★Troubled Soul | One Direction | ★ 13+

Konsekvenserne af at farve sit hår, knalde med en fyr og få en kæreste er ikke helt, som 16 årige Abbey lige havde regnet med. Det bringer både gode og dårlige ting med sig, så som sjov, en romantisk ferie, skræmmende problemer, forbudt kærlighed og meget mere. Hun har aldrig haft en synderligt stort problem med at have en lidt forskruet far, men dette skal hurtigt ændre sig. OBS vil gerne have, at emnerne evt. bliver taget en smule alvorligt, da det halvt om halvt er lidt personligt for mig at skrive om, fordi det sker rimelig tæt på mit liv lige nu, derfor er der også en del af det, som er taget ud fra livet, dog så med lidt fiktion blandet ind over.

375Likes
436Kommentarer
37883Visninger
AA

11. Party, party, party.

 

Jeg ville sige, at folk var ekstremt god til at regne ud, at der foregik noget mellem os. Mig og Liam. Twitter var proppet med tweets, der bestod af, om Liam havde fået en kæreste, hvem jeg var, og for den sags skyld også, hvad de syntes om mig. På en eller anden mystisk måde vidste folk de underligste ting om mig, og jeg vidste egentlig ikke, om jeg skulle være skræmt, eller om jeg skulle være.. beæret over, at jeg var så interessant.

Selvfølgelig var jeg interessant. Jeg var Abbey, så det var nok derfor. Jeg havde et spændende liv, der lige pt. bestod af, at jeg lå hjemme i min seng og så Disney Channel, imens jeg var lidt halvsløj. Jeg var ikke direkte syg, men min mave havde det virkelig underligt, så derfor havde jeg valgt at ligge her og se tv, hvor der faktisk lige nu var Austin & Ally, eller hvad det nu hed.

Liam havde forladt mig i dag. Det var egentlig gået op for mig, hvor meget jeg hang ud sammen med ham og de andre drenge. Og Perrie. ÅH MIN LILLE PERRIEBABY<33333.

Men som sagt var jeg efterladt, fordi drengene var til et interview, og Perrie var sammen med sit band, så her lå jeg og var syg, uden der var nogen, der kunne hente is til mig eller lave vafler. Hvor trist var det lige? Med blikket på fjernsynet famlede jeg rundt med mine hænder i sengen, i håb om at jeg ville finde min mobil. And i fucking did it.

”Køb noget is på vejen hjem og kom op med mig til det, ellers dropper jeg dig. Kys.” skrev jeg til Liam, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over det, for hold kæft hvor var der meget kærlighed i den besked! Men det var ren ærlighed, for jeg havde altid fået at vide, at jeg ikke måtte lyve, så derfor var jeg ærlig. Altid.

Der gik ikke meget mere end to sekunder, før min mobil ringede højlydt, fordi jeg havde skuret max op for ringesignalet, så jeg spjættede for mig selv, før jeg tog mobilen op til øret.

”Hallo?” spurgte jeg højt ind i mobilen.

”Hej Abbey! Det er mig, Niall! Jeg vil bare lige sige, at hvis du nogensinde igen så meget som hentyder til at droppe Liam så… så gør jeg noget, og det kommer til at være slemt!” lød en forpustet stemme, så det lød som om, at han havde løbet, alt hvad han kunne. Jeg rynkede på panden på trods af, at han ikke kunne se det.

”Og wow, wow, wow, der er godt nok en, der kender til at sætte udtrykket ’tomme trusler’ i brug, hva?” svarede jeg drillende, da jeg udmærket godt vidste, at Niall ikke ville gøre en flue fortræd, om så det var for at redde ham selv.

”Ja, ja. Jeg vil bare sige, at vi kommer om en times tid,” sukkede han så. Jeg skulle lige til at lyde forvirret, da det gik op for mig, hvad han sagde. ”Ey hvad? Kommer ’hjem?’ Hvad er det lige præcis, du mener med ’hjem’?” spurgte jeg så langsomt. Niall grinede kækt. ”Vi kommer hjem til dig,” så lagde den flabede møgunge bare på og efterlod mig siddende i sengen.

Jeg lod mit blik vandre over værelset, og jeg blev pludselig så stresset, at jeg, på trods af min sløjhed (var det et ord?), dybt seriøst rev dynen af mig og faldt over mig selv ned af sengen, så gulvet gav et bump fra sig, da jeg landede. SÅ fed var jeg da heller ikke, nu måtte det lige stoppe en halv!

Aldrig havde mit værelse været så rodet, og det gik ligesom op for mig, at jeg blev nødt til at rejse mig fra gulvet, da jeg havde en time til at rydde op, vaske op, måske lige støvsuge lidt og tage et bad. På den anden side havde jeg så meget lort at lave, at jeg egentlig bare overvejede at sove i stedet for. Det ville gøre det hele meget lettere, men så ville jeg ikke være vågen, når de bankede på..

Det endte så med, at jeg valgte rengøring og oprydningen, for så havde jeg endelig en grund til at få mig selv i gang. Hvis jeg skulle være helt ærlig, kunne jeg ikke huske, hvornår jeg sidst havde gjort rent, og det var altså lidt ad bad! Så derfor gik mission Abbey-skal-rydde-op-og-i-bad officielt i gang.

 

                                                                                                      ***

”Har du virkelig ikke noget at æde?”

”Du bor hyggeligt,”

”Har du ryddet op?”

Jeg fik næsten stress af Niall, Zayn og Liam. Gæt selv, hvem der spurgte om hvad, for det burde ikke være skide svært. Mit forvirrede hoved tog sig sammen. ”Nej, Niall, jeg plejer at spise hos Liam. Tak Zayn. Og fuck dig Liam, jeg prøvede at lade det forblive en hemmelighed, at jeg roder meget,” jeg skulede ondt til ham, så han grinede højt af mig.

Det var faktisk underligt. Jeg havde kendt dem i flere måneder nu, og alligevel havde jeg slet, slet, slet ikke vænnet mig til, at jeg havde dem, for jeg havde aldrig haft så gode venner før. Det var nu meget rart. Selvom de var kendte. Og jeg fik hate. Men jeg var Abbey, jeg tog det ikke til mig, vel?

”Hvordan gik interviewet?” spurgte jeg så, imens jeg smed mig tungt i sofaen lige oven på Louis, som jeg vidst fik ramt et rimelig forkert sted, for han begyndte i hvert fald at skrige op som en lille pige, før han skubbede mig væk fra ham.

”Relax..” mumlede jeg irriteret og sørgede for, at jeg ikke tog endnu en tur ned på gulvet, som jeg havde gjort tidligere på dagen. Niall grinede lidt, før han var den eneste af dem, der besluttede sig for at besvare mit spørgsmål: ”Det var fint, fint, fint. Vi prøvede at presse dit og Liams forhold ud af Liam, men han røbede ingenting. Altså er I ikke snart kærester eller hvad? Jeg mener like.. I har datet i hvad? 2 måneder, og jeg synes altså bare, at I snart skal få det på det rene,” han prøvede at lyde dybt alvorlig, men da jeg begyndte at grine, kiggede han opgivende på mig med et skævt smil.

”Du er nu sød nok,” roste jeg ham kærligt, før jeg tændte for flimmeren. Og ja, et udmærket begreb for et fjernsyn, tak. Liam placerede sig ved siden af, så denne sofa var proppet af os + Louis, der langsomt var holdt op med at ømme sig, og Niall, Harry og Zayn satte sig i den anden sofa. De følte sig vidst rigtigt hjemme, for der skulle ikke spares på, at fødderne skulle op på ordet og min sofa skulle mishandles. Ad. Slet det sidste. Og det må gerne misforstås, før I sletter det.

”Drenge og pige. Ved I, hvad I skal i dag? Vi skal I byen!” Louis lød helt begejstret, og jeg skulle lige til at finde min ikkeeksisterende skovl frem, så jeg kunne fortælle ham, at jeg slet ikke var oplagt til en bytur, da mine tanker endnu engang afholdt mig fra det.

”SKAL MIN SKAT MED?” udbrød jeg højt og fløj samtidig op fra sofaen. Det jeg egentlig ville have gjort der, gik ud på, at jeg ville have set elegant ud og have stået ude på gulvet og hoppe op og ned i håb. I stedet for valgte Louis’ fødder at stille sig i vejen, så jeg snublede over dem og faldt lige ned på gulvet.

”Du.. du..” var det eneste, Niall kunne sige, før han tog del i et stort latteranfald sammen med Louis, der syntes, at det var utroligt morsomt. Det var pinligt. Det var faktisk direkte pinligt, at jeg skulle være så klodset. Det her skete oveni, at jeg havde stået i joggingbukser og sports BH, da drengen kom og Liam vidste ligesom godt, hvor min ekstranøgle lå henne, så han havde da bare låst dem ind, da jeg ikke åbnede.

”Hvem er ’din skat’ så lige?” Harry kiggede underligt på mig, og jeg kiggede ondt tilbage. På hans krøller. ”Ja, hvem tror du? Det er da Zayns søde tøs! Perriebassen!” udbrød jeg begejstret og valgte at blive liggende på gulvet – just in case, hvis jeg nu skulle dumme mig igen.  

”Øhm Zayn og Liam? Jeg har lige et par ting at sige til jer..  Til dig Liam, så er jeg meget bekymret for, at din pige er lesbisk og bruger dig til at være sammen med Perrie, og til dig Zayn, vil jeg sige, at du skal passe på, at Abbey ikke hugger Perrie..” Harry prøvede at lyde dybt seriøs, men det gik ikke godt, da Niall begyndte at grine igen.

Elegant som jeg var, ormede jeg mig hen langs gulvet, så jeg til sidst lå foran den sofa, hvor Harry sad i, og så slog jeg ham venligt og hårdt over skinnebenet. Bortset fra jeg ikke var i besiddelse af særlig mange kræfter, men i min verden, slog jeg hårdt.

”I svarede aldrig mit spørgsmål,” pustede jeg, imens jeg ormede mig baglæns hen af gulvet. Jeg kunne let se, hvordan drengene fulgte mig med et sært blik, men det valgte jeg at se bort fra. De burde snart vænne sig til mig!

”Selvfølgelig kommer Perrie. Og El,” Louis lød helt forelsket og glad, da han nævnte Eleanor, og jeg skulede ondt til ham. Han fik mig til at virke som en røvirriterende en, når han ikke lød glad, når han nævnte mig. Jeg var dybt skuffet, det var jeg virkelig.

”Jeg skrider,” sagde jeg så og rejste mig – for én gangs skyld elegang – op. Liam rynkede på panden, og jeg kiggede forvirret på ham. Hvad havde jeg nu forårsaget af underlige ting?

”Du skrider.. fra dit eget hus, imens vi er her?” spurgte han forvirret og brugte en underlig håndbevægelse til at understøtte det, han sagde. Jeg hævede et øjenbryn. ”Jeg stoler på jer, hvorfor føler I jer ikke bare elsket i stedet? Jeg skal gøre mig klar til fest sammen med Perrie, og siden klokken er fem, og jeg vil lokke hende med ud og spise først, så har jeg travlt. Så undskyld mig, d’herrer!” jeg vrikkede for sjov med røven, da jeg gik ud fra stuen, og de grinede alle lidt efter mig. For jeg var så skide sjovt, at det var helt vildt.

Jeg hev min dunloptaske ned fra hylden med andre tasker, så den rev en anden håndtaske med, der var lige ved at ramme mig i hovedet – men jeg brugte mine skills og undgik den. Jeg stirrede lidt ind i skabet, før jeg hev tre kjoler ud, som jeg måske kunne have på. Ellers ville jeg stjæle noget af Perries, men det gad jeg ikke fortælle hende.

”Vi ses drenge! Og pas på min lejlighed. Og I skal låse efter jer. Og hvis I ødelægger den, betaler I selv for at få den repareret.  Og I skal ikke rode. Og..” – ”Kan du sige og flere gange?” kom det kækt fra Harry. Hvad var der med den dreng i dag? Prøvede han bare virkelig hårdt på at irritere mig eller hvad?

”Klap i Styles. Payne, jeg sætter min lid til dig. Det er hårdt at være enlig far,” jeg blinkede kækt med det ene øje, og han så først vildt forvirret ud, før det gik op for ham, hvad jeg mente. ”Smut nu bare med dig,” lo han, og jeg gjorde, som han bad mig om.

Først da jeg var gået, havde jeg ringet til Perrie og informeret hende om, at jeg ville komme over. Hendes eneste sarkastiske svar gik ud på, at hun fortalte mig, hvor god jeg var til at lave aftaler, og så havde hun været så venlig og pointere, at det bare var heldigt for mig, at dem, hun var i band med, var gået for intet mindre end to minutter siden. Mig og det der med tidssammenfald. Og det gav absolut nogen som helst mening. Overhovedet.

Jeg var så ekstremt doven, at jeg tog bussen hen til Perrie, der straks åbnede op for mig. Da jeg kom helt op i hendes lejlighed, stod hun selvfølgelig ikke ved entréen og ventede på mig, men jeg skulle i stedet lede efter hende. Fucking gemmeleg eller hvad? Okay nej, for jeg fandt hende hurtigt.

”Perriiiiiie!” kvidrede jeg glad, da jeg så hende stå i køkkenet. Hun vendte sig om mod mig med et stort smil og gik mig i møde til det kram, som jeg strakte armene ud til. Da jeg havde trukket mig væk fra min baby igen, kiggede jeg på hende med skummelt smil.

”Tør jeg vide, hvad du tænker?” hun kiggede skeptisk på mig, og jeg tjattede til hende. Altså, hun sårede mine følelser for fanden. ”Ja. Vi skal vælge tøj og være top lækre og frække, så derfor skal vi vælge lige så top lækre og frække kjoler og top lækkert og frækt-”

”Ja tak, Abbey, I get it,”

“- makeup,” afsluttede jeg, da hun var færdig med at afbryde mig. Jeg følte virkelig, at alle pludselig kunne lide at afbryde eller drille mig i dag. Frustrerende alligevel.

 

                                                                                                           ***

 

Selvom det var koldt udenfor, havde jeg valgt bare ben, og jeg havde sandelig også tvunget Perrie til det, selvom hun hurtigt gav efter. Så var det ikke helt tvang! Og jeg havde fundet en rigtig, rigtig flot kjole, men den gjorde dog, at det var koldt andre steder end blot på benene, for den havde sådanne slags huller. Og så var den sort og rimelig lårkort (link i kommentar)., men altså? Liam skulle da have noget at se på, ikke?

Lige pt. gik Perrie og jeg rundt og prøvede desperat på at finde drengene, som vi havde valgt, at vi skulle mødes med herhenne, men da der var totalt proppet, var det utroligt svært for os.

”Bøh!” okay nej, det var det så ikke. I hvert fald ikke den anden vej rundt, for Zayn havde hurtigt fået øje på Perrie. Og det kunne jeg faktisk godt forstå, når hun så så godt ud, som hun gjorde. Hun lignede virkelig.. en diamant eller noget i den stil, og hun gav mig i den grad mindreværdskomplekser!

”Hej Zayn,” jeg gav ham et forsigtigt kram, da han slap Perrie, og han gengældte det hurtigt. ”Hvor er de andre?” spurgte jeg så. Han drejede hovedet lidt, før han nikkede i den retning, han kiggede. Jeg drejede mig hurtigt rundt og fulgte hans blik frem til et bord, hvor de alle sad med en drink i hånden. Og med de alle mente jeg alle drengene, hvor Zayn var trukket fra, og Eleanor var lagt oveni. Dermed stadig 5 personer.

Jeg mumlede et underligt tak til Zayn uden egentlig helt at vide, om han stadig var bag mig, før jeg gik hen mod de andre, så jeg kunne være den sjette person i deres lille gruppe der. ”Abbey!” udbrød Eleanor begejstret og rykkede sig hårdt ind mod Louis, så der blev plads til mig.

”Tak El. Og hej by the way,” jeg placerede mig ved siden af hende og opfattede hurtigt, at det var overfor Liam. Han sendte mig et charmerende smil, som jeg hurtigt gengældte. Så gik det op for mig, at jeg ikke havde fået hentet mig nogen drink, og jeg kiggede på Liam igen med det mest nuttede og bedende udtryk, jeg kunne præstere. Niall brød hurtigt ind.

”LIAM! Lad være med at kigge på hende. Du smelter med det samme, og hun vil have dig til at gøre hende en tjeneste!” han udbrød det på sådan en skinger måde, at det lød som om, han reddede Liam fra at blive dræbt eller noget i den stil.

”Hvad snakk-” – ”NU GJORDE DU DET,” – ”-er du om..” Liam afsluttede sin sætning, efter Niall indskød sin, og ganske rigtigt. Som Nialls sagde, havde Liams øjne fundet mine. Jeg blinkede et par gange med mine lange, mørke vipper, og han sukkede.

”Vil du have mig til at hente nogle drinks, eller hvad er det?” spurgte han så opgivende. Jeg forvandlede straks mit blik til et mere normalt et og smilede stort, imens jeg ivrigt nikkede. Det endte så med, at jeg rejste mig, fordi jeg fik ondt af ham.

”Jeg går med dig. Så slipper du også for at gå flere gange,” jeg prikkede ham lidt i siden, så han gav et underligt spjæt fra sig. ”For du havde regnet med, at jeg ville gå flere gange, så du kunne få drinks?” han hævede et øjenbryn og lagde en arm om mig, da vi begyndte at gå. Jeg kiggede alvorligt på ham og nikkede, så han grinte lidt. Så sænkede han hovedet helt ned til mit øre.

”Har jeg sagt, hvor fræk du ser ud i den kjole der?” hviskede han så, og hvis jeg skulle være ærlig, så blev jeg chokeret over, at sådan noget skulle komme fra Liam. Han virkede mere sød i det – selvom jeg sagtens vidste, at han kunne præstere andet. Hvis I forstår sådan en lille en!

”Nu har du i hvert fald – og i lige måde, du ser også godt ud,” jeg blinkede forførende til ham, før jeg slog mig ned på en stol ved baren, og Liam satte sig ved siden af mig.

”Hvad skal du have smukke?” spurgte han så og kiggede nysgerrigt på mig. Selvom hans øjne blev ved med at frække ned mod mine bryster, fordi han åbenbart var meget, meget trængende i dag. Jeg trak lidt på skuldrene. ”Det stærkeste?” sagde jeg så og lod min hånd ligge sig på hans lår. Han skævede lidt ned på den, før han piftede bartenderen hen til os og bestilte en drink til mig.

Den ene drink efter den anden fløj ind, og der gik ikke lang tid, før Liam var væk fra sin stol, jeg var fuld og en anden fyr sad overfor mig med et flirtende blik.

”Her,” han skubbede en drink hen foran mig, som han åbenbart havde bestilt, og selvom jeg allerede havde drukket alt for meget og nok ikke burde drikke mere, var jeg ikke typen, der sagde nej til gratis alkohol, så jeg tog glasset i hånden og bundede det i en hurtig bevægelse.

”Hvad hedder du, smukke?” spurgte fyren. Jeg kiggede lidt nærmere på ham. Han havde brunt, pjusket hår, der egentlig var meget kært men det var som om, at hans krop ikke rigtigt passede til det, for den var meget, meget, meget pumpet, og håret var mere sådan noget.. hår, der ville klæde Louis.

”Abbey,” mumlede jeg, så ucharmerende som jeg kunne, imens jeg inderligt håbede på, at det ville skræmme ham væk. Det lod dog til at have den modsatte effekt på ham, for han rykkede sig en anelse nærmere, imens han bestilte en ny drink. Sig mig engang, prøvede han på at drikke mig fuld eller hvad? Dooh. Okay, jeg var allerede fuld.

Jeg tror processen gentog sig 7 gange, indtil han stod helt op af mig meden hånd på mit lår, som slet ikke skulle være der, men det var lige før, at jeg rent faktisk var for fuld til at registrere, at den lå der. Og at den bevægede sig i cirkler..

”Og hvor gammel er det så, at du er, Abbey?” han lænede sig lidt fremover mig, så han uden tvivl kunne kigge lige ned i min kavalergang. Det irriterede mig faktisk grænseløst, at han troede, at han kunne tillade sig det, så jeg lagde en hånd på hans bryst og skubbede ham lidt væk. Han kiggede på mig med et udfordrende blik, som troede han, at jeg blot spillede kostbar, selvom det ikke var det, der var tilfældet.

”Det rager ikke dig, makker,” svarede jeg kækt, før jeg gled ned fra stolen. Fordi jeg var så fuld, ramte min fod jorden på en underlig måde, så stiletten nærmest skred under mig, og jeg vrikkede en lille smule om – dog ikke mere, end at jeg stadig kunne gå, men det gjorde ondt.

”Hey, hvor skal du hen?” han tog fat i min arm med et underligt smil spillende om læberne, og jeg rev den hurtigt til mig med et irriterende grynt, der garanteret var totalt ulækkert. ”Væk,” sagde jeg og sendte ham et falskt smil.

”Så du tror, at jeg vil give dig 10 drinks for så at lade dig gå?” han kiggede på mig, som om jeg var den dummeste skabning, der nogensinde havde sat sine fødder på denne jord. Vent, havde jeg fået 10 drinks af ham? Og omkring de 10-15 stykker af Liam? Var der nogen, der prøvede på at forgifte mig for groft eller hvad? De var garanteret i ledtog, ham her og Liam.

”AHA! Jeg har regnet din og Liams plan ud, men det virker ikke, du. I kan ikke få mig forgiftet, for jeg siger fra!” jeg smilede stolt til ham, fordi jeg havde regnet det ud, men han stirrede bare dumt på mig. ”Hvad fanden snakker du om pigebarn? Kom nu bare med mig og luk kæften i, ikke?” han tog fat i min arm igen. Og jeg begyndte at blive bange.

”Gider du slippe mig?” jeg lød helt rolig, selvom uroen langsomt steg op i mig. Især da han himlede med øjnene og hev i mig. Siden jeg var fuld og i forvejen ikke var særlig præget af både kræfter og balance, var det let for ham. Det eneste jeg kunne gøre var at rykke lidt i min arm, men han gjorde ikke så meget andet end at blive mere og mere irriteret.

”GIDER DU IKKE GODT FOR HELVED SLIPPE MIG?” råbte jeg så højt, så alle de mennesker, der stod omkring kiggede underligt på os. Fyren, som jeg stadig ikke havde fået fat i navnet på, rystede på hovedet.

”Du vil gerne have noget pik, jeg kan se det på dig, skat,” sagde han så og forsøgte vidst lyde flirtende, selvom det mislykkedes totalt. Der gik endnu mere panik i mig, da jeg kunne se, at vi nærmede os døren til udgangen – for hvis vi nåede ud, var jeg for alvor fortabt.

Jeg var lige akkurat begyndt at acceptere, at jeg ikke kunne gøre noget, da der hurtigere end lynet var en, der gav ham sådan en lussing, at det gav genlyd i mit hoved. Et kort øjeblik var det lige før, at jeg var bange for, at den samme person ville slå mig, men da personen fik fyren, der havde hevet i mig, til at give slip, gik det op for mig, at han havde fulgt med i, hvad der var sket.

Forsigtigt lod jeg mit hoved dreje mod højre og kiggede ind i nogle smukke grå øjne.

”Er du okay?” stemmen var dyb og kom fra en fyr med mørkeblondt hår, der stod og så lidt utilpas ud, på trods af at han ellers ikke lignede typen, der blev usikker over, at han lige havde slået en. Spørg mig ikke om, hvordan jeg kunne se det, men han virkede bare som typen, der havde det nogenlunde fint med det.

”Ja det.. det er fint nok, det var bare..” jeg bed mig lidt i læben, og det var først der, at det gik op for mig, at mit hjerte bankede hurtigt mod mit bryst. ”Ubehageligt?” afsluttede fyren min sætning. Jeg smilede lidt, før jeg rakte hånden frem mod ham.

”Abbey,” sagde jeg taknemmeligt. Han tog den og smilede også. ”Kenneth. Skal jeg følge dig hen til nogen, eller er du her alene? Bare så ham der fyren ikke.. prøver på noget igen?” spurgte han så. Jeg ville helst ikke bede ham om for meget, men jeg kunne ikke lade være med at nikke.

”Jeg ved godt, at det lyder sært men.. vi skal finde One Direction,” jeg kom til at slippe et kort grin ud, da det gik op for mig, hvor latterligt det egentlig lød, og Kenneth, som han jo hed, så da også virkelig forvirret ud.

”Er du fan eller hvad?” spurgte han med et lost ansigtsudryk, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt mere. ”Nej, nej, det er jeg ikke. Jeg dater Liam,” betroede jeg ham så. Hans øjne blev kort store, før han smilede skævt. ”Wow, jeg snakker med en, som mange ville snakke med, huh?” sagde han så. Jeg grinede lidt, før jeg begyndte at kigge efter drengene.

Der gik et stykke tid, hvor både Kenneth og jeg opmærksomt gik rundt og ledte, imens vi småsludrede en del. Han var hyggelig, og jeg var fuld, så jeg forgudede ham inderligt, da han pludselig tog fat omkring mig og hev mig hen mod et bord. Og der var de. Mine prinser. Og minskat. Min prins Liam.

”Ehm.. Dav, Kenneth..” han gav Liam sin hånd, ”jeg synes måske lige, at I skulle snakke lidt med Abbey om det, der skete, da jeg hjalp hende, og jeg har ikke lyst til at fortælle det,” han lød pludselig usikker, og jeg vidste ikke, om det var det faktum, at han stod foran et verdenskendt boyband, eller om det bare var sådan, han var, når han stod og snakkede foran andre.

Liam kiggedeundrende på mig og så ham. Så smilede han til Kenneth, der gjorde mine til at gå, og jeg vinkede hurtigt til ham.

”Tak for hjælpen!” råbte jeg en anelse dæmpet, men han hørte mig, for han lavede tommelop, før han vendte sig og gik. Jeg styrtede nærmest hen på skødet af Liam og knugede mig ind til ham. Forbavset lagde han sine arme om mig, og jeg borede mig om muligt endnu mere ind mod ham.

”Hvad er der sket, Ab?” spurgte han roligt, selvom jeg bestemt ikke var rolig. Det var som om, at situationen, der havde været, først gik op for mig nu, og det gik også op for mig, at det ville have voldtægt, hvis han havde tvunget mig. Lige nu kunne jeg ikke elske en person højere, end jeg elskede Kenneth. Eller Liam. Liam. Hans varme gik over til mig, og det gjorde mig godt tilpas, selvom det også gav mig en lyst til at græde. Kender I det?

”Der var bare en fyr..” min mundvar mast mod hans bryst, så det lød nok rimelig sært. Mit hoved hoppede en lille smule, da han grinede af mig. ”Jeg kan simpelthen ikke høre, hvad du siger til mig,” han lagde en pegefinger på min kind og løftede mit hoved en lille smule.

”Der var bare den her fyr, der prøvede på. Ja.. du ved..” jeg kiggede flovt ned, som var det min skyld, men jeg kunne ikke lade være med at skamme mig. Liam spændte straks lidt i kroppen, da jeg sagde det.

”Vil du gerne hjem?” spurgte han så blidt, for han forstod nok, at der ikke var særlig meget at gøre – og da slet ikke i offentligheden, når man hed Liam Payne og var en del af One Direction. Jeg bed mig selv i inderlæben, før jeg nikkede.

”Ja, faktisk..” sagde jeg så og rejste mig, så han også kunne rejse sig. Jeg svajede i luften, så Liam måtte holde godt fat i mig, imens han fik sagt til de andre drenge, at vi tog hjem. Så tog han mig ellers i hånden og hjalp mig med udenfor, hvor han prajede en taxa. Home sweet home!

                                                                                                                                                            

Så.. hvad så? Ved godt, at det er et rimelig kedeligt kapitel, men jeg lover, at der snart sker ting, der nok vil være lidt en surprise! Men hvad synes I? 

Og tak for jeres tålmodighed og forståelse ! :)

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...