★Troubled Soul | One Direction | ★ 13+

Konsekvenserne af at farve sit hår, knalde med en fyr og få en kæreste er ikke helt, som 16 årige Abbey lige havde regnet med. Det bringer både gode og dårlige ting med sig, så som sjov, en romantisk ferie, skræmmende problemer, forbudt kærlighed og meget mere. Hun har aldrig haft en synderligt stort problem med at have en lidt forskruet far, men dette skal hurtigt ændre sig. OBS vil gerne have, at emnerne evt. bliver taget en smule alvorligt, da det halvt om halvt er lidt personligt for mig at skrive om, fordi det sker rimelig tæt på mit liv lige nu, derfor er der også en del af det, som er taget ud fra livet, dog så med lidt fiktion blandet ind over.

376Likes
436Kommentarer
38143Visninger
AA

19. We'll get through this

 

Mine hænder rystede utroligt meget, da jeg gik hen af gaden, og det gik videre ned gennem mine hænder og videre til taskerne, som rystede ligeså meget. Jeg var røvligeglad med, at folk kunne se, at jeg græd, og det var også, selvom jeg vidste, at der var paparazzier, der ville tage billeder af mig og stille spørgsmålstegn til tårerne.

Jeg var for en gangs skyld også pisse ligeglad med, at jeg nærmest snublede over mig selv gentagende gange, og jeg havde i øvrigt også takket nej til, at Perrie, der ellers var min engel, skulle følge mig derhen, for min far havde da ikke noget i mod hende. Jeg orkede det ikke, jeg ville bare ligge i en seng, som jeg følte mig hjemme i og græde. Men jeg ville i hvert fald ikke få nogen seng, som jeg følte mig hjemme i. Græde ville jeg nok.

En dame kiggede underligt på mig, da jeg fik forbi hende og snøftede, imens jeg tørrede mine øjne, hvor der heller ikke var noget makeup på – og det var i øvrigt heller ikke mig. Jeg plejede altid at have makeup på, men det betød intet. Og det, der havde fået mig helt ned i kuldkælderen, havde været, at Liam græd. Han græd. Han fucking græd. Tårer. Ned af hans kinder!!! Jeg kunne ikke klare det.

”Er du okay?” en lille pige, som jeg gik ud fra var fan, fordi hun kiggede med store øjne, spurgte mig med en spinkel stemme. Jeg tvang mig selv til at smile lidt til hende. ”Ja, jeg har det fint,” forsikrede jeg hende om, og hun nikkede langsomt.

”Har dig og Liam slået op?” spurgte hun så forsigtigt, som om hun var bange for, at jeg ville bryde ud i gråd eller noget i den stil. Jeg rystede hurtigt på hovedet, og hun lyste op i et smil, før hun forsvandt hen mod sin mor efter at have vinket underligt til mig. Så begav jeg mig videre hen mod min far. Det eneste, der mundrede mig op, var, at jeg vidste, at jeg ville få Liam igen. Det var jeg helt hundrede procent sikker på.

Der var alt for mange mennesker til, at jeg kunne magte det, og det var endnu værre i bussen, hvor jeg så sad nu. Der lukkede af sved og gamle mennesker, og det var virkelig ikke en god blanding. I hvert fald ikke en blanding, som jeg brød mig synderligt meget om.

En indvandrer sad overfor mig og snakked et sprog, som jeg fattede hat og brik af, og jeg tog mig selv i at stirre på ham, da han sendte mig et irriteret og samtidig undskyldende blik – nok fordi, at jeg havde røde øjne og lignede noget, som katten havde slæbt med ind.

Da bussens døre kort blev åbnet, var det lige før, at jeg sprang op for at gå hen og tage en dyb indånding, så jeg kunne klare at køre endnu mere sammen med svedlugtende mennesker i denne indelukkede bil, men jeg gjorde det ikke. I mine drømme gjorde jeg. Men det var fordi, jeg var bange for, at der var nogen, der ville tage min plads, og jeg nægtede altså at stå op ti minutter i streg. Det var ikke mig.

Det endte med, at jeg nærmest blev nødt til at skubbe og mase til alle menneskerne igennem, da jeg først opdagede jeg skulle af, da bussen rent faktisk holdt stille ved busstoppestedet. Menneskerne protesterede voldsomt af mig, da jeg skubbede dem til side, men det ragede mig en papand, og jeg havde det godt, da jeg stod udenfor og kunne trække vejret endnu engang.

Mit glade humør over, at jeg stadig levede og trak vejret ovenpå svedlugten, forsvandt hurtigt, da jeg fik øje på min fars hus, der lå og ventede på mig, som om det var helvede. Det var det stort set også i mine øjne, så der var ingen forskel på nogen måde.

Jeg sukkede højt, selvom der ikke var nogen, der kunne høre det, og det irriterede mig. Verden kunne høre det, men verden var jo rimelig godt i gang med at fucke mit liv rimelig godt op, så det var skønt. Jeg havde det bare så skønt, som man kunne have det. Og jeg savnede Liam. Og Perrie. Og Eleanor. Og de andre drenge. Ja, selv Louis – og det var altså stort for mig at sige, ville jeg gerne lige påpege!

Mine tårer var helt stoppet, men jeg kunne mærke, at mine kinder var helt stramme i det, fordi de havde været fuldstændigt våde tidligere. Og jeg havde lyst til skræmt at sætte mig ned i et hjørne med store øjne og tude højlydt, men det kunne jeg ligesom ikke rigtigt. Jeg skulle være stærk. For Liams skyld. Han havde lovet mig, at det ville blive okay.

Da jeg kom helt op til døren, tog jeg med rystende hænder de nøgler op, som jeg stadig havde til huset. Jeg havde virkelig ikke lyst til at skulle åbne op, men jeg blev nødt til det og vise min far, at jeg ikke var bange for ham, selvom jeg rent faktisk var døende i øjeblikket.

Jeg kunne med det samme høre tv’et, da jeg kom ind og en duft at toast mødte mig, så han havde bare at have lavet toast til mig, for det havde jeg virkelig lyst til. Jeg havde ikke haft appetit hele morgenen, og jeg havde også haft den største trang til bare at stikke to fingre i halsen og få det overstået, men det kunne jeg jo ikke rigtigt bare gøre. Det ville være sært, og jeg havde heller aldrig prøvet det før, såååå.

”Er det dig, Abbey?” lød det inde fra stuen, og jeg besluttede mig hurtigt for ikke at svare, for det fortjente han slet ikke. I stedet for smed jeg min taske og fløj hen til den toastmaskine, hvor der sad to toast i, som til min glæde var færdige. Jeg tog dem hurtigt af den der maskine og placerede dem smukt på min tallerken, før jeg tog min taske og den 2 liters cola, som der stod på bordet, og så styrede jeg ellers hen mod døren, så jeg kunne finde mit gamle værelse. Han skulle mærke, at jeg var kommet hjem igen.

”Du må ikke tage hele den cola!” råbte han af mig, og jeg vendte mig brat om. ”Hold nu bare mund, ikke? Vær du bare glad for, at jeg overhovedet kom herhen,” sagde jeg, før jeg igen vendte om og gik ind på mit værelse, hvor jeg var vågnet op dagen forinden. Denne her gang havde jeg bare ikke tømmermænd, og det var lige før, at jeg ikke kunne finde ud af, om det var positivt eller negativt.

Jeg bredte mig ud på sengen, hvor jeg tog en stor bid af toasten på trods af, at den var så skide varm. Men den smagte virkelig utroligt godt, og jeg nød den. Mad og drikkelse ville nok være det eneste, der kom til at gøre mig lykkelig i det her hus, indtil jeg ville få meldt ham, og jeg kunne komme tilbage i min elskede lejlighed, der lå over min elskedes Liams lejlighed.

Min mobil ringede fra min jakke, som jeg havde smidt nede på gulvet, og det var lige før, at jeg fik væltet både mad og cola, da jeg stort set kastede mig ned efter den. Jeg smilede kæmpe mega mother fucking stort, da jeg så Liams navn lyse op, og jeg tog den hurtigt.

”Hej med dig, skat,” sagde jeg og prøvede at lyde så munter, som der nu engang var muligt. ”Hej Abbeymus. Hvordan går det?” han lød bekymret, og hans stemme var stadig helt grødet, som afslørede, at han stadig var ked af det. Jeg bed mig lidt i læben, imens jeg kæmpede med at få colaen op og tage en bid af toasten samtidig. Og det var altså en dårlig kombination.

”Det går okay. Jeg har ikke ført en samtale med ham endnu, men jeg har nakket to toasts og en 2liters cola, så jeg kan have ondt af mig selv, fordi jeg er havnet med den her stodder,” betroede jeg ham medet suk, og han kunne ikke lade være med at grine lidt over mit ordvalg, og det smittede af på mig.

Jeg skulle lige til at sige noget mere, da døren ind til mit værelse blev smækket op, og min far kom ind med det vredeste ansigtsudtryk nogensinde. Forvirret kiggede jeg på ham. ”Øh, to sekunder Liam, the bad guy is here,” sagde jeg med vilje, så min far kunne høre det. Og det pissede ham da også rimeligt meget af, var jeg sku sikker på.

”Abbey, lig på. Og så skal du give mig den der mobil. Du skal ikke snakke med ham, du ved godt, at jeg forbyder det,” sagde han og prøvede virkelig på at kontrollere sig selv, selvom det lød virkelig dårligt. Det lykkedes ikke, og hans hænder dirrede nærmest, fordi han var så sur.

”Gå lige væk, jeg snakker med min kæreste,” sagde jeg, og da han trådte et truende skridt frem mod mig, steg min puls en anelse, og jeg trådte tilbage.

”Abbey, hvad sker der?” Liam lød virkelig bekymret i røret, og jeg sank den klump, der havde samlet sig i min hals. Fordi jeg var så klodset, som jeg hellere end gerne ville forbande langt væk, faldt jeg bagover i sengen, så der var en toast, der røg ud på dynen, men det tog jeg ikke rigtigt yderligere notis af.

”Gider du ikke være sød at gå? Det her er min mobil, du kan ikke tage den fra mig. Jeg har lov til at snakke med Liam, okay? Jeg er altså 17 år gammel,” vrissede jeg af min far, og jeg kunne næsten mærke, hvor usikker Liam var, selvom han ikke sagde noget. Jeg kunne høre hans vejtrækning.

”Giv. Mig. Den. Mobil. Nu!” udbrød min far og rev fat i min arm, så jeg gav et gisp fra mig. Min hånd rystede voldsomt, da jeg trykkede mobilen helt op mod øret. ”L-Liam, jeg bliver nødt til at smutte,” stammede jeg, imens jeg kiggede direkte på in fars ansigt.

”Er du okay? Jeg elsker dig, Abbey,” mumlede han sørgeligt, og jeg kneb hårdt øjnene i. ”Jeg elsker også dig. Vi ses snart,” så lagde jeg på, før jeg lagde mine rystende arme over kors og kiggede på min far, der stadig så ekstremt vred ud.

”Hvad er dit problem?” spyttede jeg, og min stemme lød overraskende stærk, selvom jeg var skide bange, for han var en idiot. ”Hvad mit problem er? At jeg, din egen far, forbyder dig at ses med en fyr eller snakke med ham, og så bliver du ved? Det er det, der er problemet,” sagde han vredt.

”Du bestemmer ikke over mig, for jeg har vidst sagt, at du ikke er min far mere,” skreg jeg højt og rejste mig, så jeg kunne skubbe hårdt til ham. Hans blik blev helt mørkt af vrede, og han greb ud efter min mobil og rev den ud af hånden på mig, selvom jeg arrigt prøvede at holde fast i den.

”Fuck dig,” sagde jeg så, imens jeg rystede på hovedet. Han gispede en enkelt gang. ”Hvad sagde du til mig?” sagde han truende, og jeg bed mig i læben. ”Jeg sagde fuck dig så hårdt!” råbte jeg højt og havde mest af alt lyst til at slå ham hårdt i hovedet, så han ville dø. Overdrivelse.

Han løftede kort sin hånd, og jeg var faktisk et kort øjeblik bange for, at han ville lade den ramme min kind, men da han blot trak den til sig igen og knyttede den, imens han kiggede på mig med sammenbidte tænder, blev jeg rolig igen, og jeg skubbede tanken væk. Min største bekymring nu var, at han havde min mobil, så jeg ikke kunne få kontakt til nogen, og det var et problem.

”Må jeg gerne tage ind til Perrie?” spurgte jeg, da han åbenbart ikke havde tænkt sig at gå, og da jeg havde fået formuleret spørgsmålet, kiggede han på mig, som om det var det dummeste, der nogensinde var blevet sagt. Jeg hævede et øjenbryn, da han ikke svarede.

”Nej, Abbey, det må du ikke, for så ses du bare med ham Liam der. Og hvis du gør det, så ved jeg ikke, hvad jeg gør ved ham,” truede han, men lige denne trussel fik mig til at fnise voldsomt meget af ham. ”Virkelig? Så du vil prøve at hvad? Slå ham ihjel? En, som er omringet af vagter, hvis han beder om det – og som om, du nogensinde ville kunne kende ham,” sagde jeg irriteret, og min far så helt forvirret ud. Så viftede han flabet med min mobil for at understrege, at det var ham, der havde den, før han forsvandt ud af rummet. Suk.

 

***

 

Liams synsvinkel:

Jeg havde egentlig ikke rigtig fuldt så meget med i det her interview, som jeg burde, men det var svært, når mine tanker konstant var et andet sted – nemlig hos Abbey. Det havde gjort mig virkelig urolig, da jeg havde hørt den måde, han råbte af hende på, og jeg havde også kunnet høre på hendes stemme, at hun var nervøs. Og så havde hun pludseligt været nødt til at ligge på, og hun havde stadig ikke ringet tilbage.

Forvirret kiggede jeg op, fordi Zayn diskret satte en albue i siden på mig, så jeg blev opmærksom. Jeg gik ud fra, at intervieweren havde sagt noget, som jeg burde have reageret på.

”Undskyld, hvad sagde du?” spurgte jeg flovt og kiggede på hende. Hun rynkede lidt på panden, hvilket nok var fordi, at man ikke lige sådan plejede at kunne overhøre en, der sad lige ved siden af – men det kunne jeg altså, og det var sådan, det var.

”Jeg spurgte bare jer alle om, hvem der havde kæreste på,” gentog hun, og et smil gled ukontrolleret over mine læber, da mine tanker strejfede Abbey, og jeg rejste stolt hånden. Jeg var virkelig stolt af, at hun var min kæreste, og det var sådan, det skulle blive ved med at være, hvis det var op til mig. Og det virkede som om, at Abbey var rimelig meget med på den idé.

”Nå, Liam, så dig og Abbey er stadig sammen?” hun kiggede lidt halvoverrasket på mig, men jeg vidste godt hvorfor, så jeg tog det meget roligt og nikkede.

”Der var folk, der så Abbey komme grædende igennem London i dag med en masse tasker, så folk troede, at I var gået fra hinanden – hvad gik det så ud på?” spurgte hun, og jeg bed mig lidt i læben.

”Jeg kan hurtigt slå fast, at jeg holder meget af Abbey, jeg elsker hende rigtig højt – og omvendt – så vi ville bestemt ikke have gået fra hinanden allerede. Jeg har ikke så meget lyst til at udtale mig om, hvad det er, der er sket, men jeg kan forsikre jer for, at vi stadig er sammen,” sagde jeg så, og Louis, som sad på den ene side af mig, trykkede blidt mit lår, fordi han jo vidste, hvad der var sket.

Intervieweren smilede blot som svar, før hun gik videre til noget andet, og mine tanker igen blev ledt hen på Abbey. Jeg var bange for, om han kunne finde på at gøre hende noget, selvom jeg slet ikke burde frygte det, når det var hendes egen far. Irriteret på mig selv prøvede jeg at fokusere mere på selve interviewet, selvom det egentlig ikke sagde mig særligt meget, når det egentlig burde.

 

***

 

”Tak skal du have,” jeg smilede til den tjener, der kom og stillede en pizza foran mig og Zayn, for derefter at gå ned og hente til de tre andre. På vej hjem fra interviewet var vi alle blevet enige om, at vi havde brug for noget mad, så vi var taget hen på et pizzeria, som vi havde været inde på en del gange.

Jeg fik forsigtigt lirket et stykke af den brandvarme pizza ud af selve pizzaen, selvom det var svært, fordi den ligesom fyldte hele tallerkenen, og tog en bid. En hawaiipizza – det kunne man altså virkelig ikke få nok af. Skinke og ananasser, og hvad der ellers var på, det var skønt!

De andre drenge tog glade imod deres pizza, da de også kom ned til vores bord, og så spiste vi ellers lidt i stilhed, indtil Louis valgte at bryde den med et spørgsmål til mig.

”Har du snakket mere med Abbey, eller har hun stadig ikke ringet tilbage?” han proppede et stykke peperoni ind i munden, som jeg fik fornøjelse af at se blive tygget godt og grundigt igennem af hans tænder, før han endelig sank det, og jeg ikke kunne se det mere.

”Hun har stadig ikke ringet. Det var bare så underligt, at hendes far ikke ville have, at hun snakkede i telefon med mig. Det er jo ikke ligefrem fordi, at jeg er en eller anden psykopat, der voldtager hende dagligt, vel?” sukkede jeg, men kunne ikke lade være med at grine, da jeg godt selv kunne høre, hvor latterligt det egentlig lige lød.

”Er du nu sikker på det?” Niall blinkede, og jeg skulede drillende til ham, hvilket han blot grinede af, før han tog en bid af sin mad. Selv tog jeg en tår af min cola, imens jeg blev ved med at tænke på, hvad Abbey mon lavede.  Regnen udenfor gjorde mig heller ikke ligefrem i bedre humør, da det bare var deprimerende. Jeg blev hevet tilbage igen ved Nialls grin, og det gik op for mig, at jeg ikke havde svaret ham.

”Ja, jeg er sikker, Niall. Hun har i hvert fald ikke meldt mig endnu,” sagde jeg nok en anelse for højt, og det hjalp ikke rigtigt, da jeg så en dame, der sad og kiggede mistænksomt meget på os, så jeg lidt mistænkte hende for at være en eller anden journalist-paparazzi-ting. Niall opdagede det vidst også, for han dæmpede i hvert fald sit grin.


*Jeg vil rigtig gerne have, at I hører One Direction – They don’t know about us, imens I læser resten!*

 

Abbeys synsvinkel:

Jeg havde musik i ørerne, imens vi sad og spiste, fordi jeg ikke gad høre på min far, som ivrigt prøvede at komme i kontakt med mig. Men det var ikke mit problem – jeg havde sagt, at jeg ville komme hjem til ham og være, men jeg havde da ikke sagt, at jeg ville opføre mig som om, at han var min far. Dada.

Da One Directions sang Rock Me blev afspillet igennem mine høretelefoner, kunne jeg ikke lade være med at skrue voldsomt meget op. Jeg vidste, at det ville irritere min far grænseløst meget, og hvis jeg så fik fortalt ham, at det var Liams band, så ville det da først være irriterende for ham.

”Abbey!” han knipsede foran mit ansigt for at få min opmærksomhed præcis, som jeg havde forventet. Jeg tog den ene af høretelefonerne ud af mit øre og kiggede på ham, som om, jeg ikke havde bemærket, at han var irriteret og havde prøvet få kontakt til mig.

”Hør, det er Liams band. Er de ikke gode?” sagde jeg og lød helt oprigtigt stolt, da jeg sagde det. Dog blev det hurtigt skubbet væk, da min far slog en hånd ned i bordet. ”Hvorfor FANDEN er det, at du altid skal snakke om det lorteband, bare fordi du havde en fyr der fra, som du troede elskede dig?” skreg han højt, så jeg blev helt forskrækket og hoppede lidt tilbage i stolen.

Da det så var gjort, kiggede jeg arrigt på ham. ”Hvad vil du gøre? Tror du virkelig, at du kan holde mig fra Liam?” jeg rejste mig op med en voldsom bevægelse, så stolen faldt og skrabede hen ad gulvet bag mig, men det ragede mig en disse i det øjeblik.

”Så længe du er under 18, så er det mig, der bestemmer!” brølede han og slog igen hånden hårdt ned i bordet og rejste sig, så han stod lige foran mig. Jeg blev nødt til at kigge op af for at kunne se hans ansigt, fordi han var så meget større end mig.

”Det er godt med dig, din syge stodder. Du kan jo ikke ligefrem holde mig fanget her, indtil jeg bliver 18, hvad fuck er der galt med dig? Du burde fucking tage at få tjekket din hjerne!” skreg jeg, og skubbede til ham, og før jeg nåede at tænke mig om, tog jeg fat i den tallerken, som jeg havde spist af og knaldede den ned i gulvet, så den smadrede i flere små stykker på gulvet.

Før jeg kunne nå at gøre fra eller til, så jeg, hvordan hans ansigtsudtryk om muligt blev endnu mere mørkt af vreden, og hans hånd løftede sig med en lynende fart, så jeg ikke kunne nå at gøre fra. Lyden af en hånd, der ramte en kind, fløj ud i rummet, og da en svigen bredte sig på min venstre kind, gik det op for mig, at han havde slået mig.

”Fuck dig.. Hvordan kan du gøre det?” spurgte jeg med en lav, rystende stemme, og han kiggede forfærdet på mig, som om det først var gået op for ham nu, hvad han havde gjort. ”Undskyld Abbey, det var ikke min mening!” forsøgte han og prøvede at gribe fat i mit håndled, men jeg veg tilbage.

”DU SKAL IKKE RØRE MIG! Det skal du bare ikke!” skreg jeg hysterisk, imens jeg mærkede tårerne presse på. Jeg stirrede kort på min far, som stod helt lammet og kiggede på mig.

Jeg bakkede bagud, indtil jeg kom ud i entréen, hvor jeg hev mine sko på, og siden min jakke med nøgler i lå inde på værelset, lod jeg det være og gik i stedet for hen til døren. Jeg rev den op og løb ud uden at lukke den i, før jeg satte i løb. Jeg skulle væk, jeg ville ikke være der. Han havde slået mig. Han havde gjort meget, men jeg havde aldrig troet, at han ville slå mig.

Hans råb lød bag mig, men jeg var ligeglad, og jeg løb bare. Til mit eget held vidste jeg, at jeg havde nogle mønter liggende i lommen på den hættetrøje, som jeg havde på, så da jeg så bussen, der holdt henne ved busstoppestedet, skyndte jeg mig endnu hurtigere hen mod den.

Regnen havde allerede gjort mit hår helt vådt, men det havde ikke afkølet min kind, der nu føltes helt varm efter det hårde slag, som det havde modtaget.

 

***

 

Jeg var blevet ærgerlig, da Liam ikke havde lukket op for mig, da jeg ringede på, og jeg kunne ligesom ikke rigtigt selv låse op, da mine nøgler lå i min jakke, der lå hjemme hos min far. Regnen stod ned i stænger, og jeg havde kun den tynde hættetrøje på, som ikke varmede på nogen tænkelig måde. Men jeg havde ikke tænkt mig at gå hjem – ikke nu, det kunne jeg ikke.

Mine ben var trukket op under mig, og jeg prøvede desperat på at gnide mine hænder mod hinanden, så jeg kunne få varmen i dem igen, men det lykkedes ikke rigtigt, fordi de var helt igennem kolde. Endnu en bil ud af de mindst 5 millioner biler, der var kørt forbi, kom kørende mod mig, men det var anderledes denne gang, for bilen stoppede op, og da jeg fik kigget på den, gik det op for mig, at det var Liams bil.

Mine øjne var allerede helt sløret af tåre, da jeg så ham springe ud af bilen, og hans ansigtsudtryk blev først lettet og glad, så forvirret og til sidst bekymret.

”Abbey? Hvad laver du her?” spurgte han forvirret, da han kom helt hen til mig. Jeg kiggede ind i hans bekymrede øjne, og så kunne jeg ikke længere holde et hulk inde, hvilket fik ham til forsigtigt at løfte mig op og stå. ”Du er helt kold.. Hvor lang tid har du siddet her?” spurgte han forvirret og kiggede alvorligt på mig.

”Han.. han slog mig,” hikstede jeg, og det var først der, at Liam kiggede lidt nærmere på mit ansigt, så et gisp undslap ham. Jeg gættede på, at jeg havde et rødt mærke på min kind, så det var synligt – der var en del, der havde kigget på mig, da jeg sad i bussen nemlig.

”Ssh..” Liam trak mig ind til ham, og jeg lagde hurtigt mit hoved mod hans bryst. Det var næsten først nu, det gik op for mig, at han havde slået mig, og jeg følte mig helt i chok over, at han kunne finde på det. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at melde ham, så jeg ikke skulle være der.

En regndråbe gled ned over hans kind, da han forsigtigt tog mit ansigt mellem hans hænder og blidt lagde hans læber mod mine. Hans blide, hviskende stemme lød. ”Det skal nok gå,” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...