★Troubled Soul | One Direction | ★ 13+

Konsekvenserne af at farve sit hår, knalde med en fyr og få en kæreste er ikke helt, som 16 årige Abbey lige havde regnet med. Det bringer både gode og dårlige ting med sig, så som sjov, en romantisk ferie, skræmmende problemer, forbudt kærlighed og meget mere. Hun har aldrig haft en synderligt stort problem med at have en lidt forskruet far, men dette skal hurtigt ændre sig. OBS vil gerne have, at emnerne evt. bliver taget en smule alvorligt, da det halvt om halvt er lidt personligt for mig at skrive om, fordi det sker rimelig tæt på mit liv lige nu, derfor er der også en del af det, som er taget ud fra livet, dog så med lidt fiktion blandet ind over.

375Likes
436Kommentarer
37810Visninger
AA

12. Some kind of a birthday-gift

 

Jeg havde hovedpine, og det var min fødselsdag. Bevidst havde jeg valgt ikke at sige det til de andre drenge, for jeg håbede på, at de var kloge nok til at huske det. For jeg havde altså sagt det. Og Perrie vidste det altså også godt, så hvis Zayn havde en hjerne, ville han sige det til de andre. Og jeg ville værre skuffet, hvis Liam ikke huskede det. For vi var nemlig i realiteten kærester – baaah, det var bare ikke helt offentliggjort endnu, men Liam havde lovet mig, at han ville fortælle det til folk, næste gang han fik spørgsmålet. Altså om han var single eller i et forhold.

Det var faktisk direkte underligt at tænke på, at jeg havde en kæreste, men også at vi havde kendt hinanden i næsten fire måneder, for der var overraskende mange andre fyre, der var hurtige til at ville komme sammen efter få uger – og det gik bare for stærkt. Men Liam havde taget det i samme tempo som jeg, og hold kæft hvor lød jeg romantisk og følelsesladet.

Hovedpine var mest kendetegnet ved mig, når jeg havde drukket, så da den tog endnu mere til, var jeg sikker på, at jeg skulle dø. Det havde nok også været dumt at tage i byen dagen inden, men til mit forsvar havde jeg ikke drukket særlig meget, da oplevelsen med fyren, der havde prøvet at få mig med hjem en uge forinden, stadig sad i mig.

Selvom mit hoved rent faktisk var i gang med at blive bollet ihjel af små minearbejdere, rejste jeg mig let og elefant fra sengen og gik direkte hen til mit skab. Jeg lignede ligeså meget lort, som jeg følte mig, så det var sku meget smukt. Godt at jeg ikke havde været sammen med Liam lige den her nat.

Jeg sukkede lydløst for mig selv, før jeg tog fat i min hårbørste, så jeg kunne rede mit tykke, filtrede hår igennem. Da jeg havde gjort det, satte jeg det op i en nogenlunde præsentabel hestehale, og stadig hang mit hår ned til mit på ryggen. Måske burde jeg faktisk få fat på en frisør, for det var ved at være utrolig langt. Og spaltet, og det brød jeg mig ikke om.

Min makeup lå rodet udover hele bordet i stedet for at ligge i den makeup pung, som jeg havde investeret penge i, så jeg fandt let min foundation og tog et let lag på. Det var næsten mere af vane, end fordi jeg havde brug for det, at jeg gjorde det, og Liam havde flere gange pointeret, at jeg ikke havde brug for det. Smigr<333.

Så tog jeg lidt rouge og noget mascara, lidt mere end normalt, på. Turen gik derefter til mit klædeskab, som jeg åbnede og gloede håbløst ind i. Hvis jeg skulle være ærlig, syntes jeg faktisk næsten ikke, at jeg havde noget tøj mere. Det var væk, og det måtte være fordi, at det blev ædt af det tøjmonster, der gemte sig derinde. Jeg havde konfronteret Liam med det en enkelt gang, men da han bare grinede og sagde, at jeg var syg i hovedet, havde jeg droppet at få ham til at forstå. Jeg måtte snakke med Perrie om det, så hun kunne give mig noget af hendes tøj, fordi hun fik ondt af mig. Perfekt plan, altså.

Dog endte jeg med at finde noget fra mit eget skab; et par almindelig blåfarvede bukser, en hvid, langærmet trøje med en mørkeblå blazer uden over og til sidst et blomstret halstørklæde. Og så tænker I sikkert, hvad fanden jeg skulle, siden jeg så hurtigt gjorde mig klar? Jeg skulle da ud og spise brunch med Perrie og Eleanor, for de havde været så søde at invitere.

På vejen ud huskede jeg dog lige at børste mine tænder, og et kort øjeblik gik jeg faktisk hen til toilettet i frygt for, at alkoholen fra i går ville ryge ud – men nej. Det blev inde, og da min mave rumlede på en protesterende måde, var jeg den, der var smuttet.

Perrie og Eleanor havde valgt et sted ikke så langt fra mig af, så da jeg havde gået i fem minutters tid og nok mest af alt lignet en vraltende and, der havde brækket benet, fik jeg øje på Perries lyse hår, der var let at se, da alle andre havde mørkt hår.

”Hej søde piger,” jeg lagde mine hænder på Eleanors skuldre, så hun nærmest sprang op af stolen. Muhahaha, jeg var simpelthen så ond, så man skulle tro, at det var løgn. Det var løgn.

”Hej, Abbey! Tillykke med fødselsdagen!” Eleanor smilede stort, da hun var kommet sig ovenpå chokket og rejste sig, så hun kunne give mig et blidt kram. Derefter trådte jeg over mod Perrie, der ikke var lige så blid og forsigtig som Eleanor; hun hev mig nærmest ind i omfavnelsen, så jeg snublede over mig selv og hev Perrie med mig ned i faldet. Dybt seriøst, vi faldt. Virkelig. Jeg lå ovenpå hende midt på gulvet, og hold kæft hvor var det pinligt. Et var, at det ville være pinligt lige meget hvem, det skete for, men noget andet var, at Perrie var kendt, og der også var flere folk, der var begyndt at kende mig. Dét var akavet.

”Abbey, gider du godt snart samle dine tanker og lette din fede røv, så jeg kan komme op fra det her gulv? Se nu, bare fordi du ikke kan styre dine fucking bevægelser og klodsethed, skal jeg falde. Det er pinligt, ved du godt det?” Perrie prøvede desperat at skubbe mig væk, men det lykkedes ikke, før jeg rejste mig og rakte en hånd frem ned mod hende.

”I det mindste faldt du ikke alene,” forsøgte jeg hurtigt, men jeg vidste godt, at jeg havde tabt. Jeg var klodset, og det var sådan, det altid ville forblive. Æren for det fik mine forældre, for det var – sjovt nok – dem, der havde født mig, så ergo måtte det være dem, der var skyld i, at jeg ikke altid var herre over mig selv, mine udtalelser og mine bevægelser. Basta.

”Du er for klodset til at leve,” mumlede hun, da hun fik rejst sig og satte sig på en stol. Jeg hævede et øjenbryn. Vi var satme i det søde hjørne i dag.

”Hvorfor så kærlig?” jokede jeg, hvilket fik hende til at ryste på hovedet med et smil. ”Tillykke med fødselsdagen, må gud give dig en ny balanceevne,” hun lavede tommelop, før hun kiggede ned i menukortet. Hun var nok det særeste menneske, jeg nogensinde havde mødt. Og så var der Eleanor, der sødt smilede til mig, imens hun sad med sin mobil i hånden. Hun var da nok det sødeste menneske, jeg nogensinde havde mødt. Hver af dem havde deres titel. Interessant.

”Får jeg slet ikke nogen gave?” udbrød jeg skuffet, da de ikke gjorde mine til at finde noget frem. Jeg elskede gaver på min fødselsdag, og jeg hadede, når jeg ikke fik særlig mange eller store. Og nej, jeg var ikke forkælet, det lille barn i mig var bare virkelig ikke ude af systemet.

”Jeg tror bare, at du skal vente og se, Abbey. Tålmodighed er en dyd!” og holy fuck et par vise ord Perrie smækkede ud der. Jeg var imponeret. Og sulten.

 

                                                                                                             ***

 

Louis synsvinkel:

Da Eleanor langt om længe skrev, at Abbey var sammen med dem, gik jeg hurtigt væk fra det hjørne, hvor jeg rent faktisk havde stået og gloet siden klokken ni – og nu var klokken altså ti. Hvad man dog ikke gjorde for at ens kæreste og bedste ven blev glade.  

Jeg fik låst mig ind i opgangen til den bygning, hvor både Liam og Abbey boede, og i et hurtigt tempo var jeg oppe ved Abbeys sal. Liam havde fortalt mig præcis, hvor hendes nøgle lå, så jeg ville være fucked, hvis jeg huskede forkert, for han havde travlt med selv at blive klar.

Min hjerne var trofast, og inden længe stod jeg i Abbeys lejlighed og gloede dumt rundt. Så tog jeg mig en anelse sammen og gik ind på hendes værelse og skubbede døren til hendes tøjskab op. Først der gik det op for mig, at jeg nok havde brug for en taske, så da jeg fik øje på en skrigpink dunlop taske, blev jeg nærmest overlykkelig.

Så vendte jeg mig igen mod skabet og tog praktisk talt bare fat i noget tøj, som jeg selv mente, at hun kunne finde på at gå i. Tre par bukser, tre t-shirts, et par store trøjer til eventuelt at slappe af i, og så nogle almindelige langærmede nogen. Til sidst gik jeg hen til hendes makeup bord og skubbede bogstaveligtalt det hele tilfældigt ned i uden at pakke det sammen. Til mit forsvar opdagede jeg først makeuppungen, da jeg havde skubbet det hele ned i.

Så fortsatte jeg mine ninjaskills ud på badeværelset, hvor jeg tog hendes tandbørste og bare for en sikkerhedsskyld en shampoo. Altså, jeg var en fyr, hvordan skulle jeg kunne vide, hvad hun skulle bruge? Faktisk burde det være Liam, der gjorde det her, og så kunne jeg pakke hans ting. Der vidste jeg da nogenlunde, hvad jeg skulle pakke.

På vej ud nappede jeg et par jakker og et par kondisko, også skred jeg ellers. Hun måtte brokke sig senere, hvis der manglede noget, og så måtte hun skælde Liam ud for, at han havde fået mig til at pakke hendes ting. Jeg ville ikke beskyldes for noget, for jeg var et uskyldigt menneske.

Jeg fik en besked, da jeg var på vej ud af døren, og da jeg læste den, kunne jeg ikke lade være med at grine lidt af det, som min kære kæreste Eleanor skrev. Perrie og Abbey var åbenbart faldet over hinanden, fordi Abbey var snublet, da Perrie ville give hende et kram – og af en eller anden grund, undrede det mig virkelig ikke, at Abbey var så klodset.

Hurtigt fik jeg bevæget mig nedenunder til Liam, for det var jo ikke ligefrem fordi, at de boede langt fra hinanden, og jeg kunne godt lige overkomme at gå ned på etagen nedenunder. Der var jeg ikke så forsigtig, men bragede tvært i mod direkte ind.

”Liam, jeg er her, og jeg har pakket noget af alt det lort, som Abbey ligger inde med!” råbte jeg og smed tasken i entréen, før jeg smed mig selv i stuen på hans sofa, der var yderst komfortabel.

”Fortæl Abbey en enkelt gang, at hun ejer noget lort, og jeg er sikker på, at vi meget hurtigt kun vil være fire medlemmer i gruppen, Eleanor vil mangle en kæreste, og tusindvis af pigers hjerter vil være knust,” lød det roligt fra ham, da han kom ind i stuen. Sig mig, var det ikke ham, der mente, at han var stresset eller hvad? Eller også var det bare en dårlig undskyldning for, at han selv kunne slappe af.

”Sjovt, tykke. Jeg troede, at du fik mig til at pakke hendes ting, fordi du var stresset,” brokkede jeg mig og kiggede på ham med et hævet øjenbryn. Han klukkede lidt. ”Jeg har været stresset. Jeg er faktisk næsten lige kommet hjem, jeg skulle jo ned og hente hendes gave,” han smilede stort.

”Du mener hendes ekstragave?” pointerede jeg, og han sukkede højlydt, så han var sikker på, at jeg hørte det. ”Ja, hendes ekstragave. Bare fordi, at jeg gør så mange ting for hende, som du ikke gør for El,” drillede han. Hårdt slog jeg ham i siden, så han gav et utilfreds grynt fra sig.

”Nå, Liam. Hvornår tager I så afsted? Eller hvornår skrider du hen for at hente hende?” spurgte jeg så i stedet. Et skævt smil bredte sig over hans læber.

”Vi aftalte, at El og Perrie ville få hende hen til togstationen ved 12-tiden,” svarede han så. Jeg rynkede på panden og følte mig enten virkelig blond eller også var der noget, han ikke havde fortalt mig. ”I tager da ikke toget, gør I?” spurgte jeg overrasket. Liam rystede på hovedet af mig. ”Nej, det gør vi ikke, men et eller andet sted skal jeg jo hente hende, ikke?” svarede han. Okay, jeg var hverken blond eller noget andet. Det var Liams skyld.

 

Abbeys synsvinkel:

Perrie og Eleanor opførte sig virkelig underligt, hvis jeg skulle være helt ærligt. Specielt Perries kloge ord omkring tålmodighed havde givet mig grund til at mistænke hende for, at der var noget galt. Måske skulle hun være mor? Havde Zayn gjort hende gravid? OH MY GOD. Vent, nej! Han havde friet. Ja, det var det. Perrie skulle giftes!

”PERRIE! Du skal giftes! Nu har jeg regnet det ud! Oh my god, tillykke, tillykke, tillykke! Hvor er det vildt!” udbrød jeg og tog fat i hendes kinder, som jeg gav mig til at nive i. Hun nåede kun med nød og næppe at stille sin kaffe fra sig i stedet for at spilde den udover hendes lyse bukser.

”Abbey hva-”

”Oh my god, Perrie, hvor er det fantastisk! Jeg er så glade på jeres vegne! Bliver jeg inviteret til brylluppet? Må jeg være brudepige? ÅH, I må virkelig elske hinanden!”

”-hvad snakker du om?” Perrie afbrød min talestrøm, og jeg skulle lige til at fortsætte, da det gik op for mig, hvad det var, hun sagde. Havde jeg taget fejl? Umuligt. Det var ikke nogen mulig svarmulighed, for jeg havde ret. Hun ville bare ikke indrømme det, fordi vi sad i offentligheden, og folk ikke skulle vide, at de skulle giftes.

”Undskyld, jeg skulle ikke have sagt det så højt. Jeg forstår godt, at du ikke vil have, at folk skal vide det endnu. Men hvor er det vildt!” hviskede jeg utrolig lavt, men det ændrede ikke på hendes blik.

Så rettede hun sig lidt op og foldede hænderne, så hun så overdrevet klog ud. ”Abbey, jeg er bekymret for dig. Jeg tror virkelig, at du skal til at gøre klar til et langvarigt visit på en psykiatrisk afdeling et eller andet sted.. Zayn og jeg skal ikke giftes, jeg er ked af at skuffe dig,” hun kiggede på mig med på store øjne, som var jeg sindssyg. Og det var jeg ikke, nej. Jeg var skuffet. Dybt skuffet. Inde i mit hoved havde jeg allerede planlagt tonsvis af kjoler til Perrie, som hun skulle prøve, men nej da.

”Du skuffer mig,” sagde jeg mut, da det gik op for mig, hvor dum jeg egentlig måtte have lydt. Perrie kiggede lidt ekstra på mig, før hun bare nikkede lidt. ”Du er bare underlig. Er du færdig? Altså med at spise, så vi kan smutte?” hun havde nærmest allerede fået sit overtøj på, så jeg så ikke rigtig andet valg end bare at følge med.

”Hvorfor har I så travlt? Skal vi da lave noget nu, eller hvad?” spurgte jeg forvirret, da Eleanor og Perrie begge stak en arm under mine, så jeg nærmest blev slæbt med ud.

”Who knows. Men jeg vil gerne lige hen til togstationen, så jeg kan tage toget hjem,” sagde Eleanor. Jeg hævede et øjenbryn og kiggede mistænksomt på hende. ”Du tager aldrig toget, El?” jeg lød garanteret forvirret, for gu’ fanden var jeg forvirret altså!

”I dag gør jeg. Man skal jo prøve noget nyt en sjælden gang imellem, ikke også?” hun blinkede kært til mig med det ene øje, hvilket fuldstændig fik mig til at droppe min mistænkelige side, for man kunne ikke stå for hende. Hvis jeg var en fyr, ville jeg da helt sikkert overfalde hende på gaden og bruge voldtægt i en gyde. Det var en joke.

”Du siger noget,” mumlede jeg bare og gik så sammen med dem hen mod stationen. Jeg kunne dog stadig ikke helt forstå, hvorfor Eleanor ville tage toget, når det virkelig ikke ville tage hende særlig lang tid at gå hjem, men hun var åbenbart ikke i humør til at gå. Jeg kunne godt følge hende, jeg ville også tage toget, men det var El… jeg mener.. I har fattet det. Også selvom I ikke har, så har I. Okay? Nej? Jo.

Før jeg kunne nå at tælle til hundrede, var vi ved trappen ned til stationen, og de stoppede begge op. Eleanor gav mig et varmt kram og ønskede mig igen tillykke, før hun elegant forsvandt ned til undergrunden, og jeg krydsede fingre for, at hun ikke ville blive ædt af undergrundsmonstre, der var ikkeeksisterende.

”Nå.. kan du huske, at du snakkede om, du gerne ville have en gave? Jeg ved godt, at den måske ikke direkte er fra El og jeg, men fra mig skal du i hvert fald nok få noget mere.. Men vi har begge to en del i en anden gave..” hun kiggede mystisk på mig, og jeg var næsten helt bange for, at hun ville myrde mig eller noget i den stil. Men for helved, hvor ville det dog være en dårlig veninde.

Inden jeg kunne nå at spørge, hvad fanden hun egentlig snakkede om, dyttede en bil bag mig, og jeg snurrede rundt med et chokeret skrig, fordi jeg seriøst var ved at få et hjertestop. Jeg skulle lige til at råbe af chaufføren, fordi han var kørt så tæt på mig, men da jeg fik kigget ind gennem vinduet og et forbavsende ansigt mødte mig, blev jeg paf.

”Så, Abbey. Sæt dig ind, ikke? Jeg skal nok takke Eleanor for dig. Og Louis. Han hjalp,” Perrie havde åbnet bilen for mig, og jeg stirrede forvirret på hende, på bilen og så Liam. Det her var lidt underligt, det var det altså. Alligevel droppede jeg for en gangs skyld stille spørgsmål og satte mig ind i bilen. Mine tanker var i kog, for det her var ikke normalt. Det var en seriøs bortførelse.

”Hej babe. Tillykke med fødselsdagen!” Liam lænede sig frem og gav mig et kys på munden, som jeg kun halvt gengældte, fordi min hjerne var fuldt optaget af at være forvirret. Liam sendte mig et stort smil, der ikke hjalp særlig meget, før han satte bilen i gang.

”Ehm.. Hvad skal vi?” spurgte jeg, da der var gået omkring et minut, og vi holdt for rødt. Liam trak på skuldrene med et drillende smil. ”Who knows? Det er en overraskelse, så vær tålmodig. Tålmodighed er en dyd,” sagde han. Hvis jeg kunne, havde jeg sprunget op fra sædet, men da det ikke rigtigt kunne lade sig gøre, gav jeg bare et underligt sæt fra mig.

”Det var præcis det, som Perrie sagde! OH! Det her er planlagt! Det hele er planlagt. Kidnapning. Det er ellers under jeres standard,” jokede jeg, og Liam kunne ikke lade være med at klukke lidt. ”Nå, hvordan er det så at være 17?” spurgte han dumt.

”Jamen jeg kan da mærke stor forandring siden i går. Altså. Verden er bare SÅ meget anderledes nu, og jeg har SÅ mange flere muligheder,” jeg sagde det hele med en utrolig snobbet stemme og vilde armbevægelser, som Liam med besvær undgik, imens han koncentrerede sig om sin kørsel.

”Du er skør,” mumlede han bare og klappede mig på låret for derefter at lade hans hånd blive der. Og det var da slet ikke fordi, at bare den lille ting kunne sende forkerte signaler rundt i min krop. Og det hjalp ikke ligefrem, da han begyndte at køre sin tommelfinger rundt i cirkler, og selvom jeg vidste, at det bare var ment som kærtegn, så tændte det mig altså.

 

                                                                                                          ***

 

”Hvad skal vi dog her?” spurgte jeg forvirret, da Liam drejede ind ved en slags.. rasteplads, hvor det eneste der var, var et toilet og en slags grillbar. Liam kiggede på mig, som om jeg var dum, og jeg lagde an til at give ham en velplaceret flopper på kinden – men han kom mig i forkøbet.

”Vi skal spise frokost,” – ”Liam, det er altså ikke særlig lang tid siden, at jeg har spist,” brød jeg hurtigt ind, men han klappede mig bare på hovedet og gjorde tegn til, at jeg skulle åbne min sele op, hvilket jeg sukkende gjorde. Han førte an ind på grillbaren og fandt et bord, hvorefter han skubbede et menukort hen til mig.

”Liam, jeg har altså spist for ikke særlig lang tid siden..” forsøgte jeg igen, men skulle det dog frelse mig? Nej? Okay. ”Du kan altid spise, så nyd det nu. Og lige her er heller ikke stedet, hvor det vrimler med flest paparazzier, så nyd det, imens du kan,” han blinkede lidt, før han selv lod blikket glide over kortet.

Sukkende overgav jeg mig og udvalgte mig med det samme en burgermenu. Altså, når nu han insisterede, så kunne jeg jo ligeså godt vælge noget godt, ikke? Det blev jeg i hvert fald enig med mig selv om, så det var det, Liam bestilte til mig + en ekstra stor cola. Og det var der ikke noget, der hed, men til tider var det vidst en fordel at date Liam Payne, for den unge pige bag kassen kendte ham, og tabte nærmest både cola og bakke ned på jorden. Og det ville ikke have været noget kønt syn.

 

Louis synsvinkel:

Jeg blev helt lettet, da jeg modtog den længe ventede besked fra Liam om, at de var kommet afsted, for så havde jeg slet ikke mere at bekymre mig om. Ikke fordi, at jeg egentlig vidste, hvad jeg skulle gøre ved det, hvis de ikke var kommet afsted, men det var en mindre detalje, der ikke behøvede at være fokus på.

Eleanor havde været ligeså nervøs, som jeg havde, så jeg sendte hende hurtigt en sms om, at det hele var okay. Og hold da op for nogle gode venner, vi egentlig var. At vi sådan gik og bekymrede os og var urolige på Liams vegne. Han måtte takke os senere.

Lige midt i al min egen ros, der var vendt udelukkende mod mig selv, og lidt Eleanor, gik det langsomt op for mig, hvad jeg havde glemt at pakke til Abbey. Og det var nok det værste, man kunne glemme, når det var til en pige. Fuck. Fuck. Nu ville Abbey med garanti slå mig ihjel, det var helt sikkert.

Hvis I skulle være nysgerrige, så havde jeg husket alt det.. tøj, som man skulle se på. Sagen var, at jeg havde glemt at pakke undertøj til hende. Af alle fucking ting glemte jeg undertøj. Kunne det blive værre? Jeg var nærmest allerede henne ved mit skrivebord for at rive papir og kuglepen op, så jeg kunne skrive et slags testamente af en art – så sikker var jeg på, at jeg ville være en død mand, når hun kom hjem igen.

For Liam ville det bare være en fordel, hvis hun ikke havde undertøj. Forstå mig lige ret, han ville da have meget lettere ved at få en finger op mellem benene på hende. Og andre stive ting hvis I kan håndtere sådan en kommentar. Nå, men sket var sket, og der var ærlig talt ikke rigtig noget jeg kunne gøre, når jeg sad her tilbage i London, henslængt i min dejlige sofa, der desværre ikke var nær så komfortabel som Liams.

 

Abbeys synsvinkel:

”Du er nok den underligste fyr, jeg nogensinde har kendt i hele mit liv,” betroede jeg mig til Liam, da han proppede en ny pomfrit ind i munden på mig, selvom jeg ikke engang var færdig med den anden. Jeg måtte indrømme, at vi havde det totalt hyggeligt, og det føltes for en gangs skyld som et normalt forhold. Forstå mig korrekt; vores forhold var normalt med forelskelse og alt det, men vi havde, grundet al den opmærksomhed, som han fik, ikke særlig mange dates, der var som denne.

”Og du er den mest underlige, klodsede, kluntede, og forvirrende pige, som jeg nogensinde har mødt – men det forhindre mig da ikke i at holde af dig,” pointerede Liam stolt, så jeg kunne se al hans gennemtyggede mad, der lå lige så fint (ulækkert) i hans mund.

Egentlig var jeg stadig ekstremt nysgerrig efter at vide, hvad vi skulle, men da jeg ligesom havde forstået, at det var en fødselsdagsgave, og at Liam ikke havde i sinde at røbe det, gav jeg op og valgte i stedet bare at nyde tingene, som de var i nuet. Jeg lød så dejlig.. poetisk, eller hvad man kalder sådan noget for. Det havde jeg aldrig haft styr på, og det ville jeg heller ikke få.

                                                                                                                                                            

Så hvad tror I, at de skal og er på vej hen?

Undskyld jeg ikke publicerede i går, det var min mening, men da jeg havde fødselsdag, nåede jeg det ikke :(

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...