Real or Fake {1D}

Nattie Hansen er en pige der bor i Danmark, hun drømmer om at blive sanger, skuespiller eller forfatter. Men derimellem er hun en stor fan af One Direction og elsker dem højere end andre bands/kendte i hele verden. Hun er meget nede på jorden og holder ikke sine meninger for sig selv. Hun får flip der for nogle ville virke mærkelige, eller skræmmende. Men en dag vælger Nattie at smide alt og flytte til England, som kun 17 år bliver det en svær bane at gå ned af, men hun er klar. Hun møder folk og får nye venner. Men derimellem er der en intressant person!

9Likes
16Kommentarer
1273Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg sidder lige nu i min skole og surfer rundt på nettet. Ja jeg burde nok lave noget, men neeej!

Nattie Hansen, en doven tøs, haha ja det er lige mig!  Jeg er en pige på 17 år, det er jeg lige blevet. Jeg har kort sort hår og briller.. plus en bøjle. Jeg hader det!

Okay men alt i skal vide om mig kommer lige så stille i min historie her, i har valgt at læse den, såå er i klar, det starter her i min skole! Hvor jeg stadig surfer rundt på nettet!

"Nattie, hører du efter?" spurgte min lærer Erlin, en gammel mand eller, jeg ved ikke hvor gammel han er?

"Jo ja.. Ja!" sagde jeg ivrigt.. Nok lidt bange for at han ville opdage at jeg sad og savlede over Niall Horan!

"Hvad snakkede jeg så om.." sagde han træt og kiggede opgivende på mig.

"Øhh minus 100.000 du har sat ind på din konto?" sagde jeg stille.

Min veninde Mikka skrev det på face så jeg kunne læse det.

TAAAK!

"Ja, der var du heldig at Mikka hjalp dig der.. Bare følg med!" sagde han irriteret.

Jeg sukkede og kiggede endnu engang på billedet af Niall Horan og sukkede.

"Red mig fra dette helvede!" hviskede jeg til hans billede. Mikka fniste lidt af mig, men altså hun har det på samme måde med Chad Krueger fra Nickelback, så hun skal bare luk!

"Luk arret ugly betty!" råbte Mohammed ned bagfra, jeg kunne skyde ham!

"Luk flæsket sorte svin!" råbte jeg tilbage.

Det er ikke fordi at jeg ikke har nogle venner, der er bare dem jeg ikke kan lide.. Som Mohammed og Tina og Julie og Sara og Carol.. Ellers er jeg venner med mange!

Ja det var så lige den der med snobberne, det er dem haha.

"Nå, men nu gider jeg ikke se på jer mere, i har frikvarter men kun i 15 minutter så er det videre til næste time!" sagde Erlin.

Jeg pakkede min vandflaske i tasken og loggede af computeren, bare så de ikke ville se min Nialler. Yup big fan here!

Jeg tog min taske, jakke, headset og min mobil for at gå ned til næste time. Samfundsfag... På handelsskolen.. YAAAY not.. eller jeg får 10 men fuck det!

"Nå har du lavet samfundsfag til i dag Nattie?" spurgte Maddie.

Jeg stoppede midt ude på gangen, hvor alle folk gik.

"Havde vi noget for?" spurgte jeg panisk.

Alle stirrede dumt på mig, så ja det havde vi åbentbart!

Nå ja fuck det, Hans Ole er Awesome!

"Ja Nattie, det havde vi, du siger ikke at du har glemt det, gør du?!" spurgte Charlotte træt.

Jeg trak på skuldrene og gik videre, hvorfor skulle jeg overhovedet kunne lave lortet når jeg bor på en lorte instution.

Jeg gik hen af gangen og drejede til højre, ned af den gang vi skulle. Jeg gik hen til trapperne og ned af dem, jeg fandt vores klasselokale og smed min taske på mit bord.

Jeg var træt og udkørt lige nu, jeg havde næsten ikke sovet, eller jo men det var også kun fordi jeg havde røget.. Hash altså, jeg røg rigtig lidt, så det skal i ikke tænke på.

Jeg satte mig ned på min stol og kiggede rundt i det tomme klasselokale. Jeg vil hjem.. Det var i hvert fald hvad min hjerne skreg.

Jeg lagde hovedet op af væggen lige da døren blev smækket op. Af alles elskede Simon, Ronald og Mohammed. Skiderik.

Simon og Ronald er fine nok, de er bare.. irriterende. Charlotte er kærester med Ronald, ikke den flotteste men han er herlig. Så er der Simon, total grim men sjov, så lige godkendt der.

Men aller helst vil jeg bare være fri.

"Du skal ikke kalde mig fór et sort svin!" vrissede Mohammed.

"Nurh er lille Mohammed sur, skal du have en tudekiks, eller lader du mig være og begynder at få et nyt liv!" spurgte jeg flabet.

Han kiggede ondt på mig imens Simon og Ronald var flade af grin.

"Jeg har et liv, det er ikke mig der bor på en anstalt for sindsyge." sagde han koldt

"Ej Mohammed, den der var lav, det er jo ikke hendes sk.." jeg afbrød Ronald.

"Nej du skal ikke have medlidenhed med mig Ron, og dig Mohammed, du er bare en af de fucking perkere der skulle sende tilbage til hvor han kommer fra, jeg er ikke racist kun over for dig!" vrissede jeg.

Mohammed endte med at vinde for jeg tog min taske og skred. Jeg gad ikke være der mere, heller ikke selvom Ronald og Simon prøvede at få mig til at blive. Jeg smuttede hjem til min mor og ville bare snakke.

Jeg gik ud fra skolens område og drejede til højre, der gik jeg i mine egne tanker indtil jeg kom til den stig jeg skulle gå på for at komme ned til den anden vej.

Ingen rare minder her, for ca 3 år siden var jeg ved at blive voldtaget på den stig og alle billederne kom tilbage igen.

Jeg tog min taske over begge skuldre og løb hele vejen ned til den anden vej, så drejede jeg til venstre og blev ved med at løbe, jeg kom hen til hvor vejen delte sig og drejede til højre, så løb jeg forbi 4 huse og drejede ind hvor min mor boede.

Jeg løb op af trapperne og op til 1st etage hvor hun boede og bankede på. Der gik noget tid så stod min mor i døren.

"Hej skat, skal du ikke være i skole?" spurgte hun træt.

"Jo men jeg gad ikke rigtig, jeg ville snakke!" sagde jeg træt.

"Skal vi ikke bare sove et par timer?" spurgte hun drillende.

Jeg rystede på hovedet og smilede.

"Nej okay, lad os gå ind i stuen!" sagde hun glad.

Jeg nikkede og vi gik ind i stuen.

"Mor jeg ved at jeg har sagt at jeg ville vente med at flytte til London til jeg er 21, men jeg tror allerede jeg gør det nu!" sagde jeg da vi havde sat os ned.

Hun kiggede bare på mig med et smil, jeg følte mig som en forræder, min mor har brug for mig, hun er syg!

"Det var dejligt skat, men hvad siger de ude på Instutitionen?" spurgte hun bekymret.

Jeg kiggede ned på mine hænder og tænkte mig om.

"Hvis du nu flyttede med og jeg bare arbejdede ville vi klare os!" sagde jeg imens jeg kiggede ned i gulvet.

Hun var stille, jeg tror hun tænker over det.

"Skat.. det kan jeg ikke, jeg elsker at bo her i Danmark, men du har jo også sparet meget sammen, så der har du en fordel." sagde hun stille og bestemt.

"Okay.. Ja.. Rikkie har også brug for dig, du skal love at passe på min søster så godt du kan mor, hun klarer den ikke meget længere hvis du ikke hjælper hende!" sagde jeg med en grødet stemme.

Jeg kiggede op på hende og hun smilede, hun nikkede og havde tårer i øjenene.

"Mor, jeg må nok hellere tage hjem, det ville være en ide." sagde jeg stille og rejste mig, jeg ringede til min afdeling imens jeg kyssede min mor på kinden og gik.

"Ja det er Johnny?" sagde en velkendt stemme.

"Heey Johnny det er Nattie, øhh vil du ikke hente mig hjemme ved min mor?" spurgte jeg nervøst.

Der var stille i den anden ende.

"Jo rejs dig, jeg er ikke så langt væk, vi ses om lidt." sagde han bekymret.

Jeg rejste mig og han havde lagt på, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det at jeg flyttede væk og ikke kom tilbage, jeg var ligeglad, jeg ville bare til England!

Dyyyt Dyyyt!

Jeg kiggede til højre og så Gul caddy, jeg gik over på den anden side og åbnede døren.

"Har du ikke først fri om 85 minutter?" spurgte Johnny.

Jeg satte mig ind og nikkede, jeg var lige ved at græde.

Johnny er en mand på omkring 55, han er en der vil gøre alt for mig, og så skuffer jeg ham.

"Jo, men er det ikke bedre at gå end at komme op og slås?" sagde jeg sarkastisk og kiggede på ham.

Han grinede og nikkede så.

"Nå lad os så komme hjem, det har du brug for, Nikki er der også lige nu." sagde han.

Nikki er en af de andre voksne, hun er gravid og bliver flyttet over på en anden afdeling. Det er ret nederen men fuck det.

"Yees!" sagde jeg falsk.

Jeg havde tænkt mig at tage den første chance og tage mine penge jeg havde sparet sammen, mit pas, mit tøj og så videre og smutte.

Vi kørte ned af indkørelsen og Johnny parkerede bilen, jeg åbnede døren og smækkede den, så løb jeg ind på mit værelse.

Jeg sad og tænkede på hvordan jeg skulle få det til at lykkes, det ville blive svært.

"Nattie, hvor er du!!" det var Carsten, min fake lillebror.

"Inde på mit værelse din freak!!" råbte jeg drillende, han brasede døren op og grinede flabet til mig.

"Vil du med op og ryge en smøg?" spurgte han lidt for friskt.

"Øhh nej jeg er ligesom stoppet!" sagde jeg irriteret.

"KOM SÅ NU!!" hørte jeg johnny råbe.

Carsten og mig kiggede på hinanden og hørte så en dør smække, jeg rejste mig og løb der ud, de var væk, døren til kontoret var åbent, der lå nøgler på bordet til pengeskabet, jeg løb ind og tog nøglerne, fik skabet op og tog mine penge, jeg havde mit pas selv, der var jeg sikret.

Jeg låste skabet, gemte mine penge under min trøje og gik ud hurtigt. Jeg fik et chok af at Carsten var inde på mit værelse.

"Ud Carsten, jeg skal ringe!" sagde jeg irriteret, nok fordi at jeg vidste at jeg ville smutte nu.

"Okay.. snakkes senere." mumlede han.

Jeg lukkede døren efter ham og hev to tasker frem, jeg proppede alt mit tøj deri, jeg proppede min computer deri og lynede dem. Jeg tog pengene, og skyndte mig at snige mig væk fra institutionen.

*** 

Jeg stod i lufthavnen i Billund og havde slukket min mobil, jeg havde vekslet alle mine penge til pund og var klar til at stå ombord på flyet.

Jeg havde et forspring da de ikke eftersøger nogen før efter 24 timer... Lucky me!!

Hvorfor gør jeg det her? Er jeg dum eller hvad!

"Alle der skal med flyet til London skal gå til terminalen nu!" lød stemmen over radioen.

Jeg gik hen til terminalen, viste mit pas og min billet og gik ombord, mine tasker var lastet og jeg var klar.. eller var jeg?

Vi lettede næsten med det samme, der var ikke mange der skulle til London på en hverdag da.

Jeg vågnede da en af stewardesserne vækkede mig, jeg var åbenbart faldet i søvn.

"Frøken vi er landet nu?" sagde hun med en britisk accent, jeg smilede og rejste mig, det var kun en times flyvetur, men nåå jeg fuck det.

"Tak miss." sagde jeg på engelsk, hun smilede og jeg gik ud fra flyet.

Her var jeg så England.

Nå jaa, nu skal jeg bare finde et sted at sove. Eller bo!

Jeg tog en taxa til midten af London og ledte straks efter et sted at bo.

Efter to timer gav jeg op, jeg satte mig på et springvand og begyndte at græde. Fuck hvor er jeg dum.

Jeg sad og græd imens jeg kiggede på de mennesker der gik forbi og kiggede på mig, så begyndte folk at gå hurtigere og søge ly, for nu regner det!

Jeg gad ikke engang og flytte mig, jeg kunne lige så godt dø her.

Jeg elsker regn, det skyller mine tanker rene, men denne gang ødelagde det alt.

Jeg sad bare og blev gennemblødt, mine taske var gennemblødte, jeg græd, jeg ville dø og bare væk.

"Hey er du okay!" var der en dreng med britisk accent der spurgte.

"Nej, bare gå og lad mig sidde her og rådne op!" sagde jeg koldt tilbage..

"Nej det kunne jeg aldrig finde på! Liam, kom lige!" råbte han.

Jeg sad bare og pillede ved min One Direction armbånd, jeg var skuffet over mig selv!

"Ja hvad er der Harry, er du okay?!" sagde den person der kom..

Sjovt at de hedder det samme som dem fra One Direction..

"Vi bliver nød til at tage hende med hjem til Niall, hun får jo lungebetændelse af det her!" 

Bekymret okay..

"I behøver ikke bekymre jer om en fremmed nørd der græder på et springvand fordi hun ingen steder har at bo.. vent.. Harry.. Liam og nu Niall.. Efteraber i One Direction.." 

Jeg kiggede op for første gang og faldt bagover... splash..

Hvad så.. Svømmetur!

Jeg blev hevet op af vandet og døde af hosteanfald. Ej okay døde er i overkanten..

Med et blev jeg hevet med hen i en bil, der var en der smed mine taske ind i bagagerummet.

Der var en der hoppede ind på sædet ved siden af mig, og satte sig ind i midten, han lagde armen om mig imens jeg stadig hostede.

"I.. Beh-behøver i-ik-ikke at be-beky-bekymre jer, j-jeg klar-klare mig!" hostede jeg.

"Jo smukke det gør vi, vi elsker vores fans og det ændre intet." hviskede han.

Jeg græd endnu mere.. Det her var for mærkeligt!!

"Fans!!" kvækkede jeg.

Mine briller var duggede, jeg var drivende våd, endnu mere end før jeg faldt i springvandet... Ja.. det er jo klart.. Men jeg var bange lige nu..

Vi var begyndt at køre, og det opdagede jeg først nu.. langsom.. flot!

"Jeg vil ud.. jeg vil væk!" mumlede jeg.

"Det får du ikke lov til!" sagde ham der kørte..

"Du er helt væk søde!" var der en tredje stemme..

"Louis var sød.. vi skal bare hjem til Niall og Zayn nu!" sagde Liam bestemt..

Jeg spilede øjene op, tog mine briller af og kiggede rundt på de tre drenge.

Jeg kunne ikke få vejret, jeg var ved at dø nu.. seriøst dø!!

JEG SIDDER I SAMME BIL SOM TRE AF DRENGENE FRA ONE DIRECTION, OG HARRY HOLDER OM MIG..

"Nattie træk vejret... træk vejret!!!" hvæsede Harry skræmt.

Jeg tog en stor indånding og slappede af.. Eller jeg stirrede ret meget på Harry nu.

"Vi er her, Louis tag hendes tasker og Harry få hende op så hurtigt du kan om så du skal bære hende!" sagde Liam..

Jeg sad og rystede helt vildt. Jeg frøs og følte mig utrolig kold..

"Eleanor og Perrie er deroppe, de kan hjælpe med at få hendes tøj af." råbte Louis efter mig og Harry.

Vi var kommet ud af bilen men jeg kunne ikke gå særlig hurtigt.

"Gør det noget hvis jeg bære dig, du kan knapt gå så meget fryser du smukke!"

Jeg kiggede på ham og nikkede.

Han løftede mig i brudeløft eller hvad det hedder og jeg gravede mit hovede ind imod hans varme hals.

"Er du ikke sød med at stoppe det der?" hviskede jeg hæst og med en meget lav stemme.

"Stoppe hvad?" spurgte han forvirret?

"Med at lyve, jeg ved godt jeg ikke er smuk, så stop!" hviskede jeg bestemt.

"Jeg lyver heller ikke smukke!" hviskede han igen.

Jeg sukkede og kiggede rundt, vi stod i en elevator.

"Hvordan er vi kommet herind?" spurgte jeg dumt.

"Vi er gået.. eller du blev båret.." sagde han stille.

Det sagde pling og den gik op, det var en elevator der gik op direkte ind i en gang på en lejlighed.

"Heeey drenge.. Åh gud!" hvinede en pige.

Jeg kunne ikk mærke mine fingre længere, så jeg kunne ikke holde fast i Harry.

"Eleanor, hjælp!" hvinede Harry..

"Hvad sker der!" råbte en stemme der lød som Zayn.

Fuck mit liv..

"Jeg fryser så meget, jeg kan ikke mærke mine fingre.." hviskede jeg med en ru stemme.

"Perrie, skynd dig at kom, Harry få hende ind på Nialls værelse så vi kan få tøjet af hende og putte hende i et varmt bad!" sagde Eleanor hurtigt og bestemt.

Jeg blev suset ind på et værelse hvor jeg blev lagt i en seng, Harry blev skubbet ud og pigerne hev tøjet af mig.

"Put tæppet om hende, og lad ogs få en af drengene herind så de kan få hende i bad, karet er fyldt!" sagde Eleanor.

Mine tænder klaprede og Harry kom ind igen da Perrie hentede ham, han kiggede forlegent på mig da han løftede mig.

Var jeg nøgen.. neeej.

"Bare rolig Harry, hun har undertøj på, bare få hende ud i badet nu!" vrissede Perrie bekymret.

"Jeg elsker hendes stemme når hun synger." hviskede jeg til Harry, han grinede af det jeg sagde, han lagde mig forsigtigt ned i vandet.

Det gjorde ondt.

Så ondt at jeg skreg.

Jeg skreg aldrig!

"Neeej du må ikke give slip!" skreg jeg højt.

Han tog fat i min hånd og lod mig klemme den hårdt.

Jeg skreg så meget at alle de andre kom ind. Perrie gemte sit ansigt i Zayns brystkasse, Niall humpede om på min anden side imens han holdt fast om en krykke..

Lige med et forsvandt smerten, jeg slappede af og Niall tog min anden hånd, han var helt bleg i hovedet.

"Tør noget af hendes tøj i tørretumbleren.. Nej tør det hele og find lige noget af mit tøj hun kan låne, hun skal ingen steder i dag, og en eller anden please lav noget te!" sagde han bekymret og helt hvid i ansigtet.

"Undskyld, je.." Niall klemte min hånd for at få mig til at holde mund!

Jeg tiede ikke stille, jeg har et lille problem med det.

"Tak, i er de bedste, og i synger pisse godt også dig Perrie!" plaprede jeg videre.

Harry grinede bekymret og nussede min hånd. Niall klemte den anden og smilede. De andre smilede stort til mig.

"Og Undskyld, for det der.. Jeg har bare dummet mig meget i dag.." sagde jeg med en grødet stemme.

"Det snakker vi om når du er blevet tørret og har fået varmen og tøj!" sagde Liam bestemt.

Jeg kunne ikke lade være med at smile.. Det her er en god drøm hvis den er rigtig!

Vent det gav ingen mening..

Fuck det!

Harry hjalp mig op og ud af badet, de andre var gået og Harry gav mig Niall's tøj som jeg måtte låne.

"Jeg vendte lige udenfor døren, bare kald når du er færdig med at tørre dig og klæde om, pigerne fandt noget af dit undertøj der var tørt. Så bare læg det våde henne ved døren." sagde han og gik ud.

Jeg smed mit undertøj og fik mig tørret. Jeg tog mit tørre undertøj på, det var rart. Lige efter tog jeg et par af Niall's jogging bukser på og en strop trøje. Det var dejligt at have tørt tøj på. Jeg svingede håndklædet om mit våde hår.

Jeg kaldt på Harry som han havde bedt om og han stak hovedet ind med et kejtet smil, det var sødt. Han kom hurtigt hen og støttede mig til ham. Jeg smilede pinlig over mig selv.

Jeg var virkelig lam lige nu, og det irriterede mig.

Vi kom ud i stuen og Eleanor gav mig et tæppe, det var opvarmet. Sådan et elektronisk, det var rart.

"Nå smukke, hvad lavede du på det springvand i regnen?" spurgte Harry bekymret.

Jeg sad og stirrede blankt på ham og kom så i tanke om det, jeg havde rent faktisk glemt det.

"Øhm.. jeg er lige flyttet til London i dag, og jeg har penge nok til et sted at bo, men jeg kan ikke bo på et hotel, og jeg kender ingen andre steder." sagde jeg stille.

De kiggede underligt på mig, ret skræmmende, men så kom Perrie med min te.

"Okay.. Nattie hvorfor tjekkede du ikke tingene før at du flyttede." spurgte Liam mistænksom.

Jeg stivnede, jeg sad bare og kiggede skræmt på ham og flyttede ikke blikke fra ham overhovedet, jeg kunne ikke komme på noget, jeg sad bare og døde indeni!

"Hey Nattie, kom nu, hvad er der galt?" spurgte Louis forsigtigt.

"Jeg... Sikke noget fucking pis det her!" sagde jeg på dansk, de kiggede forvirret på mig og Niall tog min hånd.

"Det der forstod vi ikke en penny af!" sagde han drillende og med et forvirret glimt i øjet.

"Undskyld, jeg.. Okay hele historien ende til anden.. Jeg hedder Nattie Hansen, jeg er 17 og er fra Danmark. Jeg boede på en institution og er stukket af derfra i dag, jeg blev behandlet som lort og jeg tager aldrig tilbage, heller dø!" sagde jeg rimelig hurtigt, jeg faldt også over nogle af ordene..

"OKAAAAAAY vi har en flygtning på vores hænder!" råbte Zayn som en tøs.

"Undskyld, jeg skal nok tage væk igen!" vrissede jeg.. Jeg var træt og ked af det. Og mest af alt sulten.

Rumle rumle..

Min mave larmer... yaaaay..

"Er du sulten Nat?!" spurgte Niall bekymret.

Jeg kiggede ned i min te og nikkede flovt.

"Jeg går ud og laver noget kyllingesuppe så." sagde han stille.

"Ja og vi tager hjem, det er ved at være ret sent." sagde Harry stille.

"Hvis der er noget Niall ringer du. Omgående!" beordrede Eleanor.

Han nikkede og de andre tog hjem.

Niall larmede ude i køkkenet og jeg kunne ikke lade være med at gå derud.

"Nu må det da snart være på tide at vågne fra den her drøm...... kæft det lugter godt!" mumlede jeg...

Niall grinede og stillede en skål med suppe på spisebordet og satte sig ned overfor.

"Spis Nattie, det vil gøre dig godt." sagde han bekymret.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at han gik med krykker.

"Ja hvis du havde stillet hele gryden på bordet ville det gøre godt." sagde jeg drillende og satte mig ned.

Jeg tog en skefuld og puttede det i munden.

"Pas på det er varmt.!" sagde Niall forsigtigt.

Lige da han sagde det, ramte varmen min tunge og jeg spjættede lidt..

Han kunne ikke lade være med at grine, det var ret dejligt for jeg elskede hans grin.

Jeg smilede bare genert til ham og rødmede sikkert.

"Ej undskyld, jeg ville ikke gøre dig flov!" sagde han bekymret.

"Det er helt i orden" sagde jeg kejtet og smilede dumt, han havde et dejligt glimt i øjet.

Jeg spiste suppen og blev mega træt, det var helt vildt.

"Er du træt smukke?" spurgte Niall genert. Jeg nikkede og smilede..

"Nå ja så lad os rede op til dig, øhh..." sagde han forvirret.

"Jeg sover bare på sofaen, det er helt fint!" sagde jeg hurtigt, jeg ville ikke være anmasende.

Han nikkede og kiggede bekymret på mig, så rejste han sig og humpede ud af køkkenet på sine krykker, jeg stillede min tallerken i opvaskemaskinen.

Jeg gik ud fra køkkenet og ind i stuen, jeg lagde mig på sofaen og lagde tæppet over mig, jeg tog bare en sofapude og lagde hovedet på.

"Hey, er du allerede klar til at sove?" spurgte Niall drillende. Jeg nikkede og han kom hent til sofaen.

"Vi skal nok hjælpe dig smukke, det lover jeg." så kyssede han mig i panden og humpede ind til sig selv.

 

Okay alle jer der læser den her.. eller kommer til det.
De fleste personer her i historien er taget fra rigtige personer jeg kender, alt ved dem. Det vil sige at jeg skriver en historie om mit liv og at der kommer lidt fantasi i med One Direction så bliver det ikke bedre. Men der er også ting der ikke er ægte, som at jeg ryger hash-.- Håber i vil kunne lide den:D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...