★Troubled Soul | One Direction | ★ 13+

Konsekvenserne af at farve sit hår, knalde med en fyr og få en kæreste er ikke helt, som 16 årige Abbey lige havde regnet med. Det bringer både gode og dårlige ting med sig, så som sjov, en romantisk ferie, skræmmende problemer, forbudt kærlighed og meget mere. Hun har aldrig haft en synderligt stort problem med at have en lidt forskruet far, men dette skal hurtigt ændre sig. OBS vil gerne have, at emnerne evt. bliver taget en smule alvorligt, da det halvt om halvt er lidt personligt for mig at skrive om, fordi det sker rimelig tæt på mit liv lige nu, derfor er der også en del af det, som er taget ud fra livet, dog så med lidt fiktion blandet ind over.

376Likes
436Kommentarer
38086Visninger
AA

18. This is so weird and scary

 

Da jeg vågnede, var det stadig fuldstændig mørkt udenfor, men jeg havde en voldsom kvalme, der blot blev værre i den tid, hvor jeg stirrede ud i luften. Jeg genkendte stedet, men jeg forstod stadig ikke, hvor jeg var – det hele virkede bekendt. Jeg rullede til siden, så jeg ikke længere lå på maven, og det hjalp gevaldigt meget på kvalmen, der ikke ville forlade mig.

Solen stod overraskende nok ind af vinduerne, selvom det var november måned, og det irriterede mig usandsynligt meget. Jeg havde lyst til bare at brække alt det op, som jeg havde indtaget dagen før, op, og så ville jeg rigtig gerne sove. Jeg var træt, og jeg ville ikke overleve dagen.

Men det kunne jeg ikke. Jeg var forvirret over, hvorfor fanden jeg ikke vågnede op sammen med Liam, når det var ham, som jeg virkelig burde vågne op sammen med. Jeg var da taget med hjem i går, ikke? Eller.. Åbenbart ikke. Fuck. Havde jeg været Liam utro? Umuligt, det ville jeg aldrig gøre. Jeg elskede Liam. Virkelig meget. Overalt på hele jorden, så det ville jeg ikke gøre mod ham. Nej. Det var ganske enkelt helt umuligt for mig at være ham utro. Bare tanken gjorde mig endnu mere dårlig, end jeg var i forvejen.

Jeg prøvede uroligt at gennemsøge min hjerne, og da det gik op for mig, hvad der var sket, havde jeg mest af alt lyst til at skrige. Min far havde været ved diskoteket, og han havde tvunget mig med hjem. Var det ikke sådan, det var sket? Eller havde han bare sat mig ind i en bil? Jeg kunne ikke huske det på nogen tænkelig måde.

Okay, jeg var helt sikker på tre ting: 1. Jeg var hos min far. 2. Jeg havde tømmermænd. 3. Jeg stank. Og en fjerde ting: jeg havde brug for at komme væk. Og det måtte gerne være rimelig hurtigt, for ellers ville jeg da ende resten af mine dage her. For at være helt ærlig, så var jeg bange. Jeg var bange for, at han ville få fat i mig, hvis jeg gik. Jeg ville ikke have nogen jordisk chance for at bevise, at han engang havde smidt mig ud, så derfor havde jeg ikke nogen jordisk chance for at overtale folk til, at jeg godt kunne bo alene. Jeg ville skulle være hos ham, og det skræmte mig.

Jeg kunne fornemme, at det var tidligt udenfor, så med lidt held kunne jeg smutte, før han vågnede, så jeg rettede mig op og rejste mig, på trods af kvalmen, der fortalte mig, at jeg skulle blive her og sove. Men jeg skulle hjem til Liam. Han måtte desuden også være mere end bekymret for mig.

Da jeg fik rejst mig helt, fik jeg hurtigt øje på min jakke, som lå smidt over stolen, der var i hjørnet i det rum, som jeg engang kaldte mit værelse. Jeg stavrede hen til den og fik fat i min mobil, der lå i den højre lomme, hvor den altid lå. Det var lige før, at jeg gik bagover med alt det spam, der var, da jeg åbnede den.

Alle drengene havde ringet mindst 10 gange hver og oven i det, så var Liam helt klart den, der havde spammet mig mest – også med hensyn til sms’er, og jeg fik det virkelig dårligt over, at jeg ikke havde svaret ham. Jeg ville også være overdrevet bekymret, hvis det var mig, der var ham. Hvis det var ham, der bare forsvandt.

Dog besluttede jeg mig for, at jeg først ville ringe ham tilbage, når jeg var væk herfra, og det var også det, der gjorde, at jeg trak min jakke på og forsigtigt gik ud af døren. Jeg prøvede virkelig at fokusere, så jeg ikke ville formå at vælte alle tingene ned fra hylderne, eller hvad der nu ellers kunne ske, når jeg gik med tømmermænd.

 

Liams synsvinkel:

Jeg lå stadig fuldstændig søvnløs, da klokken var rundet 8 om morgenen, og jeg havde gjort det lige siden, at jeg var kommet hjem ved en to tiden. Abbey tog ikke sin telefon, og det var så frustrerende, som noget overhovedet kunne være. Der var ikke nogen af os, der havde den fjerneste idé om, hvor hun kunne være, og jeg var bange. Dels bange for, at der var nogen, der havde gjort hende noget og dels bange for, at hun var taget med en fyr hjem. Det ville knuse mig virkelig meget, hvis hun havde gjort det, men samtidig kunne jeg bare ikke tro det.

Niall havde tilbudt at blive her, men jeg havde hurtigt afslået, fordi jeg ikke ville have, at mit problem skulle være deres, selvom de selvfølgelig også var bekymrede. Specielt Perrie havde været helt ude af den, så Zayn var taget hjem sammen med hende.

Det var først i løbet af denne her aften, at det var gået op for mig, hvor gode veninder Abbey og Perrie var. Jeg havde godt vidst det, men alligevel var det ikke gået op for mig, at det var så meget, at Perrie reagerede på den måde, som hun gjorde.

For 117 gang vendte jeg mig rundt, og jeg nåede kun at ligge mig nogenlunde ordenligt, før min mobil pludselig ringede højt fra det lille bord, jeg havde ved sengen. Jeg vendte mig voldsomt hurtigt rundt i sengen og tog den op til øret, før jeg overhovedet nåede at tjekke, hvem det var.

”Hallo? Det er Liam?” sagde jeg højt ind i røret, imens jeg ivrigt håbede på, at det var Abbey, der ringede. Der var kort stille, før en smuk, genkendelig stemme lød. ”Liam? Hvad laver du?” Abbey lød som en, der var på kanten til at græde, og jeg havde allerede rejst mig, før hun nåede at spørge mig om det, som hun ville.

”Intet. Jeg laver intet. Hvor er du? Jeg henter dig,” sagde jeg hurtigt, imens jeg trak min jakke på. Selvom jeg ikke havde fået søvn igennem hele natten, følte jeg mig utroligt meget mere frisk, end jeg havde gjort det seneste stykke tid. Abbey gav mig adressen, og hele min krop stivnede, da hun fortalte mig, at hun var hos sin far.

 

***

 

Jeg dyttede kort, da jeg fik øje på Abbey, der stod på fortovet og ventede på, at jeg ville hente hende. Hun vendte sig hurtigt om, og da hun så, at det var mig, skyndte hun sig hen mod bilen og satte sig ind på passagersædet. Hun stak langt væk af alkohol, men jeg valgte ikke at kommentere på lige præcis det. I stedet greb jeg straks fat i hendes hånd, så hun kiggede på mig.

”Undskyld,” sagde hun lavt, og jeg gjorde ikke andet end at læne mig hen mod hende og ligge mine arme omkring hende. Jeg havde aldrig i hele mit liv været så bekymret. I hvert ikke hvad jeg vidste af.

”Du skal ikke undskylde. Hvad skete der?” jeg trak mig væk fra hende og kiggede ind i de blå øjne, som næsten var helt blanke. Jeg kunne let se, at hun var ked af det, og det gjorde ondt. Hun havde ikke lyst til at være havnet der, det var der ingen tvivl om.

”Han var der lige pludselig, tror jeg. Jeg er bare bange for, at han ligesom finder mig og tvinger mig til at komme hjem. Hvad gør jeg så? Han vil gøre at for, at vi ikke er sammen, det ved jeg med sikkerhed. Og det vil jeg bare ikke have sker,” hun sukkede og rodede frustreret op i hendes hår, der sad rodet efter natten.

”Vi skal bare være stærkere end ham,” forsikrede jeg hende om, imens jeg startede bilen og begyndte at køre igennem byen. Det var først nu, hvor jeg ikke havde så meget adrenalin i kroppen, jeg kunne mærke, at jeg blev træt og havde brug for at sove, for mine øjne blev ligesom trættere og trættere, selvom jeg koncentrerede mig om at køre.

”Jeg er træt,” endte det så med, at hun sagde. Jeg nikkede hurtigt for at erklære mig enig. ”Jeg skal sove, når vi kommer hjem. Og du sover SÅ meget sammen mig, det kan jeg godt fortælle dig, at du gør. Når nu jeg ikke har sovet på grund af, at jeg manglede dig, så skal du i hvert fald sove med mig nu!” forlangte jeg hurtigt, og hun kunne ikke holde et grin inde.

”Hellere end gerne,” sagde hun så og blinkede kort til mig, hvilket fik mig til at blive helt blød i knæene, selvom jeg sad ned og kørte bilen. Resten af turen kørte vi nogenlunde i stilhed, og det var rart. Jeg kunne slet ikke kontrollere den lettede følelse, som jeg havde indeni, fordi der ikke var sket hende noget, selvom jeg ikke burde være lettet, når hendes var virkelig prøvede at skille os ad.

Vi steg begge ud af bilen, ligeså snart jeg havde parkeret den, og da jeg kom hen til hende, fandt hun hurtigt min hånd, imens jeg låste døren op. Hun så virkelig træt ud, og den makeup, som hun havde taget på dagen før, var klumpet, og man kunne let se, at hun havde  haft den på længe.

”Skal du lige op og skifte til noget mere behageligt tøj?” spurgte jeg lavt om, imens vi gik op af trapperne. Hun tøvede lidt, før hun rystede på hovedet. ”Jeg er så træt.. Vil du meget gerne have, at jeg går ovenpå og gør mig sådan rimelig præsentabel?” spurgte hun og kiggede virkelig træt på mig. Hendes øjne lukkede sig nærmest i, imens vi gik op af trapperne, og jeg rystede hurtigt på hovedet.

”Nej, det er fint. Du kan låne en t-shirt af mig,” sagde jeg hurtigt og gav hendes hånd et blidt klem. Hun smilede kort til mig og stoppede op foran døren, hvor jeg blev nødt til at slippe hendes hånd, så jeg kunne få åbnet døren helt.

”Seng, kære seng,” mumlede hun, inden hun styrede direkte hen mod mit værelse. Jeg gik kort udenom i køkkenet, så jeg kunne tage et glas vand, før jeg gik videre ind på værelset. Da jeg kom ind, havde hun lige smidt sin kjole og stod kun i undertøj, imens hun ledte efter en t-shirt i skabet.

”Tag den her,” sagde jeg lavt og kastede en t-shirt hen til hende, som hun tit sov i. Hun greb den elegant og smilede halvhjertet til mig, før hun trak den over hovedet. Da hun så havde gjort det, smed hun sig nærmest hen i sengen og hev dynen op over sig, alt imens jeg stadig stod og kiggede på hende.

Jeg fik taget mig sammen og smed hurtigt mine bukser og min t-shirt, før jeg lagde mig hen ved siden af hende. Med det samme lagde jeg min arm om hende og hev hende helt tæt ind til mig, så jeg fik følelsen af, at hun var her igen. Blot denne nat, hvor jeg ikke vidste, hvor hun var, havde jeg følt mig helt ensom, så jeg anede ikke, hvad jeg ville gøre, hvis hun nogensinde ikke var min mere.

Hun lagde en hånd på min brystkasse og lagde hovedet lidt under, hvilket var noget, som hun tit gjorde. Hun mente, at det fik hende til at føle sig tryg, så jeg havde intet i mod, at hun gjorde det. Jeg strøg hende blidt over ryggen, imens jeg mærkede, hvordan hendes vejrtrækning blev tungere og tungere.

”Abbey?” mumlede jeg lavt, lige inden hun sov. ”Mhmm?” svarede hun halvsovende, og jeg smilede skævt over det. Hun var så evigt sød, når hun lå og halvsov.

”Jeg elsker dig,” betroede jeg hende så, og jeg kunne mærke, hvordan hun smilede mod min bare hud. Hun rykkede lidt på sig og kyssede mig på det ene bryst. ”Jeg elsker også dig, Liam,” sagde hun så og lagde hele armen om mig, før hun helt lagde sig til at sove. Jeg smilede stort for mig selv, da hun gjorde det, og i takt til hendes tunge åndedræt, faldt jeg selv ind i en søvn.

 

***

 

Abbeys synsvinkel:

Jeg havde det meget bedre, da jeg vågnede ud på eftermiddagen. Jeg gik ud fra, at klokken var omkring fire eller noget i den stil, men jeg havde ingen anelse. Pladsen ved siden af mig, hvor Liam havde ligget, da vi gik i seng, var tom, men jeg kunne høre lidt rumsteren ude fra køkkenet af, så det gjorde mig ikke nervøs.

Min mave havde det også klart bedre, end da jeg var vågnet op hos min far, så det var også meget rart. Jeg strakte mig i sengen, før jeg rejste mig. Der var dejlig varmt i Liams værelse, så jeg fik ikke engang kolde fusser, da jeg lod dem ramme gulvet.  

”Hej skatter,” sagde jeg hæst, da jeg stillede mig i døren hen til køkkenet, og han vendte sig hurtigt om med et sødt Liam-smil. ”Dav med dig. Har du det bedre?” han kiggede undersøgende på mig, og jeg nikkede med det samme.

”Meget. Meget bedre,” sagde jeg så og gik langsomt hen til ham, så jeg kunne ligge mine arme om hans overkrop bagfra. Han var helt varm, og da jeg fik kigget over på panden, hvor der var morgenmad, som bestod af røræg og bacon, blev jeg endnu mere varm indeni.

Denne her dag skulle gå fuldt ud med afslapning foran tv’et sammen med Liam, dels fordi, der ikke var særlig meget af dagen tilbage og dels fordi, at Liam havde fri hele dagen, og det var rart. Det ville jeg da bare nyde fuldt ud.

 

***

 

Dagen gik hurtigt, og Liam og jeg lå konstant foran fjernsynet. En enkel gang imellem havde enten Liam eller jeg været ude for at hente noget mad, men ellers havde vi faktisk ikke rigtigt lavet noget. Jeg følte mig virkelig fed ja, men det havde jeg det fint med.

Da Liam var ude på toilettet, ringede det på døren, og jeg blev helt forvirret, fordi jeg kunne høre, at det kun var på døren lige ind til lejligheden, der blev ringet på. Det var altså ikke helt nede fra gaden af. Med et irriteret støn fik jeg rejst mig fra sofaen af og gik hen til døren, som jeg forvirret åbnede op.

”Ja?” spurgte jeg forvirret, da der stod to mænd ude foran døren med det mest barske udtryk nogensinde. Jeg rynkede lidt på panden og trådte et skridt tilbage, da en af dem trådte et frem mod mig.

”Abbey?” sagde en af dem og afslørede en mørk stemme, som jeg egentlig ikke brød mig selv om. Jeg rynkede om muligt endnu mere på panden og trak mine øjenbryn lidt sammen, da det gik op for mig, at han kendte mit navn. ”Ja?” spurgte jeg forvirret, før jeg kaldte lidt på Liam.

”Du har præcis et døgn til at sige farvel til ham der,” han lavede et kast med hovedet hen mod noget bag mig, og jeg kunne let regne ud, at det var Liam, han gjorde det mod, før han fortsatte med at snakke: ”og så skal du komme hjem til din far, ellers må vi hente dig,” hverken Liam eller jeg nåede at protestere, før de to vendte om og forsvandt ned af trapperne igen.

Jeg stirrede målløs efter dem, fordi jeg ikke kunne forstå, hvad det var, de lige havde sagt. Min far havde åbenbart grebet til yderligere midler for at få mig hjem – udelukkende fordi, han ikke ville have, at jeg havde en kæreste.

”Hvad gik det ud på?” spurgte Liam ligeså forvirret som mig, og jeg vendte mig om. Mine øjne var garanteret helt blanke, men det var lige meget. Det var som om, at det var gået op for mig, at jeg helt sikkert ville blive skilt fra Liam, fordi min far var så sindssyg. Han var så egoistisk som nogen kunne være, og han tænkte udelukkende på sig selv. Han var ligeglad med, om jeg var glad, han skulle bare være glad og sørge for, at jeg ikke var glad. Det var åbenbart det, der var hans mission i livet.

”Jeg skal hjem til ham igen,” ordene blev mere sande for mig, da de slap ud af min mund og blevet båret af min rystende stemme. Liam lagde armen om mig, så jeg kunne begrave hovedet i hans skulder. ”Nej. Nej, det kan du ikke bare komme. Han smed dig ud. Abbey, nej,” han hviskede panisk mod mit hår, men det hjalp ikke. Jeg var stensikker på, at jeg skulle tilbage til ham, men det var kun indtil, jeg blev 18, eller jeg fik en god grund til at kunne tage hjem til det, der var mit hjem nu.

Jeg trak mig hurtigt væk fra ham med et bedrøvet blik. ”Vi har et døgn. Jeg bliver her, lige indtil han får nogen til at hente mig, for jeg skal ikke tage herfra med min gode vilje, det skal de fandeme ikke tro!” udbrød jeg bestemt. Jeg kunne næsten mærke vreden stige op igennem hele min krop, og jeg fik en kæmpe trang til at slå på noget.

”Vi finder ud af noget. Men du må love mig én ting,” sagde han så og kiggede alvorligt ind i mine øjne. Hans chokoladebrune var så sørgelige, som jeg nogensinde havde set dem være, og det gjorde helt ondt på mig. Det skar nærmest dybt ind i mig, og jeg bed mig kort i læben. ”Selvfølgelig. Jeg vil love dig alting,” mumlede jeg så.

”Lov dig, at du ikke giver op på os to. Om et år er du 18, og så kan vi være sikre på, at der ikke er noget, der skiller os ad. Okay? Lover du mig, at du ikke giver slip?” han kiggede bedende på mig, og jeg nikkede nærmest før, han nåede at sige det færdigt. Jeg kunne slet ikke forstå, at han havde en eneste idé om, at jeg kunne komme i nærheden af tanken. Jeg havde virkelig aldrig elsket en højere.

En tåre trillede ned over min kind, og jeg prøvede desperat at tørre den væk, men den blev blot erstattet af flere. Liam fjernede en med sin tommelfinger, før han lagde begge arme om mig og hev mig hårdt ind til hans krop. Jeg lagde hulkende armene om ham. Aldrig havde mit liv været sådan noget lort, som det var lige nu. 

 

_____________________________________

Jeg har hacket Mirah - muahahahah. Men kun for at rette det her kapitel igennem og udgive det for hende, fordi hun selv havde travlt .. så smutter jeg igen.. måske.. 

Ej, men Mirah bad mig undskylde for længden af kapitlet, selvom jeg synes at det er perfekt! Og hvor sødt er det lige, at hun bruger ordet fusser om fødder? Ååååårh! 

Du er fantastisk Mirah. 

/ Kristina S

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...