Dukkernes Ø

Denne historie er baseret på virkelige omgivelser. Judy er taget med sin klasse til 'Dukkernes Ø'. Der er noget væmmeligt over dukkerne, der hænger rundt i træerne på øen. Hvorfor er det, at de stirrer sådan på en, når man går forbi? Og hvorfor begynder elever at forsvinde sporløst? Er det dukkerne der gør det? Judy troede jo bare, at det skulle være en hyggelig klasseudflugt til Mexicos mest uhyggelige turistattraktion, men det hele begynder at tage en anden vending. Der er noget over de dukker, der hænger i træerne med deres halvrådne, nøgne kroppe og uhyggelige smil. Det er som om de er levende...

29Likes
47Kommentarer
3012Visninger
AA

1. Når først historien er fortalt...

 

Jeg mærkede hvordan varmen fra bålet lagde sig brændende på mit ansigt. Flammerne dansede legesygt rundt om hinanden og oplyste mine 21 andre klassekammerater i denne lune sommernat. En leverpostejsfarvet, krøllet hårtot kildede min næse og med et lille pust, fik jeg den flyttet tilbage til mine andre hårtotter. Man kunne fornemme den hyggelige stemning hos de andre elever, der sad og sang sange, snakkede og spillede spil som på en typisk klasseudflugt. 

Jeg ved ikke om det bare var mig, men noget sagde mig, at denne ø vi var på, ikke bare var en almindelig ø. Isla de las Munecas hed denne ø, men blev også kaldt for 'Dukkernes Ø'. Selv navnet gav mig kuldegysninger.

 

En blød og stærk drengehånd lagde sig på min nøgne skulder. Jeg kiggede forskrækket ved siden af mig og så, at det var min bedste ven Mason.

"Er du okay, Judy?" sagde Mason med et bekymret udtryk i hans øjne. Han havde de flotteste smaragd grønne øjne i forhold til mine, der var en blanding af blå og grønne. Okay, jeg overdriver nok lidt med Mason, og ja, vi er i friendzone. Vi havde været venner lige siden 3. klasse og gik nu i 9. klasse. Engang til en børnefødselsdag havde Mason prøvet at kysse mig, men jeg havde undveget. Siden den dag var vi erklæret som forever-friendzone.
"J-ja, jeg er okay," fik jeg fremstammet "jeg sad bare lige og tænkte lidt."

Mason sendte mig et varmt smil og rystede let på hovedet, så hans små, lyse slangekrøller i hans hår hoppede vildt. Hans smil fik mine kuldegysninger til at forsvinde bort, og jeg mærkede atter varmen fra bålet.

 

Vores klasselærer Ms. Adams lavede en armbevægelse for at få alle elevers opmærksomhed. Nu når jeg tænkte over det, havde hun haft den samme sorte page-frisure i årevis.

"Kan jeg få jeres opmærksomhed? Jeg skal fortælle jer alle en historie om denne ø, vi er på nu," begyndte Ms. Adams med hendes formeltlige stemme, som hun straks ændrede og snakkede lavmælt og dramatisk "man siger, at der engang var en lille pige, der blev dræbt på denne ø."

Der var nogle der udstødte et lille gisp. Alle havde rettet sin opmærksomhed mod Ms. Adams og lyttede spændt og stille. Flammerne begyndte at svinde langsomt ind, og Ms. Adams fortsatte:

"En gammel mand fandt pigen nogle år senere, og siden dag har han hængt dukker op rundt omkring i træerne her på øen, for at ære den lille piges sjæl. Efterhånden som årene er gået, har han hængt flere dukker op, og nu hænger der hundredevis af dukker i skoven," Miss Adams hold en lille pause og rettede blikket ned mod bålet, der ikke længere var liv i. "Der er gået nogle historier, om folk der er taget til denne ø og er forsvundet. Sporløst. Det eneste der har været tilbage, har været dukkerne. Man siger at dukkerne bliver levende om natten..."

Jeg mærkede hvordan hårene rejste sig på min nakke. Det her var væmmeligt. Ingen turde at sige noget. Selv Ms. Adams sad og stadig stirrede ned i det udbrændte bål. Helt stille. En kvalme boblede op i min hals. Jeg kunne høre nogle puslende skridt, der slæbte sig hen ad sandet i bag mig. De kom nærmere mod mig. Min puls slog hurtigere, og jeg mærkede at jeg rystede. Jeg turde ikke kigge bag mig.

En lille iskold plastikhånd lagde sig på min hals. Jeg stivnede i hele min krop. Mit blod stivnede. Jeg drejede langsomt mit hoved. Meget langsomt. Jeg så det. Et skrig kom ud af min mund...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...