar?" "Er der noget, som vi kan hjælpe med?" lød det fra Louis fra One Direction. Hvis ikke det havde været for Caspar's tilstand, havde jeg med glæde takket nej. "Han har brug for hjælp." sagde jeg, hev hårdt i Alfie og begyndte at trække i ham. "Hey, hey, hey! Rolig, jeg skal nok komme." sagde han modstræbende. "Nu!" udbrød jeg, hev hårdt i Alfie endnu engang og trak ham med mig. Jeg vidste, at mine handlinger var barnlige, men hvad ville man ikke gøre for en ven, som var i knibe? Kort hørte jeg ham mumle, "Jeg kommer tilbage senere." men jeg turde godt love ham, at det gjorde han ikke foreløbig. Jack og Finn undskyldte også kort til 'drengene' før de satte i løb efter mig. "San, hvad er det der sker med Caspar? Hvor er han?" spurgte Jack forpustet, da jeg havde sat tempoet op. Jeg kunne ikke klare det. Jeg var rystet og der skulle ikke meget til, før jeg gik amok. Min desperate handlinger måtte være synlige, da forbigående kiggede interesseret på, når de gik forbi os. Jack kiggede en smule bekymret på Alfie, "Kig lige i baren." sagde han og næste sekund, var Alfie væk. "San, prøv at slappe af. Hvor er Caspar? I baren?" jeg nikkede. En stille tavshed lagde sig - ikke noget godt. "Pis." mumlede Finn nervøst og vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre. "Lad os gå en lille tur i fred." mumlede Jack og skubbede mig blik mod en anden retning. Endnu engang nikkede jeg mens Finn løb op til min anden side.

Et smil placerede sig, da Jack fortalte om dengang, han havde forholdt sig på en nudist strand. "Jeg sværger, at jeg aldrig skal derover igen!" fastslog han bestemt. "God idé." "Skal vi krydse vejen-" "Wow, vent. Der ligger en på vejen." En vis form for forvirrelse skabte sig, da jeg så Jack sætte i løb mod en skikkelse på jorden. Finn rykkede nogle skridt tættere på mig, "Der sker godt nok mange ting idag, hva'?" mit blik forblev fastobserveret på skikkelsen, den var genkendelig. "Det er Caspar." besvarede jeg hans ærlige fastslåelse med en følelsesløs stemme. Selvfølgelig ville han ikke have fortsat med, at sidde i baren. Hvad havde jeg regnet med? 

 

Jack's synsvinkel: 

Jeg nåede frem til personen og et stød gik igennem mig. Caspar. "Caspar?" en svag mumlen kom fra hans læber. "Kan du sætte dig op?" han rystede en smule på hovedet, før han langsomt åbnede øjnene. Jeg lagde min hånd bag hans ryg og hjalp ham med, at sidde op. Usikkert sendte jeg Finn en advarende blik, som han tydeligt forstod. Savannah skulle ikke herover lige nu. "Caspar, hvor er din telefon?" spurgte jeg med en smule hævet stemme, for at sikre mig, at han hørte hvad jeg sagde. Hans mumlen og snøvlen gjorde det næsten umuligt at høre. Men dog, så kunne jeg skimme noget med 'Jeg ved' hvilket jeg ville tage som et 'Jeg ved det ikke'. "Hvordan er du kommet herned? Du er gået ret langt." "Savannah." endnu et stød gik igennem mig. Hvad ville han med min søster? Og hvad havde Savannah med dette at gøre? "Hvad er der med Savannah? Ledte du efter hende?" han nikkede. Mine tanker kørte på høj-hastighed. Caspar vendte sit hoved i retningen af Savannah, han rejste sig, men kunne ikke holde balancen. "Savannah!" råbte han, mens han støttede sig til en ukendt bil. Hendes blik fløj hen på ham, hendes mund åbnede og jeg havde fået nok at se. "Caspar, vi går op nu." "Savannah, du er dum. Du skulle ikke have ledt efter mig," råbte han. "dumme kælling." mumlede han derefter, heldigvis lavt nok til, at jeg, som ellers stod 10-20 centimeter tæt på ham, knap nok kunne høre hans ord. Caspar stank langt væk af alkohol. Og aldrig nogensinde ville Caspar havde sagt det til Savannah, aldrig. Men det kom ikke bag på mig, drengen var jo fuld. Jeg tog et greb rundt om hans arm og begyndte at hjælpe ham op mod hotelværelset. 

Af alt held, lå hotelværelserne i den modsatte retning af, hvor Savannah og Finn stod. Caspar begyndte øjeblikkeligt at hænge sig i mig, hvilket resulterede i, at jeg måtte fortælle ham, at han skulle gå på sine ben. Det virkede barnligt, men hvem var ikke dét, når man var fuld? Barnlig, dum og ude af kontrol - en perfekt definition af, hvilken tilstand man er i, når man er beruset. Hvilket jo var Caspar's situation lige nu. 

Vi kom op på hans hotelværelse med nogle efterfulgte blikke. Hans hotelkort, altså kortet til hans hotelværelse, befandt sig heldigvis i hans bukselomme. Desværre gjorde hans mobil ikke det, hvilket bekymrede mig. Jeg førte Caspar over til hans seng, fik lagt ham i den og dernæst gik jeg ind i hans stue. Jeg turde ikke forlade ham, under nogle omstændigheder. En smule bedrøvet trak jeg min mobil op af min lomme og ringede til Alfie. 

"Hey, hvad så? Caspar er altså ikke i baren." "Nej, jeg har lige fået ham op i hans seng. Han er totalt ude af den. Hvor er du? Kan du ikke komme op på hans hotelværelse?" "Jo, jeg kommer nu. Hvor er Savannah?" "Hun er sammen med Finn." "Skal jeg ringe til en af dem, så vi kan samles?" "Tjo, hvorfor ikke." sagde jeg. 

Ikke langtid gik der før 3 bank lød på Caspar's hoveddør. Jeg gik med hastige skridt mod Caspar's soveværelse for at sikre mig, at han lå og sov, hvilket han gjorde. Stille lukkede jeg døren igen, løb mod hoveddøren og blev mødt af Savannah, Finn og Alfie. Hvad der undrede mig var, at Alfie ikke holdte særligt venskabeligt om Savannah, det lignede mere end bare et venskab i mine øjne. Hans hånd var placeret rundt hendes talje og han stod nu faktisk ret tæt på hende. Jeg rømmede mig, sænkede blikket og flyttede mig fra døren. "Kom indenfor." fik jeg sagt, mens jeg fik øjenkontakt med Finn. "Alfie og Savannah?" sagde jeg spørgende, da de havde gået ind i stuen. "Ja, jeg ved det heller ikke. Men de begyndte først at holde sådanne om hinanden-" "Årh, lad vær' med at sige det på den måde! Det lyder alt for intimt." Finn slog en høj latter op. "Tjo, måske har de noget intimt?" "Det tror jeg næbbe. Alfie har kæreste i England og han ved udmærket, at det ville være dumt, at gøre intime ting med Savannah. Plus, at Savannah på ingen måde ville kunne holde det hemmeligt for os begge. Medmindre du ved noget?" "Jeg ved intet. Men jeg er enig, det ville være dumt. Måske prøver Alfie bare at vise, at han er der for hende? Hun har trods alt oplevet noget idag." jeg grinte lidt over hans besvarelse. "Du har nok ret. Vi burde måske hellere fokusere på, at få Savannah til at snakke lidt med bandet. For faktisk, så er jeg blevet lidt usikker på det med, at lade de to være alene." sagde jg og lavede et kast med hovedet mod stuen. Finn nikkede ivrigt, "Enig. Lad os invitere dem over. De havde jo også snakket om, at prøve at komme i snak med Savannah." "Ringer du? Så går jeg ind til dem?" Finn nikkede med et skævt smil på læben, "Ja, gå du bare." 

Jeg gik med lidt hastige skridt ind til dem. Heldigvis havde de blot sat sig overfor hinanden, intet andet. Mine øjne strejfede deres ansigter. Efter lidt overvejelse satte jeg mig ved siden af Savannah. "Nå, hvad så? Er vi alle okay?" spurgte jeg for at lette lidt på stemningen. "Ja, det tror jeg da." "Og dig, San?" "Jeg har det fint, tak, Alfie." sagde Savannah og smilte sødt til ham. En vis irritation voksede. 

Harrry's synsvinkel: 

Drengene og jeg sad og så det vildeste tv-show, som overraskende nok, underholdte os alle. "Hov, to minutter drenge, Finn ringer." "Finn?" Liam nikkede, forlod rummet og gik ud i vores køkken. Niall og jeg fik øjenkontakt, "Kan du stadigvæk godt lide Savannah?" spurgte han, uden nogen form for frygt. "Niall! Jeg kan ikke lide hende." sagde jeg opgivende med et skævt smil på læben, som ikke kunne holdes tilbage. "Du kiggede da på hendes røv idag?" indskød Louis og skubbede lidt til min side. "Det betyder ikke, at jeg ligefrem kan lide hende. Vi har jo heller ikke snakket sammen, vel?" "Det kommer I jo så til." grinte Niall og blinkede til mig. "Hun er da heller ikke en grim pige." erklærede Louis. "Enig, grim er hun ikke." sagde Zayn. Mine kinder blussede langsomt op. Om det var af irritation eller fordi, at jeg faktisk var enig, ved jeg ikke. "Det er sjovt, at det er jer, som er i et forhold der siger, at hun ikke er grim. " "Hvis ikke det var fordi, at jeg var i et forhold, så kunne jeg hende godt." "Zayn!?" udbrød jeg med opspilede øjne. Han grinte, "Hvad?" kort himlede jeg med øjnene. "Du behøver ikke afvise det, Harry. Du gjorde det ret tydeligt, da hun ville sætte i løb efter en ven, som var beruset." "Jamen det kunne da godt være, at de var i et forhold?" "Derfor skulle du spørge om det?" jeg trak på skuldrene. Så kæk de drenge dog var. "Men hun er single." sagde Niall muntert. Jeg drejede mit hoved mod Niall, som havde lænet sig godt tilbage i sofaen. Han smilte for hamselv. Kunne Niall lide Savannah? De passede jo på ingen måde sammen? De var to modsætninger. "Niall?" Hans blik gled over på mig, "Ja?" "Kan du lide hende? Jeg mener, hun virker til noget af en 'bad-girl'?" Louis grinte lidt over mit ordvalg til hende. Niall trak på skuldrene. Ikke et svar, som jeg kunne bruge til noget. Og dog, så blev jeg en smule mistroisk. Jeg brød mig absolut ikke om, at Niall kunne lide hende. Selv var jeg ved, at finde ud af det. Og hvad så, hvis jeg nu faktisk kunne lide hende? Så havde jeg da ikke brug for, at Niall kunne lide den samme pige. Men jeg ville ikke lade en pige stå i vejen for mig og Niall's venskab - på ingen måde! 

"Drenge?" indskød Liam pludseligt bag os. 

Jeg vendte mig mod ham, "Ja?" "Vil I med over til Savannah, Jack, Alfie og Finn?" jeg nikkede med et smil på mine læber. Mit blik fløj over på Niall's tomme sofa-plads. "Hvo-" jeg stoppede migselv i at sige 'hvor er Niall', da jeg så, at han allerede var igang med at tage sko på. Okay, jeg tog det i mig. Der ville tydeligvis være lidt konkurrence om Savannah. 

Vi bankede på Caspar's hoveddør og ventede en smule utålmodigt. Det tog ikke mange sekunder før, at Jack åbnede døren. "Hey, Jack!" udbrød jeg og gav ham et venskabligt kram. "Hey!" jeg smilede, tog skoene af og gik ind i stuen. "Finn!" sagde jeg en smule højt og ligeså ham et kram. Samme tur gik med Alfie indtil jeg kom til Savannah. Hun kiggede ikke engang op på mig, "Hej, Savannah." sagde jeg i et roligere toneleje. Hun kiggede op. Kolde, ligeglade øjne var det eneste, der kom til udtryk. "Hej." mumlede hun, totalt uinteresseret. 

Jeg satte mig ved siden af Alfie og overfor Savannah. Liam, Niall, Louis og Zayn fik derimod et lidt mere glædeligt hej fra hende. "Jeg tror bare, at hun er lidt træt." hviskede Alfie til mig med et skævt smil på læben. Jeg sendte ham blot et irriteret blik. Man skulle være idiot for ikke at se, at hun tydeligvis ikke brød sig om mig. 

 

Note: Jeg har ikke fået tjekket kapitlet igennem for grammatiskefejl, det må I altså lige leve med, sorry.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...