Dukkernes Ø

Denne historie er baseret på virkelige omgivelser. Judy er taget med sin klasse til 'Dukkernes Ø'. Der er noget væmmeligt over dukkerne, der hænger rundt i træerne på øen. Hvorfor er det, at de stirrer sådan på en, når man går forbi? Og hvorfor begynder elever at forsvinde sporløst? Er det dukkerne der gør det?

Judy troede jo bare, at det skulle være en hyggelig klasseudflugt til Mexicos mest uhyggelige turistattraktion, men det hele begynder at tage en anden vending. Der er noget over de dukker, der hænger i træerne med deres halvrådne, nøgne kroppe og uhyggelige smil. Det er som om de er levende...

29Likes
47Kommentarer
3032Visninger
AA

4. Når der pludseligt kommer en smule kærlighed i luften...

 

Jeg klemte mine øjne hårdt sammen og skreg så højt jeg kunne. Min hals brændte af skriget. Den brændende fornemmelse gjorde mig hæs. Mine knæ ville ikke flytte sig. Jeg prøvede at løfte flytte dem, men de var som sømmet fast til jorden. Som en tung hammer, hamrede mit hjerte hårdere og hurtigere end nogensinde før i mit bryst. Den knirkende lyd fra dukken blev højere og højere, og jeg prøvede at skrige igen, men min hals brændte så forfærdeligt. Jeg klemte mine hænder endnu hårdere for mine ører, da dukkens knirkende lyd nærmest skar i min trommehinde.
”M-Mason” hviskede mine rystende læber, ”hjælp…”

Smerten i mine ører blev kraftigere hvert sekund der gik. Jeg kunne ikke stå oprejst på mine knæ længere. Min krop væltede tungt og hjælpeløst til siden. Jeg skreg igen, højere end før. Mine øjne åbnede let, og hele verdenen kørte rundt som en karrusel. Jeg lukkede dem igen, og alt for mig svandt som et lys, der blev pustet ud. Kulsort.

 

In good times

And bad times

I’ll be on your side forever more

That’s what friends are for…

Masons bløde og drengede sangstemme malede et lille smil på mine kolde læber. Han sang faktisk virkelig godt. Og sexet. Okay Judy, fokuser! Jeg kunne høre hvilken sang det var. Det var hans yndlings sang. Det vidste jeg, for altid når jeg var nede, så satte han sig ved siden af mig og sang den.

Jeg åbnede let mine øjne og måtte blinke mange gange for at kunne koncentrere mig. Noget græs fra jorden kildede under min håndflade, og det gik op for mig, at jeg lå sammenkrøbet nede på jorden. Jeg drejede mit hoved blidt i græsset og gispede ved synet af nogle væmmelige dukker, der hang over mig. Vi var her altså endnu. Jeg vendte mit blik hen mod Mason, der sad og sang lavmælt i en skrædderstilling ved siden af mig. Hans mørkeblå Humör T-shirt var blevet beskidt at noget jord, som også havde lagt sig på hans lysebrune arme. Han lavede et lille hul græsset med en pind i hånden - helt væk i sin sang.

Well you came and open me
And now there's so much more I see

“And so by the way I thank you…” afsluttede jeg. Masons gispede, vendte forskrækket sit blik mod mig og en lettelse viste sig hurtigt i hans store øjne.

”Godmorgen Tornerose!” sagde Mason og smilte et skævt, drillende til mig. Han kaldte mig altid Tornerose, hvergang vi sov sammen. Han var et morgenmenneske, og egentlig var vi meget modsætninger på det punkt.

Jeg grinede let og slog sløvt ud efter ham, men min hånd faldt til jorden som en sten. På en måde fik jeg alligevel kæmpet mig op og sidde ved siden af Mason. Mit blik faldt på skoven omkring os. Dukkerne omkring os. Deres uhyggelige smil og manglende kropsdele gav myrekryb. Alt var så mørkt og dystert herinde.  Alligevel kunne Mason formå at få mig til at føle mig tryg ved ham. Han var den bedste person jeg kendte.

”Hvad skete der egentlig?” spurgte Mason bekymrende og kiggede mig dybt i øjnene, ”jeg hørte en mærkelig lyd, og så fandt jeg dig bevidstløs?”

Min vejrtrækning blev som små gisp ved tanken, om hvad der egentlig var sket. Jeg kiggede ned i jorden, mens jeg fortalte det hele stille. Alt det med dukken, der lignede Simon, og at den bare pludseligt havde smilet det samme fjogede smil til mig. Alt det med at lyden fra dukken havde fremmaneret den største smerte i mine ører. Alt.

 

En lille tåre trillede ned ad min kind. Jeg bed mig selv hårdt i kinden for at ikke bryde grædende sammen. Masons stærke arme lagde sig om mig og omfavnede mig. Jeg følte mig som en lille skrøbelig baby, der nærmest bare forsvandt i Masons store og varme omfavn. Mit hjerte gallopperede som 20 mustangheste, der løb over en kornmark en varm sommerdag. Hvorfor gjorde det egentlig det? Mason og jeg er jo i forever-friend-zone. Hvorfor Judy? Masons blonde, krøllede hår kildede på min pande som han vuggede mig frem og tilbage.  Jeg kunne ikke lade være med at kigge op i hans smaragdgrønne øjne. Hans åndedræt ramte min næse. Varm og dejlig. Der var måske kun 5 centimeter fra vores ansigter. Forever-friend-zone! -Blev jeg ved med at gentage inde i mit hoved. Jeg studerede hans læber. Jeg havde egentlig aldrig set dem så tæt på før. De så bløde ud.. Forever-friend-zone! Mine kinder blussede op. Mit ansigt var helt sikkert knaldrødt nu. Masons ansigt kom nærmere mit. Og endnu nærmere. Mit hjerte bankede hurtigere endnu. Skulle Mason nu blive mit første kys? Hvad skulle der nu ske? Forever-friend-zone! Forever-friend-zone! Forever-friend-zone! Hans læber nærmede sig mine…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...