★Troubled Soul | One Direction | ★ 13+

Konsekvenserne af at farve sit hår, knalde med en fyr og få en kæreste er ikke helt, som 16 årige Abbey lige havde regnet med. Det bringer både gode og dårlige ting med sig, så som sjov, en romantisk ferie, skræmmende problemer, forbudt kærlighed og meget mere. Hun har aldrig haft en synderligt stort problem med at have en lidt forskruet far, men dette skal hurtigt ændre sig. OBS vil gerne have, at emnerne evt. bliver taget en smule alvorligt, da det halvt om halvt er lidt personligt for mig at skrive om, fordi det sker rimelig tæt på mit liv lige nu, derfor er der også en del af det, som er taget ud fra livet, dog så med lidt fiktion blandet ind over.

376Likes
436Kommentarer
38132Visninger
AA

3. New house and need of sugar

 

Jeg sad og beundrede min nye hårfarve i spejlet. Jeg var selv blevet godt tilfreds med farven, så faktisk smilede jeg lidt for stort til mig selv. Tandpastasmil. Pludselig hørte jeg et snøft henne fra døren af, og jeg vendte mig forskrækket om mod min mor, som stod med tåre ned af kinderne.

”Hvad er der, mor?” jeg havde hurtigt rejst mig og var henne ved hende. Hun kiggede lidt på mig, før hun løftede sin spinkle hånd og lod en hår glide igennem mit hår.

”Det er flot..” mumlede hun. ”Mor!” afbrød jeg, så jeg var sikker på, at hun ville sige det. Hun sank en gang.

”Jeg snakkede med din far.. Ken viste, hvordan jeg skulle optage det imens, så jeg ved ikke, om du har lyst til at høre optagelsen?” hun kiggede lidt på mig, og jeg nikkede ivrigt. Så fandt hun sin slidte sølvgrå mobil frem og kort efter, kunne jeg høre starten af optagelsen. Jeg citerer:

Mor: ”Jeg har givet din datter en fødselsdagsgave,”

Far: ”Jaså.. Hvad går denne ’gave’ så ud på?”

Mor: ”Jeg har farvet hendes hår, og det er sådan, det er,”

Far: ”Det har du kraftedme ikke gjort! Du ved godt, at jeg ikke vil have, at hun farver hår! Jeg slår dig satme ihjel!”

Så blev der lagt på. Jeg følte mig helt forstenet i et par sekunder, før jeg kiggede op mod min mor, som stadig havde helt våde øjne. Hvad fanden var der galt med ham? Fordi jeg havde farvet mit hår en enkelt gang, betød det jo ikke, at jeg ville falde død om lige pludselig, vel?

”Hvad fanden er der..” jeg nåede ikke at afslutte min sætning, før min mobil ringede inde fra værelset af. Med et irriteret blik rejste jeg mig og gik hurtigt ind på værelset for at samle den lyserøde iPhone op. Ja, jeg ved, hvad I tænker; lyserød? Men ja, for jeg var sej nok til at have en lyserød! Kontakten ’Far’ lyste op på skærmen og efter lang tids tøven, tog jeg den med rystende hænder op til øret.

”Hallo?” sagde jeg usikkert, men han nåede knap nok at høre, hvad jeg sagde.

”HVAD FANDEN HAR DU HAFT GANG I? HVORFOR FANDEN FARVER DU DIT HÅR, NÅR DU VED, AT JEG IKKE VIL HAVE DET?!” skreg han ind i telefonen, så jeg blev nødt til at fjerne den fra øret og holde den mindst 10 cm væk. Da jeg kunne høre, at han var ved at have brokket sig færdigt, tog jeg igen mobilen ind til øret.

”Farveeeeeel,” sagde jeg flabet, før jeg smækkede røret på. Jeg vidste, at han hadede det, og derfor fortjente han det også. Jeg ville personligt sige, at jeg havde fundet mig i en masse fra hans side af; jeg måtte ikke få øreringe (det fik jeg dog to af), nul kærester, nul barbering af ben og nul hårfarvning. Selvfølgelig barberede jeg mine ben, alt andet ville være lidt for.. ulækkert. Lidt.

Jeg gik en besked kort efter, da jeg lod mig dumpe ned i sofaen sammen med min mor: ”Du kan bare blive hos din mor, jeg gider ikke se dig. Ellers klipper jeg dig kraftedme skaldet!” stod der på sms’en, og jeg viste den hurtigt til min mor. Det eneste, der var pisse klamt ved det var, at han udmærket var klar over, at min mor ikke boede inde i London, men boede en times kørsel væk sammen med hendes kæreste. Og problemet var jo så, at min far boede i London, og det var der, jeg havde alle mine ting, det kunne jeg jo ikke flytte fra.

”Hvad gør vi?” mumlede jeg til min mor. Jeg var sikker på, at jeg i den grad ikke skulle tilbage til min far, for han var et svin. Et stort, klamt, beskidt et af slagsen!

”Jeg har jo lejligheden inde i London.. Sofie er der jo ikke mere, hun er jo i princippet flyttet ind til Dan,” min mor kiggede på mig med et overvejende blik. Okay, lige så I ved det: Ken er min mors kæreste og Dan er Sofies kæreste. Og Sofie er min storesøster. Godt så, så er I med.

”Må jeg flytte ind i den!” røg det ud af mig, nok en anelse for ivrigt, men helt ærligt? Det ville jo være for fedt, ville det ikke? Min mor tøvede lidt, før hun nikkede langsomt. Jeg kunne ikke undgå at smile lidt for meget, men jeg glædede mig allerede til at skulle bo der alene. Så var jeg sikker på, at min mor ville give mig et kort, som hun kunne sætte penge ind på. Ja, altså, så jeg havde penge til at leve for!

”Ja.. Det bliver du vel nødt til, for du skal ikke tilbage til den stodder. Ikke når han truer os begge to med helt latterlige ting! Jeg mener helt ærligt, det er en fucking hårfarve!” udbrød hun. Og hey, hvis I ikke har opdaget det, så er min mor meget… ung i sproget. Det var faktisk rimelig rart, for jeg kunne stort set snakke med hende, som jeg normalt ville snakke.

”Okay.. Men mor.. så er det i dag, jeg skal derind er det ikke? Senere? Jeg skulle jo have taget toget hjem til far om en halv time,” jeg kiggede undersøgende på hende, og hun nikkede. ”Ja, det er det. Men Ken kører dig derind. Så kan I også komme forbi din far og hente alle dine ting. Han kommer først hjem sent i dag, ikke?” hun kiggede på mig, og jeg nikkede.

”Jo, klokken tolv.”

 

                                                                                                  ***

 

”Tak for turen, Ken. Jeg kan godt selv tage tingene op,” jeg gav ham et kram, før jeg steg ud af bilen. Okay lige for at I er med, var vi nu i London og havde været ude og hente alle mine ting fra min far af. Jeg åbnede bagagerummet og hev de 230290940 tasker ud, som jeg havde med. Løgn. 7.  

Ken dyttede til mig, da han kørte væk, og jeg vinkede hurtigt igen, før jeg vendte mig om mod den store murstensbygning, hvor jeg nu skulle bo. Med alle mine tasker placeret på skuldre og ryg, fik jeg besværligt fisket mine nøgler frem, som jeg satte i låsen nede på gaden. Jeg gik hen mod trapperne og tog det første skridt op, da jeg allerede tabte taskerne en gang. Frustreret tog jeg fat i din igen, hvilket resulterede i, at den hev nogle af de andre tasker ’med’ sig, og jeg faldt nærmest over dem og videre ind i.. fuck.

”Wooops, pas du på,” lød en venlig stemme, som greb mig i armene, da jeg var i gang med mit taskestunt. Jeg rettede mig hurtigt op og kiggede ind i nogle helt gyldenbrune øjne. De var egentlig meget pæne, når nu jeg tænkte over det. Og det gjorde jeg ikke. Lidt måske. Kun en lille bitte, bitte, bitte smule!

”Tak,” sagde jeg akavet og rakte hånden frem mod ham. ”Abbey.. Lewis,” præsenterede jeg hurtigt, og han smilede venligt og tog min hånd.

”Liam,” sagde han, og jeg rynkede på panden. ”Liam hvad?” spurgte jeg og blev helt overrasket over det overraskede blik, han sendte mig. Åh gud, to overraskede grise på tur. What the fuck, stop..

”Payne, undskyld,” han smilede lidt, før han skævede til taskerne, ”skal jeg hjælpe med at bære dem op?” spurgte han og uden svar tog han fat i 4 tasker og begyndte med lethed at gå op af trappen. Og det er så der, hvor normale, yndige piger ville protestere og sige, at de sagtens kunne selv, men hell no! Man kan sku altid udnytte, at man får tilbudt hjælp.

”Du ved ikke engang, hvad sal jeg bor på,” påpegede jeg, da jeg endelig fik taget mig sammen og samlet de tre resterende tasker op fra gulvet. Med hurtige spring som et firben (kan de springe?), kom jeg helt op bag ham. Det der kan overhovedet ikke misforstås, men lidt. Altså, det giver ingen mening, men det kan det, fordi det bare lyder forkert på en eller anden måde.

Jeg mener, det lyder bare som om..

”Abbey?”

.. at vi laver noget forkert. Men vi går bare op af en trappe, så det er vel egentlig fint nok!

”Ja, hvad sagde du?” jeg løsrev mig hurtigt fra mine lidt for underlige tanker og stoppede og lige tidsnok til ikke at støde frontalt ind i Liams bagside. Eh. Ryg?

”Jeg spurgte hvilken sal, du bor på?” gentog han venligt, og jeg kiggede op på ham. Han smilede lidt og kiggede afventende på mig, så jeg bed mig lidt i læben. Tanken om, at han var en af dem, som jeg skulle bo i samme bygning som, var meget hyggelig. Han virkede meget flink og faktisk også rimelig bekendt.

”3 sal,” fik jeg så svaret, og han nikkede lidt, før han tog den sidste trappe op til salen.

”Move lidt, så jeg kan låse op,” jeg grinede lidt af min egen måde at sige det på, og det var jeg ikke ene om, for Liam grinte hurtigt med mig, før han gav mig plads til det. Jeg fumlede lidt med nøglen til låsen, men det lykkedes mig dog i sidste ende. Jeg væltede nærmest ind i lejligheden, da jeg havde været dum nok til at læne mig halvt op af døren. Underlig forklaring, ja.

Jeg gik direkte ind i lejligheden uden at tænke over, om Liam var med og smed hurtigt taskerne midt inde i stuen, midt på gulvet. Der gik ikke lang tid, før der lød et bump ved siden af mig, og jeg så, at Liam havde fuldt mit eksempel.

Og så gik min superhurtige hjerne i gang.

”LIAM! Der er min computer i!” udbrød jeg forarget og faldt på knæ foran den pinke taske, som Liam lige havde lagt der. Jeg åbnede den hurtigt og tog computeren frem. Dyb indånding – den levede.

”Hov. Ej, det må du undskylde, det vidste jeg ikke!” han sendte mig et undskyldende smil, og jeg smilede beroligende til ham, før jeg satte computeren ovenpå tasken.

Jeg sukkede en enkelt gang, før jeg rejste mig fra gulvet, som jeg sad på. Liam havde slået sig ned på sofaen, der stod skråt overfor mig, og jeg dumpede ned ved siden af ham med et endnu større suk. Payne var faktisk overraskende ikke-akavet at være sammen med, og det gjorde det hele mere behageligt.

”Bor du så også her? Altså, i bygningen?” jeg drejede mit hoved over mod ham og fangede hurtigt hans blik. Han nikkede lidt. ”Ja. Lige under dig faktisk,” han smilede stort, og jeg kunne ikke lade være med at gengælde det, før min mave knurrede ufatteligt meget. Jeg havde heller ikke spist siden morgenmaden, så jeg forstod egentlig godt mig selv, hvis jeg skulle være ærlig.

”Er du sulten?” grinede han og kiggede på mig, så jeg ikke selv kunne lade være med at grine. Hans grin smittede virkelig meget, det var ekstremt sødt.

”Også i den grad. Jeg går ud og ser, hvad der er i køleskabet. Min søster har boet her indtil nu, så der burde altså være et eller andet!” jeg rejste mig med et grin og fes lynhurtigt ud i køkkenet og rev køleskabet op. Synet af en pizzabakke mødte mig, og jeg hev den hurtigt ud af køleskabet. Da jeg vendte mig om, var jeg lige ved at få et hjertestop, fordi jeg nærmest stødte direkte ind i Liam.

”For helved også dreng! Er du ude på at give mig et hjertestop?!” udbrød jeg hurtigt, men jeg kunne ikke holde at grin inde, da jeg så Liams forskrækkede ansigt.

”Chill Abbey. Jeg vil bare lige sige, at jeg går ned nu. Du kan jo altid komme ned, hvis der er noget, ikke?” han smilede venligt til mig, og jeg endte med kun at nikke, da min mund var proppet med et nyt stykke pizza.

”Det var hyggeligt at møde dig, Liam!” mumlede jeg ucharmerende, og han grinede.

”Ehm.. Du.. Vil du ned til aftensmad i morgen? Jeg kan godt lave mad!” tilføjede han lidt for hurtigt. Jeg var lige ved at få pizzaen galt i halsen, hvis ikke det var fordi, at jeg brugte mine ultra nice synkeevner, og det gjorde jeg i den grad!

”Okay,” jeg nikkede opmuntrende til ham. Mental highfive. Seriøst, hvor ligeglad kunne jeg lige lyde? Gosh! Jeg stod tilbage for mig selv, da jeg hørte døren smække i. Damn, han var nu ellers meget flink at være sammen med.

Jeg begav mig til at pakke en lille smule ud, da jeg havde fortæret pizzaen hurtigere end lynets hast. Jeg slæbte taskerne ind på det store værelse, hvor en stor hvid dobbeltseng stod midt i det hele. Hurtigt tømte jeg taskerne for alt indholdet, og lagde det forskellige steder hen: tøjet i skabet, hvor der kun var en smule i forvejen. Min computer, oplader, mobiloplader røg hen ovenpå skrivebordet. Makeup, hårbørste, tandbørste, shampoo, balsam, cremer, bodylotion, skrabere (man skal jo barbere sig.. forskellige steder, ikke?), glattejern – you get it. Mine skønhedsting satte jeg ligeså fint ud på badeværelset.

Da jeg efterfølgende smed mig på sofaen meldte trangen til kage sig ufatteligt meget, og jeg var næsten lige så hurtigt oppe af den, som jeg var kommet ned i den. Jeg ville bage kage, for så kreativ var jeg nemlig! Jeg elskede at bage, og jeg gjorde det også rimelig tit hjemme hos min far. Rettelse: da jeg boede hjemme hos min far. Det ville blive underligt at vænne sig til.

Jeg luntede roligt ud i køkkenet, hvor jeg begyndte at bruge min indre huskeliste til chokoladekage. Æg? Tjek. Bagepulver? Tjek. Smør? Tjek. Sukker? Tj.. VENT HVAD? Hvem fanden i fucking helved ville have en lejlighed, hvor de ikke havde noget sukker i? Jeg rodede frustreret rundt i skabene efter sukkeret, men det var der ikke. Det var der ganske enkelt ikke. Hvordan kunne jeg kalde min søster for søster, når hun ikke havde noget sukker? Eller.. altså hun var her aldrig.. Lidt undskyldt var hun vel egentlig.

Jeg var lige ved at blive deprimeret over, at jeg ikke manglede sukker til min kage, da en fiks idé slog mig. Havde Liam ikke sagt, at han boede lige under mig? Jo, det havde han altså.

Uden at kigge mig i spejlet tog jeg fat i mine nøgler, som lå på spisebordet i køkkenet og gik gennem lejligheden. Jeg valgte ikke at tage nogen sko på, da jeg ikke engang skulle ud på gaden. Jeg smækkede døren bag mig og løb elegant som en elefant (don’t ask) ned af trapperne. Da jeg stod ude foran bankede jeg hurtigt på døren.

Jeg fortrød måske en lille smule, at jeg gjorde det. Jeg mener helt ærligt, jeg virkede helt desperat eller sådan noget i den stil, og jeg havde i øvrigt først lige mødt fyren. Gad vide hvor gammel han egentlig var?

”Ehm.. Hallo, Abbey?” Liams stemme nåede ind til mig. Åh nej, havde han snakket til mig? Akavet nok alligevel.

”Eh.. Hej Liam. Jeg tænkte lige på.. altså.. jeg ville bage en kage, men jeg har ikke noget sukker, og du er sådan lidt den eneste, jeg kender.. Okay, har du noget sukker?” jeg besluttede mig for bare at gå direkte til sagen, og Liam grinede lidt.

”Det er godt med dig, du kunne bare ikke holde dig væk, vel?” han blinkede en enkelt gang, før han trådte til side og gjorde tegn til, at jeg bare kunne komme indenfor. Jeg spurgte altså bare om sukker, ikke om at komme indenfor. – ikke, at det gjorde noget selvfølgelig.

Jeg tog mig god tid til at kigge rundt i hans lejlighed, lige indtil jeg så, at han var ved at forsvinde ud fra mit synsfelt. Så fløj jeg nærmest efter ham, for nej tak, om jeg skulle fare vild i hans lejlighed! Og ja; jeg er dårlig til geografi.. Ikke fordi det er helt det samme, men det med stedsans.. nej, vel?

”Jeg har sukker.. men ikke særlig meget,” påpegede han og holdt en næsten tom pose frem foran mig, og jeg rystede på hovedet. Han virkede absolut ikke som en, der var vant til at bage. Okay, der var faktisk nok, men alligevel? Jeg kunne godt lige udnytte hans ikkeeksisterende viden og få ham til at føle sig dum.

”Okay sorry, Liam. Jeg må seriøst prøve den der sofa!” udbrød jeg, da vi gik igennem huset, og jeg fik øje på en kæmpe stor beigefarvet sofa. Den så virkelig, virkelig komfortabel ud, og når jeg ser komfortable ting, kan jeg virkelig ikke styre mig.

Jeg spænede ind i stuen og smed mig i sofaen, der var langt bedre end forventet. Der gik ikke lang tid, før jeg hørte en dæmpet latter ved siden af mig, og derefter kunne jeg mærke sofaen, der sænkede sig lidt, da han satte sig.

”Hvad er klokken?” akavet Abbey, akavet! Værre var det så heller ikke, for jeg var nysgerrig. Liam smilede lidt, før han fiskede sin iPhone – jeg påpeger sort iPhone 5 – frem fra lommen.

”Lidt i ni,” fastslog han så, og jeg kiggede overrasket på ham. Tiden var godt nok gået hurtigt, men jeg havde på den anden side også brugt tid på at finde mig tilrette i den lejlighed, hvor jeg tydeligvis skulle bo et godt stykke tid. Det mindede mig om, at min far slet ikke havde kontaktet mig, på trods af, at han ikke anede, hvor jeg var. Det beviste godt nok, hvor meget han elskede mig!

”Okay.. Hvor gammel er du egentlig?” jeg kiggede genert på ham, men nåede heldigvis at sænke blikket, før han fik det fanget. Det var heldigt, for jeg havde en fornemmelse af, at jeg eller var kommet til at rødme dybt, og det ville være pinligt!

”Jeg er 19,” han smilede sødt, ”hvad med dig?” han så lidt mere seriøst ud, og jeg bed mig i læben. Det ville være virkelig akavet at sige, at jeg var 16, når jeg lige var flyttet og boede alene. Men det var jo sandheden, og jeg var meget stor tilhænger af sandheden (not), så derfor kiggede jeg op på ham.

”16,” mumlede jeg. Han rynkede på panden.

”16?” gentog han så og lød helt overrasket. Jeg nikkede lidt og undgik omhyggeligt hans blik, selvom det ikke var svært for mig at vide, at han søgte mig.

”Jeg er blevet smidt ud,” sukkede jeg så og blev helt overrasket over mig selv. Hvad ville han dog ikke tænke om mig nu? Jeg ville lyde som en eller anden unge, som mine forældre havde givet op på, og derfor var jeg blevet smidt ud, fordi jeg var så ustyrlig. Det var ikke tilfældet!

”Hvorfor dog det?” han så om muligt endnu mere overrasket ud end før, og for første gang lod jeg hans blik fange mit. Det var ikke så slemt, som jeg lige havde forestillet mig.

”Jeg farvede mit hår. Det var min far ikke så glad for..” og der slog det så klik. Jeg fortale Liam alt om mit forhold til min far, om den ’gave’ min mor havde givet mig, om reaktionen fra min far, og hvordan det var ført hertil. Og han sad bare og lyttede interesseret, imens han blev en anelse mere alvorlig.

”Oh my god. Han lyder altså ikke særlig.. sød?” lød det tøvende fra Liam, og jeg kunne ikke lade være med at grine af ham. Det var godt nok godt spottet af ham. Det var sødt.

”Nu er det din tur. Fortæl noget om dig selv,” opfordrede jeg, og jeg kunne se, at han tænkte sig om et øjeblik, før han trak på skuldrene.

”Altså. Jeg er jo 19 år gammel, det blev jeg her i august. Jeg er med i et band – jeg ved ikke, om du kender det, men det er One Direction..” længere nåede han ikke, før jeg lod en virkelig klam, underlig lyd slippe ud. Jeg lød seriøst som en ko, der var i gang med at blive slagtet eller noget i den stil.

”Vær sød og sige, at jeg ikke har gjort mig til grin op til flere gange foran en verdenskendt person?!” udbrød jeg og lukkede øjnene hårdt i, nærmest for ikke at se sandheden i øjnene. For helved også, så var det derfor, at han virkede så skide bekendt for mig! Liam grinede lidt.

”Okay.. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men den lyd der? Sexet siger jeg dig.” Liam grinede højt, og det fik mig til at slappe af og åbne øjnene endnu engang. Af en eller anden grund, var han, en verdenskendt popsanger, ikke blevet skræmt væk af min akavede personlighed. Endnu..

 

                                                                                                   ***

 

Jeg fulgte ivrigt med i slutningen af ’Far and Away’, som kørte på Liams fjernsyn. Det var endt med, at vi havde siddet og snakket utrolig længe faktisk. Til sidst havde Liam så sat en film på, som jeg havde valgt (stooooolt), og nu var vi så nået til slutningen. Det vil så sige, at jeg var nået til slutningen; Liam var faldet godt og grundigt i søvn ved siden af mig.

Da rulleteksterne begyndte at køre, drejede jeg hovedet hen mod ham, og jeg kunne ikke lade være at smile. Det var virkelig underligt, men jeg havde det allerede som om, at jeg kendte ham virkelig godt; jeg havde fortalt ham alt om min far og andre ting om mit liv, og han havde fortalt en masse om sig selv. Det var endnu mere underligt, at det slet ikke var akavet imellem os på trods af, at han havde fortalt mig, at han var kendt.

Okay, måske havde jeg haft en lidt underlig reaktion i starten, men jeg vil meget gerne høre, hvordan I måske ville have reageret, hvis I pludselig sad i Liam freaking Paynes stue. Det tror jeg ikke, at der er mange, der får lov til.. Ikke for at blære mig (indsæt kæmpe smilesmiley, der blinker sødt).

Jeg strakte mig lidt i sofaen, før jeg lænede mig frem mod sofabordet og tog fat i fjernbetjeningen, så jeg kunne slukke for fjernsynet. Jeg nænnede ikke at vække Liam, så i stedet greb jeg min mobil og trissede forsigtigt ud i køkkenet, hvor jeg fik øje på sukkeret. Med et fnis kiggede jeg lidt rundt, indtil jeg så en blog og en blyant. Jeg gav mig til at skrive, og jeg læser op:

Hey Payne.

Tak for i dag / i går (kommer an på, hvornår du læser det?), det var hyggeligt.

Håber du sover godt, haha.

Vi ses – og for resten har jeg nakket dit sukker!

-          Abbey.

Jeg var faktisk selv godt tilfreds over min egen lille note til ham, og før jeg fik tænkt mig om, tilføjede jeg mit nummer til listen. Det kunne vel ikke skade vel? Desuden kunne han bare lade være med at skrive, hvis han ikke gad have mit nummer. Jeg smilede lidt for mig selv, da jeg med forsigtige og rolige bevægelser listede ned af gangen og hen mod døren. Vildt forsigtigt lukkede jeg døren i efter mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg gik op af trapperne mod min egen lejlighed. Desuden fik jeg sukkeret, som jeg var kommet efter! 

                                                                                                                               

Here you go! Første kapitel ! Hvad synes I om starten? Ville ELSKE kommentarer! 

By the way: 38 favoritlister og 24 likes, og jeg har ikke engang lagt et kapitel ind?! (før nu, selvfølgelig). OH GOD, tak mennesker! Det er ikke lige det, jeg er vant til. Det betyder virkelig meget, i gør mig glad!

Hihi. Nu vil jeg gå i seng og døøøø. Jeg er træt, men kunne ikke holde mig selv fra den her historie, fordi jeg har set så meget frem til at kunne komme igang! 

No more smalltalk. 

Tak!

//Mirah xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...