★Troubled Soul | One Direction | ★ 13+

Konsekvenserne af at farve sit hår, knalde med en fyr og få en kæreste er ikke helt, som 16 årige Abbey lige havde regnet med. Det bringer både gode og dårlige ting med sig, så som sjov, en romantisk ferie, skræmmende problemer, forbudt kærlighed og meget mere. Hun har aldrig haft en synderligt stort problem med at have en lidt forskruet far, men dette skal hurtigt ændre sig. OBS vil gerne have, at emnerne evt. bliver taget en smule alvorligt, da det halvt om halvt er lidt personligt for mig at skrive om, fordi det sker rimelig tæt på mit liv lige nu, derfor er der også en del af det, som er taget ud fra livet, dog så med lidt fiktion blandet ind over.

376Likes
436Kommentarer
38143Visninger
AA

16. Why does this have to start?

 

Jeg havde det godt. Jeg havde det faktisk rigtig, rigtig, rigtig godt. Vil I vide hvorfor? Okay, jeg vidste det ikke engang selv, jeg havde det bare virkelig godt, fordi jeg følte mig så elsket af Liam.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, imens jeg lå og kiggede på ham. Han lå stadig og sov roligt; han bryst hævede og sænkede sig rytmisk og roligt, og hans øjne var lukket i. Han havde stadig sin arm omkring mig og varmede mig, selvom jeg godt kunne mærke, at der var isnende koldt i værelset, som vi lå i nu.

Faktisk havde jeg ligget sådan her i lidt over en time, men jeg hyggede mig, så det gjorde mig virkelig ikke det mindste. Liam så også virkelig sød ud, når han sov, og så gik det sådan lidt op for mig, at jeg var forelsket. Hihihi. Det var hyggeligt, og, og, og, ooooooog, så var det også den første gang, jeg følte, at det var et forhold, som måske ville holde!

Liam rykkede lidt på sig, og jeg kiggede igen hen på ham, da han slog sine øjne op. I starten så han lidt ud som om, at han var en smule rundt på gulvet, indtil han kiggedehelt på mig, og han smilede træt til mig. ”Hvor lang tid har du været vågen, smukke?” mumlede han og strakte sine arme en enkelt gang, før han igen lod den ene falde ned, så den kunne ligge om mig.

”En times tid eller noget. Men det gør ikke noget. Jeg har underholdt mig selv,” det røg ud af mig, før det egentlig gik op for mig, hvor meget det kunne misforstås. Jeg slog en hånd for munden og kiggede underligt på mig selv, hvis det ellers kunne lade sig gøre – og det kunne det ikke. Derfor ændrede jeg det og sendte Liam et undskyldende blik. ”Ikke på den måde underholdt mig selv. Bare.. du ved.. kigget på dig,” jeg prøvede desperat at redde den, men det endte bare med, at Liam tyssede på mig med et lille grin.

”Du gør det virkelig ikke bedre, det ved du godt, ikke?” klukkede han så, og jeg sukkede opgivende. I det mindste havde jeg prøvet på at redde den, så det var da altid noget, ikke? Og i det mindste var det ikke meningen, at jeg skulle sige det, så derfor var jeg da ekstra meget undskyldt.

”Det er godt med dig, du. Hvad skal du lave i dag? Interviews? Koncert?” jeg kiggede nysgerrigt på ham, og han nikkede lidt. Han løftede stille sin hånd og begyndte at stryge mig over håret. ”jeg skal til et interview klokken to, og så skal drengene og jeg optræde i aften med to sange. Du er velkommen til at tage med, hvis du har lyst,” tilbød han hurtigt, men jeg rystede på hovedet næsten med det samme.

”Nej, det er okay. Jeg tror lige, at jeg skal rydde lidt op her. Her roder utroligt meget. Og her skal også støvsuges, det kan jeg ligesom bare mærke i luften,” mumlede jeg, før jeg trillede lidt væk fra Liam, så jeg kunne strække mig. Faktisk næsten så meget, så jeg var lige ved at ramme Liam i ansigtet, han dog lige nåede at sætte en stopper for min arm, imens han grinede.

”Pas på med de armbevægelser der. Og det er bare i orden. Tager du også lige og gør rent nede hos mig?” drillede han, og jeg kunne ikke dy mig, så jeg rullede hen til ham og lagde an til en rigtig velplaceret flopper – som blev afbrudt.

”Abababa, nej Abbey! Det tror jeg ikke lige, at du skal. Det gør altså ondt, at du ved det,” han prøvede at se opdragende på mig, men det mislykkedes rigtig meget, fordi jeg bare sad og smilede dumt til ham. Han lagde hele sin hånd over mit ansigt, så jeg ikke kunne lade være, men slikkede ham i hånden, så han hurtigt trak sig væk. ”Abbey, du er.. utrolig,” grinede han, og jeg kunne ikke lade være med at grine med.

”Ja, ja, det siger du jo. Det er vel derfor, at du er sammen med mig, ikke? Fordi jeg er helt utrolig dejlig, skøn, smuk, perfekt – woooooooooow!” med et bump landede jeg på jorden, fordi Liam havde skubbet mig ud af sengen. Jeg satte mig op med et surmulende ansigtsudtryk. ”hvad fanden skulle det til for?” brokkede jeg mig.

”Jeg fik bare lyst,” sagde han, som var det noget af det mest normale, der skete. Jeg himlede med øjnene, før jeg rev dynen af ham. ”så er det ud af min seng,” sagde jeg strengt, og da han med et suk fik rejst sig, smilede jeg tilfredst.

Klokken var kun ti, men jeg følte mig overhovedet ikketræt, hvilket nok havde noget at gøre med, at vi var gået i seng ved en ti tiden i går. Det var nok det tidligste, jeg var gået i seng, hvis man tænkte tilbage på de sidste par måneder. Jeg var et søvnløst menneske<3333. Nej.

”Har du andre planer end at rydde op i dag? Eller er det noget, som du kan bruge lang tid på?” jokede han og prikkede blidt til mig, før han gik ud i køkkenet og stak hovedet ind i køleskabet. Der var åbenbart nogen, der var sultne her til morgen, huh?

”Jeg vil ringe til Perrie og spørge, om hun har lyst til at hænge ud med mig, medmindre hun har travlt med at arbejde,” betroede jeg ham, imens jeg satte mig ved køkkenbordet og kiggede på ham. Han tog noget pålæg ud, før han gik hen og satte to boller på risteren, så vi begge to kunne få noget morgenmad.

”Er du bare helt forelsket i hende, eller hvad sker der lige?” han satte sig over for mig og rettede lidt på hans t-shirt, som var krøbet en lille smule op. Jeg rystede på hovedet. ”Nej, hun er bare en af mine bedste veninder, og så har vi det simpelthen så godt sammen og sådan.. Hvorfor? Er du jaloux? Tror du, at hun kan gøre din kæreste lesbisk?” jeg kiggede på ham med et drillende blik, og han nikkede alvorligt.

”Ja, det tror jeg faktisk. Så vild med hende, som du er,” han blinkede kort og gik hen for at tage bollerne ned fra risteren igen. Jeg grinede lidt af ham. ”Nå, men du har intet og bekymre dig om, at du ved det,” sagde jeg så, og han smilede sødt.

 

***

 

”Laver du noget te til mig?!” råbte jeg højt igennem hele Perries lejlighed. Hun klukkede lidt. ”Ja, ja, ja jeg skal nok, dit dovne dyr. Vær glad for, at du har mig!” lød det fra hende, før hun kom gående ind i stuen, fordi hun åbenbart i forvejen havde lavet te.

”Har du haft besøg, eller forventede du af en eller anden mystisk grund, at jeg gerne ville have te?” jeg kiggede mistænksomt på hende, og hun grinede lidt, imens hun satte sig i sofaen. ”Zayn er lige gået,” sagde hun så og skubbede koppen hen mod mig, som jeg glædeligt tog i mod.

”Uha. Er det derfor, at du er så glad?” jeg hævede og sænkede øjenbrynene et par gange, og hvis ikke det var fordi, at jeg sad i nogenlunde god afstand, så jeg ikke ville blive slået, ville hun have gjort det. I stedet himlede hun bare med øjnene.

”Ja, det er det måske. Det kan jo være, at jeg bliver glad for at se min kæreste rent faktisk,” sagde hun så og kiggede belærende på mig, som om det åbenbart ikke var noget, jeg blev.

”Mig og Liam sov faktisk sammen i går i samme seng, uden at have sex, og det var ikke engang fordi, at jeg havde mit lort,” sagde jeg og kiggede hoverende på hende, hvilket blot førte til et underligt ansigtsudtryk.

”Det var bare for meget info om jeres.. sexliv,” pointerede hun, og jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Du lagde selv op til den, okay?” sagde jeg så, hvilket blot fik hende til at ryste lidt på hovedet, før hun tændte for fjernsynet og lagde sig godt til rette i sofaen.

”GUD! Abbey, jeg har noget, som jeg har glemt at vise dig!” udbrød hun så og sprang op fra sofaen. Jeg kiggede underligt på hende og var egentlig lige ved at falde ned fra sofaen af chok. ”Hvad fanden er der nu galt med dig?” spurgte jeg undrende, og hun skulede til mig for sjov.

Med elegante skridt, som selvfølgelig tilhørte hende, gik hun hen til det bord, der stod herinde. Hun begyndte at rode lidt rundt i de bunker med blade, papirer, aviser og andre underlige ting, som hun havde stående, før hun stolt hev et blad frem, der havde ligget nederst i bunken.

”Se!” sagde hun og kastede bladet hen mod mig. Jeg greb det elegant – nej, det gjorde jeg ikke. Faktisk ramte det mig lige på brystet og dumpede ned på sofaen ved siden af mig, før jeg greb det. Og så slap et grin over mine læber, da jeg så forsiden. For at det ikke skulle være løgn, så var der et billede af mig og Perrie, da vi lå på den café, hvor vi var væltet. Hun mente, at jeg havde væltet hende, men jeg mente, at hun havde hevet mig ned.

”Fuck, hvor er det sjovt, Perrie,”  grinede jeg, men hun var hurtig til at ryste på hovedet. Jeg rynkede på panden. Synes hun slet ikke, at det var morsomt, at vi var faldet ovenpå hinanden på en café? Jeg syntes, at det var hylende morsomt, hvis jeg skulle være helt ærlig.

”Det er da overhovedet ikke sjovt, er du klar over, hvor pinligt det bliver for mig, hvis folk kommenterer til det? Eventuelt til interviews? Ej gud, det bliver da virkelig, virkelig pinligt!” hun begravede sit hoved i hænderne, fordi hun ikke kunne lade være med at grine, og det ville bitchen åbenbart ikke vise mig.

”Så kan du bare sige, at det var din dejlige veninde Abbey, som også er Liams kæreste og nej.. bare lad være med at nævne mig, tak,” endte jeg så med at sige, da jeg fortrød. Jeg havde ikke lyst til at blive kendt som en klodset kæreste – endda Liams – som væltede mine veninder. Det ville blive for meget af det gode.

 

***

 

Det var koldt udenfor på trods af, at jeg havde påført mig vanter, hue, halstørklæde og vinterstøvler, som jeg ikke syntes hjalp. Jeg rystede nærmest. Måske burde jeg også lige anskaffe mig en vinterjakke, for lige nu rendte jeg rundt med sådan en halvtynd en, der ikke hjalp en skid.

”Kom her, Abbey,” jeg fik et kæmpe chok, da der pludselig var en, der sagde mit navn, og jeg drejede mig forvirret til højre, hvor lyden, som var en stemme, kom fra. Jeg var lige ved at snuble bagover, da jeg så, hvem der stod få meter fra mig.

”Far?” spurgte jeg forbavset og trådte et skridt baglæns, da han trådte et forud. Jeg var skræmt. Yderst skræmt. Hvordan kunne han egentlig overhovedet vide, at jeg ville gå hjem fra Perrie nu af? Han stalkede min facebook :-O  Fordi jeg var ultra smart, hev jeg min mobil frem og ringede Liam op, men jeg tog den ikke op til mit øre. Jeg holdte den bare, så han ville kunne opfatte det.

”Abbey,” sagde han hårdt og greb hårdt fat i min arm, før jeg nåede at bevæge mig, fordi jeg var i chok. Hvad fanden bildte han sig egentlig ind? Jeg rev hårdt tilbage i min arm. ”Du bestemmer ikke en fucking skid over mig, du gør ikke! Som jeg har sagt, så afgav du dig retten til at kalde dig min far, da du smed mig ud. Det troede jeg, at jeg havde gjort tydeligt nok for dig,” hvæsede jeg, da han gav slip på mig.

”Abbey lad nu være og kom med mig!” han lød pludselig helt bedende. ”Åh ja, komme med dig, og så kan jeg ikke være sammen med Liam? Jeg tror ikke lige, at det er sådan tingene hænger sammen, mester. Og hvordan vil du overtale mig midt på denne her gade, hvor min veninde bor, og der er mange mennesker?” den eneste grund til, at jeg sagde, at ’min veninde bor’, var fordi, at Liam ville kunne regne ud, hvor jeg var. Han vidste, at jeg skulle være sammen med Perrie.

”Selvfølgelig må du ikke være sammen med den dreng, hvad tror du selv, hva? Han er garanteret et svin, der ikke behandler dig ordentligt. Jeg forbyder dig at være sammen med den knægt! Og den der grimme halskæde? Er det en, som han har givet dig, så du blev i troen om, at han er så ih og åh sød og dejlig?” min far spyttede det nærmest ud, og jeg mærkede et underligt had skylle op i mig.

”Sjovt nok, så er det en, jeg har fået af ham. Og ved du hvad? Den betyder alverden for mig. Den betyder mere, end du nogensinde kommer til at betyde. Den siger så meget mere blot ved den enkle form, end du nogensinde har fortalt mig. Fatter du det? Tænk at et smykke kan betyde mere end dig. Er det ikke vildt? Jeg synes, at det er utroligt. Det beviser vidst bare, at jeg rent faktisk elsker Liam, og at han også elsker mig. Han behandler mig helt fantastisk, og når vi er i seng-” ”Så er det nok! Du prøver bare at tage hævn på mig, fordi du var så fucking egoistisk og farvede dit hår. Det er det eneste, du prøver på. Du bruger ham bare!” han råbte højt udover hele gaden, så alle mennesker vendte sig og kiggede underligt på os, men jeg nåede ikke så meget mere, før der var en, der rev i mig bag fra.

”Kom, skat,” jeg kunne med det samme høre, at det var Liam, og jeg smilede næsten ironisk stort til min far. ”Når nu vi alle er samlet, så hils på min kæreste. Er han ikke sød?” jeg vendte mig om mod Liam og placerede mine læber på hans, og jeg kunne høre min far fnyse højlydt. ”Gå væk fra ham. Jeg har lige forbudt dig det. Ellers har du ikke noget sted at bo!” skreg han i desperation, og jeg smilede blot provokerende til ham, selvom det kun var skuespil. Mit humør var på det laveste, og jeg havde lyst til at græde. ”Det ved du vidst ikke noget om,” sagde jeg og kæmpede desperat med at holde min vrede nede og tårerne inde.

Så vendte jeg mig om mod Liam og efterlod min far måbende, men det ænsede jeg ikke. Lige nu ville jeg bare gerne væk fra offentligheden, og jeg vidste, at dette uden tvivl var blevet fanget af samtlige paparazzier, og det orkede jeg ikke. Jeg orkede ikke, hvis der skulle til at bores i det.

”Kom..” mumlede Liam blidt og lagde armen om mig. Han trak mig hen mod hans bil, hvor han blidt skubbede mig ind, før han gik rundt om og over til førersædet, hvor han satte sig ind. Uden et ord satte han bilen i gang, før han kiggede på mig. ”Er du okay?” spurgte han, da vi var kommet rundt om hjørnet.

Jeg ville have sagt noget, men en klump havde sat sig fast i halsen på mig, og da jeg åbnede munden, kom et hulk ud i stedet for et ord. Desperat prøvede jeg at stoppe det, fordi jeg ikke var vant til at græde foran folk, og så vidt jeg vidste, var det også første gang, at Liam så mig græde.

”Ssh,” mumlede han og lagde den ene hånd på mit lår, som han begyndte at nusse blidt. I enhver anden situation ville jeg garanteret have tænkt på sex, når han gjorde det, men lige nu var det mere et tegn på, at han støttede mig mod min far. Fucking lorte far egentlig.

”U-undskyld,” snøftede jeg, ”jeg forstår bare ikke, hvorfor han altid skal være så meget efter mig,” hulkede jeg hjælpeløst og slog underligt ud med armene i en bevægelse, der kom bag på mig selv. ”Han er bare dum, ikke? Du skal ikke lytte til ham, okay?” han holdt ind til siden, da vi var kommet til lejlighedskomplekset.

”Mhmm.. Undskyld hvis jeg forstyrrede dig,” sukkede jeg og fik helt dårlig samvittighed, men han rystede bare på hovedet. ”Nej det er fint. Vi var alligevel lige blevet færdige med interviewet, så det var fint. Og for resten var det et smart lille trick du lavede med mobilen der. Måske skulle jeg huske det til en anden gang,” sagde han i et tydeligt forsøg på at opmuntre mig, og det hjalp da også en smule, for jeg kunne ikke lade være med at smile lidt.

”Godt så.. Jeg tror bare, at jeg smutter op, er det okay?” jeg snøftede et par gange og tørrede mine øjne med ærmet af den forfærdelige tynde jakke, som jeg jo havde på. Han nikkede lidt. ”Hey, Abbey?” hans hånd lagde sig igen på mit lår, så han kunne give det et klem.

”Mhmm?” mumlede jeg og kiggede på hans smukke chokoladebrune øjne, der lyste af kærlighed. Han smilede skævt. ”Jeg elsker dig,” sagde han så, og det fik det helt store smil til at komme frem på trods af tårerne, der stadig slørede mit blik en anelse. ”Jeg elsker også dig,” mumlede jeg med fornemmelsen af, at jeg lignede en panda eller noget i den stil.

Han gav mig et enkelt kys på munden, før jeg gjorde mine til at gå ud. Lige da jeg var kommet udenfor bilen, dyttede Liam en enkelt gang som farvel, før han igen kørte. Og før jeg dårligt nok nåede at bevæge mig et skridt, blev der taget et billede af mig, og det var først der, at det gik op for mig, hvordan det kunne virke, når man så mig komme gående med tårer i øjnene. Selvfølgelig ville der komme rygter om, at vi havde slået op, men jeg magtede ikke at tænke på det. Jeg var træt som en i helvede. 

                                                                                                                                                              

Jeg kan ikke beskrive, hvor svært jeg har haft ved at skrive det her kapitel. Og jeg får også virkelig svært ved det fremover, for der skal til at ske nogle ting, som vil ændre på Abbey - men jeg vil samtidig gerne beholde hendes personlighed. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvordan jeg skal gøre det, og jeg er så utroligt meget i tvivl. Jeg føler ikke, at jeg får gjort nok ud af hendes væremåde nu, den klodsede måde hun er på og det. Samtidig skal jeg også fokusere på det problem, der skal til at opstå nu, og selvom jeg har sagt det allerede, så er det virkelig svært, og jeg stoler ikke rigtig på min egen skrivemåde lige omkring det her.

Okay, det ville jeg bare lige sige til jer.. Så hvis det er, at det går ned i 'kvalitet', eller hvad man siger, så er det derfor.. 

Just felt like sharing... 

Men hvad synes I om kapitlet? Det er ikke så langt, det ved jeg godt! 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...