Real or Fake {1D}

Nattie Hansen er en pige der bor i Danmark, hun drømmer om at blive sanger, skuespiller eller forfatter. Men derimellem er hun en stor fan af One Direction og elsker dem højere end andre bands/kendte i hele verden. Hun er meget nede på jorden og holder ikke sine meninger for sig selv. Hun får flip der for nogle ville virke mærkelige, eller skræmmende. Men en dag vælger Nattie at smide alt og flytte til England, som kun 17 år bliver det en svær bane at gå ned af, men hun er klar. Hun møder folk og får nye venner. Men derimellem er der en intressant person!

9Likes
16Kommentarer
1290Visninger
AA

3. Kapitel 2.

"Nattie, kommer du eller hvad?" spurgte Niall igennem badeværelses døren. Ja vi skulle en tur ud og shoppe, og gad jeg.. nej.

"Hvad med papz er de der ikke, altså der er en pige på min institution der er helt vilde med jer, og hun vil sladre!" sagde jeg bange tilbage.

Jeg hørte døren klirke og gik hen imod den, men Niall var for hurtig-.-

"Altså nu har jeg boet her i længe, og Lou gemmer sig altid herude når jeg vil banke ham, så døren er mit mindste problem!" sagde han flabet.

"Kom nu bare, der er ingen der vil opdage dig! Og desuden skal vi lige til frisør med dig.. Hvad var din rigtige hårfarve?" spurgte han.

Jeg gloede dumt på ham, hvordan fanden ved han at at jeg har farvet mit hår..

"Ja altså det var brunt, lysebrunt!" svarede jeg stadig overrasket over at han vidste det.

"Okay, så lad os komme afsted, så kan du få extensions i" sagde han glad.

Han kom ind på WC'et uden krykker og tog min hånd for at hive mig med.

"Hv... Sig mig hvor er dine krykker, skal du ikke bruge dem?" spurgte jeg panisk.

Han grinede over mit udfald. Jeg troede bare han skulle gå med dem i længere tid, altså han er blevet opereret i sit knæ..

"Gider ikke lige nu, jeg ligner en handikappet gris." mumlede han irriteret som svar.

"Jeg går ingen steder hvis du ikke bruger dine krykker!" vrissede jeg.

Han gav slip på min hånd og humpede hen efter sine krykker, jeg stod bare og smilede tilfredst. Han kiggede ondt på mig, men kunne ikke lade være med at smile.

"Tilfreds!" sagde han flabet. Jeg nikkede og grinede.

***

Vi gik ned igennem Londons gader og han gik ind i en frisørsalon.

"Hello Mr.Horan, hvordan har de det i dag?" spurgte en kvinde i 30'erne.

"Hey Stephanie, det her er Nattie, hun vil gerne have afbleget sit hår og farvet det nøddebrunt og have krøllede exstensions i." sagde Niall med et stort smil.

Jeg stirrede forskrækket på ham, der er lidt gay i ham. Kært!

"Nå okay, lad os få det ordnet." sagde hun venligt.

Jeg blev sat i en frisør stol og hun gik i fuld gang. Jeg lukkede bare mine øjne og drømte mig væk.

Da der var gået et par timer, var hun endelig færdig.

"Miss. Du er færdig." sagde hun træt.

Jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede med store øjne på mig selv.

"Mr. Horan har allerede betalt, og han venter over på Starbucks på den anden side." sagde hun blødsødent. yrk..

"Tak, tusinde tak." sagde jeg chokeret. Jeg kunne ikke kende mig selv.

Jeg løb over gaden i et lille hul hvor der ingen biler kom. Jeg tog en dyb indånding og gik indenfor, Niall sad og grinede, jeg kunne høre ham. Men hvem var han sammen med.

Jeg gik imod lyden og så ham sidde sammen med Harry, han må have kedet sig meget. Jeg gik derhen og lod som om jeg tog imod bestillinger-.- dårlig humor.

"Hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte jeg med den sødeste stemme jeg kunne.

"Vi har allerede bestilt så, det går!" sagde Harry.

"Nå okay.. så kan du i det mindste rykke røven ind så jeg også kan få noget kaffe?" sagde jeg flabet, de kiggede op med store øjne.

"Hva, skal jeg gå igen?" spørger jeg dumt!

De stirrede stadig bare på mig.. Som om de ikke vidste hvem jeg var..

"No way, is that you beautiful?" hviskede Niall helt besat.

Jeg rødmede.. JEG RØDMEDE HVA FUCK! Jeg var helt varm i ansigtet da han flyttede sig længere ind på bænken så jeg kunne sætte mig.

"Nå pretty girl, hvad kunne du tænke dig?" spurgte Harry. Han viftede med armen så der kom en tjener.

"Woow.. Omg.." sagde pigen.

"Er der noget galt?" spurgte Harry hende.

"Er hun lige kommet? Og hvorfor har jeg ikke set hende, hun er sku da overdrevet smuk.." hørte jeg nogle drenge sige længere nede.

Say Wuuut?

"Undskyld.. Hun er bare køn, øhhm hvad kunne du tænke dig Miss.?" spurgte hun nervøst.

"Øhh en Cappuchino og en cupcake!" sagde jeg glad.

Mig køn, den havde jeg ikke hørt før, haha... Ej virkelig, det havde jeg ikke.

"Okay, det kommer om lidt.. Sig mig er du hendes kæreste Niall?" spurgte pigen ham drillende.

Han så helt bleg ud "Neej.." sagde han nervøst..

"Pas du hellere på at der ikke er andre der tager hende, du skulle skynde dig." sagde hun og pegede ned på et andet bord, jeg kiggede automatisk.

"Guud det er Tom Daley, den Tom Daley, han kiggede herhen!" hviskede jeg chokeret.

"Se selv Nialler..." mumlede hun da hun gik.

Jeg så at Tom rejste sig og gik herhen imod, jeg skyndte mig at vende mig om.

"Han kommer herhen shiit.." hviskede jeg for mig selv.

"Heey Tom!" sagde Harry glad.

Jeg stirrede åbenlyst med åben mund på ham, kender de Tom Daley..

"Hey Harry, Hey Niall, hvad så?!" spurgte han imens han kiggede på mig.

"Ikke så meget, vi sidder bare med vores veninde Nattie.." sagde Niall lidt surt men med et smil. Falsk.

"Åhh Okay, jeg er Tom." sagde han venligt og rakte hånden frem.

"Som du hørte, Nattie Hansen." sagde jeg venligt.

"Åhh Niall Horan og Nattie Hansen. Perfect par!" sagde han med et strålende smil.

"Øhh vi dater ikke!" sagde jeg stille, vi havde stadig ikke sluppet hinandens hænder.

Jeg kiggede på dem og rødmede let, det sagde mig faktisk ikke særlig meget, han virkede for selvglad.

"Så Nattie, hvad skal du i morgen, jeg tænkte på om du ville på en date med mig?" spurgte han nervøst. pff.. nej jeg vil da ej!

"Jo okay, det vil jeg da gerne!" sagde jeg glad.

Hvaaaaaaaaaaaad-.-

"Okay, dejligt." sagde han endnu mere selvglad. Han tog sin hånd til sig og gav mig et visitkort.

"Bare send din adresse!" sagde han og gik efter han havde blinket til mig.

"Åhh nej..." hørte jeg Harry mumle..

"Hvad er der?" spurgte jeg bekymret..

"Ikke noget!!" sagde han hurtigt, jeg blev lidt mistænksom.

"Nå ja, okay..." sagde jeg bare forvirret..

"Skal vi komme videre?" spurgte Niall lidt surt..

Jeg fik en knude i maven og blev lidt dårlig..

"Ja, hvad var det vi skulle" spurgte jeg dumt..

"Shoppe tøj, det er derfor Harry er her..." sagde Niall irriteret.

"Åhh okay.." sagde jeg trist.

Jeg rejste mig og tog min kaffe med, hun var kommet med det da jeg snakkede med Tom.

Niall fik et trist ansigt da han snakkede med servitricen, det var ret nederen, det føltes som et stik i hjertet. Alt imens Tom Daley vinkede til mig.

Jeg vinkede tilbage og gik ud på gaden, jeg var irriteret og træt. Men nu skulle vi shoppe..

Jeg blev hevet ind i alle butikker og fik en masse tøj, Niall var lige blevet glad igen, indtil Harry dummede sig.

"Den der, skal du bare have på, på din date i morgen!" sagde han glad, han tænkte ikke på Niall.

Niall rejste sig og gik hen og betalte alt.

"Jeg vil gerne hjem nu.." sagde han med et falsk smil..

"Ja, jeg skal også til at hjemad nu!" sagde Harry nervøst.

Vi gik ud og gik hver vores vej, mig og Niall gik i stilhed. Det var akavet.

Vi kom hjem til ham og han låste op og gik ind, han forsatte ind på sit værelse.

Jeg smed mine ting på gulvet og stod bare og kiggede på hans dør, jeg havde lyst til at løbe væk, men selv kendte havde deres problemer..

Jeg gik hen og åbnede bare døren.

"Niall..." sagde jeg stille.

"Gå med dig!" sagde han vrissent.

"Næææ... Ikke før du siger hvad der er galt!" sagde jeg lige så vrissent..

Han vendte sig om og kiggede arrigt på mig.

"Dig!" hvæsede han.

Jeg følte ikke andet end sorg, jeg var vant til at blive hadet og være grunden til at folk var sure.

"Ja.. det er ikke noget nyt.. Undskyld.." hviskede jeg med tåre i øjnene og grødet stemme, jeg lukkede døren og satte mig hen i sofaen.

Jeg satte mig ned og hørte Niall rumstere. Jeg havde brug for min mor, hvorfor tog jeg væk hjemmefra, hvorfor blev jeg ikke og blev ødelagt, det gør jeg jo også her.

"Jeg hader mit liv, og jeg hader mig, jeg er intet andet end en lort der ikke fortjener at leve!" vrissede jeg surt af mig selv.

Tårene løb ned af kinderne på mig og jeg prøvede ikke engang at stoppe dem!

Jeg sad bare og græd, jeg havde sikkert make-up i hele hovedet, men jeg var ligeglad, jeg var jo ingenting.

Det bankede på døren og ind kom Louis, jeg kiggede ikke engang på ham.

"Heeeeeeey har du det bedre..." spurgte han glad.

Jeg nikkede bare..

"Hva hvor er Niall.." spurgte han lidt efter..

"Værelset.." sagde jeg med en normal stemme.

Han stod lidt og så gik han derind. Jeg sad bare og kiggede på en blank tv skærm. Jeg var arrig, på mig selv.

"Nå, Nattie, skal du med mig og Niall?" spurgte Louis, da han kom ud.

"Nej, jeg trænger til at slappe af.." sagde jeg stille, jeg gemte mit ansigt i mit hår.

"Åhh okay, men vi ses og flot hår!" sagde han inden de gik, Niall var pisse ligeglad da jeg kiggede på ham og han så at jeg græd. Fint din Irish Idiot!

Jeg brød sammen fuldstændig og smed mig på sofaen.

Døren åbnede men jeg var ligeglad.

"Jeg glemte min pun... Nattie hvad sker der?" spurgte Louis bekymret.

"Ikke noget, bare lad mig dø i fred!" klynkede jeg ned i sofaen, straks efter var der en hånd på min ryg og der var en der sad på sofaen ved siden af mig, jeg var sur og ked af det.

"Bare lad mig være Louis, bare gå!" sagde jeg vredt, dude altså han prøver bare på at hjælpe dig!

"Nej, not a chance, hvad sker der!" sagde han stædigt, han blev siddende.

Han hev mig op og sad og krammede mig, så kom Niall ind.

"Hvad hvor bliver du af.. hvad sker der her?" spurgte han dumt. Nu var jeg gal på ham.

"Louis gå med dig, jeg klarer mig, gå i ud og hav det sjovt." sagde jeg koldt.

"Nej vi bliver her ikke også Niall!" sagde han stædigt.

"Jo.." sagde han tøvende.

"Jeg vil have at i tager afsted smuuuut!!!" sagde jeg irriteret.

Nu krammede Louis mig hårdede, jeg blev irriteret mere end jeg var i forvejen og jeg gider ikke have folk krammer mig i for lang tid!

"Fortæl os det nu bare!" sagde Louis bekymret.

"Okay, ifølge alle er alt min skyld, og jeg ved fandme ikke hvad jeg har gjort for at gøre personen sur!" vrissede jeg. Jeg kom ud af hans kram og rejste mig.

"Alt er min skyld, alt vil altid være min skyld, og alle vil altid give mig skylden, sådan er det og sådan vil det altid være.. Bum bam kapoow!" sagde jeg, jeg var så ude af mig selv at jeg stod og hyperventilerede.

Jeg fjernede mit hår fra ansigtet og tog hænderne over hovedet.

"Nej det er ej!" sagde Niall stille.

"DET VAR SKU DA ELLERS DET DU SAGDE, HVAD SATAN HAR JEG GJORT NIALL, HVORFOR ER DET MIN SKYLD OG HVAD ER DET DER ER MIN SKYLD!" skreg jeg arrigt.

Louis sad og stirrede ondt på Niall.

"Startede du det her?" spurgte han alvorligt.

Niall nikkede imens han kiggede ned i gulvet.

"hvorfor?" spurgte jeg stille, jeg var faldet ned igen.

"Jeg er Jaloux.. Du vil hellere have Tom Lækre Underbukser Daley.." mumlede han.

"Okay, nej.. egentlig ikke, jeg kunne bare ikke sige nej.. og nu er jeg tvunget til at gå på date med selvglade Tom Daley.. Og seriøst Louis har en bedre røv end Tom nogensinde får!" sagde jeg uden at tænke over det.

De kiggede begge fåret på mig, og jeg rødmede..

"Undskyld..." mumlede jeg..

"Du behøver jo ikke tage afsted..." sagde Niall med hundeøjne..

"Jo, men det bliver den eneste date... ever... yrk..." jeg var træt nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...