★Troubled Soul | One Direction | ★ 13+

Konsekvenserne af at farve sit hår, knalde med en fyr og få en kæreste er ikke helt, som 16 årige Abbey lige havde regnet med. Det bringer både gode og dårlige ting med sig, så som sjov, en romantisk ferie, skræmmende problemer, forbudt kærlighed og meget mere. Hun har aldrig haft en synderligt stort problem med at have en lidt forskruet far, men dette skal hurtigt ændre sig. OBS vil gerne have, at emnerne evt. bliver taget en smule alvorligt, da det halvt om halvt er lidt personligt for mig at skrive om, fordi det sker rimelig tæt på mit liv lige nu, derfor er der også en del af det, som er taget ud fra livet, dog så med lidt fiktion blandet ind over.

376Likes
436Kommentarer
38213Visninger
AA

8. One does not simply miss their period

 

Jeg smed mig i sengen med et underligt suk, der mest af alt lød som en gris, der var ved at blive slagtet, men sådan var det altså engang i mellem.

Mit humør var virkelig på det laveste i dag. Niveau 0. Nede i kulkælderen. Nederst på humørbarometeret – for det var der lige noget, der hed nu, okay? Men i hvert fald skal I høre mit dilemma; I piger kender vel nok alle sammen den der med, at man har en rigtig irriterende periode en gang om måneden. Godt, bedre kendt som menstruation og til alles info, plejede min at komme regelmæssigt, hvilket ville betyde, at den skulle være kommet for tre dage siden. Var den det? Lige præcis nej.

Det var så grunden til, at mit humør absolut var så fucked, som det overhovedet kunne være og ikke nok med det, var jeg ved at skide grønne grise ved tanken om det hele. Jeg mener seriøst? Enten var jeg fucking gravid, eller også mente min krop, at lige netop denne menstruation skulle være en, der ventede lidt med at komme.

For resten, ’skide grønne grise’. Hvis jeg havde været i en hver anden situation end den, jeg egentlig var i, ville jeg nok grine over mit ordvalg, men det gjorde jeg i den grad ikke. I stedet tog jeg min mobil frem og fandt Perries nummer frem. Hun var virkelig hurtigt gået hen og var blevet den person, jeg ville snakke med om tingene med.

”Hej smuksak, hvaså?” lød Perries kvidrende stemme, der næsten med det samme fik løftet mit humør et par grader, men dog ikke meget. ”Hvad laver du?” spurgte jeg med en sukkende stemme, hvis det altså overhovedet var muligt at gøre det.

”Eh.. Derhjemme, hvorfor?” hun lød straks mere opmærksom og nysgerrig. Det var, det jeg sagde; Perrie var min lille bitch, der var så utrolig dejlig og nuttet. Ja, hun var direkte nuttet, tihi!

”Kommer du ikke over til mig?” – ”Jo, hvorf..” – ”med en graviditetstest?” tilføjede jeg hurtigt, før jeg kunne fortryde det og bed mig hårdt i læben lige bag efter, jeg havde sagt det. Der blev lidt stille i den anden ende af røret, før jeg kunne høre, at hun rømmede sig. ”Jeg er på vej,” sagde hun så og lagde på, så jeg blev ladt alene.

Fucking lorte pis freaking shit, der bare skulle skride af seriøst helvedes til! Jeg. Burde. Ikke. Bekymre. Mig. Jeg var 16 år gammel, hvorfor fanden skulle jeg dog blive gravid? Huh? Det tænkte jeg nok, det skulle jeg ikke. Abbey som ung mor? Det var ikke for at disse mig selv, men hold kæft hvor var jeg glad for, at jeg ikke ville være den unge, der skulle passes af mig. Det ville bare være en kærlig julegave fra mig til Liam. Liam? Hvor kom Payne fra?

Oh fuck. Jeg havde en fitnessaftale med ham senere. Han havde fået overtalt mig til at tage med ham i fitness, men lige nu havde jeg ærlig talt ikke overskud til at skulle fucking træne. Træne?! Virker jeg som en, der træner meget normalt eller hvad? For så er der godt nok noget, jeg er gået glip af.

Abbey + træning + Liam = Fucking. Awkward. Situations. That. I. Really. Would. Like. To. Avoid.

Jeg lå længe I mine egne tanker, da det ringede på døren ude fra entréen af. Med endnu en gryntende lys som før rejste jeg mig fra sengen, så jeg kunne gå ud og lukke Perrie ind, der nok stod nede på gaden og så nuttet ud. Den blonde ting, jeg virkelig fik dårligt selvværd af at være sammen med – for hun var også smuk.

”Skatteeeeeeeeeeer!” sagde jeg med en overdrevet snobbet stemme, da jeg kunne høre hende komme op af trapperne. Hendes grin gav ekko gennem hele opgangen, før hun kom helt op til mig og kunne give mig et kram. Så venlig som jeg var, gjorde jeg rent faktisk plads til, at hun kunne komme indenfor og alt muligt. Gavmild og det hele, du ve’.

”Uh du er rigtig sød i dag, Abbey. Inviterer mig over og sådan, det er da en sjældenhed,” jokede hun, og jeg rystede på hovedet af hende, før jeg barnligt rakte tunge af hende.

”Jeg ved det, jeg ved det, tak! Har du en test med?” jeg prøvede at få det ind i vores drilleri på en tilfældig, flydende måde, men det var en stor big fail. Perrie blev nemlig straks mere seriøst og kiggede lidt på mig, før hun begyndte at rode rundt i sin taske samtidig med, hun gik ind i stuen og slog sig ned i sofaen.

”..Har du ikke fået din menstruation endnu?” Perrie tøvede, før hun kom ud med spørgsmålet, hvilket var forståeligt nok. Jeg havde ikke lyst til at svare. Mest af alt havde jeg en utrolig stor trang til at blive opslugt af små grønne mars-mænd, der bortførte mig med deres ufo. Selvom det nok ville være rimelig underligt, og ufoen højst sandsynligt ikke rigtig ville kunne komme ind i min lejlighed. Ikke svare, ikke svare, ikke svare… Snak uden om, snak uden om, snak uden om, snak ud..-

”Nej,”

-..en om. Nej flot, man skulle nødig lytte til det, som ens hjerne fortalte en. For helved da også.

”Fuck.. Du er på røven, hvis du er gravid, Ab..” mumlede hun, før hun kastede en aflang æske hen mod mig, hvor der udenpå med store bogstaver stod ’GRAVIDITETSTEST’. Selvom jeg desperat prøvede på at gribe den, gik det ufatteligt dårligt, og jeg endte med at få den smasket lige i fjæset.

”Great. Tak Perrie,” sagde jeg og smilede ironisk, hvilket hun i hvert fald ikke gengældte. Hvis ikke jeg tog meget fejl, var hun nærmere mere nervøs, end jeg var. Shit. Sådan havde det også været med mig, altid – jeg var altid mere nervøs, end andre mennesker var for dem selv. Kærlig var mit mellemnavn, yeah.

”Så lidt skatter. Jeg ved godt, at det er et hurtigt visit, men jeg bliver virkelig nødt til at smutte. Min mor ringede for kort tid siden, og jeg kom til at sige ja til en cafétur,” hun himlede lidt med øjnene, men hendes smil afslørede, at det ikke var helt så slemt alligevel.

”Dejligt.. Så tror jeg bare, at jeg bliver her..-” jeg kiggede ned på pakken med testen i, ”- og tjekker, om jeg har en unge i maven,” jeg jokede med det, selvom jeg faktisk var skide bange. Det var lige før, at jeg rystede af skræk, for hvad fanden ville jeg gøre, hvis jeg var gravid? Man kunne ikke få en abort uden forældrenes tilladelse, eller hvad fuck det hedder, medmindre man var 18. Det var jeg ikke, hvis I var i tvivl. Fucking fuck my life.

”Vi ses,” hun gav mig et hurtigt kram.

”Ja okay.. Hils din mor fra mig,” svarede jeg, da det gik op for mig, hvad jeg egentlig havde sagt, ”ved nærmere eftertanke, ikke? Så bare glem, at jeg sagde det, tak. See ya!” sagde jeg hurtigt, før jeg lavede sådan et sejt tegn med pegefingeren og fuckfingeren, oppe fra hovedet af. I ved ligesom soldater eller sådan noget.

Og så smækkede døren i, og Perrie havde garanteret ikke engang set mit alt for seje håndtegn, som jeg var skide stolt af. Snøft, det var satme hårde tider. Og mine tanker slap virkelig løs, fordi jeg med alle mine kræfter prøvede at undgå, at jeg skulle tage den lortetest. Og for om muligt at udskyde det endnu mere, tog jeg fat i min mobil og gik ind under kontakter og ringede op.

”Hej søde,” Liams glade stemme lød, og jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Det var faktisk pisse irriterende, det skete, hver gang jeg hørte hans stemme. Magen til pisse sød dreng, altså.

”Hej Payne. Du.. Jeg tænkte lidt på den der fitness aftale, ikke? Kan vi tage den en anden dag?” jeg bed mig i læben, da jeg havde sagt det og håbede inderligt på, at han ikke ville sætte spørgsmålstegn ved det, men bare ville sige okay eller noget i den stil.

”Det kan vi da godt finde ud af.. Hvorfor?” okay, selvfølgelig ville han ikke bare det. Damn også. Jeg gennemsøgte min hjerne for svar, men det virkede som om, at den havde valgt at falde i søvn, når jeg mest havde brug for den. For helved da fucking også. Jeg bandede for meget, det skulle der arbejdes på.

”Jeg skal gøre hovedrent,” virkelig, Abbey, virkelig? Var det det eneste, du kunne finde på af alle de tanker, der normalt cirkulere rundt i dit hoved? Jesus christ, jeg kunne have slået mig selv virkelig, virkelig hårdt, men det lod heldigvis ikke til, at Liam bed mærke i det.

”Eh fair nok så. Skal jeg hjælpe dig? Jeg er trods alt nedenunder, hvis det er?” han lød håbefuld et øjeblik, men jeg knuste hans hjerte. Okay, nej, men jeg var en lyseslukker, for han skulle jo ikke lige vide, at jeg rent faktisk slet ikke skulle gøre rent. Faktisk skulle jeg jo bare slappe af og være mig selv, hvis jeg ellers kunne det, når testen havde givet mig svar.

”Nej tak, jeg er for det første ikke sjov, når jeg gør rent. og for det andet skal det da være en overraskelse. Så kan du blive imponeret over mine skills til at gøre rent. Men jeg bliver nødt til at smutte, ses!” jeg lagde hurtigt på, før han kunne nå at sige noget.

Med en holdning om at skulle i krig, vendte jeg mig om mod testen, der lå og stirrede på mig medet ondt blik, der næsten skræmte mig helt væk. Til sidst tog jeg mig sammen, tog pakken i hånden og gik ud på badeværelset, hvor gulvet i øvrigt var beroligende koldt. Og ja, beroligende, det lød underligt.

Med lidt for nervøse bevægelser åbnede jeg pakken op og tog selve testen ud. Den så ikke særlig skræmmende ud, men jeg var blank med hensyn til, hvordan fanden man skulle bruge den. Og der var det så, at brugsanvisningen kom mig til gode og reddede mig.

”Stik spidsen af testen op i urinrøret..” gud, hvor lød det gustent, hvis jeg skulle være helt ærlig. Med rynket pande læste jeg videre, indtil jeg havde helt fat på, hvordan man gjorde. Men ad. Jeg kunne ikke slippe tanken om, at det altså lød riiiiiimelig ulækkert.

Jeg gjorde som testen fortalte mig, at jeg skulle, så jeg var dygtig. Jeg var ellers aldrig god til at følge instrukser, men der var noget der sagde mig, at det nok ville være en meget god idé at gøre det, i det her tilfælde.

De næste to minutter var nok de længste i mit liv. Ligeså snart jeg havde taget testen, var jeg nærmest flygtet fra badeværelset, selvom jeg skulle vente på, at svaret ville komme. Men jeg havde virkelig, virkelig ikke lyst til at vide, om den viste positiv eller negativ.

Jeg bevægede mig hen mod køleskabet, for jeg vidste, at det kunne muntre mig op med alle de gode sager, som det indeholdte. Jeg hev noget pesto frem fra det, før jeg lukkede køleskabet i igen. Så vendte jeg mig om mod den skuffe, der indeholdte brød og hev en pose op. Sidst men ikke mindst gik jeg hen til køkkenbordet, hvor der stod tomater sammenmed andre ting, som for eksempel æbler og bananer.

Abbeys køkkenskills gik officielt i aktion: jeg skar to skiver af brødet, før jeg åbnede for pestoen og smurte det på med en kniv. Derefter tog jeg fat i to tomater, som jeg – meget mislykkedes – skar i skiver og lagde ovenpå brødet. Det, der så var tilbage, var, at jeg havde tomat overalt på fingrene og også på bordet for den sags skyld.

Og der var gået meget mere end to minutter, da jeg satte tænderne i min overdrevet lækre mad, men det gjorde mig ikke noget, at der gik mere tid. Før jeg skulle se, om jeg havde et fucking levende væsen i mig. Eller bare.. kaldte man det et levende væsen, hvis det var så lille? Forget it.

Jeg nød det minut, jeg brugte på at spise min overlækre mad (I skal prøve den!!!), før det gik op for mig, at jeg nok ikke burde trække tiden mere ud, end jeg havde gjort, så jeg sank maden. Jeg havde aldrig følt mig så ynkelig og i øvrigt bange for et badeværelse, som jeg gjorde nu.

Som var jeg med i en gyserfilm, listede jeg hen til vasken, hvor testen lå. Mine hænder fucking rystede, da samlede den op, og det var ikke normalt for mig – det var dog heller ikke normalt for mig, at jeg måske var gravid. Verden var ikke fucking normal mod mig mere, okay?!

Jeg stod med testen i hånden, men mit blik var i hvert fald ikke rettet i mod den på nogen måde overhovedet. Jeg prøvede at kontrollere min vejrtrækning, og det gjorde jeg åbenbart ved at kigge mig selv i spejlet og tjekke, om min makeup var lagt okay. Så gav jeg mig selv en mental lussing, så jeg langsomt løsnede blikket fra mig selv og spejlet. Langsommere end nogensinde før, lod jeg mit blik bevæge sig ned mod testen. Jeg fik endelig kigget helt på den og rynkede lidt på panden. Og så skreg jeg.

 

                                                                                                       ***

 

Min telefon ringede for 117 gang, men jeg kiggede ikke engang på den. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var Liam, for han havde ringet, siden jeg var kommet til at skrige højt ude på mit badeværelse. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle skrige så højt – eller skrige overhovedet, men det kom jeg til, og Liam havde hørt det, fordi at der var så lydt i den her lortelejlighed.

Jeg havde lyst til at forbande mig selv langt væk med en bøtte is eller en vodka. Ved nærmere eftertanke ville jeg nok vælge vodkaen frem for isen.

Fucking hell. Jeg var gravid. Jeg var gravid, og det var ikke sket med min gode vilje. Faktisk var det slet ikke med min gode vilje, at jeg kneppede med ham fyren. Til mit forsvar havde han proppet noget i min drink! Så måtte jeg da være undsky… Nej, jeg var ikke undskyldt. Så kunne jeg bare være mere påpasselig. Fanden tage mig selv, hvis jeg skulle være helt ærlig.

Da endnu en, udover de fyrre andre sms’er tikkede ind, valgte jeg at samle min mobil op fra bordet og kigge mine sms’er igen. Det var ikke engang en overdrivelse, at der var fyrre sms’er; der var uden pis 36 – kun fra Liam – så jeg tog faktisk ikke helt fejl omkring det.

Jeg fik næsten helt dårlig samvittighed, da jeg læste beskederne, for han var altså bekymret og spurgte, om der var sket noget, om han skulle komme op, om der var noget, han kunne hjælpe med og så videre. Selvom mit humør var ufatteligt dårligt, gav han mig den sædvanlige varme, der altid kom, når tingene havde noget med ham at gøre. Alligevel valgte jeg ikke at svare ham, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle svare.

 

                                                                                                     ***

 

Der var gået lige præcis en uge, siden jeg fandt ud af, at jeg var gravid, og jeg var stadig nede i kulkælderen. Jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre, for jeg havde bestemt ikke lyst til at fortælle det til min mor. Jeg turde virkelig ikke tænke på, hvad hun ville tænke om mig, hvis jeg sagde det, og det var lige præcis af den grund, at jeg ikke fortalte hende noget.

Det var indtil videre også lykkedes mig at undgå Liam fuldstændig i ugen, der var passeret, men det havde også kun været med nød og næppe, at det var blevet gennemført. Jeg vidste egentlig ikke helt, hvorfor det var, jeg undgik ham, og alligevel gjorde jeg.

Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle det, for jeg var bange for hans reaktion på det. Jeg var bange for, at han ville blive sur og skride, og så droppe venskabet – eller hvad det var – med mig, og det havde jeg virkelig, virkelig ikke lyst til. Og som det største af det hele, var jeg bange for, at han ville tro dårligt om mig – tro, at jeg var en eller anden slutty person, der bare kneppede til højre og venstre, når jeg var fuld, for det var jeg ikke!

En af dagene havde jeg været ude for at gå en tur og få afklaret mine tanker lidt, nej det lykkedes ikke, og da jeg så skulle hjem igen og var på vej op af trapperne, havde jeg hørt Liam komme ind af opgangen. Og ja, jeg havde hørt ham, for han havde gang i en ivrig samtale med en person, der næsten uden tvivl måtte have været Niall, for personen havde en irsk accent.

Tilbage til virkeligheden – jeg havde netop været nede og købe ind og var nu på vej hen til min hoveddør. Jeg havde trukket hætten på min sorte trøje over hovedet, og jeg havde nogle grimme, grønne joggingbukser på. Men der var heller ikke nogen, der skulle se mig, så hvorfor fanden skulle jeg gå op i det?

Anyway, jeg låste hurtigt mig selv indenfor på en meget speciel måde, fordi jeg havde så mange poser, der i øvrigt var ufatteligt tunge, at slæbe på. Men ind kom jeg, og jeg gik med anstrengte skridt op af mine trapper, der lige pludselig synes at virke uendelige. Det havde måske også noget at gøre med, at mine skuldre var ved at blive revet af led.

Da jeg kom op til min egen dør, valgte jeg at stille en af de tre poser fra mig, før jeg låste op og gik ind med de to andre, imens døren ud til opgangen stod åben. Det var ikke lige fordi, at jeg regnede med, at der ville komme en mars-mand og voldtage mig i sin Ufo, vel?

Og bedst som jeg havde tænkt min tankefærdig, kom der en rummand gående ind af døren ude fra opgangen af. Og lige som jeg ikke troede, at det kunne blive værre, gik det op for mig, at jeg kendte den rummand. Rummanden havde nemlig det flotte navn, Liam Payne. Okay flygt.

”Går du tit ind hos andre mennesker, når ikke de har sagt god for det?” spurgte jeg flabet og satte begge hænderne i siden. Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede undrende på mig.

”Hvad er der galt, Abbey?” spurgte han så med så rolig en stemme, at jeg fik lyst til at løbe skrigende bort. I stedet gik jeg lige forbi ham ud til opgangen, hvor den ene pose stadig stod og ventede på at komme ind. Stakkels pose, jeg havde nær glemt den derude.

”Hvad mener du? Der er ikke noget galt? Skulle der være noget galt? Hvorfor tror du, at der er noget galt? Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor der skulle være noget galt. Jeg mener.. der er virkelig ikke noget galt..” jeg afbrød min egen talestrøm, da det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig ville afsløre mig selv så. Eller hvor meget jeg egentlig havde afsløret mig selv. ”Okay alt i alt Liam, så har jeg virkelig ikke tid til at have dig rendende. Jeg har.. ting, jeg skal nå,” endte jeg så med at sige, før jeg rettede mig op.

”Okay.. Må jeg låne toilettet?” spurgte han i stedet, så jeg kiggede på ham med et forbavset udtryk. Og det gjorde jeg åbenbart så længe, at han droppede at vente på svar og i stedet for bare gik lige forbi mig og ud på toilettet. Fedt nok, jeg var mundlam. Jeg troede, at hun skulle til at vride og dreje mig for at få svar, men nej.

Jeg skulle lige til at pakke tingene ud fra posen og stille dem ind i køleskabet, da jeg pludselig kunne høre badeværelsesdøren blive knaldet op med ufattelig meget kraft, før Liam nærmest trampede igennem hele lejligheden.

”HVAD FANDEN SKAL DET HER FORESTILLE, ABBEY?” råbte han af mig, så jeg overrasket trådte et skridt tilbage. Jeg vidste seriøst ikke, at Liam kunne være så sur – eller bare lyde så sur, og jeg blev faktisk direkte bange for ham. Okay nej, for han ville aldrig gøre noget mod mig, men det var skræmmende. Han kunne råbe højere end forventet.

Og så gik det op for mig, hvad det var, han råbte af, og hvad han stod med i hånden, og mine øjne blev seriøst lige så store som tekopper, hvis ikke de blev større. Selvfølgelig havde jeg været dum nok til at lade testen ligge derude, og jeg havde ikke tænkt på at fjerne den, selvom det var en uge siden, at jeg havde taget den.

”Liam det er.. ikke, som det ser ud som…” begyndte jeg, men tav, da jeg faktisk var klog nok til at regne ud, at der ikke ville komme noget godt ud af det, for så hang jeg på en forklaring, som jeg ikke havde. Blondie var vågen i dag.

”Det er lige præcis sådan, som det ser ud som,” han bed tænderne hårdt sammen, før han bogstaveligtalt smed testen på gulvet foran mig. Så vendte han om og forsvandt med hurtigt tempo ud af min dør, han smækkede hårdt i efter sig, så det nok gav genlyd i hele opgangen.

Jeg stod og stirrede dumt efter ham, lige ind i døren, som om jeg forventede, at han ville komme tilbage og være den glade Liam og sige, at han nok skulle hjælpe mig, men det skete af gode grunde ikke. Hvorfor fanden skulle jeg altid rode mig ud i sådan nogle situationer? Jeg sank en enkelt gang, da jeg mærkede tårerne presse på. 

                                                                                                                                                           

Hej mennesker!

Først og fremmest vil jeg virkelig, virkelig undskylde for, at jeg ikke har publiceret siden i søndags, det ligner ikke mig, og jeg ved ikke, hvordan tiden pludselig gik. Så undskyld ventetiden :( Jeg har bare haft travlt - og har det stadig. Burde have skrevet skoleopgave, men valgte at fikse et kapitel i stedet. 

Dernæst vil jeg gerne lige bede jer om at gøre mig en tjeneste; er der ikke nogen af jer, der virkelig har lyst til at tjekke min Justin Bieber historie ud? Den er med i konkurrencen, og det ville betyde UTROLIG meget. Krydser fingre for, at I vil.

Og til sidst vil jeg bare sige WOW. 97 likes og over 135 favoritlister - kan det blive bedre? Jeg tror ikke, at I drømmer om, hvor meget det betyder for mig! Ville være super fedt med de sidste 3 likes til 100 - så flipper jeg seriøst ud. tak! 

Men hvad synes I? Hvorfor tror I egentlig, at Liam reagerer som han gør? - Og hvad synes I egentlig om, at Abbey sku er blevet gravid? Btw wuhuu, nu går vi rigtigt igang! Glæder mig :D 

Det var vidst det. 

//Mirah xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...