Dukkernes Ø

Denne historie er baseret på virkelige omgivelser. Judy er taget med sin klasse til 'Dukkernes Ø'. Der er noget væmmeligt over dukkerne, der hænger rundt i træerne på øen. Hvorfor er det, at de stirrer sådan på en, når man går forbi? Og hvorfor begynder elever at forsvinde sporløst? Er det dukkerne der gør det? Judy troede jo bare, at det skulle være en hyggelig klasseudflugt til Mexicos mest uhyggelige turistattraktion, men det hele begynder at tage en anden vending. Der er noget over de dukker, der hænger i træerne med deres halvrådne, nøgne kroppe og uhyggelige smil. Det er som om de er levende...

29Likes
47Kommentarer
3013Visninger
AA

2. Når mørket falder, begynder trommernes musik...

 

”Haha, du skulle have set dit ansigt!”

Jeg kunne ikke få mit blik væk fra dukken, der blev holdt op foran mit ansigt. Den var rådden og manglede sine øjne. Alligevel var det som om, den stirrede intenst på mig gennem de to sorte huller, hvor øjnene engang har siddet.

”Lad hende være!” sagde Mason vredt til Simon, der havde et stort fjoget grin i sit fjæs, mens han holdt dukken op foran mig.

”Come on, en joke kan hun da godt tage.” sagde Simon, og hans kastanjebrune øjne fangede mine. Det voks, der var proppet i hans brune strithår, glinsede helt i månelyset. Hvor var det egentlig klamt.

 

Jeg mærkede, hvordan mit hjerte stadig sad oppe i halsen på mig. Blikke fra de andre klassekammerater skar igennem mig, og jeg mærkede, hvordan en blussen nåede mine kinder. Hvorfor skulle Simon også altid gøre mig til grin? Alle piger snakkede altid om ham og hans six-pack, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor han altid skulle gå efter mig? Måske fordi jeg som regel var den, der ignorerede ham.

Ms. Adams havde givet os ordrer på, at vi skulle gå ind i vores telte og gå i seng. Hun havde sagt, at vi ikke måtte gå ud af teltet. Jeg spekulerede over, om det var pga. dukkerne. Jeg gøs. Ej hvad var det for noget vås, jeg var rodet ud i.

 

Til mit værste mareridt skulle jeg sove i samme telt som Simon. Heldigvis skulle jeg også sove sammen med Mason og en anden pige fra den snobbede pige-kliche. Amy hed hun. Jeg studerede hende, mens hun lå i sin turkise, silke sovepose. Hun lå og fægtede med sin mobil i luften, i håb om at få et signal. Hendes korte, blonde hår blev elektrisk i hendes sovepose. Amy var nu faktisk en meget køn pige, hvis ikke det var fordi, at hendes ansigt var blevet bombarderet af matas-makeup-produkter. Okay nu lød jeg måske lidt negativ, men det var jo sandt nok.

 

Mine tanker blev splintret som glas, da Simon pludseligt satte sig op på sin albue og tændte en lommelygte op for hans ansigt.

”Jeg vil fortælle videre på Ms. Adams historie, jeg har faktisk googlet om denne ø på nettet.” fortalte Simon lavmælt, og vi lyttede alle i stilhed. ”Efter den gamle mands død, er der gået myter om, at dukkerne på øen, har taget de folk, der er kommet hertil og gjort frygtelige ting ved dem...”

Jeg mærkede de små hår på mine arme rejse sig. Et lille chok ramte mig, da Mason lagde sin hånd blødt oven på min. Mit hjerte slog hurtigere. Min hånd var som sømmet fast til hans.

”H-Hvilke frygtelige ting?” fremstammede mine læber, der nu rystede let.

”Ting som selv de onde ikke ville høre. Man siger at dukkerne bortfører menneskerne, mens de spiller på små bongotrommer. Lyden rummer stille i hele skoven, indtil dødsskriget kommer ud fra mennesket…”

”-Ej Simon, gider du ikke godt stoppe med din dukke-snak?” afbrød Amy med en rystet og irriteret stemme.

Simon slukkede sin lommelygte og rejste sig helt op i teltet. Han så ret muskuløs ud i mørket med sin hvide T-shirt og mørke natbukser på.

”Hvad er det du skal?” sagde Amy og kiggede irriteret op på Simon.

”Trænger bare til lidt luft,” sagde Simon kort, mens han lynede teltdøren ned ”godnat, jeg kommer tilbage igen.”

 

Hvor var han dum. Så fortæller han en vildt væmmelig historie, og så smutter han bare? Jeg lagde mig ned i min sovepose og lukkede mine øjne. Jeg forestillede mig, hvordan Simon gik rundt inde i skoven efter en ny dukke at skræmme mig med. Hvordan bongotrommerne blev højere og slog hurtigere, jo længere han gik ind i skoven. Pludseligt blev alt stille. Dér kom dødskriget fra Simon. Jeg gøs ved forestillingen, om hvordan han var blevet taget af dukkerne. Det blev sort for mine øjne, og jeg svandt langsomt ind i min drømmeverden.

 

Næste morgen var det hele ét stort kaos. Alle elever myldrede mellem hinanden og snakkede vildt. Hvad var det de snakkede om? Det var som om, der var noget forkert her. Et eller andet stemmede ikke. Ms. Adam råbte et eller andet, og alle holdt mund.

”Hør godt efter,” sagde hun med en skælvende stemme ”Simon er væk…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...