★Troubled Soul | One Direction | ★ 13+

Konsekvenserne af at farve sit hår, knalde med en fyr og få en kæreste er ikke helt, som 16 årige Abbey lige havde regnet med. Det bringer både gode og dårlige ting med sig, så som sjov, en romantisk ferie, skræmmende problemer, forbudt kærlighed og meget mere. Hun har aldrig haft en synderligt stort problem med at have en lidt forskruet far, men dette skal hurtigt ændre sig. OBS vil gerne have, at emnerne evt. bliver taget en smule alvorligt, da det halvt om halvt er lidt personligt for mig at skrive om, fordi det sker rimelig tæt på mit liv lige nu, derfor er der også en del af det, som er taget ud fra livet, dog så med lidt fiktion blandet ind over.

376Likes
436Kommentarer
38938Visninger
AA

5. Liam freaking sweet Payne

 

”Pas på du ikke rammer gulvet, så bliver jeg desværre nødt til at dræbe dig,” sagde jeg ærligt til Liam, som stod og svingede faretruende med malerpenslen. Ja, I læste rigtigt – vi var i gang med at male væggene i min lejlighed, så det kunne blive lidt pænere, og det gik faktisk rimelig godt. Der var gået omkring to uger, siden jeg var flyttet ind.

”Hentyder du til, at jeg er dårlig med en pensel eller hvad?” han sendte mig for sjov et såret blik, før han grinede og igen rettede penslen mod væggen, hvor malingen rent faktisk skulle på. Jeg grinede af ham og stod og studerede ham lidt, før jeg også selv begyndte at male. Og så mærkede jeg det. Et prik. Lol – det lød underligt.

”Oh no you didn’t!” skreg jeg nærmest ind i hovedet på ham, da jeg vendte mig om mod ham.

”Det ser ellers sådan ud..” Liam kiggede hen på min trøje, hvor der nu var maling på – Liams værk, som han var rigtig overdrevet stolt over. Med en hurtig bevægelse, like a ninja, løftede jeg min egen hånd og ramte Liam lige i hovedet med penslen, så han kiggede forarget på mig. Han var helt hvid på højre kind, og jeg kunne ikke lade være med at grine og række tunge, imens han kiggede på mig.

”Jeg lover dig for, at du kommer til at fortryde det der!” udbrød han, før han dyppede penslen i malingen. Jeg skulle lige spille smart og prøve at flygte fra ham, men han var faktisk klog. Ja, jeg ved godt, at det kom som en overraskelse, men det var han. Han greb fat om mit håndled, imens han fik maling på penslen.

Der var alt for meget skrig i rummet, da Liam tog penslen og – dybt seriøst – lod den glide over mit ansigt og hele vejen ned over min overkrop. MALERKRIG! Eller hvad det hedder. Selvom man er kendt, skal man ikke tro, at man kan svinge penslen på mig. Sounded weird, men ja..

Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg tog min egen pensel og fik ramt ham alle mulige underlige steder. Han så virkelig, virkelig sjov ud, det var helt vildt!

Vi blev ved sådan i et godt stykke tid, indtil både han og jeg var smurt ind i maling fra top til tå. Det var da altid noget, at der var plastik på gulvet, ellers ville jeg da først være en død kvinde, for jeg havde ikke ligefrem evner til at få det væk fra gulvet igen. Jeg kiggede ned af mig selv og først der, gik det op for mig.

”FUCK NO!” udbrød jeg højt, så det gav et sæt i Liam ved siden af mig, før han rynkede på panden og kiggede underligt på mig. ”Hvad er der, Abbey?” spurgte han uforstående, og jeg slog opgivende ud med armene.

”Fucking fuck i fucker lort. Det her er det bedste bukser, jeg har! Eller det var de bedste. Og nu er der så malingen overalt på dem, og jeg kan ikke bruge dem mere. Ligner jeg en, der synes, at det er sjovt?” brokkede jeg mig. Jeg kiggede over på Liam, som stod med et lille smil, han ikke kunne skjule. ”HVORFOR GRINER DU AF MIG?” udbrød jeg højt, så han bare fik endnu sværere ved at holde masken.

Liam lagde hovedet let på skrå. ”Når vi har malet færdig skal vi på shoppingtur,” sagde han så pludselig, og jeg døde. Nej okay det gjorde jeg ikke, men troede han helt seriøst, at jeg var rig eller sådan noget? For så skulle han i hvert fald tro om igen, og det skulle være meget hurtigt.

”Jeg er desværre ikke rig,” mumlede jeg og lod en hånd stryge igennem mit hår. Pis. Det fik jeg så lov til at fortryde. Virkelig meget pis. Nu var der også maling overalt i mit hår, og maling er altså ikke bare lige til at få af. Jeg havde gjort det en gang før, hvor malingen først var ude efter 3-4 uger eller noget i den stil. Oh my. Det orkede jeg bare ikke.

”Jeg har ødelagt dit tøj, jeg giver,” sagde han venligt, og mine øjne var ved at poppe ud af hovedet, samtidig med at mine øre nærmest faldt af, fordi han sagde det.

”Eh.. Så skal jeg skylde dig, og det kan jeg altså ligesom ikke. Af naturlige årsager har jeg ikke så mange penge,” jeg lagde hovedet på skrå, ligesom han også havde gjort det før.

”Stop så. Jeg maler det her færdig, så kan du.. gå i bad eller noget i den stil,” Liam lavede en sær håndbevægelse hen mod mig, så jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet. Jeg skulle til at protestere i mod, at han ville give mig tøj, men så slog det mig, at det var sådan noget de der yndige piger gjorde. Fandme i orden, hvis Liam ville give mig tøj, gratis. Wuhuu, I love my life. Bortset fra, at jeg er blevet smidt ud af min far og sådan, men ellers var det fint. Fint, fint, fint, fint. Min far havde stadig ikke kontaktet mig.

”Siger du, at jeg ikke kan gå ud med malingen over det hele? Hør her, Payne, jeg kan gå derud med maling og starte en trend, det lover jeg dig for,” jokede jeg, før jeg langsomt gik ud af stuen, vi befandt os i. Jeg kunne høre Liam grine af mig, imens jeg hurtigt gik ind på soveværelset for at finde noget tøj, jeg kunne tage på bagefter.

Og det var meget vigtigt. Seriøst, ja. For det første havde jeg ikke lyst til at se dum ud, når jeg gik ude i offentligheden. Ikke fordi folks meninger rør mig, men jeg har da krav til mig selv, hvor dumt det end lød. For det andet var det gået op for mig, at det var en kendt Liam, jeg skulle være sammen med og nej tak til at ligne en omvandrende Zombie, der er genopstået fra de døde!

Jeg fandt hurtigt det tøj, jeg ville tage på bagefter, og der gik ikke meget mere end to minutter, før jeg stod under bruseren og desperat prøvede på at få malingen ud af mit hår – ikke, at det var med succes, for det virkede ikke som om, at det gjorde hverken fra eller til.

For gang nummer 500 tog jeg mere shampoo i håret, hvorefter jeg med vilde bevægelser – overdriv tak – kørte det rundt i håb om, at det ville få resterne af malingen til at forsvinde. Selvfølgelig var der noget, der forsvandt, men det var LANGT fra alt.

Da det gik op for mig, at det ikke ville blive meget bedre, slukkede jeg for bruseren, gik ud på gulvet og tog et håndklæde om mig. Jeg lignede ikke en panda, så det var meget godt. Det var det gode ved, at jeg ikke gad bruge makeup, når jeg bare var hjemme, for så sej var jeg.

Jeg tørrede hurtigt min krop med et håndklæde, imens jeg lod et andet sidde rundt om mit hår, som sådan en slags turban, så det kunne tørre imens. Smart, huh? Da jeg var nogenlunde tør (hvorfor var det, at jeg misforstod det SÅ meget?), tog jeg hurtigt noget pink matchende undertøj på. Ja, jeg ved, hvad I tænker, men pink er godt!

Da jeg havde fået mit flotte pinke (understreg det) undertøj på, tog jeg hurtigt fat i nogle nylonstrømpebukser, som jeg med en elegant, eller ikke, bevægelse fik på. Dertil tog jeg en højtaljet, let lyserød nederdel på og sluttede så af med at tage en hvid t-shirt på med Englands flag. Den afslørede mine skuldre, og det var sådan en, som var rimelig kort, så et lille stykke af min mave havde chance for at blive blottet engang i mellem, men det gik nok. Og man kunne faktisk også se min pinke bh igennem, dog ikke for overdrevet. Det hele skulle nok gå.

Der lød jeg virkelig som en eller anden gammel mand.. eller dame. Med vise ord.

”Abbey? Jeg går lige ned og tager et lynbad. Nogen har fået mig malet til,” jeg kunne let høre, at Liam stod lige ude foran døren, og jeg mumlede et eller andet totalt utydeligt til ham, men han forstod det vidst. Han var garanteret et rumvæsen, der forstod alt.

Jeg kunne høre døren smække ude ved entréen, så jeg var helt sikker på, at Liam var gået op til sig selv. Med en underlig lyd tog jeg fat i min makeup, imens jeg overvejede, hvad jeg egentlig skulle bruge af det. Jeg ville gerne se godt ud og samtidig være naturlig. Det måtte da lige være til at overskue!

Da jeg havde stirret overvejende på det i et godt stykke tid, valgte jeg at tage fat i min foundation. Jeg lagde et tyndt lag, så det så ekstremt naturligt ud, hvis jeg selv skulle sige det, og derefter tog jeg lidt rouge på, så det lignede, at jeg også havde en let rødmen. – svært at forklare, men bare forstå! Jeg rettede lidt på mine øjenbryn med pincetten (ja, det lyder meget underligt, jeg ved det godt), før jeg i stedet tog fat i mascaraen og lagde et lag på mine vipper.

Jeg kiggede mig tilfredst i spejlet, før jeg fandt en hårtørre frem. Normalt var jeg typen, der lod mit hår lufttørre, men jeg havde ikke rigtig alverdens tid, så jeg valgte den lette metode. I’m taking the easy way out. Jeg tændte for hårtørreren, som larmede ekstremt meget og faktisk næsten gjorde mig døv.

”ABBEY!”

Shit, hvor hurtig var han lige til at gå i bad og få tøj på? Jeg drejede mig mod Liam, som stod og smilede stort til mig. Det var tydeligt at se, at han lige havde været i bad – hans hår var let fugtigt og en smule pjusket. Han havde taget nogle almindelig bukser på (I ved, dem der, der er blå i det.. Cowboybukser..) og en hvid t-shirt. Udover t-shirten havde han så taget en sort jakke på. Og jeg tog mig selv i at stirre. Fuck hvor akavet.

Jeg slukkede for hårtørreren, selvom mit hår stadig var rimelig vådt, men det var akavet, hvis han skulle stå og glo på, at jeg tørrede mit hår. Nej tak til det, siger jeg bare.

”Skal vi gåååååå?” spurgte jeg, imens jeg gik vendte om for at gå ud fra badeværelset, hvilket resulterede i, at jeg kun med nød og næppe fik slanget mig uden om ham.

”Når du har fået overtøj på, så ja,” Liam lød helt som en far, der ville give sit barn overtøj på, så det ikke frøs, og jeg kunne ikke lade være med at grine af det, før jeg slog hænderne uskyldigt op i vejret, ”Ja, ja far, jeg skal nok,” jokede jeg, og Liam rystede på hovedet af mig.

”Ehm.. for resten du ved godt, at der godt kan være paparazzier ikke? Og fans?” han kiggede lidt usikkert på mig, og hvis jeg ikke tog helt fejl, var han bange for, at jeg ville skifte mening med hensyn til, om jeg ville tage med ham ud i offentligheden. Jeg smilede beroligende til ham og nikkede.

”Jo, det ved jeg godt. Så bliver det nok bare en lidt længere tur, hvis du også skal skrive til nogle fans. Det er da fint,” sagde jeg, imens jeg kæmpede med at få min sorte læderjakke på, så jeg garanteret så vildt, vildt, vildt elegant ud eller       

 

                                                                                                    ***

 

”Gider du godt fortælle mig, hvorfor fuck i helvede jeg ikke kan finde noget pænt tøj?” vrissede jeg. Egentlig mest til mig selv, men jeg var ikke i tvivl om, at Liam hørte det, for han trak på skuldrene med et skævt smil, før han gjorde tegn til, at vi skulle gå ind i en anden butik. Fyren var seriøst bedre til at shoppe, end jeg var. Og med det mener jeg, at han faktisk rendte rundt og fandt tøj, han synes, jeg skulle have – ikke fordi, det var lykkedes ham endnu. Jeg var kræsen.

”Enten er det fordi, du ikke vil have, at jeg skal betale, ellers er du bare kræsen. Jeg tror faktisk mest på mulighed nummer to,” lød det fra Liam, selvom han havde hovedet begravet i et stativ med bukser. Selv stod jeg bare og gloede på ham, men det gjorde ham vidst ikke noget.

Hahahaha, forestil jer lige, hvis det kom i et blad. Hvis paparazzier lige fik et billede af det: ”Liam Payne shopper tøj for ukendt pige”. Fuck, det kunne være morsomt, selvom jeg ville hedde ’ukendt pige’. Hmm.

”Hvad med d..”

”OMG DET ER LIAM PAYNE!” lød det pludselig så højt, at jeg nærmest fløj en meter op fra gulvet. Liam vendte sig hurtigt om samtidig med mig, og jeg så tre piger komme gående i mod os, imens hele deres ansigt lyste at lykke. Det var faktisk ret sødt, hvis jeg skulle være ærlig.

”Hey tøser,” sagde en sødt til dem, og de spurgte ivrigt om en autograf. Liam nikkede hurtigt og kort efter, fik han stukket en tusch i hånden, så han kunne skrive på det papir, de havde med. Undskyld mig, men hvem fanden render lige rundt med papir og tusch i lommen en helt normal dag? Ikke mig, kan jeg så fortælle jer.

”Hva, skal I også have et billede?” spurgte Liam, og pigerne lignede nogen, der var ved at dø, da de rødmende nikkede. Liam sendte mig et lidt underligt blik, og da jeg ikke forstod smilede han stort, ”kan du ikke tage billedet, Abbey?” spurgte han så, og jeg nikkede hurtigt, før jeg fik stukket en af pigernes mobiler i hånden.

Liam stillede op ved siden af dem og efter fem hundrede billeder, kunne jeg endelig aflevere pigens mobil tilbage. Hun smilede stort til mig, før hun rynkede på panden.

”Ehm.. Dater I? Og hvad hedder du?” hun kiggede nysgerrigt frem og tilbage imellem Liam og jeg, og jeg kiggede så også på Liam. Hvad fanden skulle jeg svare? Desværre kunne jeg godt se, at han ikke ligefrem ville sige noget, så jeg vendte igen hovedet væk, imens jeg rystede det let.

”Nej, det gør vi ikke. Vi er bare venner. Og jeg hedder Abbey,” sagde jeg venligt. Pigen nikkede forsigtigt, før hun drejede halvt om. ”Hej, hej!” sagde hun så og forsvandt efter sine veninder, der allerede var et stykke henne i butikken. Jeg vendte mig om mod Liam.

”Det er lige gået op for mig, hvor kendte I egentlig er. Jeg skal have bukser,” afsluttede jeg, så Liam ikke kunne lade være med at grine af ham. Der var et eller andet der sagde mig, at han fandt mig meget morsom. Ikke, at det var noget problem.

”Det er godt fundet ud af. Og ja, jeg har prøvet at finde bukser til den sidste halvanden time,” drillede han, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Så hev han mig med hen til et hvidt bor, hvor der lå en masse bukser, der faktisk så overraskende pæne ud.

”Prøv dem her. De vil altså klæde dig,” sagde Liam overtalende, så det var min tur til at grine af ham.

”Du lyder lidt som min mor,” drillede jeg, så han tjattede blidt til mig. Så tog jeg fat i bukserne og holdte dem lidt ud for mig. De var virkelig specielle; nærmest helt pink helt øverst oppe til lige under lynlåsen og så hele vejen ned tonede de ud indtil de helt forneden var hvide. Men de var røvseje, hvis jeg selv skulle sige det.

”Fuck de er nice man! Hvad koster de?” spurgte jeg, imens jeg imponeret studerede dem. De var faktisk mega, mega, mega fede.

”750. Prøv dem dog lige. Kom, så finder vi prøverummet,” han lød nærmest mere begejstret, end jeg gjorde, og jeg var lidt i tvivl om, om det var fordi, at han var stolt over, at han fandt dem, eller hvad det var. I hvert fald fulgte jeg efter ham hen mod prøverummet, hvor der slet ikke var nogen kø. Gud var med os i dag. Okay nej, det var han ikke. I ved – Zayn var her ikke, og Zayn var gud, så gud befandt sig et eller andet underligt sted, som ikke var her.

”750 er altså meget, det ved du godt ikke? Er du sikker på, at du vil betale?” jeg kiggede skeptisk på ham, for selvom jeg havde sagt, at jeg da sagde ja tak til gratis tøj, var det alligevel lidt grådigt af mig bare sådan at tage i mod…

”Hold nu kæft. Hvis der er noget, jeg ikke mangler, så er det altså penge. Prøv dem nu bare, og så skal vi også finde en trøje. Og jeg vælger!” han kiggede bestemt på mig, og tankerne om, at jeg var grådig, forsvandt hurtigt. Hvis han insisterede, så ville jeg da ikke frivilligt stille mig vejen for det.  

Jeg gik hurtigt indenfor i prøverummet og skiftede tøj til bukserne. De sad faktisk godt på mig og fik mine ben til at se flotte lange og slanke ud.

”Hvad synes du?” jeg trådte ud til Liam, som kiggede anerkendende på mig, før et smil gled over hans læber. Så gjorde han tegn til, at jeg skulle dreje en omgang rundt, og så fløjtede han charmerende.

”Du får en god røv i dem, vil jeg gerne påpege,” han smilede genert, og jeg blev faktisk også lidt overrasket. Han virkede ærlig talt ikke som typen, der sagde sådan noget, men jeg tog det som et kompliment. Det kunne heller ikke være andet end et kompliment. Klogt tænkt alligevel.

”Okay når det kommer fra dig, så bliver jeg nødt til at få dem,” røg det ud af mig, før jeg nåede at tænke over, hvad jeg sagde. Jeg slog akavet en hånd fra munden, og Liam hævede et øjenbryn og kiggede overrasket på mig.

”Så du siger, at det er et kæmpe kompliment, når det kommer fra mig?” Liam kiggede stadig overrasket på mig, og jeg var begyndt at ryste underligt på hovedet og så nok rimelig panisk ud.

”Det var altså VIRKELIG ikke meningen, at det skulle siges højt. Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld!” messede jeg, indtil han bare grinede. Det fik mig til at stoppe op og kigge underligt på ham. Grinede han af det? Det var da virkelig akavet og lød som om, at jeg flirtede totalt meget med ham. Og det ville han da ikke have, ville han?

”Du er seriøst kær, når du synes, at du er pinlig. Du freaker helt ud. Det gør altså overhovedet ikke noget, at du sagde det. Jeg har hørt mange seriøst underlige ting, så det er sku helt i orden. Lad os nu bare få dem købt og finde en trøje,” han smilede afslappet til mig, og jeg kiggede måbende på ham. Han var kraftedme sød. Hvis ikke det var fordi, at jeg næsten var sikker på, at sådan en verdenskendt en ikke ville date mig, ville jeg allerede være i gang med at flirte vildt meget. Don’t ask, han var sød, okay?

Jeg gik hurtigt ind i prøverummet og skiftede tilbage til mit eget tøj. Så tog jeg bukserne og gik ud til Liam igen, der bare stod med et smil klistret på og ventede. Vi gik i stilhed hen mod kassen, hvor der heller ikke var kø, og det var luksus. Vi fik hurtigt betalt og var ude igen, før jeg fik set mig om.

”Glæder du dig til at møde Eleanor, Perrie og resten af drengene senere? Zayn har du jo mødt, men altså?” Liam var så sød, at han faktisk bar posen, selvom den ikke vejede noget som helst overhovedet. Men ja, jeg havde allerede mødt gud, så nu måtte jeg se, om gud havde nogle ligeså flotte venner.

”Ja, jeg glæder mig. Er pigerne søde?” spurgte jeg nysgerrigt, imens jeg kiggede ind gennem butiksruderne for at se, om der var nogle flotte trøjer, der fangede min opmærksomhed – indtil videre, var det ikke lykkedes.

”Meget. Super søde piger, jeg er sikker på, at du vil snakke godt med dem,” svarede han, imens han koncentrerede sig om at gå. Eller – sådan så det ud. Han var meget optaget af at kigge på sine fødder, så det så lidt komisk ud, som om han ikke havde nogen balance overhovedet.

 

                                                                                                   ***

 

”Hej Abbey! Det er da dig, der er Abbey, ikke?” en lyshåret fyr med irsk accent kom nærmest farende frem mod mig, så jeg forskrækket veg et skridt bag Liam. Ikke fordi jeg blev bange, det var bare ren reaktion, du ved.

”Pas på, Niall, du skræmmer hende,” jokede Liam, ”men ja, det er Abbey,” fortsatte han så, og jeg tog mig sammen og trådte frem, så de alle sammen kunne se mig. Jeg havde, for Liams skyld, taget det tøj på, som vi havde købt tidligere, og han var blevet glad.  

”Hold dog kæft. Hej Niall,” jeg smilede og gav ham hånden. Han gav mig den hurtigt, før han pludselig gav mig et virkelig bedende blik.

”Hvad er der?” jeg rynkede på panden og kiggede forvirret på ham, indtil han åbnede munden.

”Har du ikke noget lækkert mad? Sådan noget chokoladeagtigt noget?” han lavede totalt hundeøjne. Jeg kunne ikke lade være med at grine af det, indtil jeg blev afbrudt. Og jeg så hurtigt, at det var af gud.

”Niall stop så, du skræmmer hende jo,” sagde hans gudestemme og smilede sødt til mig. Jeg rystede lidt på hovedet, før jeg åbnede min taske. Jeg vidste, at jeg havde lagt en der ned tidligere, så jeg hev den hurtigt frem og kastede den over til Niall, som hurtigt greb den, før han smilede taknemmeligt til mig. Jeg rystede bare på hovedet af ham, før jeg hilste på en af de andre drenge. Harry med krøllerne - han var faktisk også rimelig charmerende, men ikke min type overhovedet.

”Hvor er de der piger, som du snakkede om?” jeg hev lidt usikkert fat i Liam, som bare smilede sødt til mig. Han smed sig i en sofa og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ved siden af ham.

”De kommer lige om to sekunder sammen med Louis. De er bare lidt forsinkede,” sagde Liam, da jeg havde sat mig ved siden af ham. Før jeg kunne nå at sige ’hej-jeg-hedder-Abbey’, gik døren op, og det første jeg så, var en pige med mørkt hår, der kiggede lidt rundt i rummet. Da hun så mig, lyste hun pludselig vildt meget op.

”Er du Abbey? Åh, Louis har fortalt så meget om dig, fordi Liam har fortalt vildt meget om dig,” hun kom hen til mig og rakte mig hånden, før jeg overhovedet kunne nå rigtig at opfatte, hvad hun sagde. Så fortsatte hun: ”Jeg er Eleanor. Og det er Perrie,” hun gjorde tegn over mod en ufatteligt smuk blondine, der kom ind af døren, imens hun smilede til mig.

”Og hey, hvad med at nævne mig, tykke?” lød det igen henne fra døren af, og endnu en person kom spadserende ind. Jeg kiggede kort på ham, før jeg rynkede lidt på panden. Det kunne jo kun være Louis, så det var ikke så svært. Han var iført nogle røde bukser, en sort- og hvid stribet t-shirt, og så havde han nogle seler på.

”Hej,” røg det pludselig ud af mig, så jeg kunne høre et lille fnis ved siden af mig. Irriteret slog jeg Liam i siden med albuen, så han skar en grimasse og ømmede sig en anelse. Louis grinede, før han på en eller anden underlig måde fik sat sig imellem Liam og jeg. Hvordan det kunne lade sig gøre, fattede jeg brik af.

Perrie gik hen og placerede et kys på Zayns læber. Heldige hende, hun var kærester med en gud. Ej, jeg virkede som om, at jeg var totalt jaloux på ham, men det var jeg altså ikke – Zayn var bare røvlækker. Men det var Liam også, okay?

”Niall drop din mad, vi skal på om fem minutter,” lød det fornuftigt fra Liam, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Det virkede seriøst som om, at de bare kendte hinanden sygt godt, man følte sig nærmest som en del af sådan en lille familie, og det var hyggeligt. Og pigerne virkede utroligt søde – specielt Perrie følte jeg, at jeg ville falde godt i snak med.

Og det skete så også små ti minutter senere: Drengene var gået på scenen, og Eleanor var hurtigt smuttet på toilettet, hvilket havde efterladt Perrie og jeg alene – og det var hyggeligt. Vi sad allerede og snakkede om tøj, makeup og rotter. Det lød virkelig dumt, men vi førte den her samtale om makeup, hvor vi så på en eller anden måde, fik drejet det ind på, at makeup blev testet på dyr – og det førte så til, at der var medicin, der fx blev testet på rotter og lignende.

I baggrunden spillede drengene en sang, der gav mig kuldegysninger. Jeg anede ikke hvad den hed, men den startede ud med noget i stil med: ”Shut the door. Turn the light off.” Perrie knipsede foran mine øjne, da jeg havde glemt at svare hende, og jeg vendte forvirret blikket mod hende.

”Undskyld, hvad sagde du?” spurgte jeg flovt, og hun rystede lidt på hovedet af mig. Det var folk i øvrigt begyndt at gøre meget, siden jeg havde mødt Liam. Måske var der sådan en forbandelse over Liam, der gjorde, at alle folk ville ryste på hovedet af mig, så længe jeg kendte ham. Fuck det. Jeg ville vildt gerne lære ham bedre at kende, og vi havde endda allerede kendt hinanden i snart en måned.

Jeg tog mig selv i at smile stort, da jeg hørte Liams stemme, men da jeg opdagede det, gav jeg mig selv en mental lussing. Hvorfor anede jeg ikke.  

                                                                                                                                                            

 

Hej alle. Wow wow, tak for de her favoritlister og likes igen! Love you ! 

Jeg undskylder for et dårligt kapitel, men er på vej hjem fra hesten og sidder i et tog + jeg er træt, så har ikke så meget overskud. Men tak! Fra næste kapitel af starter det lidt mere spændende, så det er fedt! d: 

//Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...