★Troubled Soul | One Direction | ★ 13+

Konsekvenserne af at farve sit hår, knalde med en fyr og få en kæreste er ikke helt, som 16 årige Abbey lige havde regnet med. Det bringer både gode og dårlige ting med sig, så som sjov, en romantisk ferie, skræmmende problemer, forbudt kærlighed og meget mere. Hun har aldrig haft en synderligt stort problem med at have en lidt forskruet far, men dette skal hurtigt ændre sig. OBS vil gerne have, at emnerne evt. bliver taget en smule alvorligt, da det halvt om halvt er lidt personligt for mig at skrive om, fordi det sker rimelig tæt på mit liv lige nu, derfor er der også en del af det, som er taget ud fra livet, dog så med lidt fiktion blandet ind over.

375Likes
436Kommentarer
37880Visninger
AA

15. He keeps on calling and Louis gets attacked

 

Fordi jeg er så utroligt doven, og fordi jeg er sammen med min veninde, er dette kapitel heller ikke rettet igennem - men enjoy!

Jeg ville ikke sige, at jeg havde taget det særlig seriøst, da min far havde ringet. Han havde opført sig sært, som troede han, at han stadig havde retten til at kalde sig selv for min far, og den titel syntes jeg altså, at han havde givet afkald på for lang tid siden, da han smed mig ud. Også selvom jeg ikke rigtigt kunne lade være med at kalde ham far, når jeg skulle omtale ham. Det lå ligesom i mig som en vane. Vil I have en gengivelse af samtalen?

Far: Abbey?

Abbey: Mhmm..

Far: Hvad er det for noget med, at du har fået en kæreste?

Abbey: Hvorfor interesserer du dig for det?

Far: Vil du godt være sød at komme hjem nu?

Og så havde jeg smækket på. Jeg kunne allerede mærke, hvor det bar hen af, for jeg vidste godt, hvor meget han havde imod, at jeg var sammen med fyre, men han kunne da være pisse hamrende ligeglad, når det var ham, der havde smidt mig ud.

”Er du okay?” spurgte Liam, da han parkerede bilen uden foran, hvor vi boede. Det var så endnu en af de gange, hvor det var utroligt praktisk, at vi boede i samme bygning. ”Ja, selvfølgelig er jeg det. Han er bare en spade, men hvad har han dog tænkt sig at gøre?” fnøs jeg og steg ud af bilen. Liam rystede lidt på hovedet, før han fulgte mit eksempel og steg ud.

Han gik om bag ved og åbnede, så vi kunne få vores tasker ud, og som den gentleman Liam nu engang var, insisterede han på, at han også skulle bære min taske. OG HEY!! I øvrigt så havde jeg stadig halskæden på, og jeg følte allerede, at den havde hørt til om min hals hele livet, selvom jeg blot havde fået den for et par timer siden.

”Liam, ved du hvad? Vi skal så meget hen til Louis og Harry bagefter, for jeg har virkelig en høne at plukke med Tomlinson. Han skal lære, at man ikke bare glemmer at pakke sådan nogle ting!” advarede jeg, selvom det slet ikke var Liam, det skulle gå ud over. ”Måske skulle du lige få noget undertøj på først,” grinede han. Han stoppede op foran sin egen dør og rakte mig tasken, så jeg selv kunne smutte videre op til min egen lejlighed. Jeg gav ham et hurtigt kys og betroede ham, at jeg ville komme ned, når lige jeg havde stillet tingene fra mig… og fået undertøj på..

Min taske, der ikke engang var særlig tung, fordi Louis ikke havde pakket alt det unødvendige, som jeg uden tvivl ville have gjort. Jeg lukkede mig elegant (og det var faktisk elegant) ind i lejligheden, hvor der lugtede af, at der snart skulle støvsuges. Kender I ikke også det der med, at man virkelig kan mærke, at der har brug for at blive støvsuget? Sådan helt sammenklemt og tungt og puha.

Jeg smed min taske i entréen lige foran mine egne ben, så jeg var lige ved at snuble over dem, men fordi jeg rent faktisk havde lidt balance, undgik jeg at falde lige på snuden. I stedet fortsatte jeg direkte ind på mit soveværelse og rev nærmest skabslågerne op.

Jeg tog fat i det første sæt undertøj, som jeg fik øje på, og hvis ikke det var fordi, at jeg var alene, ville jeg have lykønsket det, kysset det og lagt mig på knæ, så jeg kunne bede til det. Det ville måske også være lidt underligt, men jeg ville ikke have noget i mod at gøre det, hvis jeg skulle være ærlig.

Da jeg havde fået det rødmatchende sæt undertøj på og en ny trøje, fordi den anden seriøst lugtede en del af sved (charmerende, i know), gik jeg ud, låste lejligheden og gik så ned af trapperne. Jeg vadede bare ind i Liams lejlighed, fordi jeg efterhånden godt følte, at jeg kunne tillade mig det.

”LIAM! Vi skal over til Harry og Louis NU!” råbte jeg højt og fik et stort chok, da Liam dukkede op næsten lige ved siden af mit med et kæmpe grin. ”Jeg er ikke så langt væk, du behøver ikke at råbe,” klukkede han sødt, før han gik hen mod entréen og tog fat i hans jakke.

 

***

 

”LOUIS, HVOR BEFINDER DU DIG HENNE?” nærmest skreg jeg ud i rummet, da Harry havde åbnet for os. Harry kiggede forskrækket på mig, nok fordi han ikke lige havde regnet med, at jeg bare ville komme ind og råbe på den måde. Det var faktisk heller ikke meningen, at jeg skulle lyde sådan som om, at jeg bare gjorde, hvad der passede mig, for det syntes jeg selv var belastende.

”Han er lige i bad..” mumlede Harry, ”vil I have noget kage? Eleanor, Perrie, Zayn og Niall kommer også lige om lidt, såå,” sagde han så, og jeg følte nærmest, hvordan mit liv pludselig blev hundrede gange bedre.

”Perrie? Åh, mit liv er reddet. Er der noget, jeg skal hjælpe med? Altså med at skære kagen ud eller noget? Eller må jeg gerne bare gøre klar til at overfalde Perrie?” udbrød jeg ivrigt, da det gik op for mig, at jeg skulle se Perrie lige om lidt. Det var virkelig ikke for at prioritere hende højere end Eleanor, men det var bare som om, at jeg havde mere tilfælles med Perrie på en eller anden sær måde. I hvert faldsnakkede jeg både bedre og mere med hende, men Eleanor var stadig en fantastisk person. Louis var heldig – og Eleanor var uheldig, for nu jeg tænkte over det, så var jeg jo skide sur på Louis.

”Bare slå dig ned og vent på Perrie, det tror jeg måske er bedst,” grinede Harry, og Liam rystede på hovedet af mig, før han fulgte efter Harry ud i køkkenet. Mest af alt følte jeg mig som et lille barn, da jeg satte mig ned på gulvet foran døren, men siden jeg ikke orkede at gå ind i stuen, når jeg alligevel skulle rejse mig indenfor kort tid, var det sådan, det blev.

Jeg skulle lige til at hive min mobil frem, da jeg hørte en lidt for irriterende stemme bag fra, som spurgte om, hvem det var, der havde råbt.

”Louuuuuuiiiiiis, jeg er her!” kvidrede jeg med den sødeste stemme, som jeg overhovedet kunne, så han ikke troede, at der var fare på færde. ”Er det Abbey, jeg kan høre?” sang han nærmest, imens jeg kunne høre, at han nærmede sig med hastige skridt.

Lige da han kom ud i entréen, sprang jeg nærmest på ham, så han forskrækket vaklede baglæns. ”Hvad fanden laver du?” spurgte han overvældet, da han fik skubbet mig væk. Faktisk fik jeg det til at ligne, at jeg ville overfalde ham eller noget i den stil, men jeg ville bare skræmme ham lidt.

”Gider du godt fortælle mig, hvem fanden i fucking helvede, der glemmer at pakke en piges undertøj? Hvis jeg engang skal arrangere noget for dig og Eleanor, så skal jeg da nok sørge for, at du ikke får noget undertøj. Faktisk tror jeg bare, at jeg vil sørge for, at du slet ikke har noget tøj, så du kan rende nøgen rundt. Lyder det ikke meget godt?” jeg kiggede på ham med et irriteret blik, selvom jeg virkelig havde svært ved at holde masken.

”Det var jo ikke med vilje, Abbey!” beklagede han sig, men jeg kiggede bare hovedrystende på ham og sukkede dramatisk højt. Så pludselig, før jeg kunne nå at sige, jeg-er-en-pandekage, trådte Louis et skridt frem mod mig, lagde sine stærke arme omkring mig, og så hang jeg over hans skulder.

”SLIP MIG LOUIS!” skreg jeg højt, selvom jeg ikke kunne lade være med at grine, da det så gik op for mig, at det ringede på døren. Louis gik hen og åbnede døren, så de kunne komme ind nede fra gaden af, imens han blev ved med at holde fast i mig, på trods af at jeg vred mig rundt som en eller anden lille orm eller noget i den stil.

”Hænger du godt?” drillede Louis, da jeg forsøgte at bore mine negle ind i ryggen på ham, selvom det ikke rigtig hjalp på noget, for han var sådan set rimeligt ligeglad. Det endte med, at jeg gav op og bare nød det så godt, som jeg kunne, ved at støtte mit hoved på mine albuer, selvom de gyngede rimligt meget.

Han skulle lige til at vende sig om og gå ind i stuen, da man kunne høre ekkoet i opgangen, der afslørede, at de andre snart ville være nået op. Jeg fik det til at lyde som om, at det var et eller andet højhus, de besteg, selvom det ikke var tilfældet. Eller jo, det var det for mig, for jeg hadede trapper, men det føltes vidst ikke som et højhus for dem også.

”Hej til alle jer dejlige mennesker. Vi har lige en øh – av for helvede Abbey – konflikt her, men kom indenfor,” Louis slog mig hårdt på baglåret, da jeg prøvede at sparke ham i maven, men han fik desværre afværget slaget.

”ØH.. hvad har i egentlig gang i?” lød en uforstående stemme, som jeg kun kunne kendetegne som Perrie. Det fik mig til at vride mig rundt igen. ”Jeg vil neeeed! Jeg vil hen til Perrie, jeg vil ikke dø nu! Eleanor, din kæreste er sindssyg, kan du ikke sige noget til ham? Han flirter med mig!” jeg prøvede alle mulige sætninger, men kom først fri, da jeg valgte at bide ham hårdt i nakken, som han åbenbart ikke gad finde sig i.

”FRI! JEG ER FRI! JEG ER ET FRIT MENNESKE!” jeg løb dybt seriøst rundt i en cirkel for mig selv med mine hænder spredt ud til begge sider, så jeg ikke kunne lade være med at føle mig lidt som en fugl, der havde fået opereret sine vinger på igen eller sådan.

”Ehm.. Jeg tror ikke, at jeg har lyst til at vide, hvad fanden i egentlig havde gang i, for min egen konstatering er, at I begge to er blevet syge i hovedet. Men hej,” Perrie trådte frem mod mig, og jeg var hurtig til at stoppe min cirkel og gå hende i møde, så jeg kunne ligge mine arme om hende. ”Hej Perrieeee, jeg har savnet dig,” betroede jeg hende, og hun grinede højt af mig.

Da vi havde givet slip til hinanden, skulede jeg voldsomt meget til Louis, før jeg gik hen og trak Eleanor ind i et kram, som hun hurtigt gengældte. ”Hvad lavede I egentlig?” spurgte hun, og jeg kunne nogenlunde godt høre, at hun var lige ved at grine. Det måtte også have set lidt sjovt ud, men jeg havde det som om, at min mave var blevet gennembokset. Sådan har man det, når man har hængt over en fyr – just so you know.

”Jeg ville skælde ham ud, fordi han havde glemt at.. ja, du ved, pakke noget undertøj til den tur, som Liam og jeg var på, men jeg havde ikke lige overvejet muligheden om, at han kunne være stærkere end mig, og siden han så viste sig at være det, så kom jeg meget, meget let op og hænge over ham,” indrømmede jeg, og Eleanor fnes lidt, før hun stillede sig hen til Louis og gav ham et kys, som han slet ikke fortjente.

Lige da jeg lagde mig i sofaen, kom Liam og Harry tilbage fra deres køkkentur, som Zayn åbenbart havde taget del i, for han kom gående lige bag dem – eller også havde han bare været på toilettet, men det havde jeg ærlig talt ikke lyst til at blande mig i.

”Hvem vil have kage?” spurgte Liam med et skævt smil, før han satte kagen, der var skåret ud, på bordet lige foran Niall, der straks tog et stykke. Da jeg ikke kunne klare at sidde og kigge på den, imens andre tog før mig, sprang jeg nærmest ind foran Perrie, der var i gang med at tage et stykke. ”Move it bitch,” sagde jeg og skubbede til hende med min røv, så hun overrasket og grinende røg lidt til højre.

”Opdrag din kæreste,” brokkede hun sig og kiggede direkte hen på Liam, der bare smilede kærligt hen mod mig. Jeg tog hurtigt det stykke kage, som jeg havde udset mig og satte mig ved siden af Niall. ”Faktisk øver jeg mig bare i at være Niall,” jokede jeg og blinkede til Niall, der sendte mig et fornærmet blik, før han tog en bid af kagen.

”Hmm, hvordan kan det egentlig være, at I alle sammen er her?” spurgte Liam så undrende, der han rettede sig væk fra kagebakken, der næsten var blevet helt tømt allerede. Han lænede sig lidt op af væggen, da alle os andre havde optaget alle ting, som man om muligt kunne sidde på eller i.

”Fordi vi alle sammen virkelig gerne ville høre om, hvordan jeres tur har været, også synes vi også, at det ville være hyggeligt, hvis vi alle sammen var samlet. Både kærester og drenge eller hvordan man nu siger det, og-” ”OH MY GOD!” Louis forklaring blev afbrudt af Eleanors hvin.

Forskrækket kiggede vi alle sammen hen på hende, og kort efter gik det op for mig, hvad det var, da hun forsigtigt tog fat i den halskæde, som jeg havde omkring min hals. Jeg kunne næsten mærke, hvordan mine kinder blussede lidt op, da hun jaloux studerede den.

”Er det Liam, der har givet dig den? Hvor er den bare flot, Abbey! Jeg er helt jaloux på dig!” hvinede hun og klappede hænderne mod hinanden, så det gav et sæt i Niall. Det irriterede mig grænseløst meget, at jeg rødmede, men det betød vel bare, at jeg godt kunne lide Liam meget ikke?

”Ja, det er det.. Louis, hvorfor giver du ikke Eleanor sådan nogle fine ting? Er det bare fordi, du slet ikke er opdraget så godt?” jeg tjattede akavet til Louis, da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ellers skulle sige. Han gav mig bare et tjat tilbage, før han lagde armen om Eleanor, der smilede lidt og slap min halskæde.

Midt i al vores snakken, der handlede om alle mulige skøre ting, ringede min mobil, og jeg tog den hurtigt fra bordet, hvor den lå og vibrerede, så der nær var kommet et jordskælv eller noget i den stil.

Jeg fik en underlig smag i munden, da jeg kiggede ned på skærmen, hvor min fars nummer lyste op. Der var blevet helt stille, da folks opmærksomhed var blevet tiltrukket af, at min mobil brummede så højt, og nu gjorde det det ikke bedre af, at jeg sad og gloede sådan ned i mobilen.

”Undskyld mig,” mumlede jeg og rejste mig og med hurtige – for en gangs skyld sikre og faste – skridt, gik jeg ud af stuen og ind på Louis eller Harrys værelse. Jeg var ikke helt sikker på, hvis af deres værelser, det var.

”Hvad vil du mig?!” hvæsede jeg lavt ind i mobilen, da jeg tog den. Jeg var bange for, at de andre ville kunne høre det, og det var bestemt ikke det, der var meningen, da jeg ikke ville give dem nogen bekymringer. Der var heller ikke rigtigt noget problem, jeg skulle bare have min såkaldte far til at lade mig være, siden han slet ikke havde krav på, om jeg havde en kæreste eller ej.

”Abbey slap af, det var en fejl, at jeg smed dig ud, jeg vil have dig tilbage og væk fra den gyselige fyr, du har fundet dig. Kom hjem til mig nu.” han lagde tryk på det sidste ord for at understrege det, og måden han snakkede på viste mig tydeligt, at han mente, hvad han sagde. Det var altid sådan, han havde lydt, når der var noget, som han i den grad mente, og det havde altid en evne til at gøre mig usikker – ligesom mig.

”Som om. Du gav afkald på din ret over mig, da du smed mig ud. Du er ikke min far – vi har aldrig nogensinde haft det godt sammen, og det var bare prikken over i’et, at du smed mig ud, fordi jeg farvede mit hår.  Jeg måtte ikke nogen ting, og det må jeg nu. Jeg styrer det selv, og desuden så elsker jeg min kæreste, så jeg er egentlig ligeglad med, hvad du siger,” svarede jeg hurtigt igen. Der var kort stille i den anden ende, men det varede ikke længe.

”Jeg forbyder dig det. I princippet har jeg stadig forældremyndighed, så du skal lytte til mig. Jeg forbyder dig at være sammen med ham, og det er sådan, det bliver. Kom hjem nu. Hvor er du? Skal jeg komme og hente dig?” spurgte han, og jeg bed mig hårdt i læben, så jeg næsten var bange for, at der ville gå hul på den.

”Du skal ikke gøre en fucking skid, du skal bare lade mig være! Vil du høre noget, der måske vil skræmme dig endnu mere væk? Jeg har faktisk været gravid, imens du har haft smidt mig væk. Måske ville det have været bedre, hvis du bare havde opført dig som en normal far helt fra starten af? Og hvis du ikke havde truet mor på livet. Du er latterlig,” jeg skulle lige til at ligge på, men hans stemme, der nærmest dryppede af vrede, kom mig i forkøbet.

”Du er ikke umulig at få fat på, det ved du godt ikke? Jeg skal få fat i dig, få dig hjem igen. Og jeg vil få dig hjem igen,” sagde han med den samme vrede tone, og hans ord skræmte mig. Normalt skulle der ellers meget til at skræmme mig og meget til at få mig rigtig ’seriøst’, men det her var bestemt en af gangene.

”Er du okay?” Liams stemme fik det til at give et sæt i mig, og jeg vendte mig hurtigt om og sendte ham et falskt smil, for jeg var egentlig ikke helt okay. Det irriterede mig, at han pludselig var begyndt at blande sig i mit liv, når han ikke havde givet et eneste livstegn fra sig i al den tid.

”Ja, jeg har det fint,” forsikrede jeg ham hurtigt om. Han kiggede undersøgende på mig og gik hen til mig, så han kunne ligge sine arme om mig og støtte sin pande mod min. ”Mhmm.. Hvem var det?” mumlede han, og jeg kunne ikke lade være med at smile, da hans ånde blidt ramte mit ansigt.

”Det var bare en af mine veninder,” løj jeg, og jeg var næsten sikker på, at han egentlig godt vidste, hvem det var. For det første havde jeg ikke særlig mange veninder, fordi jeg egentlig havde lukket mig selv lidt ude af fællesskabet, og for det andet ville jeg ikke have reageret på den måde, som jeg gjorde, da mobilen ringede, hvis det var min veninde.

Han kommenterede det ikke, men placerede i stedet et kys på min næse, hvilket fik mig til at fnise lidt. Jeg havde altid syntes, at sådanne småting var åndsvage og alt for romantiske, men jeg måtte faktisk indrømme, at jeg godt kunne lide det, når det kom fra Liam. Han var jo også noget specielt, så det var fint.

”Vil du gerne hjem og slappe lidt af?” spurgte han så, og jeg kunne virkelig ikke have elsket ham højere, end jeg gjorde lige nu. Det var lige præcis det, jeg havde lyst til – for tro det eller ej, så var jeg rimelig træt oven på weekenden, selvom vi egentlig ikke rigtigt specifikt havde lavet noget. Det havde været afslapning, men jeg glædede mig alligevel til at komme hjem i min egen seng, med min egen dyne og så videre.

”Faktisk ja.. Jeg er rimelig træt, for der var jo nogen, der vækkede mig tidligt i morges, ikke?” drillede jeg og blinkede til ham. Han svarede med et smil, før han tog mig i hånden og flettede vores fingre sammen. Så gik vi side om side ind til de andre, der straks kiggede på os.

”Vi tager hjem nu,” annoncerede Liam og skævede ned til mig, da han havde sagt det. Louis fik et kæmpe stort smil om læberne. ”Åååååårh, I er så søde, som I står der hånd i hånd og viser al den kærlighed,” sagde han så med et drømmende blik.

Jeg kiggede underligt på ham, da han sagde det, fordi det virkelig ikke lød som noget, han ville sige. Mest af alt mindede han mig om min morfar, når han troede, at jeg havde fået en kæreste, hvilket jeg så ikke havde grundet min far. Jeg savnede faktisk min morfar, måske jeg snart skulle besøge ham? Gad vide om han egentlig viste, hvad der var sket indenfor de sidste par måneder?

”Okaaay,” sagde jeg så og trak med vilje ordet ud, så det ville få ham til at lyde endnu dummere. Så trak jeg min hånd til mig, så jeg hurtigt kunne give pigerne og Niall et kram. Det var virkelig ikke for at være nederen, men Harry og Zayn kendte jeg ikke særlig godt, hvis jeg selv skulle sige det (det kunne i hvert fald være bedre), Tomlinson ville jeg stadig være sur på.

”Giver du ikke et kram til mig, eller hvad?” han kiggede skuffet på mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine af ham, da han sagde det. ”Nej, jeg er stadig sur. Ses drenge og piger!” sagde jeg, før jeg hev Liam med ud efter mig, før han nåede at sige farvel til alle de andre.

 

***

 

”Abbey?” mumlede Liam, da vi lå oppe i min seng i komplet mørke. Det havde faktisk været utroligt rart, da vi kom hjem. Jeg havde taget et bad og fået noget dejligt varmt nattøj på, der bestod af uldne sukker, joggingbukser og en stor hættetrøje, og derefter var Liam så kommet op til mig. Så havde vi set lidt tv og bare hygget os, før vi desuden havde aftalt, at han sov her – no big surprise, og så var vi gået tidligt i seng. Jeg kunne mærke hans brystkasse bevæge sig lidt under mit hoved, da han snakkede.

”Mhmm?” mumlede jeg som svar, da jeg egentlig var lige ved at falde i søvn. Hans finger bevægede sig stille rundt i rolige cirkler, der fik mig til at slappe af.

”Var det ikke din far, der ringede?” spurgte han efter lidt tøven, og jeg sukkede med det samme, da han bragte det på bane. Selvom jeg ikke havde lyst til, at han skulle bekymre sig, nikkede jeg. ”Jo, det var det..” sagde jeg og følte mig med det samme lidt mere vågen.

”Hvad sagde han?” spurgte han nysgerrigt og lod sin hånd ryge op i mit hår, som han begyndte at nusse rundt i, i stedet. Jeg trak på skuldrene, velvidende at han godt kunne mærke, at jeg gjorde det. ”Han er åbenbart begyndt at interessere sig for mig, fordi jeg har fået en kæreste, hvilket han egentlig ikke ville have den fjerneste idé om, hvis ikke det var fordi, at du var kendt, så han er latterlig. Han vil have, at jeg skal komme hjem,” forklarede jeg, før jeg drejede mig om på siden, så jeg kunne putte mig helt ind til ham.

”Det har du ikke tænkt dig, vel?” han lød pludselig helt usikker, og jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt af ham, fordi han rent faktisk var nervøs for det. ”Selvfølgelig ikke, basse. Jeg bliver her, hvor jeg har dig. Men lad os nu bare sove, jeg er utrolig træt, skat..” mumlede jeg søvnigt, og han nikkede lidt.

”Jo, lad os det. Tak for den her weekend,” sagde han lavt, før han lagde armen beskyttende om mig. Jeg smilede kort for mig selv, før jeg lagde mig til at sove med godt humør, som jeg også havde gjort de sidste par dage.

                                                                                                                                                              

Hvad siger I? Hvad synes I om farens måde at være på? Personligt synes jeg, at han er en nar, hahahah, no big surprise! Men kommenter gerne, og det ville være SÅ dejligt hvis der var nogen af jer, der gad tjekke min anden historie Friends with benefits ud. Den er ikke ny, men derfor ville det være rigtig dejligt alligevel! Tak! 

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...