Dukkernes Ø

Denne historie er baseret på virkelige omgivelser. Judy er taget med sin klasse til 'Dukkernes Ø'. Der er noget væmmeligt over dukkerne, der hænger rundt i træerne på øen. Hvorfor er det, at de stirrer sådan på en, når man går forbi? Og hvorfor begynder elever at forsvinde sporløst? Er det dukkerne der gør det? Judy troede jo bare, at det skulle være en hyggelig klasseudflugt til Mexicos mest uhyggelige turistattraktion, men det hele begynder at tage en anden vending. Der er noget over de dukker, der hænger i træerne med deres halvrådne, nøgne kroppe og uhyggelige smil. Det er som om de er levende...

29Likes
47Kommentarer
3014Visninger
AA

3. Når en dukke skiller sig ud og begynder at blive levende...

 

Det var som om tiden stod stille. Hele verden stod stille. Jeg havde det som, jeg skulle kaste op. Ms. Adams blik fangede mit. Pis.

”Sov Simon ikke i samme telt som, dig, Mason og Amy i nat?” sagde hun med en mistænksom tone i sin stemme.

Jeg kunne ikke få en lyd frem. Jeg kiggede ned på mine bare fødder. Blikke fra de andre gennemborede dybt i mig. Hvad fanden var det der var sket med Simon? Heldigvis trådte Mason tappert til:

”Jo, Simon sov med os – eller, skulle have sovet med os – men han forlod os midt om natten. Han påstod, at han skulle have noget luft, og siden har vi ikke hørt en lyd fra ham.”

Der opstod en uro mellem eleverne, og jeg kiggede hen på Amy. Hun havde sorte rande under øjnene, og en lille tårer glimtede på hendes kind af sollyset. Vi måtte finde Simon. Det kunne ligeså godt være en af hans åndssvage jokes han lavede, men det føltes bare virkelig forkert.

 

Jeg kiggede hen på Mason, som stod ca. 3 meter fra mig. Han havde morgenhår, så hans lyse krøller dansede om hinanden, hver gang han bevægede sig.

Jeg snorede en brun hårtot bag mit øre og slæbte mine ben hen ad sandet mod ham. En lille brise blæste mit hår ind foran mit ansigt, så jeg ikke kunne se noget. Jeg lagde min hånd på Masons brede skulder, og han udstødte et lille gisp fra sig, da han så mig. Okay så jeg virkelig så skræmmende ud om morgenen?
”Shit Judy, troede lige du var pigen fra ’The Ring’” sagde Mason og himlede med øjnene.

”Mason, det her er alvor. Vi må finde Simon. Han må være gået ind i skoven. Den tumpe. Vi blive nødt til at gå derind, om vi vil det eller ej, og ja, det her er ret væmmeligt.” sagde jeg og prøvede at lyde virkelig alvorlig. Masons smaragd grønne øjne kiggede seriøst på mine, og han nikkede kort.

 

Uden de andre så det, havde Mason og jeg bevæget os lydløst væk fra gruppen. Jeg tog en dyb indånding, før jeg trådte ind i skoven. Mason og jeg havde aftalt, at dele os lidt op. Måske var det ikke en så god idé alligevel, men der var ikke tid til at tænke over det nu. Nu var det mission – Find Simon.

 

Skoven var ikke ligefrem det rareste sted. Måske det mest ubehagelige sted jeg har været. Det var køligt og dystert derinde. Stilheden havde lagt sig som en dyne derinde. Det eneste jeg kunne høre, var mine egne skridt og min tunge vejrtrækning, der nærmest larmede i skoven. Et gisp kom fra mine læber, da jeg kiggede op.

Der hang dukker overalt. Jeg havde ikke tal på, hvor mange dukker, der hang der. Gåsehuden prikkede på min arm, da lugten af råddent plastik ramte mine næseborer. Min puls dunkede hurtigere og hurtigere, jo længere jeg bevægede mig ind i skoven. Det var som om dukkernes mangelløse øjne forfulgte mig, for hvert skridt jeg tog. Jeg brød mig ikke om det her. Det føltes som om, jeg bare kunne bryde grædende sammen. Det var virkelig pinefuldt.

 

Okay Judy, du gør det her for Simon, den tumpe. Jeg fik mere mod og tvang mine ben videre. Mit blik landede på nogle af dukkerne. Der var en, der manglede sine arme. En anden der hang ved siden af manglede sit hoved. Jeg gøs. De lignede alle hinanden.

Kun én dukke skilte sig ud fra de andre dukker. Jeg gik tættere på den. Den hang lidt længere nede end de andre, så jeg bøjede knæene, for at studere den. Hvorfor gjorde jeg det her? Jeg tog med en rystende hånd om den. Den var lavet af porcelæn. Ikke én eneste ridse eller form for råddenhed kunne man se på den. Den måtte være ny, men det var bare lidt underligt, da den gamle mand, der havde hængt dukkerne op, var død for længst? Dens øjne var kastanjebrune og skinnede som store klare perler. Så den ikke lidt bekendt ud? Min puls var ved at sprænge, da jeg lagde mærke til dens hår. Brunt og glinsende, selvom der ikke var noget sollys, der ramte den. Nej. Nej. Måske. Nej. Det kunne ikke passe.

”S-Simon?” hviskede jeg.

En høj knirkende lyd kom fra dukken. En voldsom smerte ramte min trommehinde, da lyden bragede ind i mine øre. Jeg slap forskrækket dukken, og veg tilbage. Mine hænder klaskede hårdt op for mine øre, og mine ben havde ikke lyst til at bære mig længere.  Jeg faldt ned på mine knæ med et hårdt bum. Den knirkende lyd blev højere og højere. Dukkens mund formede sig til et fjoget smil…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...